Hvis vi nu blev skilt, ville du så gifte dig igen? Jeg så nøje på min mands ansigt og ventede på hans reaktion. Efter en kort pause, gav han sig roligt til kende, uden at hans udtryk ændrede sig det mindste:
Efter at have været gift med en så vidunderlig kvinde klog, smuk og fuld af alle mulige gode egenskaber tror jeg ikke, jeg kan blive lykkelig med nogen anden.
Jeg har levet sammen med den spøgefugl i næsten halvdelen af mit liv. Gennem 17 år har vi fået fire børn, vi betaler af på realkreditlånet og bygger sommerhus et sted på Lolland. Bag os har vi tre store parforholdskriser nærmest som skrevet i en lærebog hver femte år. Der er beskidt porcelæn i vasken, legetøj spredt ud over børneværelset, der står en gryde med hønsekødssuppe på komfuret, og jeg har fået lagt nyt manicure. Min negletekniker er overbevist om, at mit liv er et eventyr: Min mand lægger mærke til, hvis jeg har skiftet neglelak! Ikke alle mænd går så meget op i deres kvinde! udbryder hun højtideligt og dufter sødt af acetone, som om hun indåndede en slags orakelrus.
Brænd mit legeme og spred asken over havet, tænkte jeg, den aften jeg lå med feber på 39, mens min mand tørrede min pande med en kold klud, fordi Panodilen ikke virkede endnu. Han hvæsede mellem sammenbidte tænder: Hvis du dør, så begraver jeg dig sgu. I en rød kiste med flæser! Og jeg sætter en gravsten med det gamle billede, hvor du var blond. Det var det bedste incitament til at blive rask jeg hader flæser.
Ingen troede på vores ægteskab. Jeg selv tvivler faktisk stadig på det. Vi er så forskellige, har hver vores temperament og sind. Vi kan ikke tage på ferie sammen, har prøvet to gange, men nu foretrækker vi at savne hinanden hver for sig. Vi driver hinanden til vanvid.
I dag så jeg et ældre ægtepar, der kæmpede sig op ad trappen i metroens undergrund. De støttede sig til gelænderet og hinanden. Et ungt par, der kom imod dem, udvekslede smil: Lad os blive gamle sammen! Skynd dig nu! brummede den gamle mand.
Et andet menneskes sjæl er ugennemskuelig. En families indre liv er endnu mere ufremkommelig. Bag det synlige forhold findes et usynligt, hemmeligt lag fyldt med betydning. Om det er dér, en families skæbne afgøres, hvem ved? Om det består af ømhed eller hårdhed, ligegyldighed eller følsomhed, underkastelse eller vilje, medlidenhed eller magt, fattigdom eller sjælelig rigdom jeg ved det ikke. Tandpastatuben, som Povl Dissing måske ville have sunget om i vores kontekst, kan nogle gange dele eller forene mere end vi aner i et hjem.
Min mand kan ringe og sige, at han kommer hjem om en time med venner. Panisk når jeg at trylle fem retter frem på bordet ikke fordi jeg er en underdanig kone, men fordi gæstfrihed betyder virkelig meget for ham. Ligeså stor betydning som hans frihed til selv at vælge mad, tøj eller fisketure.
Friheden er også vigtig for mig. I en børnerig familie lever de voksne med uendeligt mange begrænsninger. Vi styrer vores temperament og irritation, taler pænt (Hvordan har du det? i stedet for Kan du ikke lige gå væk?), og indordner vores hverdag efter børnenes skole og fritidsinteresser. Vi bruger vores penge på de små banditter. Og jeg drømmer egentlig bare om en ny læbestift
Hvis vi voksne midt i denne selvvalgte begrænsning begynder at spænde buen og kontrollere hinandens helt personlige valg, så bliver hverdagen hurtigt værre end et dårligt andelsboligselskab. Det kræver tillid, og at vi tør være åbne i håbet om, at vores ord ikke bliver brugt imod os (selvom det desværre sker). Og man må huske, at alle har deres egen indre stue, hvor et slags alternativt regeringskontor kan mødes og aftale våbenhvile. Skyggekabinettet, for dem der ikke kender ordet, er en slags opposition til regeringen, der udvikler egne løsninger på problemerne.
For eksempel følte jeg mig engang frygteligt såret. Jeg kan ikke længere huske hvorfor, men følelserne var så voldsomme, at jeg knap kunne trække vejret. Kun min kendskab til Straffeloven holdt mig tilbage fra at gøre noget dumt. Skilsmisse! Flytning! Aldrig mere! Hvor længe kan det her fortsætte! råbte jeg og tjekkede priser på ejerlejligheder i Valby på Boligsiden.
Men så slæbte børnene guitaren ind i stuen. På den havde min mand engang, ung og langhåret, spillet melodier til mine tekster. Jeg huskede, hvordan han trøstede mig efter en venindekrise. Hvordan han hjalp, da jeg for første gang tudede over en sur kommentar til min artikel (og piger bare rolig, det er 10 år siden, jeg tåler kritik!). Hvordan han forsvarede mig overfor svigerfamilien. Hvordan han laver lørdagsmorgenmad og kører børnene til fodbold, mens jeg ligger og sover, sover, sover. Hvor lang tid og hvor mange kræfter skal jeg bruge, før jeg finder en mand, der kysser lige så godt? lød stemmerne fra mit indre kammer. En klog statsleder overser aldrig oppositionens stemmer, hvis han vil blive siddende længe det kan jeg hilse at sige.
Familie er ikke det samme som forældreskab man kan være mor eller far alene. Familie er ikke kun fælles husholdning eller overlevelsesstrategier det kan gode venner også klare. Familie er heller ikke bare et fælles projekt eller delte interesser det har man med kolleger og samarbejdspartnere.
Familie er, når mand og kvinde gror dybt ind i hinanden. Børn er kun midlertidige medlemmer. De kommer, og en dag går de, ud på deres egne stier. Vi bliver tilbage. Eftertænksomme, morsomme, med slidt helbred og en håndfuld minder. Så lunter vi af sted på pensionistvis og støtter hinanden. Og når han, lidt vrissen, siger: Skynd dig nu lidt!, svarer jeg: Herr, De skal ikke plage en ordentlig gift kvinde! Men hvem kan stå imod Dem?
Så griner vi.
