Min datter og svigersøn har været gift i elleve år. I starten var deres kærlighed stærk sådan en, som svigermor aldrig formåede at ødelægge, selvom hun virkelig ikke brød sig om min datter. Min datter kunne nemlig sige fra og tage ordet, og lod sig ikke bænke af dem, der altid har gode råd og blander sig uden at blive spurgt. Svigermoren havde nok håbet på en mere eftergivende svigerdatter, så hun fyldte sin søns ører med historier om, hvor forfærdelig min datter var. Men kærligheden sejrede, og svigermors ord gled forbi uden ansvar.
Gennem hele ægteskabet har jeg kun hørt fra min datter to gange, at hun har skændtes med sin mand. Aldrig har hun grædt på grund af ham, og de har aldrig haft de store dramaer, der truer med at ødelægge deres forhold indtil de fik tvillinger. Under graviditeten blev det svært, for svigersønnen slappede ligesom mere af; han blev overbevist om, at hans elskede ikke ville forlade ham, mens hun ventede børn, og han prioriterede vennerne højere og hjalp mindre i hjemmet.
Da min datter var på barsel, tog han sig kun af at tjene penge; al husarbejdet lå på hendes skuldre. Det var i den periode, min datter begyndte at ringe oftere og bede om hjælp, og jeg blev selv vidne til deres skænderier.
Børnene voksede, og krævede mere opmærksomhed og flere udgifter, og svigermor besluttede sig for at presse på undervejs, idet hun udnyttede sønnens utilfredshed. Hun fortalte ham, at hun havde set min datter sammen med en elsker, og antydede, at børnene måske var en anden mands. Min svigersøn troede ikke på det i første omgang, men begyndte så at overvåge min datter og nægtede enhver lighed mellem ham og sønnerne han krævede en faderskabstest.
Min datter brød sammen. Hun græd og nægtede at gå med til testen ikke fordi hun har bedraget ham, men fordi det krænker hendes stolthed. Hun har aldrig givet ham grund til at tro, hun er interesseret i andre, og alligevel har svigermor en sådan magt over dem. Min datter råber nu, at han enten må acceptere situationen, eller så bliver det skilsmisse.
Jeg stoler på min datter og fordømmer min svigersøn og svigermor, men omvendt ser jeg ikke noget problem i at få lavet testen og give dem et velfortjent svar. Jeg kan ikke lade være med at tænke: er det virkelig kun et spørgsmål om stolthed? Eller taler svigermor alligevel sandt?
