Jeg bor i Danmark. Jeg er 36 år og har været enlig mor siden jeg fyldte 19. Dengang stod jeg allerede med et etårigt barn på armen og et liv, jeg ikke anede, hvordan jeg skulle klare. Hans far gik fra mig, mens jeg stadig var gravidhan sagde, han ikke var klar til at være far, og så jeg ham aldrig igen. Jeg flyttede hjem til min mor, boede på ét værelse, delte sengen med babyen, stod op hver anden time for at amme, og klokken fem om morgenen listede jeg ud for at lede efter arbejde.
Mit første job var at gøre rent i folks hjem på dagsbasis. Jeg efterlod min søn hos min mor og slæbte af sted med rygsækken fyldt med klude, knofedt og gummihandsker. Nogle dage fik jeg pænt min løn, andre dage fik jeg at vide, at de ikke længere havde brug for hjælp. Senere fik jeg job i et bagerijeg mødte ind klokken fire, gik hjem over middag, hentede min dreng, lavede mad, vaskede tøj i hånden, og om aftenen bagte jeg wienerbrød og solgte til naboerne i opgangen.
Da min søn endelig begyndte i skole, troede jeg, det ville lette presset, men nejkampene ændrede bare karakter. Jeg havde ikke altid råd til nye hæfter til ham; ofte brugte jeg de gamle fra sidste år og dækkede navnet med sprittusch. Indimellem skrev jeg mad på kredit hos købmanden. Jeg smilede overbevisende til ham, men når jeg var alene, græd jeg ind i puden, fordi pengene ikke slog til.
Da han fyldte 13, kom teenage-årene væltende. Han svarede hårdnakket igen, lukkede døren til sit værelse og råbte, at han var træt af at mangle en far. Nogle nætter kom han sent hjem, og jeg sad i mørket og gloede på uret med hjertet helt oppe i halsen. Én gang kom han hjem med en flækket læbe efter slagsmål i skolen. En anden gang blev jeg hentet ind på kontoret, fordi han var blevet taget i at snyde til en prøve. Jeg var rædselsslagen for at miste grebet om ham.
Da han blev 15, havde vi vores livs samtale. Jeg sagde, at jeg langt fra havde været en fejlfri mor, at jeg ofte har været træt, knotten og ikke altid havde tid til at lege, fordi jeg kæmpede for at få det hele til at hænge sammen. Vi græd begge, siddende på sengen i det lille værelse. Og noget ændrede sig dér. Han fandt et weekendjobvaskede motorcykler nede hos den lokale mekaniker. Begyndte at hjælpe til med indkøb. Nogle gange kom han hjem med en lille 50-krone seddel, rakte den over og sagde: Mor, det er ikke meget, men de er til dig.
I dag er min søn 18. Han er ikke længere den lille unge, jeg bar på den ene arm, mens jeg vaskede gulv. Han læser på HF med en delvis SU, står op før mig, reder sin seng, og spørger om jeg mangler noget, inden jeg går. Indimellem får jeg et kram, bare fordi. Jeg kigger på ham og kan stadig ikke fatte, at den høje fyr med mørk stemme er samme lille dreng, der engang lå og sov på mit bryst i en kvistlejlighed uden radiator.
Mit liv har ikke været en let dans om juletræet. Jeg har ikke været ude at rejse, ikke holdt særlig mange fester, og luksus har jeg kun stiftet bekendtskab med på TV. Min ungdom forsvandt i arbejde, opdragelse og en endeløs kamp. Men hver eneste tidlige morgen, hver dobbeltvagt, hver søvnløs nat giver pludselig mening, når jeg ser ham vokse op til en mand med ordentlige værdier og et hjerte på rette sted.
Jeg har aldrig været perfekt. Men jeg var den mor, der kunne. Jeg opfostrede ham selvog det er jeg faktisk ret stolt af.
Jeg bor i Danmark. Jeg er 36 år gammel og har været alenemor siden jeg var 19. Dengang stod jeg allerede med et etårigt barn i armene og et liv, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere.
