Det er DIG, der har ødelagt alt! Dig! Dig! Dig!
Kvinden råbte så hele gaden kunne høre hende, stemmen skar sig op i en skinger tone. Hendes ansigt var fordrejet af smerte og raseri, tårerne løb ustoppeligt ned ad de rødmossede kinder som blanke spor, men hun ænsede dem ikke al hendes væsen var opslugt af vrede. Med et pludseligt ryk fór hun frem mod den unge mand, rakte armene ud som ville hun gribe fat i hans jakke og ruske alt fornuft ind i ham. Fingrene dirrede og lukkede sig krampagtigt sammen, mens øjnene glimtede af et så dybt et sår, at Rasmus blev et kort øjeblik urolig.
Han undveg hende med en hurtig bevægelse og lavede diskret nogen drejninger ved tindingen, helt ubegribelig over hendes voldsomme reaktion. Inde bag hans bryst murrede både irritation og forundring: Hvordan kunne hun bare skubbe al skyld over på ham?
Hvis ikke det var for dig, så var min pige sund og rask… klang hendes stemme gennem tårerne; skuldrene rystede, stemmen brød sammen som om hver sætning kostede al hendes styrke. Du ødelagde hendes liv! Det er dig!
Det er altså kun din opfattelse, svarede Rasmus køligt, ansigtet blev mørkt. Nu genkendte han hende Maries mor. Men beskyldningerne virkede vanvittig uretfærdige. Indeni bredte vreden sig: Han havde ærlig talt ikke gjort noget forkert, ikke påtvunget hende noget overhovedet. Jeg har aldrig presset hende til noget. Alt skete på hendes initiativ, forstår du? Marie ville bare gerne have lidt opmærksomhed hun fik bare ikke det ud af det, hun havde håbet!
Lad være med at sige sådan noget om hende! Det hele er din skyld! udbrød kvinden endnu en gang og fór mod ham.
Men denne gang fik hendes søn fat i hende en høj fyr med mørke rander under sine trætte øjne. Ansigtet så ud som han ikke havde sovet i flere nætter. Han greb hende bestemt om albuen og forsøgte at trække hende væk, væk fra konflikten.
Mor, ikke mere nu, du må stoppe sagde han med lav, træt men fast stemme. Det var tydeligt, han havde prøvet det mange gange før. Kom nu, lad os gå. Der er ingen grund til at fortsætte sådan her.
Din søster ligger på hospitalet og du siger ikke engang et ord til ham, der gjorde det! Hun vred sig fri, stemmen bævede desperat og tårerne pressede på. Han skulle have haft sig et par bank! Hvordan kan han gøre sådan noget mod Marie?
Hvad skulle jeg have gjort? mumlede han, vendte sig halvt væk, en barsk hånlatter trængte igennem ordene han var tydeligvis træt å høre på så mange bebrejdelser. Man skulle måske have opdraget hende bedre. Så var det måske ikke gået sådan.
Pludselig lød en klar, drillende stemme ude til siden:
Hvad sker der? Det vil jeg virkelig gerne høre mere om!
Rasmus for frem. Hvorfor skulle det absolut være Sidsel, der overværede optrinnet? Sidsel vidste alt om alle på universitetet, og elskede at slæbe gamle historier frem i lyset, også selv om andre glemte dem for længst. Selv lærerne holdt sig fra hende de var bange for, hun skulle grave gamle fejl frem.
Hun stod ganske tæt på nu, øjnene lyste af nysgerrighed, munden trak sig op i et forventningsfuldt smil, mens fingrene trommede let på taskens rem. Hun havde ingen intentioner om at gå før hun havde fundet ud af hvad der var sket.
Kom nu, fortæl! Sidsel lænede sig let ind mod ham og smilede skælmsk. Ellers finder jeg bare selv på noget. Du kender jo min fantasi
Rasmus sukkede, kørte hånden gennem håret og kastede et blik på familien, der nu var trukket lidt væk mens de fortsatte diskussionen. Han vidste, at hun ikke ville give sig.
Du slipper mig ikke, vel? spurgte han modløst, mødte hendes ivrige blik.
Hun rystede bare på hovedet, øjnene spændte og sultne efter ny information hun så næsten allerede for sig, hvordan historien kunne fortælles videre.
Fair nok. Men så lover du mig, at det ikke går videre, Sidsel. Det er ikke nogen pæn historie, og jeg kan ikke klare, hvis den render rundt på hele uni. Ok?
~~~~~~~~~~
For et par uger siden begyndte det. Rasmus havde længe følt, at forholdet til Marie ikke gik den rigtige vej. Jo mere de var sammen, desto mere følte han, at hun tømte ham for opmærksomhed og hele tiden krævede nyt bevis på kærlighed som om normale ord og handlinger aldrig rakte.
Han var udmattet af hendes følelsesudbrud. Hver gang noget gik skævt, blev det drama. Marie sagde, at hun ikke kunne leve mere, at alt var meningsløst. De konstante trusler om at gøre skade på sig selv tærede på ham. I starten tog han det alvorligt, prøvede at hjælpe, men han gennemskuede hurtigt, at det oftest var for at presse ham. Noget inde i ham begyndte langsomt at smuldre måske hans tålmodighed, hans evne til at føle med, måske bare hans kærlighed. Han indså, at hans varme for hende var væk.
De sidste uger truede hun næsten dagligt. Hun blev sur over en besked, Rasmus havde svaret langsomt på, eller hvis han have kigget på en anden pige for længe, eller glemt at hviske “jeg elsker dig” før hun sov. Og det endte altid med sirlige beskrivelser af, hvad hun ville gøre, hvis han gik. Rasmus kunne til sidst hele hendes repertoire udenad: gråd og skrig, trusler, bønner om tilgivelse, stille venten. En uendelig cyklus, hvor han følte sig fanget.
En aften dukkede Marie pludselig op ved hans lejlighed. Han sad ved computeren, da dørklokken kimede voldsomt. I dørspionen stod hun ude foran: fuld af adrenalin, røde øjne, hånden rystede. Lige modtaget beskeden om, at han ville afslutte det.
Rasmus! Du må ikke gøre det mod mig! hun råbte og bankede på døren. Stemmen knækkede. Går du fra mig, gør jeg noget galt! Hører du? Jeg mener det!
Indenfor stod Rasmus med sammenbidte kæber. Alt i ham kæmpede: Han ville åbne, omfavne hende, men fornuften råbte hvis jeg bare åbner, så starter endnu et times langt show af tårer, bebrejdelser og trusler. Han kendte det alt for godt.
Du har brug for hjælp, svarede han gennem døren, hårdere end ment trætheden og irritationen hørtes tydeligt. Der er noget galt med dig. Jeg gider ikke være ansvarlig for dit optrin. Forstå det nu. Jeg er færdig!
Rasmus! Du MÅ ikke! Marie jamrede fra den anden side, sparkede vredt på døren og peb da smerten ramte foden. Hendes tårer kunne høres, men med et par hæse indåndinger samlede hun sig igen. Rasmus, vær sød, bare åbn… Vil du ikke nok?
Da lød skridt på trappen. En ældre kvinde med sølvgråt hår, strøget i en knold, tøffede op af trappen med langsommelig værdighed og et strengt blik bag tynde briller.
Du burde gå hjem, pigen min, sagde hun med medfølende myndighed. Det klæder ikke en ordentlig pige at hænge sådan fast. Hvor er din dannelse? Man opfører sig ikke sådan i Danmark.
Hvem bad dig blande dig? snerrede Marie, hagen oppe som et skjold. Alligevel rørte de gamle ord noget i hende, hun havde ikke ønsket at høre dem måske for første gang anede hun, at det var for meget? Men hun veg ikke tilbage, rettede ryggen og svarede vredt før hun marchrede ned ad trappen med høje, demonstrative skridt. Hænderne rystede. Hun havde allerede lagt planer det her lod hun ikke stå uimodsagt. Rasmus kunne ikke forlade hende; det nægtede hun at tillade, koste hvad det ville.
Senere samme aften modtog Rasmus en sær besked. Han sad i køkkenet med sin kolde te, da hans telefon blinkede. Marie skrev, at hun ikke kunne mere, men frikendte ham for skyld, skrev langt om al sin kærlighed og umuligheden i livet uden ham. Ordene flød ukoordinerede og vilde, nærmest fra nogen i opløsning.
Afslutningsvis tiggede hun ham om at komme hun turde ikke være alene. Rasmus stirrede længe på beskeden. En del af ham blev bekymret: hvad hvis hun virkelig mente det? Men fornuften advarede; han kendte hende for godt. Det var hendes gamle kneb hele vejen igennem. Gav han efter nu, var han fanget for altid.
Han oversendte beskederne til Maries mor med et par linjer forklaring. Hun svarede kort: Var tydeligt rystet og ville komme hurtigst muligt. Nu var ansvaret endelig ude af hans hænder.
Med en vis lettelse satte Rasmus sig til sine studier op til eksamen. Han slukkede mobilen for at kunne koncentrere sig. Timerne gik, og først sent, da han var færdig, tændte han telefonen igen den eksploderede af beskeder og ubesvarede opkald. Næsten alle fra Maries mor.
Det første han så var: “Marie er indlagt. Lægerne nåede det i tide. Ingen livsfare.”
Stivnede ved stolen. Så hun gennemførte… Der dukkede det sidste billede op af hende, som hun stod grædende foran døren, spinkel og fortvivlet. Han mærkede den gamle skyld bore sig ind i kroppen blandet med træt vrede. Vidste ikke, om han skulle bebrejde sig selv for sin hårdhed, eller hende for at have trukket ham så langt ud.
Så blinkede telefonen igen budskabet skar tværs gennem ham: “Det er din skyld! På grund af dig!”
Han greb mobilen hårdt. Et gisp af luft. Ringede til Maries mor, hænderne dirrede, mens han ventede på at hun tog telefonen.
Kom på hospitalet og bed om tilgivelse på dine knæ! kvindens stemme var panisk, gennemtrængt af nød og sorg, så levende at Rasmus næsten fik ondt af hende. Han forestillede sig hende ventende i en kold hospitalsgang, udmattet og rødøjet. Men hendes vrede var uretfærdig det nægtede han at tage på sig.
Hvad mere vil du ha’? Rasmus’ stemme rystede nu af tilbageholdt raseri. Jeg siger dig, jeg kommer ikke til at undskylde noget, jeg ikke har gjort. Jeg foreslog flere gange, hun skulle i behandling, men det nægtede hun. Hvorfor skal jeg være offer for en forkælet piges luner?
Du SKAL! Det er dig, der har ødelagt hende!
Nej. Nu stopper vi den samtale. Marie gennemskuede mig for længst hvis hun alvorligt ville gøre noget, så havde hun ikke ringet, men bare gjort det. Farvel og lad venligst være med at kontakte mig mere!
Han lænede sig tungt mod væggen, lukkede øjnene, prøvede at samle sig.
Hør nu, kvinden kunne ikke give slip, hendes stemme skvalpede videre i højttaleren. Hvis du ikke gifter dig med hende… du forstår ingenting! Du skal bare gøre det rigtige. Så bliver hun sig selv igen, det ved jeg! Du skal gøre det for hende. For alle. Ellers… ellers heler hun aldrig.
Rasmus stivnede. Gift? Alvor? Han knugede telefonen uden at tænke indeni voksede oprøret. Hvordan kunne man tro, at man kunne redde alt ved at presse et menneske ind i et ægteskab?
Mener du det seriøst? han sagde det næsten hviskende, men inde bag rystede stemmen af forargelse. Du vil have, at jeg skal gifte mig med din datter, fordi hun truer sig selv? Det er jo regulært afpresning!
Kald det hvad du vil! kvindens gråd fik stemmen til at sprække. Jeg vil bare redde min datter! Du har ødelagt hende, du må gøre det godt igen! Forestil dig at se sit barn visne for øjnene af en adresseløs og gået i stå! Hun lever kun for dig.
Ja, og tror du det ændrer sig, hvis vi bliver gift? skød han tilbage, nu hævede han stemmen for alvor. Ægteskab løser ikke noget, det skjuler bare problemerne. Marie har brug for hjælp ikke en, der hele tiden skal redde hende fra sig selv. Og jeg vil ikke ødelægge os begge to!
Du forstår ingenting! gråden knugede morens stemme. Hun forandrer sig. Du er alt!
Nej, afskar Rasmus, hvert ord var hårdt som stål. Jeg gifter mig ikke med hende. Hverken nu eller senere. Hun må få hjælp. Jeg kan ikke være hendes alt. Det er hendes ansvar nu.
Du er hjerteløs! skreg hun og stemmen rungede af foragt.
Jeg vil ikke tage ansvar for hendes valg, svarede han med glaskold ro. Hun skal til psykolog, ikke fange mig i et penget svin det løser intet, og i Danmark løser vi ikke tragedier med pres og tvang.
Der blev stille i røret, en trykket pause fyldt med gråd og anstrengte forsøg på at få styr på stemmen.
Du har aldrig elsket hende, kom det så stille, tømt for håb. Du har bare brugt hende og nu smider du hende væk.
Jeg har elsket hende, men det her er ikke kærlighed. Det her er sygdom. For hende og for mig, hvis jeg bliver.
Du er en kujon, huggede hun stemmen bider, og han klemmer hårdere om telefonen.
Eller også redder jeg begge vores liv, svarede han roligt og i hans ord voksede en styrke, han ikke havde følt før. Farvel og ring mig aldrig op igen med sådanne krav.
Han lagde på, lod telefonen dumpe ned på bordet som om den brændte i hånden. Stadig satte rystelser sig fast i kroppen; vrede, sårethed, medlidenhed med Marie og hendes mor, og den evige skyldfølelse. Han tog en dyb indånding, lod luften blive i brystet, pustede langsomt ud og forsøgte at falde til ro.
~~~~~~~~~~~~
Det er så min historie, afsluttede Rasmus lavmælt og stirrede ud på skyerne, der blev mørkere over København. Stemmen var mat, skuldrene tynget. Han kørte hånden gennem håret, som ville han børste minderne væk. Og forresten: Maries bror er enig med mig. Han så også, det hele var et nummer et skuespil. Hun har manipuleret før nu blev det bare værre.
Sidsel sad stille, snoede en hårtot om fingeren. Hun lænede hovedet på skrå og betragtede ham med et blik af ægte medfølelse helt uden sladrehankens sædvanlige glimt, bare ren forståelse.
Du har ikke haft held i kærlighed, sagde hun mildt. Og heller ikke med hendes familie, lyder det som. Men… du gør det rigtige. At gifte sig på grund af pres fører kun til mere elendighed. Marie må lære at leve uden manipulation, og hendes mor må forstå, at ingen bliver reddet gennem tvang. Mit råd: blockér dem. Hold dig væk. Ellers suger de dig bare for følelser, og så kan du aldrig slippe ud.
Det er netop dét, jeg gør nu svarede Rasmus stille. Han rejste sig næsten, trak vejret dybt gennem kroppen, følte for første gang i ugevis at han kunne trække vejret frit.
