Bossens hemmelighed
Jeg sværger, vores direktør har et eller andet kørende, sagde Astrid i en dæmpet tone til sin kollega. Og de må have haft et gevaldigt skænderi. Ellers var der da ikke nogen forklaring på, at han hidser sig sådan op over alt! Tager det ud over os, giver os opgaver, der er helt umulige…
Kollegaen, Mathilde, fnøs bare tørt tilbage og drejede demonstrativt hovedet, som om hun ikke ville trækkes ind i sladderen. Men Astrid lod sig ikke stoppe af det.
Seriøst, undrer du dig ikke? insisterede hun, stemmen steg en anelse. Tror du ikke, han råber, fordi der er problemer derhjemme? Tænk nu, hvis der er sket noget, vi slet ikke har fattet…
I det samme blev hendes hvisken fanget af den kolde, skarpe stemme fra direktøren selv, Henrik Bjerregaard. Han afbrød brat sig selv midt i en sætning, stirrede på Astrid og lod sine ord falde tungt og måleligt.
Astrid, er det ikke spændende nok for dig? Synes du, det, jeg siger, ikke er vigtigt? Eller vil du tage ordet nu i stedet?
Med et blev Astrid slap og lille indeni. Hun blinkede febrilsk hvordan opdager han altid alting?
Undskyld, Henrik. Jeg kom bare til at udveksle nogle idéer, mumlede hun, prøvede at lyde sikker. Ikke noget alvorligt, blot løse tanker.
Henrik skævede til hende. Hans ironiske smil var ikke til at tage fejl af. Han vidste udmærket, hun sludrede om noget helt andet, men pressede hende.
Vil du dele med resten af os, hvad det handler om? Vi venter, sagde han sarkastisk.
Små isninger løb ned ad Astrids ryg. Med et nervøst smil famlede hun efter et acceptabelt svar.
Øh, jeg tror, jeg venter. Mine idéer skal lige vendes mere helt konkret, sagde hun og forsøgte at holde stemmen jævn. Jeg vil ikke spilde alles tid nu.
Henrik trak op i mundvigen og nikkede næsten umærkeligt.
Så forventer jeg de bearbejdede idéer på mit bord fredag, understregede han. Ellers fortsætter vi nu.
Stemningen forsvandt ud af Astrid hun blev tavs som den storebæltsbro efter midnat. Hendes kinder blev varme af forlegenhed, mens øjnene flakkede genstridigt tilbage til direktøren. Inden i boblede frustrationen hun hadede, at hun blev taget i sladder, og ovenikøbet også fik ekstras arbejde smidt i hovedet.
Lige ved siden af henne sad Freja med mundvigene trukket op. Synet af Astrid, der surmulede mod Henrik, var mildt sagt komisk. Hun vendte tilbage til sine noter, men kunne ikke lade være med at smågrine for sig selv af Astrids dramatiske brøleri.
Efter mødet fløj Astrid nærmest op fra stolen, da Henrik endelig sagde, Det var det for nu. Hun stormede ud, brændende barnligt fornærmet, og Freja kom luntende bagefter med et undertrykt fnis. I det fælles kontor smed Astrid sig tungt i stolen og klappede sin laptop sammen.
Du kunne jo have hjulpet lidt! fnøs hun irriteret, arme over kors. Hvorfor står du bare og griner? Nu skal jeg opfinde ét eller andet genialt og det skal laves på tre dage!
Hvor mange gange har jeg sagt til dig: lad nu være med at distrahere dig selv under møder? lo Freja og satte vand over til te. Med et smil fandt hun en Marabou-chokolade i skuffen og smed den på bordet. Slap af og kom igang.
Astrid så på chokoladen, lod så et lille smil slippe ind mellem de forrevne tanker, men samlede masken hurtigt.
Arbejde kan vente! vrissede hun tøvende. Der er et vigtigere emne: vores spritnye chef!
Freja sukkede, uden at fjerne blikket fra skærmen. Hun havde vænnet sig til Astrids evindelige snak om ledelsen.
Han har jo heller ikke været ny i to måneder længere, påpegede hun, fingrene dansede på tastaturet.
Lige meget! slog Astrid fast. Han er kommet og ryster hele biksen fyrer folk til højre og venstre!
Han fyrede nogle, der aldrig lavede dagens gode gerning, modsagde Freja roligt. Til gengæld steg vores løn jo.
Så vendte hun sig helt mod Astrid:
Og møderne er blevet kortere. Før sad vi i timevis, nu kommer vi til sagen.
Astrid peb lidt, men havde straks et modargument:
Og vi får jo flere og flere rapporter og strammere deadlines…
Freja smilede:
Ja, men tingene bliver ordnet hurtigere. Projekterne er faktisk foran planen nu.
Astrid sukkede og knækkede et stykke af chokoladen. Frejas ord stak lidt, men hun kunne ikke helt opgive sin skepsis.
Jah, du har måske ret… mumlede hun, rodede forstyrret rundt i papirbunken. Jeg har altid troet, han slet ikke var gift eller havde en kæreste! Nu er jeg sikker han har nogen! Måske skulle jeg stikke hovedet ind i HR?
Freja lagde pennen fra sig, opgivende.
Hvorfor dog det? sagde hun, tålmodigt. Hvad chefens privatliv rager det dit arbejde?
Astrid hørte ikke engang efter. Hun drømte sig allerede vej gennem HR med lumske, diskrete spørgsmål.
Han er altid sur, finder fejl i alt måske lader han det gå ud over os fordi han har rod i privaten? Jeg ville gerne vide, hvad der sker…
Freja rystede på hovedet. Det lå så fjernt for hende at snage på den måde.
Astrid, kom nu videre. Ellers ender det måske med en fyreseddel, sagde hun tørt.
Astrid slog ud med hånden. Hendes blik var allerede fokuseret på det store mysterium.
Nej nej, det må undersøges! erklærede hun Jeg snakker med pigerne der må jeg kunne få noget ud af.
Freja sendte hende et skævt blik med et du-tør-ikke!-udtryk. Det var så tydeligt, hvordan det kunne ende: En dag hørte bossen om Astrids nysgerrighed, og så var hele sagen gal. Men intet kunne stoppe Astrid nu hun var opslugt af nysgerrighedens ild.
Resten af ugen svirrede Astrid rundt og stillede tilfældige spørgsmål til nærmest alle på kontoret. Hver gang fik hun dog kun halvsure grin eller undvigende svar. Især HR-damerne tog hende køligt, og til sidst sagde en stift:
Astrid, måske skulle du hellere fokusere på dit arbejde i stedet for alt det her fnidder?
Men Astrid gav ikke op. Hun prøvede igen og igen nogen misforstod og spurgte om hun var småforelsket, andre lo hende op i ansigtet. Men nysgerrigheden ulmede, som en rastløs vind over Vesterhavets klitter.
En dag dristede hun sig til at spørge regnskabsafdelingens berømte sladdersøster, Gitte. Hun startede bredt:
Gitte, du ved jo alt. Er Henrik Bjerregaard single? Er der nogen?
Gitte smilede, men der var noget vagtsomt i hendes blik.
Astrid, jeg bryder mig ikke om at sladre, og jeg kan ærligt ikke se, hvorfor du vil vide det?
Det… det er bare spændende! fniste Astrid Man er vel nysgerrig…
Men Gitte rystede på hovedet og sendte hende tilbage til skrivebordet.
Dagene gik, og Astrid blev mere og mere besat af mysteriet. Hun analyserede blikke, bemærkede ord, spekulerede på hver kommentar fra kollegerne. Og til sidst, en formiddag, nærmest stormede hun ind i kontoret med et ildfuldt blik.
Jeg kan lide ham! røg det ud af hende, døren stod stadig halvåben.
Freja, midt i en tår kaffe, satte fra sig og stirrede vantro.
Hvem?
Henrik! Vores chef! Derfor snuser jeg, sagde Astrid, som om det var det naturligste.
Freja sad stille, pligtskyldigt neutral, men tankerne rumlede inde i hende hun vidste jo mere, end hun kunne tillade sig at sige.
Og hvis han er gift? spurgte Freja forsigtigt.
Så må han jo blive skilt, svarede Astrid letsindigt. Han ligner ikke en, der er lykkelig. Og du skal hjælpe!
Hjælpe? Frejas latter stak, men hun fangede sig hurtigt.
Nej, bare få lidt information til mig, tilføjede Astrid ivrigt. Til firmafesten på fredag du skal bare spørge, hvorfor han er alene…
Hvad nu hvis han ikke er alene? Eller, tænk nu hvis han ser på mig? bemærkede Freja.
Han er vist ikke til rødhårede, sådan er det bare, skød Astrid tilbage. Det har jeg fundet ud af! Vel?
Freja sagde ikke mere. Hun fightede med tankerne. Hun og Henrik havde nemlig en hemmelighed de var nemlig gift, men ingen måtte vide det.
************************
Hele ugen smøg Astrid sig rundt i en lysende tåge af håb. Hun noterede fraser i lommebogen, trænede blikke og smil foran spejlet. Fantasierne blev til små scener: Henrik, der tilbeder hende, ros, forfremmelser, stearinlys, middage i det nordsjællandske, konferencerejser til udlandet alt sammen badet i et sært, blafrende drømmelys.
Freja betragtede denne forestillingsverden med en slags vemodig overbærenhed. Hun vidste, for Astrid var Henrik kun et symbol, ikke et menneske; alt, hvad han gjorde, blev tilbragt i det drømmeagtige og uopnåelige.
Torsdag pakkede Astrid sin taske med det perfekte kjolevalg den hængte som en silhuet over kroppen, kinderne glødede, og hun snurrede foran spejlet lys, form, linjer alt skulle spille. Hun svang sig ud og lod håret falde, viste Freja dresset.
Hvad siger du, hvor ser jeg ikke bare fantastisk ud?
Det er pænt, men… er du sikker på, det passer til en firmafest? tøvede Freja.
Helt sikker! svarede Astrid, lykkelig og uovervindelig i sit indre manuskript.
Freja nikkede men noget strittede i ventesalen til virkeligheden.
************************
Fredag ramte som et mærkeligt, lysende eventyr. Kontoret blev pyntet op med blinkende lyskæder og bløde, farvede balloner, fade med lagkage og stykker af vanillekranse. Folk strømmede til, knitrede i nystrøgede skjorter og stiletter, og der lå fryd og forventning svagt i luften, næsten som snefnug i marts.
Astrid trådte ind, så tilberedt som en julegave på andendag. Kjolen sad som støbt, håret skinnede, makeuppen glimtede. Hun spejdede efter Henrik med bankende hjerte, repeterede sætninger i hovedet. Hver fiber vibrerede af varsler og drømmebilleder.
Freja dukkede op senere, neddæmpet i sort, som om hun ville smelte sammen med baggrunden. Hun så kun et enkelt formål snakke lidt, måske danse, men bestemt ikke gøre væsen af sig.
Henrik trådte ind med titel og stil: mørk habit, mildt smil, øjne man kunne gå på line over. Han hilste på alle, skålede med hånden og holdt kort tale om firmaets bedrifter ingen pral, bare tør dansk effektivitet med lidt taknemmelighed drysset på. Folk nikkede tiden lå som ventende og bred.
Astrid fulgte hvert ord, som om de var breve sendt kun til hende, og rykkede forsigtigt på kjolens bånd, så det sad helt perfekt. Hun gjorde sig klar til det, der skulle ske.
Efter talen blev stemningen løs. Folk sivede rundt, talte lavmælt, nippede til sildemadder og sodavand, den første dans begyndte at snurre løs på gulvet.
Astrid trådte hen til Freja.
Så! Nu må du! hviskede hun og sendte et konspiratorisk blik mod Henrik. Gå og spørg ham. For min skyld.
Freja mærkede ubehaget bølge i maven. Astrids forventningsfulde blik var umuligt at ryste af sig.
Astrid… jeg… begyndte hun.
Hvad nu?! Astrids stemme var skuffet og næsten vred.
Freja tog en dyb indånding. Hun kunne ikke gemme sig længere.
Fordi… sagde hun og så Astrid direkte i øjnene Henrik er min mand.
Alt blev stille for Astrid. Pludselig var hun forsvundet med tankerne på et vindblæst Vesterhav. Ansigtet skiftede farve, hun åbnede munden uden lyd.
Hvad? Du… I… Så længe?
Freja kiggede ned og pillede ved ærmet.
Siden juni, sagde hun lavmælt. Vi ville ikke gøre en sag ud af det på arbejdet ingen fordele eller privilegier, bare jobbet. Jeg kunne ikke sige det.
Astrid tog ubevidst et skridt væk forrådt, forvirret, som om hele fundamentet under hendes fantasier kollektivt væltede.
Og du har aldrig sagt noget? Vi deler jo alt!
Jeg måtte ikke, sagde Freja skånsomt. Den slags skaber kun problemer. Vi ville ikke risikere alt det.
Astrid var tavs. Tankerne knasede i hovedet blikke, ord, bløde smil, der nu pludselig havde en helt ny betydning.
Og hvordan… altså, har I altid…?
Det skete bare. Uden at det var planlagt, sukkede Freja og smilede trist.
I det samme kom Henrik hen til dem han mærkede straks stemningen i rummet. Han så roligt på de to kvinder.
Alt okay? hviskede han til Freja.
Hun nikkede. Men Astrid eksploderede.
Nej! Ikke okay! I har holdt alt skjult!
Henrik smilede mildt besluttede, at nu skulle katten ud af sækken.
Jeg må nok hellere gøre det klart her og nu, sagde han og hævede stemmen lidt: Kære kollegaer!
Folk blev tavse. Ballonerne strammede langs væggene, chokoladekagerne stod ubevægelige. Alle kiggede nysgerrigt.
Mange har spurgt til mit privatliv. Vi valgte at holde det for os selv for at undgå problemer og mistanker om særbehandling, men nu: Freja er min kone. Vi blev gift i sommer.
En mumlen bølgede rundt, enkelte grin, nogen klappede.
Tillykke! råbte én.
Vildt! lo en udvikler.
Henrik ventede til stilheden lagde sig:
Vores arbejde ændrer sig ikke af den grund. Vi forventer stadig professionalisme. Så: Lad os nyde festen!
Musikken blødte ind igen, folk begyndte at grine, nogen tog de første skæve dansetrin. Alligevel var der stadig tynde, stjålne blikke mod Henrik og Freja.
Astrid tørrede hånden over kinden.
Gud, jeg må finde et andet job…
Hvorfor? Freja så forskrækket på hende.
Jeg har jo spurgt hele kontoret ud… nu ved alle, det var mig, der rodede, sagde Astrid fortvivlet. Jeg kan jo ikke se ham i øjnene nu.
Slap nu af! Freja tog veninden i hånden. Ingen bærer nag. Det går over.
Men nu giver det jo mening, hvorfor du altid forsvarede ham! Astrids grin blev let og fri.
Jeg kendte sandheden, sagde Freja, og de sad tavse et øjeblik, mens festen sivede videre omkring dem.
Men hør lige… Astrid lænede sig ind og sagde lavt: Er han lykkelig med dig?
Freja smilede og nikkede.
Ja. Hver dag.
Så er det godt. Astrid rakte hånden frem.
Fred?
Fred.
Musikken flimrede, latteren steg, og mens verden udenfor gled forbi i mørke, føltes det hele pludselig meget lettere som om sandheden havde skyllet rummet rent og inviteret dem ind i én lang, mærkelig, venlig dansk nat.
