Fremmed ideal
Grete Susanne stormede ind på værelset så hurtigt, at kanten af hendes morgenkåbe rejste sig som et sejl i modvind. Hun stoppede brat i døråbningen, plantede hænderne solidt i siden og sendte sit barnebarn et blik med en utilsløret utilfredshed. Freja sad ved skrivebordet, fordybet i noget på skærmen.
Hvad sidder du der for? Gretes stemme var skarp som vintervind. Din ballettime starter om en halv time!
Freja løftede blikket langsomt. Hun så træt ud, mørke skygger under øjnene afslørede, det ikke var den bedste dag. Hun forsøgte at holde stemmen rolig, men den rystede alligevel lidt:
Farmor, jeg har det virkelig skidt. Jeg har allerede skrevet og meldt afbud.
Grete stivnede et øjeblik, som om hun ikke kunne tro det, hun hørte. Munden blev til en tynd streg, næseborene vibrerede let. Hun sukkede kontrolleret og kæmpede tydeligvis med at holde temperamentet i ave:
Hvem har givet dig lov? Jeg har sagt, du skal afsted så skal du afsted! Det er da pudsigt, at du sagtens kan sidde foran computeren, hvis du har det så slemt!
Freja greb automatisk fat i kanten af bordet. Hun vidste udmærket, at ballet for farmor var meget mere end en fritidsinteresse det var et spørgsmål om disciplin, vedholdenhed og at holde ord. Men i dag havde Freja det virkelig dårligt: hovedet snurrede let, maven gjorde ondt og hun havde lidt kvalme.
Hun tog en dyb indånding og prøvede at samle sig; stemmen var svag, men fast:
Jeg er ved at lave en aflevering til historie. Den skal afleveres i morgen.
Der opstod en trykket tavshed i værelset. Freja kiggede på sin farmor håbede, hun ville høre hende, forstå det måske var bedst at blive hjemme, måske endda tilbyde at tage hende med til lægen.
Men det skete ikke. Grete Susanne gik pludselig truende hen til skrivebordet, og uden at sige et ord, rakte hun ud efter tænd/sluk-knappen og slukkede computeren med et hårdt tryk. Desktops-skærmen blev med ét sort ingen chance for at fortsætte arbejdet.
Freja blev helt stille et øjeblik, næsten som hvis hun var blevet slået. Hun stirrede på den sorte skærm, som om hun håbede, billedet ville komme tilbage. Hænderne formede sig til knytnæver, og læberne dirrede af skuffelse. To timers grundig arbejde alt det hun havde nået, alt hun havde skrevet og undersøgt… væk på et sekund!
Jeg havde ikke gemt! udbrød hun lavt; stemmen knækkede så det gjorde ondt at høre. Jeg sad i to timer!
Hun så op på farmor, og tårerne stod i øjnene. Hun følte sig så afmægtig som et lille dyr fanget i et hjørne.
Men Grete blev ikke blød af barnebarnets råb. Ansigtet var hårdt, stemmen skar som stål:
Kom så i tøjet, jeg har sagt det!
Freja greb hårdere om bordkanten for ikke at lade tårerne få frit løb. Der var ingen grund til at diskutere farmor gav sig aldrig. Livet med hende havde længe været én lang række af krav, kritik og stramme regler. Dagligt mærkede Freja, hvordan utilfredsheden voksede inden i.
Du ligner din mor! fortsatte Grete, stemmen var fuld af alt det gamle nag. Hun sad også bare klistret til computerskærmen! Og hvad førte det til? Hvor er hun i dag?
Hun rystede på hovedet, som for at fjerne dårlige minder. Hendes datter var et ømt punkt hende havde Grete forsøgt at opdrage mildt, forestillede hun sig i det mindste. Det havde ført til, at datteren nu var væk, og at Freja var blevet farmors ansvar.
Grete Susanne havde altid ment, at det vigtigste i livet var disciplin og planer, stå op, gør, hvad du skal intet pjank! Hun blev hurtigt alene med den lille Stine, og for at give datteren et trygt liv knoklede hun nærmest døgnet rundt. Dage gled over i uger og måneder med dobbeltskift og aftenmøder, uden tid til hygge eller snakke om følelser.
Stine voksede op og blev “spøgelsespigen” i børnehaven hun holdt sig væk fra de andre, sad gerne alene over en bog eller tegnede. Lærerne i skolen beklagede sig over, hun aldrig lyttede rigtigt efter og altid gik fortabt i egne tanker.
Jo ældre Stine blev, des tydeligere kom hendes stædighed frem. Hun nægtede at gå til noget som helst, farmor foreslog: ballet? Det er for hårdt og spild af tid. Musikskole? Jeg har ikke gehør, og klaveret fylder hele hjemmet. Tegning? Jeg kan hverken finde ud af det eller lide det. End ikke hobbyklubber holdt hun fast ved; hun droppede dem efter to gange og sagde, det var noget pjat.
I stedet brugte hun timer foran computeren. Først var det harmløse spil, så chats, så endeløse samtaler med folk online. Grete prøvede at lave regler for skærmtid, hver gang endte det i skænderier Stine smækkede døren og nægtede at komme ud.
Bare doven! tænkte Grete frustreret, når hun så datteren forsvinde ind i sin computerskærm. Ingen ambitioner, ingen mål. Kun skærm-halløj.
Hun forstod ikke, hvorfor hendes datter ikke ville blive til noget. I hendes verden var det normalt for en ung pige at satse, vinde præmier, tage sig en flot uddannelse. Men Stine gjorde det præcist omvendt.
Da Stine fyldte atten, var hun parat med en overraskelse: Hun skulle giftes. Ikke med en ambitiøs mand, men med Søren fra baggården, som var mekaniker og drømte om eget lille autoværksted.
Grete Susanne var rasende.
Ved du overhovedet, hvad du laver?! råbte hun, knoerne hvide af vrede. Han er ingen mand, han er en fadæse!
Men Stine trak bare på skuldrene:
Jeg har det godt med ham. Jeg behøver ikke dine planer.
Snart kom endnu en besked: Stine havde droppet studiet. Det studie, farmor nærmest havde gjort alt for at få hende ind på gennem bekendte og anbefalinger.
Jeg vil ikke være økonom, sagde hun roligt. Det interesserer mig ikke.
Hun fik i stedet job i et lille firma med webdesign. Lønnen var elendig, firmaet ukendt og Grete kunne ikke engang finde på at nævne navnet i selskab.
Al min indsats, og hvad fik jeg ud af det, tænkte Grete bittert. Nu har jeg tabt hende helt.
Hun kunne aldrig acceptere, at datteren havde valgt en vej, farmor ikke selv havde udpeget. Men sådan skulle det ikke gå med Freja! Hun havde sat sig for, at Freja skulle vokse op ordentlig målrettet, dygtig, disciplineret. Ingen åndsvage drømmerier, ingen dovne dage ved computeren! Kun orden, kun retning, kun det rigtige liv!
Freja rettede ryggen, øjnene slog gnister af forurettelse. Hun hadede, når nogen talte dårligt om hendes mor. For hende var moren ikke bare forælder hun var et forbillede, og hun var stolt af hende, for hun havde kæmpet for alt, hun havde opnået.
Mor var en fantastisk programmør! udbrød Freja, stemmen knak lidt under ordene. Hun havde sit eget projekt, hun blev respekteret på arbejdet, hun hun kunne have opnået så meget mere!
Hun havde samlet ordene i årevis, nu væltede de ud. Hun ville bare have nogen til at forstå, mor ikke bare var den der Stine, som farmor altid talte foragteligt om. Hun var et kreativt, målrettet menneske, der ikke bøjede sig for problemer, og som aldrig gav op.
Det var ikke hendes skyld, fortsatte Freja gennem sammenknebne næver, at en taxachauffør for vild og kørte frontalt sammen! Det var bare et frygteligt tilfælde!
Tavshed. Freja kunne høre sin egen vejrtrækning, farmor stod stivnet ved vinduet.
Hvis hun havde gjort, som jeg sagde, begyndte Grete, uden at ryste på stemmen, så havde hun giftet sig ind i den rigtige familie. Hjulpet hjemme, opdraget børn, levet et rigtigt familieliv. Så var intet af alt det her sket.
Freja følte det, som om hun blev slået igen. De ord ramte hårdere end råben. Farmor trak alt ind til det samme: Havde Stine bare adlydt, så var det hele endt godt.
Du forstår det ikke! udbrød Freja stemmen dyb af sorg. Mor ville ikke sidde hjemme! Hun elskede sit arbejde, elskede at skabe noget. Hun blev glad, når hun skrev kode, når hun diskuterede idéer, når hun kunne se, det hun lavede, blev brugt af mennesker!
Grete rystede bare på hovedet, som om hun talte til et barn, der ikke anede, hvordan verden hang sammen.
Lykke er stabilitet, sagde hun hårdt. Når man ved, at i morgen bliver som i dag. Når man har en base, en familie, et hjem. Alt det der hun viftede mod hylden med mors diplomer og medaljer, det er ingenting. Og din far… ham valgte hun da helt forkert.
Freja rejste sig brat. Stolen skrabede hen over gulvet. Hun hørte ikke mere indeni boblede vreden. Ordene brast frem, uden hun kunne holde dem tilbage:
Min far er fantastisk! Når han kommer tilbage, tager han mig med hjem!
Hun sagde det vist mere for sig selv end for farmor det var som et lille håb, der holdt hende oppe. Hun drømte straks om farens varme smil og trygge arme. Med ham var hun altid accepteret og måtte drømme frit.
Hun ville ikke høre mere. Freja fór hen til skabet, længtes bare ud, bare væk fra den lejlighed, hvor hvert hjørne mindede om skænderier og krav. Bare ikke se eller høre farmor et øjeblik mere!
Hvor er det dog trist, at far har kontrakt i tre måneder endnu! tænkte hun, mens hun lynede sin trøje. Hvorfor tog han mig ikke med? Nå ja, farmor fik sikkert også overtalt ham denne gang
Hun kom til at tænke på de seneste samtaler, de havde haft: lavmælte stemmer fra stuen, brudstykker af diskussioner:
Lad nu barnet gå i folkeskole færdig! Hvorfor hive hende væk nu?
Freja vidste godt, det var farmor, der havde insisteret. Igen farmor bestemte alting, valgte for hende.
Grete Susanne stod i døren og iagttog barnebarnets travlhed. Hun havde et tilfreds lille smil alt gik, lige som hun ville. Og hun havde ingen grund til at sige mere: Freja var tændt af frustration, og ethvert ord ville bare hælde mere benzin på bålet.
Din far har travlt med sit nye liv, sagde hun koldt, næsten henkastet, du skal ikke regne med, at han tager dig med. Du bliver hos mig indtil du er voksen, det kan du godt vænne dig til.
Det slog næsten benene væk under Freja. Hun stod et øjeblik, knugede sine balletsko, men tvang sig selv til at ryste på hovedet og fortsætte. Væk skulle hun, nu.
Grete Susanne tog sin tone ned og prøvede at lyde omsorgsfuld, om end påtaget:
Jeg beder naboen om at køre dig. Skynd dig nu.
Det var ikke et forslag men mere en befaling. Freja svarede ikke, men nikkede stille uden at møde farmors blik. Hun slog håret op i en stram hestehale, greb tasken og listede ud. I brystet var der kun den velkendte knugende smerte, men hellere ballet end mere farmor i dansen kunne hun i det mindste glemme verden et øjeblik
**********************
Freja trådte forsigtigt ind ad døren til balletsalen. De varme loftslamper stak i øjnene og hun blinkede et par gange for at vænne sig.
Hanne, hendes lære, stod og flyttede rundt på barrerne da hun fik øje på Freja. Med det samme ændrede Hannes mimik sig hele hendes ansigt blev fyldt af bekymring.
Freja, du ser ikke ud til at have det for godt, sagde hun blidt, men ængsteligt. Hun gik Freja i møde med små forsigtige skridt og lagde straks en hånd på Frejas skulder. Du er helt bleg Er du syg?
Freja slap skuldrene. Hun havde ikke lyst til at klage, men hun kunne heller ikke skjule hvor sløj, hun egentlig var. Med en træt stemme kom det ud:
Maven…
Hvornår begyndte det? Hanne stod pludselig meget tæt på og kneb øjnene sammen.
Siden i går, svarede Freja knapt hørbart, og kiggede ned i gulvet. Hele energien var som føget ud.
Hanne så tænksom ud. Hun kendte Gretes stædige op på hesten-mentalitet alt for godt at al utilpashed kunne motions-trænes væk.
Har du sagt det til din farmor? spurgte hun forsigtigt, skønt hendes øjne fortalte, hun godt kendte svaret.
Freja sukkede tungt og imiterede farmorens tone, halvt drillende, halvt bittert:
Pjat! Du prøver bare at finde på en undskyldning for ikke at gå til ballet!
Hanne blev straks mere alvorlig nu var hun pædagog, ikke bare sød og omsorgsfuld. Hun rettede ryggen, øjnene blev fokuserede.
Det der tager jeg ikke let på, sagde hun bestemt. Du skal tjekkes på skadestuen. Tænk, hvis det er blindtarmen! Gør det meget ondt?
Freja holdt sig instinktivt for maven og bøjede sig svagt frem. Hun ville ikke overdrive, men frygten begyndte at blande sig med trætheden. Hun nikkede bare og mumlede:
Mmm. Og kvalme.
Hannes ansigt blev stenhårdt alvorligt. Hun tog straks sin mobil op og tastede hurtigt numret til akutmodtagelsen.
Nu ringer jeg efter en ambulance, sagde hun mindst lige så bestemt som før, så ser vi, hvad de siger.
Hun talte kort og præcist, fik forklaret hvor salen lå og hvad Freja fejlede, og lagde på, mens hun roligt førte Freja hen til bænken og fik hende til at sætte sig.
Sid her lidt, sagde Hanne roligt og satte sig selv ved siden af. Alt skal nok gå, du skal ikke være bange.
Freja ville gerne komme med indvendinger at det sikkert ikke var noget, men ordene satte sig fast i halsen. Hun mærkede hvordan kroppen føltes iskold, og hjertet bankede stædigt mod ribbenene. Hanne bemærkede hendes bleghed, hentede hurtigt en blød jakke og lagde den rundt om Frejas skuldre.
Er du varm nok nu? spurgte hun omhyggeligt.
Freja nikkede. Hun følte sig mærkeligt magtesløs. Hun plejede at klare tingene selv, var vant til at høre, det ikke var noget. Men denne gang var der ingen vej udenom.
Hanne blev siddende, holdt indimellem Frejas hånd og spurgte stille ind til, om hun stadig havde ondt. I salen duftede der af sportsgulv og et sted i baggrunden hørte man musik fra et andet lokale, men for Freja var det hele blevet ligegyldigt. Nu var der kun Hannes trygge stemme, den varme hånd og sitrende hjerte.
Da lyden af udrykningskøretøj trængte ind gennem vinduet, trykkede Hanne blidt hendes hånd.
Nu kommer hjælpen. Lægerne skal nok finde ud af, hvad der er galt…
****************
Freja vågnede langsomt. Et blødt bippen fra apparatet ved siden af hende blandede sig med duften af hospital og rent sengetøj. Mellemblå vægge og vinduer med udsigt til trætoppe. Hun prøvede at huske, hvordan hun var kommet hertil ambulance, modtagelse, snak med læger, undersøgelser, prik i armen og så blev alt sort.
Døren gik langsomt op. Hendes far, Anders, trådte indenfor, og straks efter ham kom Grete. Anders så presset ud, bekymring i blikket, Grete stirrede skiftevis på Anders og Freja.
Jeg tager min datter med mig hjem, sagde Anders uden omsvøb, idet han gik hen til sengen. Så snart lægerne siger god for det, rejser vi. Hun har det bedre hos mig.
Grete plantede sig solidt med strakte arme og snøftede foragteligt:
Og hvad kan du overhovedet give hende? Du er næsten aldrig hjemme! Enten løber hun frit rundt uden voksne, eller også sidder hun og glor ind i computeren, ligesom hendes mor!
Anders knyttede hænderne under dynen, så negle indprentede mærker i huden. Han kæmpede for at bevare roen man kunne ikke skabe drama på hospitalet men vreden var tydelig.
Det vigtigste er, at hun bliver rask! svarede han, stemmen skælvede let af passion. I var lige ved at køre hende helt ned under gulvbrædderne!
Han trak vejret dybt og tilføjede med mere kontrol:
Har du nogensinde spurgt, hvad hun kan lide? Hvad der betyder noget for hende? Hun er ikke en pyntefigur for dine egne drømme!
Grete kiggede op, løftede hagen og sendte ham et typisk farmor-blik, overlegen og kold:
Hver kvinde bør kunne danse, det giver god holdning, sagde hun, som om hun læste op. Hun bør kunne lidt musik, kunne snakke med om emner det kan du vist ikke forstå?
Hun ignorerede diskret, at Anders mærkede sig udenfor.
Ja tak, Stine, fordi du giftede dig med sådan én… mumlede hun, og gamle klager sneg sig ind i stemmen.
Anders mærkede en knude i maven. Han vidste, Grete aldrig havde accepteret ham: forkert miljø, forkert uddannelse, for lidt format. Men for ham handlede det nu kun om Freja.
Vi er ikke en del af din familie længere, svarede han roligt og bestemt, skridt nærmere sengen. Og Freja kommer med mig. Prøv ikke på noget så fortryder du det.
Der var noget i hans blik, der fik Grete til uvilkårligt at tage et halvt skridt baglæns.
Hun stønnede irriteret, men ordene blev hængende i halsen. Hun greb hårdt om stropperne på tasken og marcherede hurtigt ud.
Du kommer til at fortryde det, hørte man hende mumle i døren, inden hun forsvandt.
Anders svarede ikke. Han så bare efter hende, mærkede, hvordan rummet blev lettere at trække vejret i. Nu var det kun vigtigt at tale med Freja, forklare alt, støtte hende, være der. Han sukkede og satte sig hos Freja igen
****************
Grete Susanne marcherede rasende ned ad hospitalsgangen. Hendes hæle klikkede hårdt mod gulvet, vinden fik frakken til at blafre. Hun holdt tasken fast, så knoerne blev hvide. Hele vejen simrede vreden inde i hende.
De ved ikke, hvad de går glip af! tænkte hun vredt. Jeg har gjort alt for dem!
I hovedet løb billederne fra samtalen om og om igen. Anders, der sagde Jeg tager hende med hjem. Freja, der nikkede usikkert men håbefuldt. Og så hende selv forkastet, alt det hun havde gjort, ikke værdsat.
Jeg vil bare de bedste for dem, gentog hun for sig selv, mens hun rystede frustrationerne af.
Hun stoppede op ved en bænk, men satte sig ikke ville ikke vise sig svag. Hun rettede diskret håret foran spejlet i tasken. Rutinen beroligede hende en smule.
Nå, det var ikke denne gang jeg lykkedes, tænkte hun, nu mere rolig. Men det er ikke slut.
Hun begyndte at lægge planer. Inde i hovedet så hun det lille gule hus nede på vejen børnehjemmet med den hyggelige have. Der var helt sikkert en pige, der gerne ville have en chance, ville lære ballet, spille klaver, opføre sig ordentligt og blive rigtig taknemmelig…
Jeg kan gøre en anden pige lykkelig en, som virkelig sætter pris på det, overvejede hun. En, der virkelig vil lære at være en rigtig kvinde! En, der er lydig, høflig og sætter pris på det liv, hun får!
Grete lod tankerne kredse; hun måtte have fat i stedets leder, udvælge det helt rigtige barn.
Vinden hvirvlede et gult blad op foran hendes fødder. Hun fulgte det et øjeblik så fortsatte hun raskt mod bussen. Huden kriblede af beslutsomhed. Det skal nok lykkes. Jeg skal bare prøve én gang tilMens Grete forsvandt mellem skarpe dørslag og fodtrin i vindfanget, lå Freja i hospitalssengen og lyttede længe efter stilheden, der fulgte. Anders sad tavs ved siden af og betragtede hende med bekymring, men da hun åbnede øjnene og smilede skævt til ham, slap noget af spændingen taget i rummet.
Far, hviskede hun, stemmen hæs af træthed, men klarere end før. Vi prøver bare os to?
Han greb hendes hånd. Ja, skat. Vi prøver bare os to. Og du skal selv vælge dine egne veje. Men vi gør det sammen.
Et langt øjeblik lå hun blot og mærkede roen i hans nærvær. Det var, som om verden udenfor ikke kunne nå hende her. Hun tænkte på sin mor på modet til at sige nej, til at forfølge det, der gav mening for hende selv. Hun mærkede noget vokse i brystet: ikke vrede, men en form for blid frihed. Måske var det præcis det, hendes mor havde ønsket for hende retten til at være sig selv, uanset hvad andre forventede.
Mor sagde altid, at jeg skulle turde vælge mit eget eventyr, mumlede Freja, halvt for sig selv. Jeg tror jeg tror, jeg vil prøve.
Anders smilede, så øjnene blev blanke. Udenfor gled en sky forbi solen, sendte lysindfald i striber ind mellem gardinerne. Livet ventede. Ikke fejlfrit, ikke let, men hendes eget og det skulle ikke formes af gamle historier og kolde regler, men af mod, kærlighed og egen retning.
Og langt væk mens bussen kørte, og Grete bladrede i navnelisten over børn, hun kunne forme, mærkede verden et usynligt lille skift: En piges stemme blev stærkere; et generøst, stædigt hjerte begyndte at slå sin egen takt.
For første gang vidste Freja, at det ikke mere handlede om at opfylde nogen andres drømme. Nu havde hun fundet begyndelsen på sit eget og hun blev liggende med et lille, forventningsfuldt smil, mens lyset voksede på hendes pude.
