At svigte og blive svigtet
Jeg trådte ind i lejligheden, smed skoene af i entreen og rakte armene op over hovedet for at løsne ryggen, som føltes helt stiv. Dagen havde været tung at slæbe sig igennem. Allerede fra morgenstunden blev jeg bombarderet med hastende rettelser til projektet; jeg havde måttet lave om på færdige afsnit flere gange. Derefter fulgte en lang række møder, hvor alle mente, deres idéer var de eneste rigtige og som absolut skulle gennemføres straks. Over det hele voksede deadline som et Damoklessværd det føltes, som om tiden hele tiden blev jaget bagfra. Den eneste tanke, der holdt mig kørende, var, at jeg snart kunne tage et langt bad, brygge mig en kop stærk te og forsvinde ind i en bog, bare en halv time væk fra alt andet.
I det fjerne lød den velkendte summen af en computer. Med trætte skridt gik jeg mod værelset, hvor lyden kom fra.
Karen, er du hjemme? råbte jeg lidt højt, idet jeg nærmede mig.
Ingen svarede. Min pande rynkede sig en anelse. Måske kunne hun bare ikke høre mig for al larmen.
Da jeg trådte ind, frøs jeg et øjeblik. Billedet, der mødte mig, var mærkeligt allerede ved første øjekast. Karen sad bøjet over min arbejdsplads ved computeren, og en USB-stick stak ud af computeren imens vinduet til overførsel af filer lyste op på skærmen. Hendes kropsholdning var anspændt, som om hun forsøgte at gøre sig usynlig. Da hun så mig, fløj hun op med et sæt, og mit hjerte satte farten op.
Hvad laver du? spurgte jeg, mens jeg prøvede at holde min stemme rolig.
Karen fór sammen og lukkede lynhurtigt filvinduet.
Bare ikke noget særligt. Ledte bare efter noget, sagde hun forsøgsvis afslappet, men hendes stemme dirrede.
Jeg tog et par skridt ind i rummet, og uroen voksede i maven.
Efter hvad? Du ved jo, at det kun er arbejdsting, jeg har liggende der. Hvad ledte du efter?
Hun vendte sig brat om. Hendes øjne lynede ildevarslende.
Skal jeg nu virkelig stå til regnskab for hvert et skridt jeg tager? Der gik panik i hendes stemme, blikket flakkede.
Det føltes mærkeligt, at hun reagerede så voldsomt. Det var jo min computer, min arbejdsplads. Og den var jo låst. Hvordan var hun egentlig kommet ind?
Du skal ikke stå til regnskab, svarede jeg sagte, men det er altså min arbejdscomputer, Karen. Hvad ville du kopiere?
Hvad som helst! råbte hun, stemmen var nu hård og brysk. Kan du ikke bare lade være med at blande dig?
Selvfølgelig kan jeg ikke det, sagde jeg stille, men fast. Det er mine projekter, Karen. Du har ingen ret til bare at rode rundt i mine ting uden at spørge først!
Hold nu op med at spille hellig! afbrød hun mig og rejste sig pludseligt fra stolen. Det føltes, som om hun bevidst ville provokere mig og derefter gå sin vej uden at se sig tilbage. Du er jo aldrig hjemme alligevel! Min egen computer virker ikke, så jeg brugte din. Hvad gør det? Har jeg begået en forbrydelse?
Jeg bed tænderne sammen, selvom det næsten var umuligt ikke at hæve stemmen. Jeg anede, at samtalen hurtigt kunne udvikle sig til et drama, men nægtede at falde i den fælde.
Men du må ikke bare tage mine dokumenter, svarede jeg så neutralt, jeg kunne. Hvad var på den USB-stick?
Hun tav. Blikket blev tomt et øjeblik, som om hun vurderede, om det overhovedet kunne betale sig at lyve mere. Så sukkede hun dybt og sank skuldrene.
Det var det sidste projekt. Til Mads.
Til ham? Mener du det seriøst? Jeg stirrede vantro på hende. Efter alt, hvad han har udsat dig for?
Ja, mere seriøst bliver det ikke, svarede hun koldt og lagde armene over kors. Mads har problemer. Han mister sit arbejde, hvis ikke han får de her informationer. Det her job det får han aldrig igen.
Jeg tog et skridt tilbage, som om jeg forsøgte at beskytte mig fra hendes ord. Jeg kunne ikke fatte, at hun kunne gøre sådan. Vi havde jo levet sammen i tre år.
Og så hjælper du ham? På min bekostning?
Ja, sagde hun ligegyldigt og så væk. Jeg er træt af dig, kan du ikke forstå det? Du står stille livet kører forbi, og jeg har ingen del i det længere.
Jeg kom til at trække lidt på smilebåndet, men smilet rummede intet som helst af glæde.
Tror du, livet bliver bedre, hvis du stjæler mit arbejde?
Jeg stjæler ikke! Jeg hjælper nogen, der har brug for hjælp, vrissede hun og rettede ryggen, prøvende at finde noget stolt i sin rolle. Og han Mads, han har kun tænkt på mig hele tiden. Det sagde han selv!
Jeg rystede på hovedet. Det var næsten ikke til at begribe, at Karen stadig troede på den slags. Hun lod sig spille ud Anede hun virkelig ikke, at Mads brugte hende?
Det var derfor, du sprang til, uden at tænke på konsekvenserne? Tænker du, hvad det kunne have kostet mig? At jeg kunne være røget ud eller endda få en sag på halsen?
Tænker du nogensinde på mine følelser? råbte hun, stemmen var næsten desperat. Jeg sidder her alene! Du er altid på arbejde. Mads elsker mig! Han var så glad for at se mig! Jeg er ligeglad med, hvad der sker med dig, hører du det! Den eneste, jeg elsker, er Mads!
Jeg trådte et skridt væk igen. Hendes ord slog hårdere, end jeg havde været forberedt på. Så det var dét, det hele handlede om
Så tre år sammen kan du bare slette? Jeg var bare en midlertidig løsning?
Måske Ja, måske, nærmest råbte hun, endelig med alle følelser ude på tøjet. Hos ham mærkede jeg, at jeg levede! Hos dig jeg var bare et møbel.
Jeg knyttede hånden om USB-sticken, så plastikken blev varm i håndfladen. Jeg holdt fast ikke kun i det stykke plastik, men i resterne af det, vi havde haft.
Jeg arbejder for vores fremtid, sagde jeg med rolig stemme. For at kunne fri til dig, give os en ordentlig base
Min stemme brød næsten, men jeg holdt igen. Der blev tavst. Ikke roligt-stillet, men tungt fyldt med dét, der aldrig blev sagt.
En base? Karen lo tørt, ingen varme. Kun træthed. Jeg har ikke brug for det nu. Jeg har brug for at mærke, jeg betyder noget ikke om fem år, men nu.
Jeg kneb om sticken igen, mens hendes ord ramte mig hårdt. Vi havde levet i forskellige rytmer, talte nærmest to sprog. Jeg prøvede at finde ord, der ikke kun ville gøre alt værre
At stjæle mine filer får dig til at føle dig vigtig? spurgte jeg og forsøgte at lyde behersket. Forstår du overhovedet, hvad det kunne koste mig?
Det rager mig, svarede hun hårdt. Det eneste, der betyder noget, er, hvad der sker med Mads og mig.
Jeg stod og så på hende, men det var ikke Karen, jeg så. Ikke den Karen, som jeg havde tilbragt aftener, planer og fremtidsdrømme med
Ved du hvad? Jeg går nu. Indtil jeg finder ud af, om jeg overhovedet skal vende tilbage hvis jeg da gider, sagde hun og gik hurtigt mod soveværelset. Eller hvorfor skulle jeg overhovedet komme tilbage?
Hvor skal du hen? spurgte jeg, røg op for at stoppe hende, men hun var allerede på vej ud af døren.
Hen til Mads, råbte hun uden at se sig tilbage. Eller hvor jeg har lyst til at gå. Jeg er fri nu. Uden dine formaninger.
Døren smækkede bag hende, men hun tøvede ikke. Jeg sagde ikke noget. Jeg havde heller intet at sige.
Jeg blev bare stående midt i stuen, mens USB-sticken føltes tung og næsten brændende i min hånd. Jeg sank sammen i lænestolen og stirrede ud i den tomme entre. Tankerne myldrede, men ingen gav egentlig mening. Jeg vidste kun én ting: Det der var sket, kunne ikke gøres om. Der fandtes ikke magiske ord, der ville få alting på ret køl igen.
Natten gik. Jeg lå længe og vendte og drejede mig, gennemlevede hele samtalen med Karen igen og igen. Da jeg endelig faldt i søvn, var det kun i korte, urolige glimt, fyldt med brudstykker af hendes stemme og tomheden indeni. Jeg vågnede, tung i hovedet, som havde jeg slet ikke sovet.
Hele formiddagen samlede jeg Karens ting sammen tøj fra garderobeskabet, en bog på sofaen, makeup fra hylden i badeværelset, et halstørklæde ved døren. Jeg pakkede det hele omhyggeligt i papkasser uden at tænke for meget over, hvorfor jeg gjorde det. Da det hele var samlet, tapede jeg omhyggeligt kasserne til.
Sidst på eftermiddagen kørte jeg til Karens mors lejlighed. Hjertet bankede tungt, men jeg holdt mig i skindet. Trykkede på ringeklokken. Hendes mor åbnede hurtigt hun så overrasket ud over at se mig.
Martin? Hvad er der sket? spurgte hun, ægte undrende.
Uden at sige mere pegede jeg på kasserne på gulvet, forsøgte at skjule, hvor meget mine hænder rystede.
Det er Karens ting. Vil du sørge for, hun får dem? sagde jeg, stemmen flad, men uden at vige.
Men Hun bor da hos dig? Hun så på mig, på kasserne, søgte et svar i mit ansigt.
Ikke længere, svarede jeg kort. Farvel.
Jeg gik ned til bilen uden at se mig tilbage, men ud af bakspejlet kunne jeg se Karens mor stå i vinduet, fortabt. Jeg satte motoren i gang og kørte væk. Byen gled forbi, men jeg mærkede ingenting hverken lyskryds, skilte eller butikker. Alt var sløret, og inde i hovedet blev samtalen med Karen ved med at køre i ring.
På kontoret forsøgte jeg at være til stede og svare behjælpeligt på kollegaernes spørgsmål om weekender og sjove bemærkninger, men jeg følte mig fjern. Alt imens sad billedet af Karen for mig: hun, med tasken i hånden, det hårde jeg går. Jeg forsøgte at arbejde, men tankerne vendte tilbage til bruddet.
I frokostpausen besluttede jeg at gå udenfor. Måske ville luften gøre mig godt. Men byen Lyngby summede videre ufortrødent. Folk travede forbi, biler dyttede, butiksvinduer blinkede med tilbud. Jeg følte mig usynlig, som stod jeg bag glas.
Da jeg kom tilbage til kontoret, sendte jeg et blik til USB-sticken på bordet. Den så fuldstændig ligegyldig ud og dog var den blevet symbolet på alt, der var gået galt. Jeg rakte ud, tog den op, ventede et øjeblik og gik så over og smed den beslutsomt i skraldespanden.
I det samme trådte Anna ind, min kollega. Hun noterede sig hurtigt mit lille ritual, kiggede eftertænksomt på mig.
Martin, er alt okay? Der var oprigtig omsorg i hendes stemme.
Det går, forsøgte jeg at smile. Der er bare meget at lave.
Hvis du har brug for det, kan jeg hjælpe, sagde hun uden omsvøb og lagde nogle rapporter på mit bord. Her er tallene fra det sidste projekt. Du må sige til, hvis du mangler noget.
Stemningen blev pludselig mere kontrolleret og håndgribelig. Jeg prøvede at koncentrere mig om papiret om tallene som et anker i alt kaosset.
*************************
Karen havde travlt, da hun gik mod Mads lejlighed. I tankerne havde hun set det hele for sig: Mads ville tage imod hende, tage hende i sine arme og gentage, at de endelig skulle starte på et nyt liv sammen.
Hun stoppede et kort øjeblik foran Mads dør, trak vejret dybt og trykkede så på ringeklokken. Døren åbnede nærmest momentant. Mads stod i døråbningen kold, anspændt, med et blik der straks fik kuldegysningerne til at krybe op ad ryggen. Ikke et smil, ikke et hej kun et hårdt:
Har du det?
Hun stivnede overrasket. Det var ikke den modtagelse, hun havde forestillet sig.
Altså nej, fik hun fremstammet, Martin tog sticket tilbage. Jeg prøvede, men han opdagede det.
Straks forvred Mads ansigt sig. Uden et ord greb han hårdt om hendes arm og trak hende ind i entreen, hvor han smækkede døren bag sig.
Så du gjorde det ikke? hvæsede han lavt, Du kunne ikke engang klare sådan en lille ting?
Karen forsøgte at forklare:
Jeg prøvede Hun rev sig fri, men hans greb var hårdt, hans blik hånende.
Du prøvede, han gentog hendes ord med hån, Det er ikke nok bare at prøve, Karen. Du kan ikke bruges til noget som helst.
Hans ord ramte som et slag. Hun gispede, følte sig flov, ydmyget foran ham, hun havde idealiseret så højt.
Du sagde, du elskede mig at du aldrig har glemt mig forsøgte hun, selvom stemmen knækkede på halvvejen.
Mads grinede tørt uden varme, uden medfølelse. Det lød nærmest som hån.
Sagde jeg. Hvad så? Ord er gratis. Du troede på det? Godt klaret. Så er du endnu mere naiv, end jeg troede.
Du du kan ikke mene det Hun sank sammen i stående tilstand og forstod det pludselig: Hun havde kun været et middel til et mål.
Jeg skulle bruge filerne ikke dig, sagde han. Du var bare et redskab. Nu kan du godt gå.
Han gik over og åbnede døren på vid gab.
Ud.
Karen bevægede sig uden et ord ud på trappeopgangen. Døren smækkede bag hende, og hun stod tilbage, trykket op ad væggen mens tårerne begyndte at strømme.
Udenfor var det koldt og vådt. Lygterne spejlede sig i regnen på de sorte brosten. Karen gik bare, uden mål, uden at mærke kulden eller regnen. Alt det, hun havde troet på, alt hvad Mads havde sagt, lå nu knust ved fødderne af hende. Hans kølige, hånlige stemme klang hele tiden for hendes indre øre: Du kan ikke bruges til noget
Hun lod sig føre gennem byen uden bevidst mål. Tankerne var kaotiske, men én sandhed stod efterhånden lysende klart: Der var ingen vej tilbage. Alt, der havde været, var tabt.
Til sidst fandt hun sig selv i et lille cafe ude ved hovedvejen. Hun trådte nærmest mekanisk ind, bestilte te, satte sig ved vinduet og stirrede ud på de regnvåde ruder. Teen blev hurtigt kold, men hun rørte den ikke.
Billeder pressede sig på: Martin, som stod og så på hende, ikke med vrede, men med sorg den aften. Han havde ikke tryglet, råbt eller forsøgt at holde hende tilbage bare været der stilfærdigt, tavst. Og så Mads, hans kølige blik, de kolde ord. Følelsen overvældede hende: Han havde aldrig elsket hende.
Med rystende fingre fandt hun Martins nummer og trykkede opkald. Hendes hjerte galopperede, da tonerne gik igennem.
Hallo? Martins stemme lød distanceret og rolig.
Martin Hun kæmpede med ordene.
Pause. Han ventede blot.
Undskyld, fik hun til sidst hvisket. Jeg jeg ringer senere.
Hun lagde på. Stirrede på skærmen. Der var ikke mere at sige ikke nu. Hvad kunne hun overhovedet sige? Det var ikke Mads ikke engang omstændighederne men hende, Karen, der havde ødelagt det hele.
Teen var blevet helt kold. Hun lagde en 100-kronerseddel på bordet, langt mere end teen kostede, og gik ud i regnen igen.
Alt omkring hende fortsatte uden hende: Bilernes dæk larmede over våd asfalt, folk gik hastigt under paraplyer, butikkerne lyste, men det hele var uden betydning. Alt, hun havde troet på, var væk. Ingen Mads, ingen Martin, ingen illusioner tilbage. Kun hende og et tomrum.
Hun standsede ved et lyskryds. Så ud til begge sider. Hvor skulle hun gå hen? Tilbage til den gamle lejlighed? Men den var lejet ud. Hjem til moren, der ville kræve forklaringer, som Karen ikke havde? Eller bare gå videre, til hun ikke kunne mere?
Jeg ved det ikke.
