Sønnen kom med sin elskerinde til sin mor
Karen Madsen, vil du smage? Jeg kom lidt kanel i som du plejer at synes om.
Rikke satte en lille desserttallerken på bordet med et stykke æblekage og blev stående et øjeblik, mens hun kiggede på sin svigermor. Karen tog gaflen, brækkede et hjørne af kagen, tyggede langsomt, nøjagtigt som hun gjorde med alt, værdigt og uforstyrret.
Den er vellykket. Bunden er luftig. Men næste gang lidt mere fyld. Æblerne giver saft, spar ikke på dem.
Jeg husker det.
Rikke gik tilbage til komfuret, hvor en gryde suppe simrede sagte. Udenfor var det allerede mørkt lygterne på gaden glimtede tidligt; i oktober faldt mørket hastigt. På vindueskarmen stod tre krukker med rød geranium, og i det varme køkkenlys virkede de særligt levende og hjemlige.
Lejligheden var stor, tre værelser, fra 1970erne, med høje lofter og brede karme. Rikke elskede pladsen, den fornemmelse af luft, som nyere lejligheder aldrig havde. I morgen ville gæsterne samles, en femten stykker, for Karen Madsens 70-års fødselsdag. Rikke havde nu ikke været uden for køkkenet i tre dage.
Du er urolig i dag, sagde Karen tørt ikke som et spørgsmål, men som de meget gamle og meget opmærksomme kan konstatere.
Rikke svarede ikke, så bare ind i dampen.
Jeg er træt. Der er meget at lave.
Rikke.
Den stemme kendte hun. Efter 22 år med Karen var der ingen, der kendte de nuancer, som hun. Hun vendte sig om. Karen sendte hende et blik over brillerne, klogt, men blottet for dom.
Kom han sent hjem igen?
Klokken ét.
Lugten?
Nej. Bare en ukendt aftershave. En dyr en, vel.
Karen lagde gaflen fra sig, hænderne samledes roligt foran hende. Fingrene store, gigtplagede, men bevægelserne stadig sirligt præcise.
Hvor længe har det været sådan?
Måske tre måneder, eller fire. Jeg kan ikke sige præcis hvornår, jeg troede bare, det var noget med arbejdet. Et nyt projekt, sagde han.
Sagde han, gentog Karen lavt, uden at lægge tryk på ordene.
Der blev stille. TVet på væggen snakkede om DMIs vejrmelding for ugen.
Tror du, det er Rikke færdiggjorde ikke sætningen.
Jeg ved ikke, hvad jeg tror. Men jeg ved, at du ikke har sovet ordentligt de sidste tre døgn, og jeg hørte dig ælte kagedej i køkkenet klokken fem her til morgen.
Rikke smilede, trods sig selv.
Jeg kunne ikke sove.
Nemlig. Du har prøvet at tale med ham?
Ja. Han siger, alt er godt, jeg overdriver. Arbejdet er hårdt, chefen presser. Ordene er rigtige, men øjnene de flakker.
Karen nikkede langsomt.
Stol på øjnene, ikke ordene. En kvinde mærker det altid, hun er bare bange for, at det passer.
Rikke vendte sig mod suppen. Rørte rundt. Hun så ud til at være 45 år, måske lidt yngre, lav, solid, mørkhåret med sølv ved tindingerne. Et almindeligt ansigt men smukt i sin ro, med den særlige trætte glans som findes hos folk, der bærer tungt uden at klage.
Karen, i morgen holder vi fest. Lad os lade være med det her nu.
Godt. Vis mig, hvad vi mangler, så kan jeg hjælpe dig at snitte salat.
De arbejdede sammen, skulder ved skulder, som de havde gjort i mange år. Snittede, smagte, flyttede gryder. Talte om lette ting: hvem fra opgangen der ville komme i morgen, at Karens niece tog toget fra Vejle og havde ungerne med.
Men uroen blev. Den blev stille, som smerte dulmet af en pille, og ventede bare.
Anders kom ikke hjem den nat. Rikke lå vågen til klokken tre, så på loftet, og derefter op, lavede te og sad alene i køkkenet, til morgengryet gled ind over geranierne.
***
Gæsterne kom ved halv fire. Lejligheden fyldtes af stemmer, latter, parfume fra den kolde gade. Karen sad for bordenden i sin mørkeblå kjole, den hun altid tog på til særlige dage, og tog imod lykønskningerne med den værdighed, der falder folk med lange og seje liv til del.
Rikke bar fade rundt, så til at gæsterne havde mad, talte med alle uden anstrengelse, præcis som hun havde gjort så mange familiemiddage de sidste 22 år. Naboen Gitte sagde lavmælt, da hun gik forbi: “Rikke, du stråler i dag.” Hun smilede tilbage, men havde kun lært at holde masken; det havde livet lært hende.
Anders kom klokken seks. Alle sad allerede, de første skåltaler var drukket.
Nøglen drejede. Rikke rejste sig og gik ud i entréen og blev stående midt i alt.
Han stod i døren. Ved siden af ham en kvinde.
Ung. Enogtyve, måske syvogtyve. Høj, i sort læderfrakke, lys og med en aura af viden om sin egen pris. Hun holdt Anders under armen, demonstrativt.
Anders så på Rikke. Der var ingen skyld, ingen forlegenhed. Kun en bestemthed, forberedt gennem lang tvivl.
Rikke, sagde han. Stemmen for kontrolleret. Mød Emilie. Jeg skulle have sagt det før, men nu siger jeg det, for alles skyld.
Stemmerne fra stuen blev lavere; nogle havde opdaget noget på færde.
Anders, hviskede Rikke, mor sidder til bords. Der er gæster. Ikke i dag.
Nej. Jeg er kommet til beslutning. Emilie og jeg skal være sammen. Jeg ved, det ikke men jeg har levet forkert. 22 år forkert. Det her han nikkede mod Emilie det er min fremtid. Jeg vil ikke lyve.
Emilie stod en anelse bagved, blikket i retning af hattehylden, som en frivillig gæst uden andel.
Bag Rikkes ryg hørte hun folk komme til, se forstummede.
Hun brød ikke sammen. Hun stirrede, bare, på den mand hun havde spist tusinde måltider med, som hun plejede gennem lungbetændelsen for år tilbage, som hun havde grædt med, da hendes mor døde. Hun tænkte: kan det være virkeligt?
Da kom Karen ud fra stuen, støttede sig til stolen og gik roligt hen. Hun så længe på Anders uden udtryk. Så Emilie.
Emilie løftede hagen en anelse, med et skævt smil. Det var en fejltagelse.
Så det er altså skæbnen, sagde Karen. Hendes stemme stille; næsten rolig. Skæbnen ankommer i læderfrakke til min fødselsdag. Ja ja.
Hun gik et skridt mod Emilie, stirrede på hende.
Jeg har set dig før, pige. I sommers, på Marielyst. Jeg var der med Grethe. Der dansede du rundt om en ældre mand Søren, tror jeg omkring halvfjerds. Under armen på dig, præcis som nu. Så rejste han, og du fandt straks en anden, lidt yngre med ny bil. Jeg sagde til Grethe: se, dér er en jæger. Og nu har du fanget min søn.
Der blev fuldstændig stille. Emilie holdt op med at smile.
Mor, begyndte Anders.
Sig mig ikke mor, sagde Karen, og hendes stemme havde den tone, der lukkede alt. Du bringer den her person med til min fest. Du ved, Rikke har vaket i køkkenet i tre dage, bagt din yndlingskage. Gæsterne sidder til bords, du kommer ind med sådan en gave. Det er det, du har med?
Anders stirrede ned.
Jeg har ingen søn, der opfører sig sådan, sagde Karen uden hast. Gå nu. Tag hende med. Så længe hun er din, er du ikke min. Det er ikke kun ord.
Hun trådte tilbage, tog fat i døren.
Mor
Gå, Anders. Gå.
Hun lukkede døren. Ingen dundrende smæk; bare låsen, der gled i.
Rikke blev stående. Gæsterne rykkede til siden. Nogen rømmede sig. Gitte rørte Rikke let ved armen.
Kom, Rikke. Sæt dig.
Rikke fulgte lydigt med. Ikke en tåre. Stilheden i hovedet var som suset efter høj musik, der er hørt længe ørerne fattede ikke forandringen.
Karen gik tilbage, satte sig for bordenden.
Skal jeg lave te? Rikke, står der mere kage tilbage?
Feststemningen haltede lidt først, så fik festen alligevel liv. Mennesker fortalte historier, børnene legede. Rikke smilede, hvor hun skulle, svarede, når det krævedes. Indeni ro, tomhed.
Kun en gang, da gæsterne gik hjem og hun vaskede op, begyndte tårerne uventet. Ikke hulken; bare stille tårer ned i vasken, skyllet bort af det rindende vand.
***
Ved ti var alle gået, lejligheden pludselig tom. Gitte blev til sidst, trykkede Rikkes hænder: “Hold ud, husk det”, sagde hun og forsvandt.
Rikke og Karen ryddede køkkenet tavst. Da det så nogenlunde rimeligt ud, kogte Karen te, fandt småkager frem.
Sæt dig, Rikke.
Hun sad overfor Karen, kiggede på sine hænder, det slidte vielsesring. Kiggede væk.
Karen, så du hende virkelig på Marielyst?
Ja. Ikke genkendt straks, men da hun vendte sig det var hende. Hun vred hovedet, smilede mod de rigtige, sad med de rige, som en hveps omkring alt det søde. Da den gamle tog hjem, fandt hun straks én til. Jeg sagde det til Grethe: Ja, der er hun igen.
Rikke lyttede.
Hvad vil Emilie med Anders? Pengene lejligheden?
Lejligheden er din, det har du vel ikke glemt. Da vi lavede skøde sidste år, var det for din sikkerhed. Han har lidt penge, en gammel Honda i garagen det er hele herligheden.
Så bliver hun til, hun ikke gider mere.
Formentlig, sagde Karen nøgternt. Sådan er ikke til kærlighed, det ved du. Det er for pengene.
Jeg forstår det. Men det gør alligevel ondt. Ikke hans skyld alene det er de 22 år, der gør mest ondt. Var det hele falsk?
Ikke falskt. Men han var for svag. Det betyder ikke, alt var løgn. Han brød bare sammen. Mænd knækker, især efter de fylder halvtreds.
De sad stille. Tevandet var næsten koldt, Rikke hældte op.
Karen, blev du vred i dag? Over fødselsdagen?
Den ældre kvinde holdt om koppen.
Nej. Jeg har haft lukket min fest for længst. Det var dig, jeg følte for blev vred på ham, at han ikke kunne vente. At han ikke var voksen nok til at vente. At han valgte drama foran så mange.
Rikke nikkede.
I morgen jeg ved ikke, hvad jeg skal. Hans ting står stadig her.
Ingenting. Sov, og så tager vi én ting ad gangen i morgen.
De blev siddende lidt. Uden ord. Oktoberregnen dryppede gråt udenfor. Karen lagde hånden på Rikkes skulder, tyste sekund.
Du er min svigerdatter. Det ændres ikke. Du hører til her, uanset hvad han gør.
Rikke lagde sin hånd ovenpå Karens.
Den nat sov Rikke roligt for første gang i lang tid. Fordi det værste var sket, og frygten var væk.
***
Vinteren ankom tidligt det år, sne i november, der blev liggende. Ugen efter fødselsdagen sendte Anders en sms: han ville hente sine ting, mens Rikke ikke var hjemme, så det ikke blev pinligt. Hun svarede: Godt, jeg siger til hvornår. Lørdag, mens hun var hos Gitte, hentede han sit tøj, dokumentmapper, barbermaskine, mobiloplader. Ikke andet.
Alt ved skilsmissen blev ordnet via advokat, hurtigt, ingen møder. Rikke skrev under og følte hverken lettelse eller sorg bare en neutral tomhed, jævn og kølig som en nyskrevet side.
De to måneder efterfølgende huskede hun bagefter som mærkelige. Ikke gode, ikke slemme. Hun gik på arbejde bogholder i et mindre byggefirma hvor kollegerne yndede hende, og somme tider spurgte varsomt, hvordan hun havde det. “Fint, tak,” svarede hun.
Om aftenen spiste hun og Karen sammen. Den nye rytme: tidligere havde Karen boet i sit eget værelse og ofte ikke spist sammen med dem. Nu flyttede hun ligesom ind i køkkenet. De lavede mad skiftevis eller sammen, så TV sammen, spillede kort og Karen vandt som regel, til Rikkes store moro.
Det var i de mørke vinteraftener, idéen til butikken blev født.
Det begyndte med, at Rikke havde bagt masser af småkager til Gittes fødselsdag. Kager med kål og æg, æble og kanel, svampe. Gitte var begejstret og sagde, ved kaffe:
Rikke, du burde sælge dem her. Folk ville med glæde betale.
De lo. Men idéen fæstnede sig. Om aftenen blev den til noget virkeligt. Karen holdt straks med.
Du kan bage, sagde hun. Det er ikke bare pjat. Du har det i blodet; var din mormor ikke altid på torvet?
Jo. Anna, blev hun kaldt. Det var hende jeg lærte af.
Så lad os prøve. Hvad risikerer vi?
Leje var hurtigt at finde: et lille lokale i stueetagen tæt på torvet, hvor den tidligere isenkræmmer var flyttet ud. Prisen rimelig. Navnet fandt Karen på.
“Annas Godter”, sagde hun. For din mormors skyld.
Rikke blev stille, nikkede.
De åbnede i starten af marts.
***
En aften i februar bankede Anders på døren.
Rikke åbnede, genkendte ham først ikke i dørhullet. Han var blevet tynd, så ældre ud, og stod der som én, hvis hjerte kunne krakelere ved et vindpust. Frakken åben, kinderne grålige.
Rikke. Må jeg komme ind?
Hun ventede på smerten, den gamle. Men alting føltes fremmed; som skygger på et foto fra før. Ikke ubehageligt, bare andet.
Hvad vil du?
Emilie hun gik sin vej. Tog alt fra kontoen. Jeg jeg har intet. Jeg beder dig ikke om noget, jeg ville bare tale.
Hun stod et sekund.
Anders, jeg ønsker dig intet ondt. Helt ærligt. Men jeg lukker dig ikke ind. Vi er fremmede. Skilsmissen er i orden, og det var dit valg. Jeg skylder dig ingenting.
Jeg forstår. Jeg tænkte bare
Nej, tænk ikke. Er du rask? Har du tag over hovedet?
Bor på min mors sommerhus for nu.
Godt. Er der varmt?
Der er brændeovn. Det går.
Så har du, hvad du behøver. Gå nu, Anders.
Han blikkede endnu et sekund på hende. Hun flyttede sig ikke.
Undskyld, sagde han.
Jeg er ikke vred. Men tillid samler sig ikke som lim. Farvel, Anders.
Hun lukkede døren, lænede sig, lyttede til stilheden. Fra køkkenet duftede det af te og æblekage, TV’et mumlede opskrift, Karen diskuterede opskriftsdetaljer med sig selv.
Rikke gik i køkkenet.
Hvem var det? spurgte Karen, uden at se op fra kogebogen.
Anders.
Karen skævede op.
Emilie gik, sagde Rikke. Hun tog pengene.
Karen lukkede bogen.
Lod du ham ind?
Nej.
Kort pause.
Rigtigt gjort, sagde Karen. Tag te med. Jeg har fundet på en ny honningkage med valnødder. Hvad synes du?
Rikke satte sig med hende; udenfor dalede sneen, køkkenet var lunt. Alt var ro.
***
I maj havde butikken for alvor fået ben at gå på.
Først var det skræmmende, for pengene var de sidste opsparede, og Rikke tjekkede regnskabet igen og igen. En morgen tog Karen hendes hænder i sine.
Stop med det. Vi gør det rigtige. Bare gør arbejdet.
Og Rikke gjorde det.
De stod op klokken fem. Karen lavede fyldet: stuvet kål, ost, hytteostefyld efter sin egen hemmelige opskrift. Rikke lavede dejen, kunne mærke, hvornår den var klar. De bagte sammen, skuldre mod skuldre, mens radioen skurrede lavt på vindueskarmen.
Klokken ti var alting klart.
De første uger kom kun få kunder, men så begyndte en fast strøm: fru Jensen fra Nummer 23 hentede to boller og en kop te hver morgen; den stumme mand i sixpence kom, sagde intet, betalte præcis, gik. Den unge mor med barnevogn havde travlt og købte altid tre kartoffelbrød.
Butikken fik sit liv.
Rikke mærkede, at hun for første gang i årevis vågnede med lyst til at gå ud og gøre noget. Ikke af frygt, men af forventning. Noget i hende åbnede sig, hun havde ikke oplevet det før.
Karen blomstrede. Efter ti år som enkommen var hun nu levende, diskuterede opskrifter, inviterede kunderne ind og grinede med.
Det er dig, der er boss her, sagde Rikke en dag.
Jeg er hjælper, pointerede Karen. Glem ikke det.
Men hun nød det.
De bød på nyt: kirsebærkage, osteboller med urter, honningkager efter Annas opskrift. Honningkagerne solgte hurtigt én købte, fortalte det videre, og dagen efter var køen udenfor.
Penge var der ikke mange, men nok og det føltes sundt. Rikke tænkte: nu laver jeg noget, der betyder noget, ikke bare til fremmede tal i en kold regnskabssag.
***
En fredag sidst i maj, på årets første rigtige sommerdag, stod butikken åben. Geranien var rykket ud. Efter middagsmaden var der stille.
En mand trådte ind. Omkring 55, tætbygget, lidt sølv i tindingerne. Tøjet almindeligt, udstrålingen rolig.
Goddag. Jeg har fået at vide, der er gode boller her?
Det er rigtigt, svarede Rikke. Med hvad i?
Hvad foreslår du?
Et sekunds drøftelse.
Prøv med kål. Friske fra i morges. Og honningkage vil du prøve?
Så otte boller og hvor mange honningkager har du?
Syv.
Tag dem alle.
Mens hun pakkede, så han på varen.
Har du børnebørn? spurgte hun.
Han smilte.
Ja, to. Hvordan vidste du det?
Otte boller og alle kagerne ingen voksen køber så meget.
Han lo.
Sandt. Jeg skal til min datter i weekenden, børnene vil have hjemmebag.
Hun gav ham byttepenge. Han stoppede, vendte sig:
Har du åbent hver dag?
Bortset fra søndag.
Så kommer jeg mandag. Honningen, er den ægte?
Ja, fra Kirsten ovre i skovbrynet.
Det kan smages. Tak, og vi ses.
Karen dukkede op fra baglokalet.
Hvem var det?
En kunde.
Kommer han igen?
Mandag, sagde han.
Karen nikkede, forsvandt bagud. Rikke tørrede disken af og smilede svigermor så alt.
Han kom mandag. Så torsdag, og derefter igen. Peter Holm hed han, enkemandsingeniør fra kommunen, boede alene tæt ved.
Det løb naturligt; lidt samtale her, lidt mere der. En dag kom han med en pose kirsebær fra haven.
Bager I med kirsebær?
Det gør vi.
Karen lavede boller med dem de blev udsolgt på én dag.
I juni foreslog Peter at gå en tur.
Jeg kender en gammel park med dam, sagde han. Søndag, hvad siger du?
Hun stirrede ingen forklaringer, ingen forstillelse.
Ja.
De gik i tre timer, talte om børn, haven, bageriet, byens forvandling, gamle bøger. Peter hastede ikke, udfyldte ikke stilheden med ord, men med tilstedeværelse.
Ved porten til parken, da de skulle skilles, spurgte han:
Kan vi ses igen?
Ja, svarede hun.
Derhjemme mødte hun Karen med te og honningkage.
Hjemme, konstaterede Karen.
Ja.
Pause.
En god mand?
Det tror jeg. En rigtig én.
Så er det, som det skal være, sagde Karen.
***
Sommeren gik med parkvandringer, ikke hver uge, men jævnligt. Peter kendte parkens historier, pegede, fortalte om badehuse, piletræer, damme.
En søndag i august mødte de Anders på stien.
Han var alene, gammel, i slidt jakke. Så Rikke og standsede.
Rikke.
Peter slog følge, men trængte sig ikke på.
Hej, Anders, sagde Rikke roligt.
Du ser godt ud.
Tak.
Han vekslede blikke med Peter.
Jeg vil bare jeg har tænkt jeg har været syg. Hoste hele foråret. Lå alene. Tænkte meget på dig.
Det var trist. Men nu er det bedre?
Jo. Rikke, jeg ved jeg var forkert på den. Undskyld.
Anders, sagde hun mildt, jeg bærer ikke nag. Der er ikke mere at sige. Tag dig af dig selv.
Han stod et sekund, så gik han.
Peter nikkede: Tidligere ægtemand?
Ja.
Du sagde det flot til ham.
Jeg mente det. Vi har ikke mere at dele ikke ondt, ikke godt.
Han tog hendes hånd. Helt stille.
De gik ned til dammen. Tre ænder lå i solen, lyset glimtede på vandet.
Har vi travlt? spurgte Peter.
Ikke spor, svarede hun. Og smilede.
***
I september blev butikken et navn i kvarteret. “Annas Godter” blev kendt fire-fem veje omkring. Læreren, fru Larsen, bestilte bakker til lærerværelset og hev tre kolleger med næste dag.
Rikke begyndte at tænke på udvidelse. Om aftenerne snakkede hun med Karen om småkager, nøddemuffins, en særlig julekage fra en tysk bog.
Det er for meget for folk, indvendte Rikke.
Prøv. Folk er nysgerrige. Giv det et skud.
De testede, fejlede, lavede om, så det passede dem.
Peter kom nu ikke bare i butikken, men også hjem med urter, specialte, æbler. Karen satte ham roligt til bordet, talte om vind og vejr. Da han gik, sagde hun til Rikke:
Han er ordentlig. Og han kan lytte.
Bedste ros, Karen kan give.
Rikke hastede ikke. De mødtes, talte, gik ture, spiste nogle gange sammen på café nede ad gaden. Langsomt og uden jag; mere rigtigt end nogensinde før.
Hun tænkte sommetider: Sådan ser sand glæde ud ikke filmromantik, ikke drama. Men et menneske, der hører dig, og som ikke behøver mere.
I oktober hjalp Peter med det nye fryseskab i bageriet, justerede benene, målte op, fik det til at stå perfekt.
Peter, sæt dig til te, kaldte Karen.
Han kom, de sad sammen, og gennem vinduet så de de første snefnug og duftede æblekage på komfuret. Der var en ro, så Rikke lukkede øjnene et øjeblik.
***
I november rakte regnskabet for butikken for anden måned i træk til overskud. Ingen rigdom, men tryghed. Rikke så det på tallene de var kommet i havn.
Karen foreslog fejring.
Ikke stort, bare god mad. Inviter Peter med.
Fredag lavede de stegt kylling à la mormor, Rikke rørte en gammeldags salat, Karen bagte sin nye honningkage med valnødder, som nu sad i skabet.
Peter kom klokken halv syv, med en flaske rødvin og hvide krysantemum. De satte sig, skænkede op.
Hvad skåler vi for? spurgte Peter.
For bageriet, sagde Rikke.
For bageriet og for os, sagde Karen.
Spiste langsomt. Peter fortalte om et spændende projekt på arbejdet. Rikke om juleopskrifter snart ville hun prøve pyntet honningkage, som hun huskede fra sin barndom.
Karen kan male glasur, sagde hun.
En smule, nikkede Karen. Mor var syerske, hende lærte jeg det af.
Til sommer; har I planer for butikken? spurgte Peter.
Vil prøve med friske jordbærtærter, sagde Rikke, og måske rabarber. I juli skal Karen besøge veninden i Vejle, hun har inviteret længe.
Jeg kan tage af sted. Laver ikke noget særligt da, sagde Karen. Vejles lindeallé står stadig smukt.
Da de fjernede tallerkenerne, gik Peter bare i gang med opvasken. Karen betragtede det med et blik, der sagde, hun satte pris på det.
Peter tog afsked.
Kom igen torsdag. Skal prøve nye småkager.
Selvfølgelig, sagde han.
Rikke fulgte ham til døren, han tog hendes hånd.
Har du det godt? spurgte han sagte.
Ja, svarede hun. Aldrig bedre.
Han trykkede hånden og forsvandt ned ad trappen.
Hun gik tilbage; Karen sad overfor vinduet med te, gadebelysningen tændt gennem tågen.
Er du træt? spurgte Rikke.
Lidt. Det er god træthed.
De sad i stilheden, trygge ingen uro.
Rikke, sagde Karen, uden at tage blikket fra vinduet. Jeg tænker somme tider, lykken er ikke larmende. Den er stille. Den er der, og du mærker den her, hun lagde hånden på brystet. Når man lever ærligt, ikke lyver. Så bliver den.
Rikke så på hende, på det kendte ansigt, de ranke skuldre, de hænder, der bar alt.
Du har ret, sagde Rikke.
Jeg har ofte ret, svarede Karen med et let smil og satte koppen til munden. Drik din te, den bliver kold.
