På jagt efter det perfekte
Viktor sad ved et lille rundt bord på en hyggelig café midt i indre København. Han lagde dårligt nok mærke til omgivelserne tankerne kredsede om én ting: indgangsdøren. Hans blik gled igen og igen over til uret, så tilbage mod døren, mens han tålmodigt ventede på Signe.
Hver gang en ny kvinde trådte ind i caféen, kneb han øjnene sammen og spejdede anspændt efter det kendte ansigt. Først kom en pige i postkasserødt uldfrakke ikke Signe. Lidt efter en lav brunette med kæmpe håndtaske heller ikke hende. Viktor begyndte modvilligt at gætte på årsagen til, at Signe var forsinket. Måske var det sådan en vane lige at komme lidt for sent og gøre det hele lidt spændende? Mange danske kvinder havde sådan en skæv charme, og ofte brugte de små forsinkelser som et slags spil. Men hvis Signe troede, han ville vente forgæves, tog hun fejl. Viktor ventede aldrig mere end fem minutter det var en fast leveregel.
Minutterne sneg sig afsted. Han havde næsten givet op på aftenen, da en blid, melodisk stemme lød bag ham:
Hej Viktor! Undskyld jeg er lidt forsinket!
Han drejede hovedet, og overfor sig satte en høj, lyshåret kvinde sig ned med et bredt smil. Håret var sirligt sat, og der strålede en ubesværet ro ud af hendes øjne.
Håber du ikke har ventet for længe? sagde hun og vippede let med hovedet.
Helt kort blev Viktor siddende med overraskelsen tydeligt i ansigtet. Han betragtede hende omhyggeligt.
Signe? Er det virkelig dig? Du ligner alligevel ikke helt hende fra billedet… Eller næsten ikke…
Signe lo et let, smittende grin, som om situationen morede hende.
Jo, det er altså mig, sagde hun med et glimt i øjet. Men nu du spørger, billedet på min profil er fire år gammelt. Jeg har forandret mig en del siden, kan man vel sige!
Hun sagde det, som om forvandlingen var noget at være stolt af. Som om hun regnede med, Viktor ville tage det som en velkommen overraskelse.
Det gjorde han ikke.
Det skal jeg love for, svarede Viktor afdæmpet, og anstrengte sig for at lyde neutral. Hun havde forandret sig. Og ikke nødvendigvis til det bedre.
Signe snurrede på en tot hår, så det fik et flabet præg.
Håber du er glad for, at jeg faktisk er blevet pænere end på billedet, sagde hun med et koket blik. Jeg lagde netop det billede op med vilje. Engang fik jeg ikke meget opmærksomhed, men nu får jeg virkelig mange beskeder fra mænd!
Hun så nærmest forventningsfuldt på ham, men Viktor var ikke begejstret. Det gjorde Signe tydeligt urolig.
Før de var mødtes, havde Signe gransket hans profil grundigt. Hun havde tjekket billeder, læst beskrivelse og været igennem hans sociale medier. Alt stemte. Han var leder på en stor virksomhed, ejede et to-etagers hus i Gentofte og to dyre biler. Det var næsten som noget fra en livsstilsmagasin. Signe fattede ikke, hvorfor sådan en mand overhovedet var på dating-apps. Men vigtigst: denne chance måtte hun ikke lade gå tabt!
Men Viktor sad allerede og regnede ud, hvornår han kunne forlade cafeen uden at virke uhøflig. Han var høflig og nikkede venligt, men indeni voksede fornemmelsen af, at Signe slet ikke var hans type.
Den Signe han havde set på billedet var ganske vist ikke nogen model, men hun havde set ægte og levende ud. Kvinden foran ham nu var strømlinet, slank og selvsikker men fremmed. Der var noget kunstigt over manererne og smilet, som om hun spillede en rolle.
Han kastede endnu et blik på uret. Bare lidt endnu, så ville han finde på en undskyldning.
Hans tanker gled tilbage til det første billede af Signe, som havde fanget hans opmærksomhed. Hvad var det, der havde gjort hende interessant? Helt enkelt: hendes former. Dengang havde hun haft de runde, bløde linjer, som Viktor altid havde foretrukket. Ikke overvægtig, men med de former, han syntes var essensen af kvindelighed. Nu sad der en meget tynd kvinde foran ham, næsten skjult i en stor sweater. Han forstod ikke kvinders evige jagt på slankhed hvem havde dog bildt dem ind, at et skinnebensfint skelet var det smukkeste, man kunne være?
Efter ti minutters småsnak, hvor Signe mest fortalte om sig selv, begyndte Viktor at lægge en plan. Når samtalen løb ud, ville han tilbyde et lift, og så hurtigt forsvinde ud i vigtige arbejdsopgaver. Heldigvis talte han sandt han havde faktisk en vigtig mail at svare på.
Da tiden var inde, smilede han og sagde:
Skal jeg køre dig hjem? Jeg har en aftale om en times tid, men jeg kan nå at sætte dig af.
Signe tøvede, så utilfreds ud, men nikkede så:
Tak, det må du gerne.
De kørte i tavshed gennem de københavnske gader. Signe kiggede ud på byen, mens Viktor holdt øjnene på vejen. Før hun steg ud, vendte hun sig om:
Skriver du senere? Måske ses vi igen?
Det gør jeg, svarede Viktor, og smilede stift. Men han vidste, at det ville han aldrig gøre.
Signe steg ud, tøvede ved døren, og håbede vist på et sidste ord. Viktor nikkede bare og ønskede hende en god aften.
Samme aften slettede han sin datingprofil og blokerede Signes nummer. Ingen tvivl, ingen måskeer han havde truffet sin beslutning. Det havde han vidst fra første sekund. Men han var for velopdragen til at forlade hende midt under daten.
********************
Dagen efter sad Viktor på café med sin kollega Anders. På tallerkenen lå en saftig oksemedaljon med sprøde kartofler lige sådan, som han kunne lide det. Med jævne mellemrum vandrede hans blik fra tallene på regningen i danske kroner til de andre gæster. Særligt kvindebordene fangede hans opmærksomhed næsten alle sad med salater eller glutenfri retter.
Hvorfor sulter danske kvinder sig selv i kostplaner og diæter? sukkede Viktor, mens han lagde kniven fra sig. Alt det der kalorietælleri tager jo glæden ud af et godt måltid. Tror du, hun der får noget ud af spinatbladene på tallerkenen?
Anders grinede og tog en slurk kaffe.
Fordi de fleste mænd er til slanke piger, min ven, sagde han. Men du er jo en ener. For resten, se hun der ovre har luret på dig hele tiden.
Han nikkede diskret mod en slank brunette, der tydeligvis kastede blikke i Viktors retning.
Viktor så ikke engang derover. Han trak bare på skuldrene og svarede:
Det interesserer mig ikke. Må folk blande sig uden om mit liv, tak.
Anders løftede øjenbrynene:
Har du overhovedet noget privatliv længere? Det er arbejde og hobby hele vejen.
Viktor så ham i øjnene med iskold alvor.
Fred. Det er dit valg, sagde Anders hurtigt, da han så Viktor var ved at blive irriteret. Ville bare hjælpe.
Viktor sagde ikke mere og spiste videre. For sandheden var, at privatlivet havde stået nærmest stille det sidste år. Han havde nemlig sagt farvel til den kvinde, han ellers seriøst havde tænkt sig at fri til. Hun hed Emilie blid, omsorgsfuld, med netop de former og det smil han drømte om.
Dengang flød det hele naturligt. Viktor brændte ikke penge af på Emilie, men han viste sin kærlighed gennem små gaver og overraskelser. Hver dag kom han hjem med en buket blomster. Hans største glæde var at se, hvordan hendes øjne lyste, når han havde fundet en fin lille ting til hende. Emilies klædeskab var et særskilt værelse fyldt med tøj kjoler, bluser, sko i alverdens farver og stilarter. Hun elskede at prøve nyt og følte sig altid moderne og attraktiv og han var vild med at bidrage til det.
Hun fik ros og komplimenter hver dag. Viktor lagde aldrig skjul på, hvor smuk han syntes hun var selv i den mest kedelige sweater. Han byggede Emilies selvtillid op.
Men så ændrede det sig. Emilie begyndte at bruge mere og mere tid sammen med veninderne cafébesøg, biografture, shopping. Med tiden kom små, men markante ændringer. En dag, da Viktor trådte ind af døren, mødtes han af Emilie foran spejlet, hvor hun grundigt betragtede sig selv fra alle vinkler.
Jeg er blevet alt for tyk! sagde hun, så dramatisk, at Viktor var ved at tabe tasken. Hvis ikke jeg kommer i form, tør jeg ikke tage på stranden til sommer!
Viktor stod målløs. Han prøvede at forklare, at han elskede netop den figur hun havde, og at han syntes hun var perfekt. Men Emilie rystede på hovedet. I hendes verden var det vigtigt at leve op til venindernes standarder hvis ikke, var man gammeldags.
Han prøvede at overbevise hende om, at hun intet burde ændre. Han elskede hende, som hun var! For ham var hun kvindeidealet.
Men Emilie havde allerede besluttet sig. Først smed hun alt sødt, brød og fedt ud af køleskabet, dernæst købte hun kun kylling, broccoli og skyr. Hver dag skulle der vejes og tælles kalorier.
Med tiden blev hun mere irritabel. I stedet for grin blev der brokket. Hvis Viktor gav et kompliment, blev det straks affejet:
Fortæl mig sandheden! Jeg gider ikke løgne.
Hun tænkte kun på kroppens tal. Hun prøvede snart den ene, snart den anden diæt, først udelod hun kulhydrater, så valgte hun raw food eller grøn juice-faster.
Viktor sørgede over den kvinde, han havde kendt. Engang glædede hun sig til et hjemmelavet måltid, nu pillede hun i salaten og kaldte hans favoritter for usundt. Hans bøffer og tærter blev bandlyst.
En aften kom han hjem til en Emilie i kog. Hun trampede rundt og flyttede på kaffekopperne.
Alt det her er på grund af dig! råbte hun pludselig. Fordi du får kokken til at lave de der fede retter!
Men jeg vil jo bare spise ordentligt. Hvorfor skal jeg også leve af salat og kylling?
Det gjorde bare tingene værre. Nu regnede hun ham for den største hindring på vejen mod sin drømmekrop.
Han prøvede at forklare, at for ham var hun stadig ideel. Men hun troede ham ikke mere mente, at han forpurrede hendes forsøg på at nå målet.
Langsomt blev det hele uholdbart. Konflikterne blev flere, forståelsen blev mindre, og Emilies opmærksomhed på tallet på vægten umuliggjorde al normal intimitet og glæde.
Til sidst kunne Viktor ikke længere se Emilie som den kvinde, han havde elsket. Hendes ændrede syn på sig selv og på ham havde slidt deres forhold op. Hun lignede ikke kun sig selv mindre udvendigt, men var også blevet en anden indeni.
Der var bare skænderier, isnende stille aftener og uendelig træthed. Til sidst sagde han stop. Sidste diskussion, sidste hårde ord og Emilie smækkede døren. Viktor blev alene i lejligheden, hvor der stadig duftede let af hendes parfume, og hvor billederne af dem sammen på hylden nu mest gjorde ondt.
De første uger bagefter var de værste. Nogle gange greb han ud efter telefonen for at ringe, men stoppede sig selv i sidste sekund. Af og til tænkte han, om han havde gjort noget forkert, men huskede øjeblikkeligt de sidste måneders ulidelige stemning.
Et halvt år senere, da ensomheden var blevet for stærk, tog han det skridt han altid havde tænkt var en falliterklæring han oprettede en profil på en dansk datingside. Han forventede ikke det store, men han håbede at kunne møde en, han bare kunne have det rart sammen med.
Han læste mange profiler, kiggede billeder, men noget manglede hver gang. Nogle var for useriøse, andre for kontrollerende. Enkelte lignede den Emilie, han en gang kendte, men var ikke den samme indeni. Og dem, der havde noget andet at byde på, trykkede ham slet ikke.
Efterhånden indså han, at det ikke var dem, det var galt med men ham selv. Han havde ikke sluppet det gamle endnu.
********************
Livet gik alligevel videre, bit for bit. Arbejdet fyldte dagene, og weekender gik med venner eller i skoven med den gamle hund, Bjørn.
En dag gik han ind på en lille café på Vesterbro for at hente en café au lait. Ved det nærmeste bord sad en kvinde med en bog. Afslappet, naturlig. Hun skrev i en notesbog, så op, smilede uden forstillelse, og læste videre.
Viktor blev stående, og tog mod til sig.
Undskyld, er det dagbog eller arbejdspapirer, du skriver i? spurgte han.
Det er lidt af hvert, svarede hun, jeg laver indlæg til min blog. Hvad med dig? Kommer du tit her forbi arbejdet?
De begyndte at tale sammen. Hun hed Freja og arbejdede som model men ikke på den gængse måde. Hun blev brugt til kataloger for tøj til kvinder med former. Hun var stolt af det, både i tanke og ord.
Jeg synes, diæter ofte bare er spild af liv og tegn på lavt selvværd, sagde hun engang, da Viktor spurgte, hvordan hun selv kunne være så tilfreds. Selvfølgelig, er det for helbredets skyld, er det noget andet. Men man skal ikke torturere sig selv for andres skyld. Jeg kan godt lide at spise godt, bevæge mig og leve det liv, jeg har.
Hendes ord gjorde indtryk. Det var længe siden, Viktor havde mødt én, der hvilede så meget i sig selv og i sin krop.
De sås oftere. Freja gik ikke op i dyre gaver, hun lavede aldrig drama, hun pressede ham ikke. Samtalerne flød naturligt, og stilheden sammen var heller ikke akavet. Hun forsøgte ikke at lave ham om, og alligevel var hun åben for at dele sine egne tanker, nænsomt og uden prædiken.
Langsomt gled spændingerne i Viktor væk. Med Freja begyndte han igen at sætte pris på livets små glæder gåture ved Søerne, slentreture langs kanalen, grin over kaffe, aftener med bøger i sofaen.
Efter et halvt år vidste han, han ikke ville vente længere. En aften på deres stamcafé lod han den lille æske glide frem over bordet, kiggede hende i øjnene og sagde:
Vil du gifte dig med mig?
Freja blev stille et øjeblik, men så lo hun lykkeligt og sagde:
Ja. Selvfølgelig, ja.
De blev gift stille og uformelt på rådhuset. Kun de nærmeste venner og familie var med. Viktor og Freja var ligeglade med, hvad andre mente. For dem var det, de havde sammen, alt rigeligt. De havde fundet frem til dét, der betød noget: gensidig respekt, tryghed og glæden ved bare at være sammen.
