Familiehemmeligheden
Anders har siden barnsben ikke kunnet fordrage at besøge sin farmor. Hun gjorde det tydeligt, at hun ikke brød sig om ham, og han forstod aldrig helt, hvorfor hans forældre alligevel insisterede på at tage derhen og endda slæbe ham med.
Farmor hentydede tit til, at han havde dårlig blod, og at hans mor nok skulle få sine kvaler med ham. Hans mor forsvarede ham altid og benægtede det, men farmor gav aldrig slip på anklagerne.
Og det gik ikke kun ud over Anders farmor gik heller ikke let på hans forældre. Hvert besøg blev en ruineret dag. Én gang blev det for meget for ham: De voksne diskuterede højlydt i køkkenet, mens han selv lukkede døren til stuen og kiggede sig rundt. På reolen stod der en flot bog, som han tog ned men det var ikke en bog, men et fotoalbum. Halvdelen af billederne dryssede ud på gulvet, og han satte sig på huk for at samle dem op.
En bestemt fotograftiltrak hans opmærksomhed: Der stod hans mor, tæt omslynget med en mand en mand, der slet ikke var hans far. De smilede ubekymret til kameraet.
Hvem hulen er det? tænkte Anders.
Netop i det øjeblik stormede farmor ind, så ham med billederne og flåede dem ud af hans hånd, mens hun råbte noget vrøvl.
Anders var paf og sendte et hjælpeløst blik efter sine forældre. Hans far sagde kort:
Anders, vi skal hjem. Tag dit tøj på.
Anders trak på skuldrene og fulgte modvilligt efter dem.
Mon Anders spurgte sin mor om billedet lige efter? Nej. Selvom han kun var otte år, havde han luret, at det var bedst at snakke med hende om det, når de var alene.
Nogle dage senere fik han chancen, men hans mor grinede bare og sagde, at han havde set syner det var slet ikke hende, men en af farmors kusiner på billedet.
Det købte Anders ikke for fem flade ører. Moren løj tydeligvis, og hvis farmor kunne gemme billeder af sin datter, fra både det ene og det andet tidspunkt i livet måske også dem, hun helst ville brænde hvorfor ikke? Helt normalt. Men efter den dag så Anders aldrig det album igen, uanset hvor grundigt han ledte farmor må have gemt det grundigt væk.
Så tænkte han, at der måske gemte sig en familiehemmelighed i det. Eller noget lignende. Og med tiden glemte han alt om fotoalbummet.
Anders syntes virkelig godt om Mette. Lige siden første dag på uni. Han huskede helt tydeligt, hvordan de mødtes første gang han stod sammen med studiegruppen i forhallen, og hun kom gående forbi med sin veninde. Han stirrede og stirrede, mens hun stak forbi uden så meget som at ænse ham. Senere så han hende ved en fællesforelæsning og blev vildt glad, men turde alligevel aldrig snakke med hende. Fyret var indbegrebet af dansk tilbageholdenhed fire år knap nok andet end at nikke høfligt til hinanden, men faktisk aldrig rigtigt introduceret.
Så nu, på gangen, nikkede Mette til ham og svævede forbi, som hun plejede.
– Nå, så er det Mette, du er vild med, lød det drillende bag ham fra Trine. Trine var ny i gruppen i år, og havde fuldkommen sat sig på at være den med overblik.
– Nå da, hvorfor tror du det? Anders stirrede stadig drømmende efter Mette.
– Fordi du gloede efter hende og gik glip af mit blinkende smil. Og så har du det der fjollede smil på kun reserveret til forelskede folk, haha!
Anders sukkede og kiggede på Trine.
– Du har gennemskuet mig. Hvad skal du så gøre ved det?
– Ingenting men vil du have, jeg introducerer dig for hende og fixer et date? Tror du har brug for lidt hjælp; du har jo kærestepotentiale på afstand.
– Nej, NEJ! nærmest råbte Anders Det tør jeg slet ikke!
– Hvorfor ikke? Er du bange? sagde Trine og kiggede sjovt på ham.
– Jeg er IKKE bange!
– Som du vil. Emnet er dødt. Trine trak på skuldrene og fortsatte deres samtale, mens Anders åndede lettet op.
Gentag lige, hvor er det, vi skal mødes? spurgte Anders forvirret, da Trine ringede. Deres fælles ven havde nemlig rykket sit fødselsdagsarrangement til et nyt sted. Ok, sig navnet, så skriver jeg det ned. Og har du hørt, hvorfor han har lavet det om?
Trine svarede, hun heller ikke anede det og lagde på. Anders svedte, mens han fandt ud af, hvor den restaurant overhovedet lå.
Typisk mumlede han. Det kan kun være løgn!
Det var faktisk lidt uheldigt der var kun en time til festen, og nu var det pludselig i den anden ende af byen. Men hvad kunne han gøre? Han pakkede sig sammen og hoppede på cyklen.
Stor var Anders overraskelse over, at det kun var Trine, der sad på restauranten.
Helt ærligt, hvor er de andre? spurgte han.
Bare rolig, jeg er her! svarede Trine med et bredt grin.
Anders satte sig overfor hende, ventede og brummede:
Og?
Ja, hvad og? Trine smilede som en uskyldig kat.
I det samme kom en mand hen til bordet og satte sig overfor Anders.
Godaften! Jeg hedder Erik Sørensen, sagde han og rakte et visitkort.
Anders, præsenterede han sig og tog automatisk imod visitkortet, som han gemte i lommen, mens han nysgerrigt kiggede på manden han virkede vagt bekendt.
Hvor pokker havde han set ham før?
Erik Sørensen stak hånden i jakkelommen, hev sin pung frem og trak et billede ud, som han gled over bordet til Anders.
På billedet stod to unge mennesker tæt sammen den unge udgave af netop Erik, og Anders mor, lige så ung. Selvfølgelig! Det var jo det billede fra farmors album!
Det er min bror, sagde Erik Sørensen.
Min mor har ingen brødre, indskød Anders automatisk.
Jeg ved det. Det er nemlig din mor. Og min bror og din biologiske far.
Hvad? udbrød Anders Nej, det kan ikke passe!
Tror du, men sådan er virkeligheden desværre, nikkede Erik Sørensen.
Du tager fejl. Min far er min far.
På papiret, ja. Men biologisk? Nej.
Anders stirrede på billedet. Lignede han den anden mand? Overhovedet ikke, hvis du skal spørge ham.
Men hvad vil du egentlig? spurgte Anders til sidst. Og hvorfor sagde du desværre var det en fornærmelse?
Nej nej, jeg konstaterer bare, lo Erik Sørensen. Sagen er, vores forældre nægtede at lade min bror gifte sig med din mor. Og hendes forældre nægtede hende ham. Sådan foregik det den gang.
Kunne det være sandt? Anders var urolig og usikker.
Men hvorfor fortæller du mig det lige nu? fik han omsider spurgt.
Min bror er død nu, og jeg mener din mor og du bør arve en del af hans formue. Men der er også noget andet
Hvad? spurgte Anders.
Du må ikke få børn, vi er jo slægtninge også selv om det er langt ude.
Hvorfor ikke? spurgte Anders.
Fordi min bror led af en psykisk lidelse den kan arves. Højst sandsynligt får du eller dine børn den også.
Anders anede ikke, hvad han skulle svare. Han havde jo aldrig forestillet sig, han ikke skulle kunne stifte familie.
Han rystede på hovedet og kiggede hen, hvor Trine sad før. Men hun var pist væk.
Erik Sørensen bemærkede hans blik.
Din mor vil ikke tale med mig, så jeg må nå dig på anden vis.
Undskyld, men jeg står med min mor. Du lyver, og vi har intet at tale om.
Anders rejste sig og forlod restauranten.
Først ringede han til Trine. Han havde på fornemmelsen, hun havde haft en finger med i spillet. Men hendes telefon var slukket Han gik hjem men sagde ingenting til sin mor.
Anders sad længe og stirrede på sin kop te, nøjagtig som han plejede som barn. Dengang kunne han sidde og studere de mindste detaljer i alverdens ting eller bare analysere skyerne, der drev over himlen.
Han huskede, hvordan han lavede lektier. Når hans mor holdt øje, var han flittig. Når hun gik, lå blyanten stille, og han dagdrømte, indtil hun kom buldrende tilbage: Hvad laver du? Hvorfor er du ikke færdig? Hvordan skal det dog gå? Men hey han kom da ind på universitetet, gjorde han ikke?
Anders! Drømmer du dig væk igen? lød det fra moren i køkkenet.
Nej nej jeg tænker, svarede Anders.
Der var fred og ro, så nu måtte han vel tage den snak.
Hvad tænker du på? spurgte hans mor.
For eksempel hvad for nogle sygdomme man kan arve.
Han kiggede undersøgende på sin mor, der blev alvorlig i blikket.
Hvordan kan det være, du tænker over det? svarede hun.
Anders fiskede visitkortet op fra lommen.
Erik Sørensen siger det dig noget?
En tanke fløj igennem hovedet: Det var jo farmors pigenavn!
Det er da familie, ikke? spurgte han.
Måske. Og hvad så? parerede moren hurtigt.
Jeg har set det billede, hvor du står med en fremmed, og forleden mødte jeg hans bror. Altså, Erik Sørensen!
Moren trak på skuldrene.
Ja, det kunne jeg sagtens. Sådan er det i store familier.
Hans bror er død. Vidste du det?
Moren blev bleg.
Nej
Han siger, jeg er hans brors søn.
Det passer ikke, sagde hun og rystede på hovedet.
Sikker? Jeg vil faktisk undersøge det.
Så undersøg. Skal du så hjem til far og fortælle ham, du ikke stoler på ham, hvad så?
Nej. Men jeg kan jo se, hvor tæt i familie jeg egentlig er med onkel Erik.
Moren var stille lidt.
Men det vil du jo altid være han er familie. Hvis du virkelig vil teste, så må du tage en DNA-test med din far, ikke med onklen.
Anders kunne ikke benægte, hun havde en pointe.
Men jeg vil gøre det! nu blev han stædig.
Anders, tro mig. Din far er din far.
Det vil jeg vide med sikkerhed! Jeg går til far og fortæller alt og i øvrigt: Erik påstod, hans bror havde en arvelig sindslidelse. Jeg vil have normale børn og en normal familie, tak!
To uger senere sad Anders hjemme sammen med mor, far og Erik Sørensen. En åndeløs stilhed herskede, mens Anders sad med en lukket konvolut resultatet af en gentest.
Tre voksne holdt vejret.
Kom nu, åbn den, sagde far.
Anders åbnede, men fik kolde fødder. Hvad nu hvis han havde haft den forkerte far hele livet? Hvorfor gik han dog med til det her?
Nej sagde han og rakte konvolutten til sin mor.
Hun tog den og gav den straks til Erik.
Du vil have sandheden? Værsgo.
Erik åbnede konvolutten, læste og kiggede op:
Beklager, jeg forstyrrede Jeg troede bare, vores slægt gik videre, men det gør den altså ikke.
Anders sukkede lettet. Tak for kaffe, hans forældre VAR hans forældre!
Mor, hvordan kunne Erik tro, jeg var hans brors søn?
Anders gik tur i parken med sin mor.
Jeg var faktisk kæreste med hans bror Vi ville giftes. Men din farmor sagde nej. Jeg trodsede vi ville gøre det alligevel. Men så han slog mig. Det blev slut. Jeg stak af, satte mig på en bænk og græd. Og så kom din far. Resten kender du vist vi har jo fortalt det rigeligt.
Ja, svarede Anders med et smil. Han friede, og du sagde ja. I gik direkte op og blev skrevet op til vielse.
Præcis. Men Eriks familie troede, jeg var gravid, og derfor vi havde travlt. Farmor troede også på den historie. Og så blev du født lidt for tidligt, så teorien blev hængende. Men det var altså ikke sådan, det var.
Anders gik på universitetet og sjovt nok: Trine var pist væk. Nogle gange tænkte han, hun kun havde været der for at føre ham sammen med Erik Sørensen. Rygterne gik, at Erik og broren havde været rige som baroner. Men alt det var nu ligegyldigt.
Foran sig på gangen så han Mette igen og denne gang overhalede han ikke bare forbi, men sagde:
Hej! Hvordan går det?
Hej, svarede Mette og smilede. Det går godt!
Anders opdagede, hun var helt almindelig bare meget sødere end de fleste andre.
Har du tid i aften? Skal vi ikke lave noget sammen? Det kom modigt ud.
Gerne, svarede Mette.
Anders gik og grinede for sig selv. Han var glad for, at han havde mødt Erik Sørensen og fået løst familiehemmeligheden, som i virkeligheden ikke eksisterede. Men nu følte han sig sikker og klar til det hele.
