Et skridt ud i det ukendte
Lærke, hvor har du dog gjort af din søster? I plejer da altid at komme sammen! spurgte faster Vibeke nysgerrigt, idet hun så sin niece pile forbi inde på gangen.
Pigen standsede brat op, vendte sig om og sagde skarpt, uden at skjule sin irritation:
Jeg hedder Frida.
Det blik, hun sendte Vibeke, kunne fryse selv en varm sommerdag. Kvindens venlige smil begyndte at vakle, men Frida fortsatte, med en voksende utilfredshed i stemmen:
Vi er altså ikke mere ens, end at vi kan forveksles hele tiden!
Vibeke løftede overrasket øjenbrynene, som om hun søgte spor af noget, hun hidtil havde overset i pigens ansigt.
Åh, lille ven, hvor du dog tager fejl, sagde hun blidt. I er jo tvillinger! Når I sidder tavse ved siden af hinanden, er det umuligt at se forskel. Først når I begynder at tale, er det tydeligt, hvem der er hvem.
Frida mærkede en særlig utilfredshed stige op i sig. Hun bed sig i læben og skyndte sig ud mod døren, uden at sige mere. Med et hurtigt ryk smækkede hun døren bag sig og efterlod Vibeke forundret og lidt rystet tilbage.
Vibeke rystede svagt på hovedet, stadig uvis om, hvad der havde provokeret sådan en reaktion. Imens gik Frida ned ad gangen, og den velkendte sætning rumsterede igen: I ligner hinanden som to dråber vand. Det føltes som en tung forbandelse, hun aldrig kunne ryste af sig. Hvorfor nægtede alle at se deres forskelle? Hvorfor var de altid tvillingerne, uden navne, uden personligheder, uden egne drømme? Tankerne myldrede uden svar
***
Jeg husker, hvordan Frida sad på bænken i Enghaveparken den dag, indhyllet i solstrejf, men ude af stand til at nyde skønheden. Hun snakkede lavmælt og næsten opgivende med sin veninde, Mille, om det evindelige problem: At hele verden forvekslede hende med hendes tvilling, Anna.
Mille, som altid så hende, lænede sig ind og foreslog, med et pludseligt glimt i øjet:
Prøv at lave noget helt vildt! Klip dig korthåret, og farv håret i en skør farve! Ingen ville forveksle jer så.
Frida så ned på sit lange, lyse hår, som hun vanemæssigt svingede over skulderen. Hun mindes, hvordan et spinkelt håb tændtes, men straks blev slukket.
Mor vil aldrig give mig penge til det, mumlede hun nedslået. Hun vil helst have os til at ligne hinanden. Mine egne ønsker betyder ingenting.
Men Mille var ikke til at slå ud:
Bed om penge til noget andet. Sig, det er til en gave til en klassekammerat. Så tager vi i den billige salon min far har før slæbt mig derhen. Mors kommentar bagefter? Alt for kort! Men det er jo lige det, du vil.
Nu begyndte Frida faktisk at overveje forslaget og spurgte tøvende:
Ved du, hvad hårfarve koster?
Bare rolig, kvitterede Mille livligt. Min storesøster kan farve hår. Vi skal bare købe selve farven.
Milles begejstring var smittende, og Frida kunne ikke undgå at smile. Tænk, hvis hun virkelig kunne blive set som sig selv ikke bare en af tvillingerne. For første gang i lang tid fik hun et glimt af håb om forandring.
Et par dage senere satte de planen i værk. Selvom Frida var nervøs, prøvede hun at skjule det, da de trådte ind i den beskedne frisørsalon på Vesterbro. Lokalet var ikke andet end en slidt stol og et pletviskult spejl. Frisøren, en ældre dame med trætte øjne, spurgte kort:
Hvordan skal det klippes?
Frida tøvede kun et sekund, inden hun bestemt sagde:
Kort! Virkelig kort!
Klippene faldt hurtigt, og Frida så de lange totter lande tungt på gulvet og med dem alt hendes tidligere tøven. Da hun til sidst så sit spejlbillede, var det, omend skævt og lidt pjaltet, i det mindste slet ikke som Anna.
Efter klipningen drog de hjem til Mille. Hendes storesøster forvandlede Fridas hår hun valgte den vildeste pink nuance, de kunne finde. Slutresultatet var langt vildere end forventet: Et næsten neonlysende, kaotisk hår, som var svært at overse.
Inderst inde var Frida langt fra tilfreds, men ville hellere dø end indrømme det. Med hovedet højt gik hun hjem til sin mor, Helle. Udtrykket i Helles ansigt var utilsløret chok og forfærdelse.
Frida, hvordan kunne du gøre det her mod dig selv? udbrød moren skræmt. Har du set dig i spejlet?
Frida skulede, forsøgte at virke ligeglad:
Men nu kan ingen da forveksle mig med Anna!
Helle rystede bare på hovedet og tastede straks veninden hendes faste frisør frem på mobilen.
Det her skal rettes op Det havde været nok med en ny frisure, sagde hun nærmest fortvivlet.
Men Frida gav sig ikke, selvom hun skævede utilfreds til spejlet. Hun havde fået sin vilje, men den føltes bitter.
Snart sad de i bilen på vej til frisøren. Helle forsøgte at tale roligt med sin datter, finde et kompromis, men Frida svarede kun skuldertrækkende.
Hos frisøren, Monica, blev det hele dog rettet op. Den vilde pink blev dæmpet, og kun en lille farvestribe blev bevaret som et selvironisk minde om forsøget på oprør. Til slut sagde Helle lettet:
Nu ligner du da et menneske igen!
Det gjorde ondt på Frida. Og før, hvad var jeg da? tænkte hun tørt og forlod salonen uden et ord.
Hun ville ikke erkende, hvad alle kunne se: Anna ville aldrig gøre sådan noget. Anna var den, de voksne altid pegede på, som et eksempel. Hun fik høje karakterer, dansede på elitehold, læste både klassikere og nutidige romaner, førte sirlig kalender og notesbøger.
Det var svært ikke at blive gal, hver gang sammenligningerne dukkede op: Nå ja, Frida, du er jo ligesom Anna Eller det, der var værre: Anna ville aldrig gøre sådan!
Konsekvensen blev, at Frida skruede endnu mere op for sit eget ikke Anna. Hun lod skolearbejdet sejle, lod standpunkterne glide, lavede aldrig lektier, var ligeglad med lærernes formaninger. Hvorfor gøre sig umage, når intet alligevel var godt nok eller altid bare blev sat i relation til søsteren?
Forældrene forsøgte både samtale og strenghed: inddrog telefonen, begrænsede fritid, men for hver ny regel blev Fridas stædighed stærkere.
I har Anna som familiens stjerne, sagde hun direkte. Så nøj jer med hende. Jeg er ikke til for at leve op til jeres drømme.
De vidste ikke længere, hvordan de skulle nå hende. Derfor blev Frida sendt til samtaler hos en psykolog på kommunen. Mette, som kvinden hed, lyttede tålmodigt og roligt, men Frida holdt afstand og fortalte blot nøgternt, hvordan tingene hang sammen. Om det var et spørgsmål om kompetence eller om Fridas evne til at spille rollen som ligeglad, så skete der intet markant nyt, og til sidst lød rådet:
Giv hende lidt mere frihed. Hun må selv finde retning og I bør bare være til stede, hvis hun får brug for jer.
Det var svært for hendes forældre. De måtte tie stille om karakterer, sammenligninger, fremtidens krav selvom det sved i hjertet.
Men værre blev det, da Frida begyndte at ses med den forkerte slags venner ved baggårdens gamle cykelværksted; unge, der røg, lo højt, hang ud længe efter mørkets frembrud.
Moderen prøvede diskret at sammenligne:
Annas veninder er så ordentlige. Høflige, kultiverede. I tager på kunstudstillinger sammen, læser. Men hvem er du egentlig sammen med?
Det gjorde ondt. Det var, som om Frida tvang sig selv længere væk fra sin tvilling, bare for at insistere på forskellen også når det kostede dyrt.
Efterhånden gled deres veje fra hinanden. Anna gik i 10. klasse; Frida lod sig indskrive på teknisk skole. Hun insisterede selv, selvom forældrene bad hende overveje. Måske lå friheden i det, tænkte hun. Men det blev ikke, som hun havde forestillet sig.
Anna fik studentereksamen med topkarakterer og begyndte på Københavns Universitet. Hun jonglerede med kurser og frivilligt arbejde og blomstrede. Frida sled sig igennem teknisk skole, lod det meste sejle, og skiftede efterfølgende job gang på gang: enten var jobbet kedeligt, eller chefen irriterende, kollegerne flade, lønnen lav. Hjemmefra blev der talt om muligheder, men Frida afviste:
Jeg klarer mig selv. Vil ikke have jeres hjælp.
Hun drømte stadig om at blive noget andet end Anna, om at hendes liv kunne få sin egen retning. Men hun var fanget i et mønster: Hver gang søsteren havde succes, måtte hun næsten automatisk gå modsat.
Nætterne bød på selvbebrejdelse: I morgen gør jeg det bedre, lovede hun sig selv men næste dag væltede det hele igen. Det var som en fælde, hun ikke kunne bryde.
Med tiden opgav hun at mødes med familien, undgik at høre om Annas liv. Hun byggede en mur omkring sig. Til sidst begyndte livet mærkeligt nok at ændre sig til det bedre.
Først fik hun et arbejde ikke prangende, men stabilt og ordentligt betalt. Hun opdagede, at hun faktisk kunne fungere blandt andre. Hver dag gik hun hjem med følelsen af, at hun havde udrettet noget.
Så mødte hun Mads, helt tilfældigt på et lille bageri tæt på arbejdet. Han var slet ikke som de fyre, hun plejede at omgås rolig, jordbunden, ikke opsat på at imponere. Sammen oplevede hun for første gang på mange år at slappe af og bare være sig selv.
Langsomt tog hun hul på drømmene små, hverdagsagtige mål: en ferie, et nyt sprog, måske en lidt bedre lejlighed.
Men så ringede moren en aften, stemningen underlig trykket:
Frida, du må komme hjem. Vi skal tale sammen.
Forældrene sad alvorlige og ventede. Moren tøvede, men sagde det til sidst:
Anna kan ikke få børn. Lægerne siger, det næsten er umuligt.
Rummet blev stille. Frida mærkede både medfølelse, vrede, forvirring. Men lige dér tændtes det gamle, uvilkårlige instinkt: Hvor Anna blev forhindret, måtte hun gøre modsat.
Ikke et år efter fødte Frida sit første barn. Snart det næste. Hun elskede dem, smilede glædesstrålende over deres første ord og skridt. Men bag alt gemte sig tanken: Nu kan jeg endelig ikke forveksles med Anna. Jeg har noget, hun aldrig får.
Hun vidste godt, at det var forkert at bygge sit liv op på kontrasten til søsteren. Men hun prøvede hele tiden at overbevise sig selv: Det her er for min skyld. Det var mit valg.
Alligevel nagede fornemmelsen: Hvis ikke hun havde hørt den forfærdelige besked om Anna, var hendes vej måske blevet en anden
***
Anna lyttede med alvorlig mine, da hendes mor fortalte om Fridas seneste udfordringer. En umiskendelig blanding af bekymring og modløshed lå i stemmen; hun anede ikke længere, hvordan hun kunne hjælpe sin yngste datter.
Da moren var færdig, svarede Anna stille, men bestemt:
Mor, tal aldrig om mig, når du er sammen med Frida.
Men hvorfor, Anna? I er jo søstre…
Anna trak vejret dybt. Denne beslutning var ikke ny hun havde tænkt grundigt over det længe.
Hun gør alt for ikke at ligne mig. Hver eneste gang hun hører om mine resultater, føles det, som om hun for alt i verden må gøre det stik modsatte. Hvis hun skal finde sig selv, må hun glemme mig.
Moren så på hende; vantro, men også med et håbefuldt glimt.
Kan det virkelig hjælpe?
Jeg ved det ikke, svarede Anna ærligt. Men intet andet har virket. Måske, hvis hun endelig får lov at være sig selv, slår hun rod i sit eget liv.
Moren nikkede langsomt. Selv om det gjorde ondt, måtte hun prøve. Hun begyndte bevidst at droppe sammenligninger og snakke kun med Frida om det, der gjaldt hende selv.
Anna holdt sig også væk, ringede ikke, blandede sig ikke selv om det smertede.
***
Senere, efter at Mads havde insisteret, begyndte Frida for alvor at tale med en professionel psykolog. Små skridt ad gangen bevægede hun sig imod et liv uden den evige skygge af sin søster et liv, der endelig blev hendes helt eget.
