Jens havde stadig svært ved at vænne sig til det nye sted. Livet var virkelig uforudsigeligt. Før i tiden var han direktør for en større virksomhed, far til tre børn, og tanken om at bo på plejehjem var ham fjern.
Engang var hans liv lyst og spændende, fyldt med glæde og velstand. Han havde et velbetalt job, en rummelig lejlighed i København, bil, kone og tre søde og velformede børn. Jens og hans kone havde opdraget deres søn og to smukke døtre med omhu. De blev respekteret og elsket af alle i omgangskredsen.
Der var ingen mangel på noget i deres liv, og først nu hvor årene var gået, begyndte Jens at gruble over, om han havde gjort nok i børnenes opdragelse. Sammen med sin kone havde han forsøgt at opdrage ansvarsfulde børn. Men hans kone, Gudrun, gik bort for ti år siden. Og siden da kom tiden, hvor den aldrende far ikke længere havde en naturlig plads i sine børns liv. Hans søn, Anders, tog for ti år siden til arbejde i Spanien, fandt sig en kone der og fik en god stilling. Én gang om året plejede han at besøge sin far og sine søstre, men på det seneste var besøgene blevet endnu sjældnere.
Hans døtre bor tæt på, men hver har sit liv, sine egne familier og bekymringer. Jens kiggede eftertænksomt ud af vinduet, hvor sneen dalede forsigtigt ned. Den 30. december. Folk var ved at gøre klar til at fejre nytåret, de hastede hjem gennem gaderne. Jens lukkede øjnene et øjeblik og smilte svagt. Han mindedes, hvor festlige højtiderne engang havde været i deres hjem Gudrun lagde altid så meget arbejde i det, alle slægtninge kom forbi. I morgen var også hans fødselsdag.
En ensom fødselsdag, tænkte han. Ingen ville nok huske ham. Han følte sig unødvendig. Og sådan gik dagen i tankernes mørke. Næste morgen begyndte plejehjemmets gange at fyldes med beboernes familien. Nogle blev taget hjem for at fejre nytåret sammen, andre fik bragt lækkerier.
Pludselig bankede det også på Jens dør. Kom ind! mumlede han overrasket. Godt nytår, Jens! Og tillykke med fødselsdagen! lød en varm og velkendt stemme. Jens ansigt lyste straks op. Det var Anders, hans søn, der gav ham et kram. Jens kunne næsten ikke huske, hvor mange år der var gået siden de sidst sås. Så flot en mand, tænkte han.
Anders, er det virkelig dig? Drømmer jeg? spurgte Jens forbløffet. Han var så overrasket, at han knap kunne finde ordene. Ja, far, det er selvfølgelig mig. Jeg kom i går, ville overraske dig. Hvorfor har du ikke skrevet, at pigerne satte dig her? Jeg har sendt penge hver måned, gode danske kroner til dig. De har aldrig sagt noget til mig, jeg vidste slet ikke, du var her.
Far, pak dine ting hurtigt. Jeg har købt billetter. Vi skal nå toget i aften. I første omgang skal vi bo hos min kones forældre på Fyn, men vi ordner det hele. Du skal til Spanien med mig, og vi skal bo sammen. Til Spanien? Jeg er jo ikke ung mere. Hvilken udland, hvilket Spanien? Jens var oprigtigt overrasket over Anders tilbud.
Bare rolig, min kone er et godt menneske, hun ved og forstår det hele og venter på os. Vil du møde din barnebarn?
Anders, jeg kan næsten ikke tro det. Det er så uventet, hviskede Jens.
Jeg lader dig ikke blive her en time længere. Du har ikke fortjent sådan en alderdom, far. Pak dine ting og følg mig.
Jens havde virkelig opdraget en fantastisk søn. Så venlig en mand sagde de, der så og forstod, hvad der skete. Anders tog sin far med til Spanien. Ja, den gamle mand begyndte næsten på en ny ungdom, omgivet af familie og gode, varme mennesker.
Kloge folk siger: Det er først i alderdommen, vi ser, hvad for nogle børn vi har opdraget.
