Min søster og jeg var på en måde spejlbilleder af hinanden. Vi havde begge læst hotel- og restaurantledelse, blev gift samme år, og hjalp ofte hinanden på arbejde. Men jeg havde altid lidt mere held, som om jeg svævede gennem livet på skyer, der bar mig til det helt rette sted på det helt rette tidspunkt. Jeg landede bedre jobs, tjente flere kroner, og fik gode kontakter. Min søster blev ved med at arbejde samme sted, og tanken om en forfremmelse virkede fjern og tåget.
Med vores forældres støtte fik hun endelig købt en lejlighed. De lavede et lille renoveringseventyr, begyndte at drømme om fremtidige forbedringer, og min søster virkede oprigtigt tilfreds som om hun svømmede rundt i en varm, tryg sø.
Sidste år havde jeg chancen for at erhverve mig en flot brugt bil fra en ven, der var gået amok og købt et splinternyt køretøj. Han ville af med den gamle bil hurtigt mulighedernes skov, tænkte jeg drømmende. Med min mands hånd i min rakte jeg ud og købte bilen. Han foreslog, at jeg beholdt den gamle som reserve, som en ekstra nøgle til virkeligheden man ved jo aldrig. Men jeg besluttede, at jeg ville give den til min svoger; min søsters mand.
Han var ret kvik, og jeg havde altid synes godt om hans måde at tale om mærkelige ting som om han så verden fra et nyt vindue. Jeg ville gøre noget venligt for min søster, vise hende at hun stadig var min hjerteven, som dengang vi var børn og legede i regnens lys. Jeg ville ikke have noget igen, kun spørge om de kunne bruge bilen, og hvornår de kunne hente den.
Men da jeg trådte ind i deres lejlighed et hus, der lugtede af kaffe og gamle minder virkede min søster ikke helt tilstede. Hun græd nærmest over arbejdet, og blev en sur sky på himlen.
Der er jo ingen problemer, de kan bare fyre nogle folk, jamrede hun dramatisk.
Hendes mand svarede: Tja, de fik jo en ny bil. Deres liv må være magisk i disse mærkelige tider.
Det, der gjorde det hele surrealistisk, var en søgende samtale, jeg ufrivilligt kom til at lytte til. De sendte mig ind i stuen, mens de skyllede tallerkener i køkkenets flod, og så ringede min telefon. Jeg skulle tage den, men blev stående, fanget som en drømmens statue:
Hun er skrækkelig. Forældrene giver hende alt for meget. Hun har allerede fået ny bil. Hvorfor skulle hun have en ny bil, når den gamle stadig er fin? Hvis hun er så rig, kunne hun hjælpe os, i stedet for at smide kroner ud på biler, fnøs min svoger.
Man skal lige vide, at mine forældre egentlig aldrig rigtig hjalp mig. Det var mig og min mand, der støttede dem, og ikke omvendt.
Sådan har hun altid været. Hun tænker kun på sig selv, aldrig på andre. Hvis bare hun brugte lidt tid på os, men vi har jo ikke engang tid til gæster, svarede min søster.
Måske var det forkert at dukke op uden varsel, men jeg havde jo ikke bedt om middag det var deres forestilling. Jeg kom med gode nyheder, men hele episoden ændrede mit sind. Det føltes, som om de smilte til mig, men bag kulissen begyndte diskussionerne at jeg gav dem min gamle bil, mens jeg kunne have købt dem en ny, nu hvor jeg havde penge. Så må de selv klare det, købe hvad de ønsker. Helt alene, som jagende ulve i den danske nat.
