Barnebarnet får vi ikke lov til at se
Mor, jeg kan simpelthen ikke mere, forstår du det? sagde Freja og klemte telefonen fast mellem skulder og øre, mens hun forsøgte at lægge sin sovende søn over i tremmesengen. Han har ikke sovet ordentligt i tre nætter nu.
Mit hoved kører så meget rundt, at jeg er bange for at tabe ham. Kom nu bare forbi et par timer, så jeg kan sove lidt.
Freja, nu starter du igen, snerrede moren. Du er ikke den første, der har fået børn, og heller ikke den sidste. Alle børn sover jo elendigt.
Vi opfostrede jer uden hverken engangsbleer eller vaskemaskiner, og vi overlevede da.
Hvad har bleer med det at gøre, mor? Jeg beder dig bare om lidt hjælp. Du er jo gået på pension, du har masser af tid.
Jeg har tid til at holde fri, skat. Far og jeg har knoklet hele vores liv. Der var ingen, der hjalp os vores mødre så vi stort set kun til jul og påske.
Har man selv valgt at få barn, må man selv tage ansvaret. Læg ham i sengen og læg dig selv. Ikke mere bøvl.
Nå, nu starter mit program, vi snakkes i morgen.
Der lød korte bib i røret.
***
Freja og Mads havde været kærester i to år, inden de giftede sig stille og roligt de ville ikke bruge formuen på et stort bryllup og de lejede en lille toværelses lejlighed i udkanten af Aarhus. Hun blev gravid næsten med det samme.
Tror du, de bliver glade? spurgte Freja, mens hun kærtegnede maven, som endnu ikke var rundet. Første barnebarn til begge sider. Jeg er jo enebarn, og du er også enebarn.
Mads smilede og lagde armen om hende:
Selvfølgelig bliver de glade, Freja. Kom, lad os spise, vi fortæller dem det i morgen.
Næste dag tog de hjem til Frejas forældre først.
Mor, far, vi har noget at fortælle, sagde Freja strålende. I skal snart være bedsteforældre!
Moren trak på skuldrene.
Nå, det måtte jo komme på et tidspunkt. Bare du får ordentlig barselspenge, Freja. Du arbejder vel helt til fødslen?
Øh, det håber jeg Freja blev helt usikker. Er I ikke glade?
Selvfølgelig er vi glade, mumlede faren, uden at kigge væk fra fjernsynet. Men det er nogle svære tider.
Har I fået styr på økonomien? I bor til leje, bilen er i afdrag
Nå, men kommer der et barn, kommer der også brød, siger man.
Reaktionen hos Mads forældre var næsten den samme. Svigermor, Birthe, så Freja op og ned.
Graviditet er ikke en sygdom, oplyste hun. Husk ikke at forkæle barnet for meget. Da Mads var lille, sad han på min ryg hele tiden.
Men tillykke alligevel, selvfølgelig. Vi må se, hvad det bringer.
Freja tænkte, at det bare var den gamle skole de kunne ikke finde ud af at vise begejstring. Det skulle nok gå.
***
Forberedelserne til babyens ankomst gik på højtryk. Mads tog ekstra vagter, kom hjem træt som en karklud, men havde altid bleer eller en lille sparkedragt i posen. Forældrene ville også gerne bidrage.
Vi har snakket om det herhjemme, sagde Frejas mor i telefonen. Vi køber en tremmeseng til jer. Bare en almindelig, træ ingen unødvendige ting, han vokser snart ud af den alligevel.
Tusind tak, mor! svarede Freja glad.
En uge senere ringede Birthe.
Freja, jeg har været i Bilka og købt en gave til jer. Kom forbi og hent den.
Da de kom hjem til Birthe, stod der en blå plastikpotte på kommoden i entreen. En ganske almindelig, billig en.
Se, sagde Birthe stolt. Den fik jeg øje på, den er solid.
Freja blinkede forvirret til Mads. Han trak bare på skuldrene.
Øh tak, Birthe. Men vi skal jo først bruge den om syv-otte måneder mindst. Lige nu mangler vi mere sådan noget som stofbleer eller tøj til hjemturen?
Det køber I bare selv, I har så speciel smag, sagde Birthe bestemt. Men potten skal I nok få brug for. Ikke noget at trække ud.
På hjemvejen kunne Freja ikke lade være:
Mads, er det for sjov? En potte til en nyfødt? Mener hun det?
Glem det nu, Freja. Hun tænker bare praktisk alt hvad vi får, bliver i hjemmet. Det vigtigste er sengen.
***
Da Freja blev udskrevet fra Skejby Sygehus, var det hurtigt overstået. Forældrene kom forbi, gav et par blomster og tog billeder ved indgangen. Drengen Asger puttede i det hvide svøb.
Sikke en næse, bemærkede Frejas mor hurtigt. Nå, I må komme godt hjem. Vi skal ud i sommerhuset, agurkerne venter.
Skal I ikke med op og bare tage en kop kaffe? spurgte Freja stille. Se Asger lidt?
Vi når det nok, afbrød Birthe. I skal vænne jer til at være forældre, vi ringer en anden dag. Få nu noget søvn.
De kørte. Freja blev stående i opgangen og så efter bilerne, som om hun var blevet sat af på en øde ø.
De første par uger gik i en tåge. Asger forvekslede nat med dag, Mads gik på arbejde før solen stod op, og først sent hjem.
Freja blev ved at vaske, lave mad, amme og prøve at dække bord til bare lidt aftensmad.
Ryggen værkede hele tiden, og spejlet viste en bleg kvinde med sorte rander under øjnene.
Mødrene ringede højst to gange om ugen.
Hvordan går det? Hvordan har Asger det? spurgte Birthe.
Det er hårdt, Birthe. Han har ondt i maven og skriger hele tiden. Jeg får næsten ikke sovet.
Søde, sådan er det at være mor. Hold ud. Det vigtigste er rutiner. Nå, jeg skal løbe har tid hos frisøren.
Frejas mor var ikke bedre:
Det går vel? Så er alt som det skal være! Vi smutter, vi skal til Hornbæk i sommerhuset.
***
Endelig blev det lørdag. Mads blev hjemme for en gangs skyld. Han tog sig af Asger, og Freja kunne tage et karbad fremfor et hurtigt brusebad.
Hun lå i det varme vand og græd bare udmattet og magtesløs. Alle veninderne fik masser af hjælp de første år. Hvorfor ikke hende?
Hun gik ud af badeværelset og ind i soveværelset. Mads fulgte efter.
Freja, skal vi ikke ringe til dem og invitere begge mødre til middag i morgen? Måske ved de ikke, hvor svært vi har det?
Jeg har spurgt min mor, Mads. Hun sagde bare: Har man selv fået barn, må man selv klare det.
Men hvis vi beder sammen, måske kan de ombestemme sig? Vi vil jo ikke have penge, bare hjælpen
Freja overvejede det og nikkede. Efter omklædning ringede hun først til sin mor, så til Birthe.
Søndag blev en anspændt frokost. Freja havde bagt tærte, selv om hænderne rystede af træthed.
Mødrene ankom samtidig og tog æbler med hver især præcis fire styks.
Hold da op, her er trængt nu, bemærkede Frejas mor, mens hun satte sig. Freja, har du nu fået tørret støvet af det skab?
Mor, jeg har ikke tid til det. Jeg sover måske tre timer i døgnet.
Dårlig planlægning, bemærkede Birthe. Mads, hjælper du ikke lidt til?
Jeg har to jobs, mor, for vi skal betale for den her lejlighed og mad.
Alle arbejder, sagde Birthe bare. Nå, hvorfor er vi blevet inviteret?
Freja tog en dyb indånding.
Mor, Birthe vi har brug for jeres hjælp. Ikke penge eller ting. Bare hjælp. Kan I ikke lave en fast aftale? To gange om ugen, et par timer ad gangen én af jer kommer, går tur med Asger, mens jeg hviler eller ordner ting.
Vi kan ikke følge med alene.
Mødrene vekslede blikke.
Freja, sagde hendes mor først. Det har vi talt om før. Jeg har gjort mit.
Jeg opfostrede dig i halvfemserne, ingen hjælp, og vaskede tøj i hånden. Hvorfor skulle jeg tilsidesætte mit liv nu? Jeg har svømning, veninder, sommerhus
Men det er jeres barnebarn! udbrød Freja. Har I slet ikke lyst til at kende ham? Følge med i, hvordan han vokser, griner, lærer nyt?
Vi ser ham, når han bliver større, sagde Birthe. Lige nu laver han jo ikke andet end at sove og skrige.
I er forældre. Det er jeres job. Vi klarede selv vores.
Så fordi I havde det svært, skal jeg også? Er det sådan en familiearv?
Nu skal du ikke blive fræk, sagde moren køligt. Vi købte tremmesengen, vi kom til udskrivningen. Hvad mere forventer du? Skal vi flytte ind?
Jeg ønsker, I ville være bedsteforældre!
Mads lagde hånden på hendes skulder for at berolige.
Mor, Birthe mener I det? Er det fuldstændig ligegyldigt for jer? Vi er jo familie
Overdriv ikke, Birthe rejste sig. Vi elsker jer. Men vi har vores eget liv.
Vil I være voksne, så vær det. Hvis der opstår en krise, kan I ringe. Ellers må I klare den.
Nå, Vibe, lad os gå. Ellers misser vi bussen.
Mødrene tog jakkerne og gik, mens Freja sank ned på stolen og stirrede på tærten, ingen havde rørt.
Freja Mads satte sig ved siden af. Glem det. Vi klarer os selv.
Selv, svarede hun lavt. Det værste er bare, hvad skal jeg sige til dem den dag, de har brug for mig? At jeg har klaret mit, nu skal jeg træne og hygge mig?
Sådan bliver vi ikke, sagde Mads bestemt. Aldrig.
***
Månederne gik. Asger voksede, begyndte at kravle og tog sine første skridt. Freja stoppede helt med at ringe til mor for at beklage sig.
Samtalerne blev ultrakorte:
Hvordan går det?
Fint.
Hvordan er Asger?
Han har det godt.
Hej hej.
Da Asger blev halvandet, ringede Frejas mor en lørdag morgen.
Freja, vi har talt om, om I vil tage Asger med ud til os i sommerhuset i weekenden? Det er jo godt vejr
Freja kiggede på Asger, som byggede tårn af klodser på gulvet.
Nej, mor. Det gør vi ikke.
Hvorfor? Vi savner ham jo.
Savner? Freja smilede skævt. Kender du hans rutiner? Hvad han spiser? Hvilke historier han vil høre før sengetid? Du så ham sidst for tre måneder siden, da vi selv kiggede forbi en halv time.
Jamen, vi er jo selv forældre, vi skal nok klare det.
Nej, det skal I ikke, mor. For et barn kræver ansvar, ikke besøgslege. Det lærte du os for halvandet år siden.
Vi fik Asger, og vi tager os af ham. Han er vores søn. I skal bare nyde pensionen.
Freja lagde på og satte sig ved siden af sin dreng. Som man sår, høster man. Det var kun rimeligt.
***
Nu føler både Mads og Frejas forældre sig uretfærdigt behandlet: Hvorfor får vi ikke lov til at tage os af vores barnebarn? Han går i skole nu, han er stor det kunne være så hyggeligt at være sammen med ham!
Men Freja og Mads mener noget andet. Sønnen er deres ansvar og det ansvar vil de ikke lægge over på andre.
