Min søn ringede midt på dagen og sagde, han ville kigge forbi om aftenen og tage en pige med. Han lød lidt forsigtig, nærmest som om han på forhånd forberedte sig på min reaktion, men alligevel kunne jeg høre på ham, at det her betød noget for ham. Jeg spurgte, om de ville blive længe, og han tøvede, sagde at det bare var for at introducere hende ikke noget særligt. Men jeg kunne nu godt høre, at han lagde meget i det. Jeg sagde selvfølgelig, at de var velkomne, og så snart samtalen var slut, gik jeg per refleks ud i køkkenet, helt uden egentlig grund.
Jeg besluttede at bage en marengsroulade. Imens æggehviderne piskede, gik tankerne på, hvordan hun mon var. Ung, moderne, måske lidt på tværs, måske stille. Jeg tænkte faktisk ikke på læber dengang.
De kom. Sønnen min kom ind først og sagde straks:
Mor, må jeg præsentere dig for Karen.
Jeg kiggede op og inden i mig gik der nærmest et kort øjeblik i stå. Det første, øjnene fangede, var hendes læber store, blanke, runde, og så oppustede, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle hvile blikket. Det landede ufrivilligt der igen og igen.
Hun rakte hånden frem og sagde:
Rart at møde dig.
Jeg fik tvunget et smil frem. Jeg kunne ikke lade være at tænke, at hvis min afdøde svigermor havde set dette mirakel af moderne kosmetologi, havde hun haft stof til at sladre om i en måned. For min generation er sådan noget ikke mode men rendyrket kulturchok.
Vi satte os til bordet. Sønnen blev pludselig meget opmærksom, trak stolen ud for hende, spurgte, om hun sad godt, om hun frøs. Karen lagde sin telefon ved siden af tallerkenen som om den også skulle spise med og begyndte at fortælle om sig selv.
Jeg går meget op i min kost. Nu om dage er det jo et must, sagde hun.
Det er da klogt, svarede jeg. Sundheden kommer før alt andet.
Hun nikkede og tilføjede:
Jeg spiser næsten aldrig brød.
Jeg nikkede, men ærligt talt tænkte jeg, at havde jeg været brødløs hele livet, ville jeg nok have haft et ret surt sind.
Da jeg serverede rouladen, lyste min søn op.
Har du selv bagt den, mor?
Skulle jeg have bestilt den udefra? spurgte jeg.
Karen så skiftevis på rouladen og mig, så på rouladen igen, og lagde ansigtet i en let rynke, som om hun havde fundet noget tvivlsomt.
Flot ser det ud, bevares. Men det er jo ren sukker og fedt. En rigtig kaloriebombe.
Jeg holdt mund. Gjorde mig faktisk umage for at holde igen. Min søn lo lidt akavet:
Mors bagværk har altid været godt.
Det tvivler jeg ikke på, sagde hun. Jeg spiser bare ikke sådan noget.
Og dér kunne jeg mærke, det begyndte at boble indeni mig. Det handlede slet ikke om rouladen. Det var ikke ordene, men måden de blev sagt på. Jeg kiggede på min søn, så på hende, og så tænkte jeg, at hvis jeg blev ved med at tie, så kom jeg aldrig til at sige fra.
Jeg satte koppen ned på bordet lidt hårdere end nødvendigt og sagde:
Nå ja, hver sin smag. Nogen af os er bare lidt mere jævne folk.
Hun så på mig med de store øjne over de læber, og smilede som om hun slet ikke opfattede situationen. Og jeg vidste, aftenen kun lige netop var begyndt, og det nok snart blev endnu mere interessant.
Efter mit jævne folk indfandt sig en pause. Sønnen stirrede ned i sin tekop. Karen tog en tår vand og så undersøgende på mig, nu uden smil.
Jeg ville altså ikke støde nogen, sagde hun så. Det er bare sådan, tiderne er. Man har fokus på sundhed nu.
Jeg går altså også op i sundhed, svarede jeg. Men i min tid blev sundhed ikke kun målt i kalorier.
Sønnen skød hurtigt ind:
Mor, må vi ikke godt undgå det der?
Jeg så på ham og indså pludselig, at han stod med et ben i hver lejr bange for at miste balancen. Jeg følte hverken vrede eller sorg, mest noget halvtrist og komisk.
Karen stirrede igen på rouladen og sagde:
Jeg fatter ikke behovet for at bage så meget sødt. Det er jo usundt.
Der knækkede det for mig. Jeg lagde gaflen fra mig og sagde, overraskende roligt:
Og jeg fatter ikke behovet for at gøre læberne så store, at det er svært at spise. Men det holder jeg jo pænt for mig selv.
Min søn løftede blikket:
Mor
Karen blev rød i hovedet læberne virkede pludselig endnu større og svarede skarpt:
Det kommer faktisk ikke dig ved.
Nej netop, svarede jeg. Og min roulade kommer heller ikke dig ved.
Stilheden sænkede sig igen. Hendes telefon vibrerede, men ingen rørte den. Min søn lignede en, der helst ville stikke af. Og for første gang i lang tid sagde jeg, hvad jeg rent faktisk følte ikke bare hvad man skal.
Karen rejste sig først.
Tak for mad. Jeg må videre.
Selvfølgelig, sagde jeg. Jeg holder dig ikke tilbage.
Min søn fulgte hende ud. De diskuterede dæmpet i entreen jeg hørte halve sætninger, hans irriterede vent nu lidt, hendes spidse: så du, hvordan hun talte til mig? Døren smækkede, og så var der så stille i lejligheden, at jeg kunne høre uret tikke det der gamle, jeg aldrig får mig taget sammen til at smide ud.
Så kom sønnen tilbage, satte sig ved bordet, kiggede på rouladen og sagde:
Hvorfor skulle du sige sådan, mor?
Hvordan skulle jeg ellers gøre? Lade som om jeg elsker det hele?
Han sukkede og gned sig i ansigtet.
Du forstår det ikke Alt er anderledes nu.
Jeg forstår én ting, sagde jeg. Når nogen træder ind i mit hjem og kalder maden en kaloriebombe som det første, handler det ikke om sundhed. Det handler om omgangstone.
Han sagde ikke noget i lang tid. Så sagde han lavt:
Hun sagde, hun ikke igen ville komme her.
Det gør mig ikke noget, svarede jeg. Jeg havde heller ikke tænkt mig at tage hen til hende.
Han trak på smilebåndet, dog uden glæde:
Du ved, jeg bliver også træt af alt det her. Kalorietælling og det må du ikke.
Jeg skubbede tallerkenen med roulade over til ham.
Så spis. Og drik teen, mens den er varm.
Han tog gaflen, brækkede et stykke af og smagte:
Det smager altså godt.
Vi sad i stilhed, men det føltes anderledes end før. Til sidst rejste han sig, gav mig et kram og sagde:
Hvor er du stædig, mor.
Og hvor er du ordentlig, svarede jeg.
Han gik sent på aftenen. Jeg blev siddende lidt i køkkenet, spiste det sidste af rouladen og tænkte, at verden forandrer sig, men man behøver ikke tage det hele til sig. Nogle gange er det nok bare at være sig selv, uanset om det falder i god jord hos andre eller ej.
