En anden tilværelse
Morgenen begyndte, som den plejede: Vagn Dybdal var forsinket.
Med en leverpostejsmad i den ene hånd og en skraldepose i den anden kastede han et hurtigt blik ind i soveværelset, hvor hans kone lå og snorkede fredeligt. Han snøftede fornærmet.
Hun kunne da godt være stået op og have lavet morgenmad, mumlede den indre Dybdal, som Vagn altid var helt enig med. Bare fordi det er lørdag. Jeg arbejder jo for familiens skyld, skal du huske.
På vej mod skraldespandene kom husets kat luntende. Han var mere end almindeligt påtrængende og mjavede som om det var marts, selvom vinden bed koldt midt i januar.
Skrid, din luskede pels, jeg har slet ikke fået morgenmad endnu, sagde Vagn, men katten fulgte ham stædigt.
Mjjjjjauuuu, kvitterede katten begejstret, da Dybdal med et perfekt kast sendte skraldeposen direkte i containeren og fejrede sit held med et lille sejrsgestus.
Fint, du får lov at smage sejrsbrødet, sagde Vagn, blev blød om hjertet og kastede halvdelen af madpakken til katten.
Vagn satte tempoet op og skyndte sig mod stoppestedet, men bussen nu, hvor han endelig nåede frem rullede væk lige før tid og efterlod ham med en sky af udstødningsgas lige i ansigtet.
Kunne du ikke vente, fjols! råbte Dybdal efter bussen.
Der kommer én om fem minutter igen, bemærkede en ukendt stemme.
Jamen, jeg tager altid den der er det bedste sæde, brummede Vagn og så sig om men opdagede overrasket, at han stod helt alene på stoppestedet.
Vil du have, at jeg henter den tilbage? lød stemmen.
Lyden kom nedenfra. Vagn kiggede ned. Katten.
Sig ikke, det var dig, der sagde det, sagde han og opdagede straks, hvor vrøvlende det lød.
Det var mig, svarede katten roligt. Du har fodret mig, Vagn. Nu kan jeg opfylde tre af dine ønsker.
Helt utroligt! Vagn fløjtede lavt. Som en dårlig brandert på kollegiet, det her. Leverpostejen var vist ikke helt frisk. Så du er magisk? Han rakte efter mobilen.
Finder du kameraet frem, forsvinder ønskerne, gabte katten.
Vagn trak forsigtigt hånden tilbage.
Tak. Ja, jeg er en magisk kat. Hele vejen fra fjerne lande.
Hvorfor er du så her?
Rejser gennem. På vej til Smaragdbyen, ikke så vigtigt. For dine ønsker er min biografi irrelevant.
Jeg vil have en milliard kroner! skød Vagn straks af.
Kraftig ønskeliste for en halv leverpostejsmad, grinede katten. Næste gang beder du vel om realkreditlån til to procent?
Du sagde selv, at jeg skulle ønske, blev Vagn forurettet. Nu trækker du pludselig i land. Selv katte er blevet smarte? Hvilket samfund…
Vær lidt ydmyg. Der er én regel: Dit ønske skal have plads til, at du selv deltager i reparationen af din egen skæbne, sagde katten mildere.
Skæbnereparation… Vagn tænkte sig om.
Hans liv var fuldt af ting, han gerne ville ændre. Mulighedernes døre havde været der hans kone, Malene, havde bare altid lukket dem i. Hver gang vennerne foreslog eventyr, slog hun bremserne i. Nogle af dem røg bag tremmer, andre til udlandet, men nogen lykkedes! Det kunne han også have gjort, hvis ikke det hele blev kvalt i hendes Er du sikker?, Har du overvejet?, Er det nu klogt? og så videre. Alt, der lignede eventyr, pakkede hun ind i tvivl. Alt, han havde, var en lille lejlighed i udkanten af byen og en kone, der arbejdede sig træt og sov hele weekenderne væk. Kærligheden var forsvundet.
Og dengang dét med emu-strudsene, som Anders foreslog! Det var jo en super idé.
Så du vil have, jeg skiller jer før samtalen med Anders? spurgte katten.
Du skal ikke rode rundt i mine tanker! vogtede Vagn.
Du har selv rodet dem til, svarede katten kækt.
Vagn var tæt på at sparke efter katten, men kom i tanke om ønskerne og nikkede:
Ja. Jeg vil skilles fra Malene før det samtale med Anders. Han rakte ud. Er det nu, jeg skal trække dig i knurhårene?
Katten sprang til siden.
Slap nu af, Vagntryllestav, fnøs han og svingede med halen.
Straks snurrede verden, alt blev mørkt, stoppestedet og hele kvarteret forsvandt.
Dybdal kom til bevidsthed i en ny virkelighed.
Alt var gået i opfyldelse: Emu-strudse på landet, god lejlighed, tysk bil. Vagn var yngre at se på; væk var de mørke rander under øjnene, maven flad igen. På mobilen var det pludselig rigtige kvindenavne ikke længere Lene Mælk og Gulerødder eller Anna ovnreparation, men Julie Café eller Ida Stranddrink.
Det virkede! råbte Dybdals indre stemme. Vagn ville juble og kramme katten, der selvfølgelig også var poppet op i denne nye tilværelse, men katten røg væk.
Kom med lægeattest, før du kysser, sagde katten bestemt.
Tre dage nød Dybdal sit nye liv. Indtil han sad på café med endnu en ny flamme og opdagede Malene ekskonen gå ind, strålende, ledsaget af en yngre mand, der lignede en spritny Mercedes ved siden af Vagns forsigtige Opel. Malene smilede, rank og lykkelig, præcis som hun havde været, før rutinerne åd livsglæden.
Malene, er det dig? spurgte Vagn og gik hen til hende, sin date i stikken ved bordet.
Hej, Vagn! strålede hun. Det er længe siden! Hvordan går det?
Hans stemme knækkede, mens han fortalte om sine bedrifter. Malene opsummerede hurtigt sine.
Sådan opdagede Vagn, at Malene var gået videre på alle fronter: Hun havde nu det job, hun i sin tid drømte om, men som Vagn havde forhindret hende i, for han ville have fast løn og tryghed, ikke præstationsløn og drømme. Her steg hun hurtigt i graderne og blev en af de store. Hendes ledsager var både kollega og mulig kæreste, deres to boliger (en lejet ud, en de boede i) var bevis på det hele.
Men helt kort fortalt, smilede Malene blidt. Jeg er glad for, at du også har det godt. Vi ses.
Hun trykkede hans hånd, og noget snørrerede sig sammen i Dybdal.
Noget er forkert, tænkte han, alene i sin nye stuelejlighed.
Du ser ikke tilfreds ud? spurgte katten, som nu var fast inventar.
Jeg burde have nået mere. Det er uretfærdigt, at Malene bliver mere succesfuld end mig. Problemet begyndte måske endnu tidligere da jeg droppede ud af universitetet for at arbejde på lager og forsørge hende og det barn, vi aldrig fik… Var det min fejl?
Jeg kender hele din historie, gentagelser er ikke nødvendige. Skal jeg sørge for, I skilles allerede da I blev gift? foreslog katten sløvt.
Gerne før brylluppet! sagde Vagn håbefuldt. Jeg var engang årgangens bedste. Ved du, hvad de sagde om mig?
Livstidsfanget?
Succes!
Ivrig rakte han igen ud efter kattens knurhår, men denne gang fik han et svirp over hånden. Verden snurrede. Alt forsvandt: bil, lejlighed, strudse et tryk på universets delete-knap.
Vagn åbnede øjnene. Nu havde han fem lejligheder, to biler, stamtavlehund, hustru nummer et og nummer to den sidste både yngre og klogere, om end ikke mere trofast (men det anede Vagn ikke endnu).
Han havde alle de gode medlemskort, forbindelser og nu var han bare aldrig blevet gift med Malene, aldrig droppet studierne, aldrig slæbt halvdelen af lønnen til fertilitetsklinikker…
Malene? undrede Vagn sig, da han så sin ekskone i TV-avisen nogle uger efter.
Hun hed nu Malene Kontrabas gift med den kendte erhvervsmand Anton Kontrabas, der, ifølge nyhederne, var områdets mest succesfulde mand. Et eventyrhus rejst for rene penge, med rygter om, at selv SKAT spurgte ham om autografer. I modsætning til en nærig Onkel Joakim var han kendt filantrop. Malene var travlt optaget af at åbne et nyt dyreinternat.
Utroligt… mumlede Vagn. Hun var… betagende. Præcis så perfekt, som han elskede hende for næsten tyve år siden. Og i alle årene havde hun bare levet sammen med ham smuk, klog, livsglad, men pakket ind i hans egne valg og begrænsninger.
Ja, sagde hans indre stemme, det var altid dig, der bestemte. Malene fulgte bare, sagde kun ja forsøgte aldrig at bestemme noget selv. Pengene, indkøbene, sundheden, huset, ferien alt besluttede du.
Da forstod han hvorfor, det gik sådan i det virkelige liv. Han selv havde valgt ikke at tage chancer, ikke at læse videre, han havde holdt hende tilbage, også i hendes karriere. Han havde tvunget hende på et arbejde, hun afskyede. På grund af ham led de begge. Måske havde det været bedre, hvis de aldrig havde mødt hinanden hvis han var blevet i sin gamle skoleklasse.
Skal jeg lade dig gå i klasse B? spurgte katten uden videre fra vindueskarmen.
Spørgsmålet hang i luften en måned. I den tid opdagede Vagn, at næsten alt, han ejede, var pantsat i banken, at den unge hustru havde en affære, at vennekredsen var indskrænket til hans gamle hund, der snart var færdig. Han var på en måde blevet succesfuld, men der var ingen glæde for ingen at dele den med. Tidligere lå det hele i partnerskabet med Malene: triumfer, fiaskoer, drømme og sorg over igen-igen at få negativt graviditetssvar. Alting var fælles dengang. Men Malene spillede nu i en helt anden liga.
Jeg har besluttet mig. Lad mig gå på teknisk skole efter 9. klasse, sagde han til katten.
Så du aldrig møder Malene?
Præcis. Selv de to år sammen i gymnasiet var til skade for hende. Tænk, hvad hun kunne have nået uden mig…
Det vil jeg også gerne vide, spandt katten og svingede halen.
Vagn anede ikke, hvor universet ville lande, mens det lagde sig til rette i nye strukturer.
Men det næste, han vidste, var, at han stod ved stoppestedet igen.
Januarluften var den samme, buslugten, jakken med de fedtede ærmer og den lille vom under. Han fiskede mobilen op: De sædvanlige navne dukkede op: Lene Vortefjernelse Rabat, Anna Dørtilbud dba og… Malene.
Vagn stirrede fortabt.
Satans…
Bussen ankom, dørene åbnede sig venligt. Han så ind i det varme førerrum, på alle de fremmede mennesker, den ledige vinduesplads så spurtede han hjemad.
Han fór ind i lejligheden, direkte ind i soveværelset og kastede sig, stadig med vinterjakken på, ned i sengen og overfaldt sin kone med kys.
Er du sindssyg?! råbte Malene halvsovende, maste til. Er du rigtig klog?
Fuldstændig! råbte Dybdal. Malene, hvordan mødtes vi egentlig?
Hvad snakker du om?
Hvordan? Jeg har virkelig glemt det!
Du er fjollet. Det var på den der udflugt vores klasse havde tur, og I fra teknisk skole var også der. Du sang ellers for hele bussen.
Sang?
Ja fjollede sange. Jeg tænkte: hold da op, godt jeg ikke skal samme vej!, svarede Malene og gabte. Husker du ikke?
Vagn lod sig falde ned på gulvet.
Utroligt… sagde den indre stemme, og Dybdal var som altid enig.
Vagn, du gør mig nervøs nu. Hvad sker der?
Han fortalte det hele: Om katten, ønskerne, emu-strudsene, Anton Kontrabas. Om, hvordan hun var lykkelig uden ham, og om hvordan han havde ladet hende gå tre gange. Om hvordan han opdagede, at det hele var hans eget værk og ikke hendes skyld. Malene lyttede, som hun altid gjorde, når Vagn skulle tale ud.
Da han var færdig, var der stille. Vinden peb udenfor, en vandhane dryppede i køkkenet.
Jeg vidste jo godt, du har livlig fantasi. Men så meget… sagde hun stille.
Jeg mener det.
Ved du, hvad det værste er? spurgte hun.
Hvad?
Selv i dine fantasier traf du det hele selv og forstod ikke pointen.
Skulle jeg have trukket katten i knurhårene?
Det handler jo ikke om katten! Alt det du oplevede, var jo ikke rigtigt. Ved du hvorfor?
Han rystede på hovedet.
Fordi jeg kunne have forladt dig hundrede gange, hvis jeg havde villet. Men jeg er her med dig i denne lejlighed, vi har sparet op til sammen. Og du ville være gået, hvis du ville. Men vi er her. Og det var derfor, det føltes forkert derovre, hvor alt var falsk. Problemet er, at du altid selv trækker læsset og ikke vil slippe mig ind. Fordi du er bange for, om jeg kan klare det. Du giver mig aldrig chancen for selv at prøve. Men jeg blander mig ikke, fordi jeg ved, du mener det godt.
Det er rigtigt, smilede Vagn undskyldende. Jeg vil det bedste og glemmer at lytte. Og jeg gik jo faktisk fra dig… fra starten.
Sådan skulle det nok være, sagde Malene eftertænksomt. Hun havde altid været klogere og nu forstod Vagn det bedre end nogensinde.
Tror du, vi stadig kan lave noget om? Eller er det for sent? spurgte han forsigtigt.
Som for eksempel?
Jeg kunne tage et fjernstudie, gå i fitness, og du kunne endelig søge det job og prøve kræfter med det, du drømte om.
Jeg ved ikke, om jeg tør. Jeg er ikke nitten længere. Det meste tiltaler mig ikke så meget.
Fair nok. Så starter vi småt hvad ville du egentlig gerne lige nu? Han kiggede sig desperat omkring, efter noget at gribe fat i.
Malene tog sig tid.
Jeg vil gerne bare ligge i sengen hele weekenden og lave ingenting overhovedet. Jeg ved, du ikke bryder dig om rod, men jeg er så træt efter arbejde. Kan jeg få lov?
Selvfølgelig! Jeg tager oprydningen! svarede Vagn ivrigt. Så må vi se, hvad der sker bagefter. Okay?
Okay, det kan jeg lide, smilede Malene blidt.
Og én ting mere…
Hvad?
Må vi få hund?
I det samme lød et svagt mjav ude fra gangen.
