Det er ledigt Signe løfter blikket og sender et lille smil.
Smilet kommer naturligt, som om hun har gjort det hele sit liv, og ikke noget hun først har øvet sig på det sidste døgn.
Emil Kristensen, præsenterer manden sig og sætter sig ned. Finansiel rådgiver.
Han taler roligt, uden pres. Han lader ikke blikket glide hen over hendes bare skuldre, som så mange andre denne aften, men ser hende direkte i øjnene.
Signe, svarer hun. Jeg underviser. Når det kan lade sig gøre.
Når det kan lade sig gøre det er ærligt, nikker Emil. Så du ved, hvad tid er værd.
Tjeneren sætter vinene foran dem. Musikken fylder igen salen, samtalerne vender tilbage men med en anden stemning nu. Mere dæmpede. Med blik, der hele tiden søger hen mod hende.
Signe mærker det. Det gør hende ikke utilpas. Snarere overrasket.
Jeres smykker Emil læner sig lidt frem. Er de håndlavede?
Ja.
Det kan man tydeligt se. Nu om dage er alt enten masseproduceret eller prangende. Men det der har karakter.
Signe smiler.
Karakter. Det var længe siden nogen havde brugt det ord om hende.
Martin nærmer sig efter omtrent ti minutter. Først stopper han et par skridt derfra, som om han ikke tror sine egne øjne. Så sætter han et anstrengt smil på.
Signe du kom alligevel.
Hans blik ryger straks hen på Emil. Hurtigt. Vurderende.
Ja, siger hun roligt. Jeg ændrede mening.
Og hvem er han?
Den tone hans stemme får, kender Signe alt for godt. Den ejerfornemmelse.
Emil Kristensen, manden rejser sig og rækker hånden frem. Vi har lige mødt hinanden.
Håndtrykket er kort og fast.
Martin ser væk først.
Øhm han rømmer sig. Jeg er glad for at se, du har det godt.
Jeg har altid haft det godt, Martin, siger Signe stille. Du har bare ikke kigget i lang tid.
Han vil sige noget, men flere folk kommer over. Så endnu flere.
Spørgsmål om smykkerne, hvor hun har lært det, om man kan bestille et lignende sæt.
Emil bliver stående ved siden af hende uden at spille beskytter eller tage hendes plads. Han bare er der.
Martin cirkler nervøst rundt i salen. Forsvinder og dukker op igen.
Hans kolleger ser på Signe med den respekt, Martin har prøvet at opnå hele aftenen.
Er det din kone? hører han en sige lavmælt bag sig. Det havde jeg aldrig gættet.
Senere, da desserten kommer ind, siger Emil:
Tilgiv min ærlighed. Du står ved en skillevej. Enten går man tilbage, eller også går man fremad. De fleste vælger at gå tilbage det er lettere.
Og du? spørger Signe.
Jeg går altid fremad. Derfor har jeg to gange startet forfra med ingenting. Og derfor har jeg også været skilt to gange.
Signe ler.
Ikke af høflighed, men ægte.
Ved du, siger hun, i dag gik det op for mig, at jeg i alle årene kun har levet i udkast.
Så er det tid til færdig version.
Da selskabet slutter, indhenter Martin hende ved udgangen.
Signe, vent. Vi må snakke sammen.
Hun ser på ham uden vrede. Uden fornærmelse.
Som man ser på en, der blev i et andet liv.
Jeg lytter.
Jeg gik over stregen. Det med at jeg var flov det var presset. Den nye stilling, forventningerne du forstår vel.
Jeg forstår, nikker hun. Du blev bange for, at jeg ville minde dig om, hvem du egentlig er.
Han bliver bleg.
Hvad mener du?
Du er ikke flov over mig. Du skammer dig over, at du uden mig føler dig tom.
Hun siger det roligt. Og netop derfor rammer det så hårdt.
Signe, hvad vil du? Skal vi skilles?
Hun ser ind i salen borde, der bliver taget ned, latteren, der dør ud, aftenen hvor hun var sig selv igen.
Nej. Jeg vil have respekt.
Hun tager halskæden af og lægger den nænsomt i hans hånd.
Det her er ikke til folk, der skammer sig.
Han bliver stående, med den kolde vægt af den blå sten i hånden.
En uge senere ringer hendes telefon.
Først en butik for unikke smykker. Så en til. Så et galleri.
Vi har fået dit nummer anbefalet. De siger, du laver noget særligt.
Helene griner i røret, Eva lægger planer.
Signe sidder ved bordet, sorterer perler og mærker noget inden i sig, der for længst er knækket, langsomt rejse sig igen.
Martin prøver at være opmærksom. Kommer med blomster. Siger: “I dag ser du smuk ud.”
Men det virker ikke længere.
Jeg har indgivet ansøgning om skilsmisse, siger hun en aften, mens børnene laver lektier.
På grund af receptionen? spørger han hæst.
Nej. På grund af de tolv år, hvor jeg slet ikke var der.
Han siger ingenting.
For første gang virkelig.
En måned senere sidder Signe igen på restaurant langs havnen.
Ikke til fest til forretningsmøde.
Overfor hende sidder Emil. Allerede partner.
Ved du, siger han, jeg er glad for, du valgte at komme den aften.
Det er jeg også, smiler Signe.
— Det er frit — Nadja løftede blikket og smilede svagt.
