Min mor har boet alene i sin toværelses lejlighed siden min fars død. Den ligger tæt på centrum af København.
Hendes pension er ret høj, så hun klarer sig selv. Hun hjælper os på ingen måde, og hun passer heller ikke vores børn. Hun ser dem kun sporadisk fra højtid til højtid. Der findes ikke nysgerrighed eller lyst til at hjælpe eller komme på besøg. Min mand og jeg lejer en lejlighed ude i forstæderne, hvor vi bor sammen med vores to små børn. Det er knapt, at vi kan få økonomien til at hænge sammen. Børnene går i skole inde i centrum, og vi arbejder begge der, så vi skal op klokken seks hver morgen for at nå det.
Turen ind til byen føles næsten uendelig og træt, men der er ingen anden vej. Vi har ikke råd til at bo til leje i centrum. Da det blev allerværst, besluttede jeg mig for at bede min mor om hjælp. Jeg gik over til hende for at snakke. Jeg spurgte hvordan hun havde det, om hun klarede sig, om hun kunne overskue det hele. Hun sagde, at der ikke var noget at klage over.
Jeg sagde: Mor, bliver du aldrig træt af at bo alene i sådan en stor lejlighed?
Hvad vil du egentlig sige? svarede hun med et underligt, mistænksomt blik i øjnene, som om jeg havde en skjult dagsorden.
Jeg tænkte Måske kunne vi bo sammen med dig? Skole og arbejde ville være tættere på, og jeg kunne hjælpe dig med alt i huset. Min mand kan tage sig af de ting, mænd nu engang gør.
Hun svarede straks med en kold og klar stemme: Drop det med det samme! Jeg er ikke på mit livs tidspunkt, hvor jeg skal bo sammen med nogen. I er voksne, I skal nok finde ud af det selv. Jeg har brug for ro.
Jeg kaldte hende egoist og gik døren røg i med et brag bag mig. Vi har ikke talt sammen i fjorten dage. Skal jeg ringe til hende eller lade være?
