Jeg er nu 33 år gammel, men stadigvæk sniger skammen sig ind, når jeg tænker på, hvad jeg gjorde dengang jeg var 18, næsten 19. Jeg gik på universitetet, min tilværelse var bekvem. Vi var ikke rige, men manglede aldrig noget. Min mor, Helle Jensen, var matematiklærer i gymnasiet, og min far, Poul Jensen, tandlæge. Hjemme hos os var der altid ro, mad på bordet og orden. Vi havde en rengøringsdame en gang om ugen, så mit eneste ansvar var at holde mit værelse pænt og passe mine studier. Fra jeg var barn, havde jeg lært, at min opgave var at få gode karakterer og ikke skabe problemer.
På universitetet havde jeg haft en kæreste i over et år. Han hed Mads, lidt genert, kom fra samme trygge miljø som jeg, studerede, var høflig og mine forældre kunne godt lide ham. Vi gik i biografen, fik is, gik ture i Fælledparken. Det hele var roligt, forudsigeligt, ingen drama. Jeg vidste ikke dengang, at stabilitet var en gave.
En aften til en fest hos en medstuderende mødte jeg en anden. Mark ankom på sin motorcykel, klædt lidt specielt, højtråbende, grinende han studerede ikke, arbejdede som mekaniker på et lille værksted i Valby. Allerede fra den nat begyndte han at opsøge mig. Han skrev beskeder, ventede på mig foran universitetet, sagde at du er for smuk til kedelige fyre som ham.
Jeg begyndte at se ham i smug. Løj for min kæreste, for mine forældre, mine venner. Alt med Mark var intensitet ture på motorcyklen ud til Amager Strand, kolde øl på et værtshus, buldrende musik, hurtige flugte fra hverdagens trivialiteter. Jeg følte mig levende, oprørsk som en anden udgave af mig selv. Nogle få måneder efter spurgte han, om vi skulle flytte sammen.
Jeg havde ikke modet til at gøre det forbi med Mads jeg anede ikke hvordan. Alligevel sagde jeg ja. En aften pakkede jeg lidt tøj, uden at mine forældre anede uråd, lagde en seddel på køkkenbordet og forlod alt. Jeg tog bussen til Mark, hvor han boede hjemme i Brønshøj med sine forældre.
Så ramte virkeligheden. Huset var lille, rodet og altid for varmt. Jeg stod ikke op for at tage til universitetet, men for at lave morgenmad, feje gulvet, vaske badeværelser og hænge tøj op. Jeg kunne kun lave ris og stegt kød. Hans mor kiggede skævt, når maden var for kedelig. Hans far brokkede sig over alt. Jeg græd mange aftener på det lille badeværelse. Jeg droppede universitetet, for jeg havde hverken penge til transport eller tid til lektierne.
Mark forandrede sig. På værkstedet drak han øl hver dag “på grund af varmen”, og forsvandt i weekenden med sine venner. Når han kom hjem, råbte han ad mig, beklagede sig over, at huset ikke var rent nok, at jeg ikke havde lært at være en rigtig kvinde. Han sagde, jeg var forkælet og uduelig, at mine forældre havde opdraget mig til ingenting. Jeg følte mig fanget. Ingen penge, ingen uddannelse, intet sted at tage hen.
Dagene gik, og jeg blev ved med at tænke på livet, jeg havde forladt. På mit rene værelse, min bløde seng, universitetets bøger, min mors lune stemme der spurgte om jeg havde spist, min far der kørte mig i sin bil. Jeg tænkte på Mads hvor stille han var, hvor meget han passede på mig. Hvordan havde jeg kunnet bytte det hele væk?
En dag tog jeg en beslutning. Uden at sige noget til nogen. De sendte mig til Netto, en billig butik, et stykke væk. Jeg vidste, de regnede med, jeg ville bruge lang tid. Jeg gik ud med en tom pose, satte kursen mod busstoppestedet i stedet for Netto og tog bussen til Frederiksberg, til mine forældre. Hele vejen rystede jeg af nervøsitet; bange for deres reaktion.
Min mor åbnede døren. Hun sagde ingenting i flere sekunder, så begyndte hun at græde og jeg også. De havde ikke hørt fra mig i ti måneder. Min far kom ind, og uden et ord lagde han armene om mig. Den aften sov jeg i min egen seng, ren og tryg, uden råben, uden frygt.
Jeg kunne aldrig få Mads tilbage. Hans liv var gået videre. Men jeg fik mine forældre igen. Jeg startede på universitetet igen. Jeg begyndte at læse. Og noget gik op for mig noget, der gjorde ondt at indrømme: Jeg havde ikke været ulykkelig før. Mit liv havde ikke været kedeligt. Det var bare stabilt. Det var mig, der ikke havde forstået at værdsætte det gode, før jeg mærkede det dårlige.
