Mor, hvorfor sender du mig de billeder igen? “Godmorgen”, “Tillykke med navnedagen”… Min mobil fryser jo hele tiden! Kan du ikke bare skrive, hvis der er noget vigtigt? Eller måske bare lade være, hvis der ikke er nyt? Jeg arbejder, jeg har ikke tid til at læse dine små rim om kattekillinger!
Anders kastede irriteret sin mobil fra sig på skrivebordet. Skærmen lyste stadig op, et postkort med en tyk kanin smilede og teksten lød: “Må din dag blive solrig!”
Han var 35 år, chefprogrammør i et stort IT-firma i København. Hans hverdag var fyldt med deadlines, Zoom-møder og endeløse datastrømme.
Hans mor, Helle Jensen, boede i en lille landsby på Fyn, godt 300 kilometer væk. Hun havde først lært at bruge WhatsApp et halvt år tidligere, da Anders havde givet hende sin gamle mobil.
Siden da var hans liv blevet bombarderet med giffer og hjertebilleder.
Hver morgen startede med en pixel-kaffekop. Hver aften sluttede med “en skytsengel”.
Anders havde i starten svaret høfligt med smileys. Så begyndte han at ignorere dem. I dag havde han mistet tålmodigheden.
Helle Jensen læste sønnens besked.
“Ikke skrive, hvis der ikke er nyt.”
Hun kiggede ud af vinduet. Udenfor silede regnen ned, gråt og tungt efterår. Hvilke nyheder havde hun?
Katten Misser havde fanget en mus igen?
Nabokonen Frida havde igen skændtes med postbuddet?
Hendes blodtryk var steget til 180 i morges?
Var det noget, hendes søn, der “bygger Danmarks digitale fremtid”, behøvede at høre?
Stille sukkede hun, tørrede øjnene med et lommetørklæde og slettede det gode-nat-postkort, hun havde gemt til aften.
“Okay, Anders. Jeg skal nok lade være,” tastede hun langsomt med én finger og slettede beskeden igen. Hvorfor forstyrre ham?
Hun lagde bare telefonen op på kommoden.
Anders nød stilheden. Ingen vibrerende telefon i lommen. Ingen fjollede videoer.
“Endelig har hun forstået,” tænkte han.
Der gik en uge.
Fredag aften sad han på en bar med vennerne.
Min mor sendte mig sgu et videoklip i går, hvor hun sylter agurker, grinede kollegaen Emil. Siger, det får jeg brug for!
De andre grinede.
Anders hev mobilen op. Åbnede samtalen med sin mor.
Sidste besked fra ham: “…ELLER BARE LADE VÆRE.”
Status: “Sidst set: 6 dage siden.”
En mærkelig uro ramte ham. Moren plejede aldrig at slukke nettet. Hun sagde altid: “Hvis nu du ringer…”
Han ringede op.
Lange, tomme toner. Igen og igen.
“Abonnenten kan ikke svare.”
Han ringede igen. Og igen.
En kold frygt sneg sig op fra maven til halsen.
Han sprang ind i bilen, kørte alt hvad han kunne ned ad motorvejen midt om natten. Al fornuft blev glemt langs E20.
Han ringede til naboen, Frida.
Frida, har du set min mor?!
Åh, Anders… Nej, jeg bankede på for to dage siden, troede hun var ude og handle. Lyset var slukket. Måske er hun hos sin kusine i Svendborg?
Men Anders vidste, at moren ikke havde nogen kusine i Svendborg. Hun havde kun ham.
Han ankom til landsbyen klokken tre om natten.
Huset lå stille og mørkt. Havelågen stod åben.
Han gik til hoveddøren. Låst indefra.
Mor! Mor, luk op!
Han slog en rude ind, mærkede ikke engang glasset skære i hånden. Blev stående lidt alt var tyst. Kun det gamle Bornholmerur tikkede.
Mor lå på sofaen i stuen. I den bordeaux morgenkåbe.
Hun sov.
Han løb hen, tog hendes hånd.
Den var varm.
Helle Jensen slog øjnene op. Mat og forvirret.
Anders? Hvad laver du her? Er der sket noget? Er der krig?
Anders sank sammen på gulvet, lagde hovedet mod hendes knæ. Han rystede voldsomt.
Mor… Hvorfor tog du ikke telefonen? Hvorfor var du ikke online?!
Men du sagde jo, jeg ikke skulle skrive, sagde hun stille og strøg hans hår. Telefonen den gik nok tør for strøm. Jeg lagde den på kommoden og rørte den ikke. Ville ikke forstyrre dig. Jeg troede, du havde travlt.
Han tændte lyset.
På kommoden lå den døde mobil.
Ved siden af lå en lille notesbog. Anders åbnede den.
Det var hendes “besked-dagbog”.
Mor havde skrevet alt det ned, hun havde tænkt at sende, men ikke turde.
“Tirsdag. Anders, solen skinnede i dag. Husker du turene i parken, da du var lille? Du spildte isen og græd. Elsker dig.”
“Onsdag. Blodtrykket driller. Har taget en pille. Vil ikke beklage mig, du har travlt. Bare du ved, jeg er stolt af dig.”
“Torsdag. Drømte om din far. Han sagde, du skal passe på dig selv.”
Anders læste disse sider, skriblet med usikre bogstaver, og mærkede væggen af kynisme smuldre inde i sig.
Alle de “fjollede billeder”, de smileys, de tåbelige kort det var hendes måde at sige: “Jeg er her. Jeg lever. Jeg tænker på dig.”
Det var hendes digitale hjerteslag.
Og det havde han selv standset.
Havde hun fået et ildebefindende, havde ingen opdaget det. Fordi han selv havde bedt hende tie.
Anders blev hos hende i weekenden.
Han reparerede stakittet. Fik fjernsynet til at virke igen.
Og han købte en ny mobil til hende, med stor skærm og let tastatur.
Mor, sagde han inden han tog af sted. Send mig alt, du vil.
Hvad da, Anders?
Alt. Katte, hilsner, vejr, opskrifter. Hver dag. Hver morgen. Det er vigtigt for mig. Det betyder, at du er der.
Han kørte tilbage til hovedstaden.
Mobilen peb.
WhatsApp. Mor.
Et billede: En tyk rød kat med briller holder en buket margueritter. Teksten: “God tur, min dreng!”
Anders smilede. For første gang i lang tid, ægte.
Han trykkede på mikrofonen:
Tak, mor. Katten er fantastisk. Jeg ringer, når jeg er hjemme.
Moral:
Forældres mange beskeder er ikke spam. Det er den eneste tråd, der forbinder dem til din verden en verden, de ikke længere selv kan følge med i. Klip den ikke over. En dag bliver telefonen tavs for evigt, og du ville give alt for bare en fjollet hilsen med “Godmorgen” igen men så er der ingen til at sende den mere.
