Astrid trak langsomt et sort kjole ud af skabet, hang det drømmende på dørhåndtaget, så hun kunne se det i det ellers tågede spejl. Så tog hun det ned, holdt det op foran sig, stillede sig lidt på tæer og så sig selv gennem glasset, som om hun kiggede gennem et vindue ned til en fremmed. Hun gik et par skridt i tanken, lagde kjolen tilbage den var fin, ikke for kort, ikke for lang, elegant men ikke præstegtig hun havde købt den på udsalg i Magasin for tre år siden, bare haft den på to gange. Hun følte sig immer lidt stærkere i det, som hendes skygge strakte sig i et underligt lys i entreen.
Mads? lød hendes stemme svagt ind fra badeværelset ud i køkkenet, hvor virkeligheden var anderledes skarp. Kommer du med?
Hendes mand stod der i åbningsfeltet, som om han var gledet ind i billedet. 44 år gammel, ikke slank, ikke bred, med den der stædige skægstub, han kaldte skabende kaos. Han så flygtigt på kjolen, på Astrid, så igen på kjolen, og nikkede, mens han sippede til sin te.
Er det nødvendigt?
Nej, men jeg spørger bare.
Hun havde selv inviteret ham for to uger siden, da planerne om firmafesten blev til virkelighed under kaffepausen i afdelingen. Kom nu med vi tager en taxa begge veje, du slipper for at lave mad, og der kommer gode folk! havde hun sagt, og han havde trukket lidt på smilebåndet Mads havde altid haft et anstrengt forhold til ordet firmafest, som om det smagte lidt for meget af leverpostej og regler. Men han sagde okay. Fordi hun gerne ville.
Og Astrid ville virkelig mest, uden helt at kunne forklare hvorfor, for at vise, at hun ikke bare var alene, for ikke at være den eneste kvinde uden en ring på fingeren, ikke give Anna fra regnskab det blik, der altid sad fast i hjørnet af øjnene.
Jeg tager med, sagde Mads. Bare skulle være helt sikker.
Fint.
Hun rodede efter ørepynt i smykkeskrinet. Perleøreringe arvet fra mor eller guld, der var mere larmende? Hun valgte perlerne. Håret lagde sig pænt uden at hun gjorde noget. Sådan en drømmedag hvor ting bare passer, uden hun vidste hvordan.
Hvornår skal vi afsted? spurgte Mads over spisekammerets usynlige grænse.
Taxaen er bestilt til kvart i syv.
Okay.
Han stod klar i gangen klokken tredive minutter før i den mørkeblå habitjakke, som han kun havde brugt, da hans bror blev gift. Den var for bred i skuldrene, men Astrid sagde ingenting. Det vigtigste var, at han havde taget den på. At han kom med.
Taxaen var stille. Udenfor gled København forbi grå, tør, frostkager af sne langs fortovene. Mads rullede gennem Instagram uden lyd, mens Astrid prøvede at finde sin plads blandt spejlvendte refleksioner i gadernes glans.
Hun huskede, da hun ringede til ham på sin frokostpause for to uger siden printeren i baggrunden, P4 i radioen blafrede med vinduet på klem. Firmafest d. 12. tager du med mig? spurgte hun. Pause. Er det nødvendigt? Nej. Men jeg vil gerne. Pause. Okay. Sådan. Bare: okay.
Resten af dagene spurgte hun, om han havde husket det. Det havde han. På festen sagde han ikke noget, men klokken seks-førende på aftenen stod han ved døren, halvdelen af hans skjorte i lyset, halvdelen i skyggen.
Det varer højst tre-fire timer, sagde hun.
Fint.
Folk er rare, du kan bare tage det roligt.
Jeg tager det roligt.
Jeg siger det bare.
Jeg hører dig.
Chaufføren var ung, én AirPod i øret, den anden svingende som en drømmefanger. Han blandede sig ikke. Nogle taxa-chauffører er snakkesalige, men denne var kun et baggrundsbillede.
Har du spist? spurgte hun.
Lavede mig en mad.
En mad. Tre timer før gourmet.
Jeg var sulten.
Godt, mumlede Astrid bare.
Han lagde telefonen væk, så på byen, ansigtet velkendt i tusind lag. 14 år så ved man, hvordan én ser ud i et taxa-vindue. Lidt frem, lidt ned, ind i et sted, hvor man ikke kan nå.
Er der lege og quizzer? spurgte Mads.
Nok. Jeg melder mig ikke.
Smart.
Du behøver heller ikke.
Det gør jeg heller ikke.
Restauranten hed Edens Have og lå tredje sal over et stormagasin ved Nørreport. Alligevel blev Astrid altid forundret over idéen om Paradis over dametøj og husholdning. Men maden var god; etagerne bløde, store borde dækket med hvide duge.
Op ad trappen gik kolleger fra HR og regnskab, Marie og hendes lyshårede mand, Anna fra regnskab hvis navn Astrid kun husker, når hun skriver under på lønsedler. Nikkede mod hinanden, som statuer på Københavns Rådhus.
Dine kollegaer? spurgte Mads.
Marie fra kontoret. Stilfærdig.
Fint.
Duften af parfume blandet med vin og stearin, som den kun kan gøre til julefrokoster og konfirmationer. Bordene var stillet op i U-form, navneskilte, små nisser og stjerner stadig tilbage fra december, tankede stemningen op.
Kollegaerne summede allerede. Anna i knaldrødt med mand, høj og tavs som en revisor. Simon fra IT, der trak sin kone gennem rummet hun lignede én, der hellere ville løbe sin vej. Chefen Birgitte stod i døren, smil vinkende som om alles lykke var hendes ansvar.
Astrid! smilte Birgitte bredt. Og du har din mand med, hvor hyggeligt! Hun rakte hånden ud. Mads, ikke? Jeg har hørt om dig.
Noget godt? spurgte Mads.
Naturligvis, fniste Birgitte.
Astrid åndede lettet op. Det kørte.
De satte sig. Astrid ved siden af Laura fra Økonomi, sin gamle veninde. Mads overfor, ved siden af Lauras mand, Jesper, håndværker, en af dem, der kan snakke med alle.
Første gang du er med! sagde Jesper straks, stadig i gang med at trække sin stol ud. Astrid har altid været solo ellers.
Hun har aldrig spurgt før, sagde Mads.
Godt, at hun gjorde! Jesper.
Mads.
Hvad laver du så? spurgte Jesper.
Indretningsarkitekt. Mest lejligheder. Nogle gange butikker.
Perfekt! Vi har netop et projekt nu, kunden siger skandinavisk men aner ikke, hvad det betyder.
Sædvanligt, nikkede Mads.
Hvordan løser du sådan noget?
Jeg spørger, hvordan de vil leve, ikke hvordan de vil have det til at se ud. Det hjælper.
Jesper klukkede.
Finder du altid svaret?
Næsten. Nogle gange vil folk bare ikke vide, hvordan de selv vil leve.
De grinede. Mads blev mere levende, som om han først nu trådte helt ud af passagerens plads i drømmen. De snakkede løs, Jesper viste billeder på mobilen, Astrid talte med Laura i små, bløde sætninger.
Fin begyndelse, mumlede Laura til Astrid.
Ja, indtil nu.
Anna spurgte allerede efter din mand. Jeg svarede: han er her. Ingen panik.
Astrid grinede:
Hvornår nåede hun det?
Mens du hængte dit frakke.
Hun er hurtig.
Hun er ALTID hurtig. Så du hendes kjole? Rød med kæmpe udskæring. Til firmafest!
Tja. Hendes ret.
Ingen dom, kun observation!
Laura var sådan så alt, holdt det for sig selv, fortalte kun Astrid, hun vidste at Astrid bare ville lytte og smile.
De drak lidt. Snacks: sild i laksetartar, små blinis, sprøde nødder. Astrid spiste forsigtigt firmafest var arbejde, ikke fest. Aldrig helt afslappet.
Inde ved siden af sad Birgitte og talte intenst med den nye fra HR. Han nikkede, men smilede indad mod noget usynligt.
Hvordan gik din kvartalsrapport? spurgte Laura.
Klar fredag. Ingen sure opstød.
Heldige dig. Birgitte fandt tre fejl hos mig. Men kun to var mine!
Sagde du det?
Jeg? Laura kiggede på Astrid. Naturligvis ikke!
Astrid nikkede. Det lå i drømmelogikken.
Omkring ni dukkede konferencieren op en kvinde i midt-30erne med glidecreme smil og mikrofon. Legene begyndte. Astrid gættede tre kolleger ud fra billeder af dem som børn og modtog et miniature-duftlys som pris.
Så skal du til yoga! lo Laura.
Måske.
Mads sad overhovedet ikke i vejen for alt det, han kedede sig ikke, lod bare være med at deltage han havde aldrig gidet den slags, og Astrid havde aldrig bedt ham. Han sad med Jesper, diskuterede træsorter, og sidenhen kom der én til måske Annas mand.
Alle tegn pegede på en stillfærdig aften. Astrid begyndte at falde i søvn i sin egen drøm.
Hovedretten kom: bøf, kylling, noget med svampe. Astrid tog kylling bøf virkede for storslået. Ved nabobordet sang de allerede 80er-hits. Musikken løsnede stemningen i rummet, tiden kom i bølger.
Astrid rejste sig for at gå ud, men hendes blik kørte væk fra bordet, som om hun gled langs væggen, ned mod Mads, der ikke længere sad der.
Han stod oppe ved væggen. Ikke alene.
Ved hans side stod en ung kvinde, mørkt hår, skinnende linjer på skuldrene palietter eller stjernestøv hun havde set hende på gangen engang. De talte tæt sammen, Astrid så profilen, hans smil. Det var ikke et hverdags-smil.
Ikke ét, hun fik derhjemme.
Hun blev stående, en sekund-livstid, så gik hun på dametoilettet. Der var stille bortset fra lyden af rindende vand. Et spejl dækkede næsten hele væggen. Astrid kiggede på papirtynde refleksioner sort kjole, perler, hår på rette plads. Det så rigtigt ud.
Ud af kabinen kom en kvinde ikke fra deres arrangement, men fra noget andet parallelt, et andet lag i drømmen. Længere mørkt hår, grøn kjole, smilte venligt over skuldrene.
Sikke et flot kjole, sagde hun.
Tak.
Sort er altid godt.
Hun forsvandt som en skygge. Astrid blev og stirrede ud i intetheden. Pludselig havde hun mest af alt lyst til at komme hjem, smide kjolen, perlerne, gå i bad, og lægge sig under den tunge dyne sammen med Sofus, katten.
Hun åbnede taxa-appen. Indtastede sin adresse så slettede hun den igen.
Hun skyllede lidt koldt vand på halsen, lagde smerten bag sig. Det var bare en samtale, intet andet. Unge, kønne kvinder snakkede med Mads, han havde aldrig gjort sig skyldig i andet end høflighed. Men smilet…
Astrid kunne vende sådan noget væk hun havde lært at lægge tanker på en mental hylde: Ikke nu. Ikke her. Måske senere. Måske aldrig.
Hun ordnede perlerne ved øret. Gik ud.
Mads var tilbage, kvinden var pist væk.
Hvor var du? spurgte han.
Toilet.
Okay.
Desserten blev serveret, lagkage med chokolade og hasselnødder en rigtig lagkage, ikke et af de billige brød. Hun talte med Laura om forårstur, Jesper ville gerne i Lalandia, Laura bare ligge ved havet.
Hvad med dig og Mads, har I ferieplaner?
Astrid sukkede drømmende.
Ikke endnu.
Du kender det! Vi siger altid måske og ender med ikke at komme afsted. Snak med ham.
Astrid nikkede. Lagkagen forsvandt som sand.
Mads åd sin på ti sekunder, efter at have ladt den stå i ti minutter. Jesper fortalte jer om bilen, Mads lyttede, lod blikket sidde fast i noget, han kendte.
Astrid satte sig som tilskuerr og betragtede ham. Aftenens lunefulde normalitet glimtede: Mads snakker om alt og intet, spiser kagestykker. En almindelig aften bare ikke hjemme.
Konferencieren trådte frem igen:
Kære alle, dansetid! Ud på gulvet.
Astrid dansede aldrig til firmafester. Hun så Anna hive sin revisor-mand op, Simon fra IT kæmpe sig gennem rytmen med ærlig vilje.
Skal vi? spurgte Mads uventet.
Du plejer aldrig…
Bare en enkelt.
Hvorfor nu?
Musikken er god.
Han holdt øjnene fast i hendes, uforklarligt, uvant.
Okay, sagde hun.
De gik sammen ud i midten. Musikken flød. Han lagde hånden på ryggen af hende, på den måde han altid gjorde, og de svajede en anelse, drev frit rundt i roligt tempo.
Udmærket firmafest, brummede han i hendes øre.
Altid ret, svarede hun.
Ja.
Astrid kiggede hen over hans skulder og så paillet-pigen danse grinende med én fra sit eget bord. Hun slap billedet, lod det glide ind i rummet.
Koldt udenfor, sagde han.
Februar i Danmark.
Snart kommer foråret.
Ja.
Elsker du foråret?
Hun trak sig lidt væk, så ham ind i drømmeskæret.
Du ved det. Isen forsvinder, jorden bliver vågen og jeg kan gå uden hue.
Du fryser altid først.
Ja, men jeg gør det alligevel.
Musikken fortsatte. Svingende, så de blev båret rundt, som små både i drømmesøens overflade. Så blev det for vildt, og de gik til bordet igen.
Omkring elleve forduftede de fleste. Astrid sagde farvel til Birgitte, der var halvvissen af hvidvin. En rullende omfavnelse. Kram til Laura:
Vi snakkes i næste uge!
Husk at nævne ferie!
Mads og Jesper udvekslede numre. Deres kontakt gled ind i telefonen som en blomst i en vase. Marie vinkede træt, manden stod allerede med frakken.
I garderoben hjalp Mads hende i frakken som altid, i en drømmens mekaniske elegance.
Københavns luft krøb ind mellem bygninger. Februar holdt fast.
Skal jeg bestille taxa? spurgte Mads.
Ja.
De stod udenfor. En kollegagruppe passerede, vinkede. Astrid vinkede tilbage.
Du… Hende pige der, jeg talte med, ved væggen. Så du det? spurgte han pludseligt.
Hun trak vejret dybt:
Jeg så.
Hun spurgte til indretning. Skal ha lavet om derhjemme, bad om et kort. Jeg gav hende mit.
Klart.
Du har det okay med det?
Alt fint, sagde Astrid.
Han kiggede på hende. Gadelampen lagde en stribe skygge over hans ansigt.
Astrid.
Hm?
Er du sikker?
Hun puttede hænderne i lommerne. Bilen bølgede frem gennem den drømmegrå kulde.
Jeg er okay, sagde hun.
Taxaen gled op. Mads holdt døren for hende. Astrid satte sig, så over skulderen efter drømmepigen, men hun var allerede opløst i mængden. Mads satte sig ind, sagde adressen. Denne chauffør var ældre, sagde intet, spillede ikke radio. Nåltrådene af fyrrenål luften i bilen gjorde det hele lidt mindre virkeligt.
Byen var en anden om natten. De samme gader, men fri, glinsende, og ude af takt. Lygtepæle og vinduer, fodgængere, februar sneen lyste nærmest helt eventyrligt hvidt.
Jesper er en fin mand, sagde Mads.
Det er han.
Han nævnte et projekt på Amager. Kan blive godt, hvis det bliver til noget.
Fint.
Kunden vil gerne have nordisk stil. Jeg sagde: Det er nemt at sige, men er ikke altid det samme for alle. Man skal forstå, hvordan folk vil leve, ikke bare, hvad de siger.
Hvad sagde Jesper?
Han grinede. Sagde: Så må DU gå i gang.
Astrid nikkede.
Så tror han allerede, du har ordnet det.
Vi får se. Han faldt hen. Var du glad for, at vi tog af sted?
Astrid lod byens lys flyde forbi.
Jeg er glad, svarede hun.
Sandt nok.
Derhjemme stod Sofus klar, hans små bløde poter gled hen over fodlisten, først op ad Astrid, så, mere nølende, op ad Mads. Astrid hængte frakken, skiftede til hjemmesko.
Skal jeg lave te? spurgte Mads.
Måske ikke i dag.
Jeg laver en kop hvis nu du fortryder.
Han forsvandt mod køkkenet. Astrid kiggede på sin skygge i spejlet sort kjole, perler. Tog øreringene ud, lagde dem i æsken. Mor havde altid sagt: Gå ud blandt folk, så du ser godt ud det gør noget for din ryg. Måske passede det.
Sofus så på hende, katteblikket dybt, som om han vidste, noget skete, uden at vide hvad. Et blødt nik.
Alt er fint, sagde Astrid.
Katten blinkede langsomt.
Hun gik ind, satte sig på sengen. Tog skoene af, lod hælene stikke bagud som i drøm. Køkkenet duftede af mynte.
Astrid så det for sig, som en drømmefilm bag panden: Mads ved væggen, paillet-pigen, det smil hun ikke kendte, eller ikke huskede.
Var det bare en samtale? Hun mente det, men kniven inde i maven blendede videre. Ikke jalousi, ikke helt, bare dette lille, stikkende hvad er nok? Hun havde sjældent spurgt sig selv før.
Mads kom ind med to kopper, den ene satte han ved hende, den anden holdt han med begge hænder.
Træt?
Lidt.
Gjorde skoene ondt?
Nej, dejlige sko.
Han nikkede, holdt koppen. Astrid så på ham: 44 år, stædig stub, blå jakke. Kendte hans måde at holde om tingene, hvordan han tav, når han ikke vidste, hvad han skulle sige. Kendte ham.
Men smilet det kendte hun ikke. Eller gjorde engang.
Mads? begyndte hun.
Hm?
Hun tøvede.
Hvornår var sidste gang, du rigtig glædede dig til noget med os ikke fordi du skulle, men fordi du ville?
Mads satte koppen fra sig.
Mindes hos Søren og Pia sidste nytår. Det var hyggeligt.
Det er længe siden.
Tiden løber. Tæl ikke dage.
Jeg tæller ikke. Jeg spørger bare.
Hans blik var intenst, næsten vågent for første gang den aften.
Astrid. Hvad er der galt?
Ingenting.
Er det pigen?
Nej.
Helt ærligt?
Mads, hun tog koppen, det er ikke hende.
Hvad så?
Hun drak, mærkede teen ramme som lys i mørket. 14 år… sukker, han vidste hvor meget.
Ikke noget særligt, sagde hun, endelig.
Han sagde intet.
Så du dig selv i spejlet i dag? spurgte han.
Hvad?
Du var smuk. Ville sige det, men glemte.
Astrid mødte hans blik.
Glemte.
Ja. Tåbeligt. Men du var flot.
Sofus sprang op i sengen, fandt plads ved fødderne.
Tak, mumlede Astrid.
Det var så lidt.
Hun drak resten af teen. Satte koppen.
Udenfor var februar stadig derude grå, frossen. Hverdagen kaldte: indkøb, arbejde, ting og mere ting alt det, der ikke fordufter.
Mads ville måske ringe til paillet-pigen i morgen, måske ikke. Måske blev det til noget, sandsynligvis ikke. Hun havde lært ikke at tro på skæverier ikke før, noget faktisk sker. Ikke tolke for meget. Bare leve lige nu.
Og lige nu: Han var taget med. Sad og snakkede. Hjalp med frakken. Lavede te.
Og sagde: du er smuk.
Var det sandt?
Hun tænkte over det. Kjolen var flot, hun vidste det. Men måske så han det rent faktisk i dag.
Mads, sagde hun.
Hm?
Glemte du virkelig at sige det, eller kom du først på det nu?
Der var tavshed.
Jeg glemte nok. Tænkte på det, mens jeg fandt din frakke. Så kom taxaen, alt gik i ring.
Hvad så du på?
Marie og hendes mand. De så ud som om, de ikke kunne holde hinanden ud, men alligevel blev sammen.
Astrid spurgte tøvende:
Hvorfor siger du det?
Bare en tanke.
Og så?
Ikke andet. Bare tanke.
Hun så på ham gennem mørket ikke helt mørke, for gadelampernes prisme sivede gennem gardinet. Mads lå på ryggen, stirrede op.
Har vi det godt, synes du? spurgte hun.
Lang pause.
Med dig er jeg… tryg, sagde han til sidst.
Det er ikke det samme som godt.
Trygt er også godt. Ikke fyrværkeri hver dag, men heller ikke brand. Det er solidt. Dårligt?
Astrid tænkte sig om.
Ikke dårligt. Bare… engang i mellem ville jeg ønske, du selv tog initiativet. At du selv sagde det.
Jeg sagde det i dag.
Ja.
Vil du have, jeg siger det hver dag?
Nej. Bare indimellem, når du mener det. Ikke af pligt.
Mads nikkede.
Fint.
Fint?
Jeg skal nok.
Astrid tav, Sofus rullede sig sammen ved fødderne. En bils lyskegle gled over loftet og væk.
Hun lagde sig. Mads slukkede lyset.
Astrid lå i mørket og tænkte ikke på paillet-pigen, ikke på smilet, ikke på fortiden. Kun på, at hun selv havde spurgt, selv havde insisteret. Og han havde sagt ja.
Og havde set hende. Og sagt det højt.
Det var noget. Ikke alt. Men noget.
Mads, hviskede hun.
Ja? halvt i søvn.
Lad det være dig, der foreslår næste gang.
Pause.
Okay.
Jeg mener det.
Astrid, okay, lover det.
Hun lukkede øjnene.
Sofus trak vejret i et roligt, levende tempo under tæppet.
Astrid vidste ikke, hvad der ville ske. Fremtiden kunne ikke ses i spejlet job, penge, ham selv. Livet skiftede: forudsigeligt, så mærkeligt, sommetider skarpt, sommetider blidt.
Men nu var der varme. Og myntete. Og han sagde smuk.
For i nat var det nok.
Hun gled ind i søvnen.
Og der hang kjolen stadig, sort og glinsende, på skabet, og ventede på, at drømmen kom igen.
