Røde sko i entreen
Mie, hvordan går det egentlig? Stine lød gennem telefonen som om hun både gik og tyggede på noget. Du har ikke skrevet i evigheder.
Det går, Mie pressede mobilen mod øret og vendte sig mod vinduet. På den anden side af togets ruder strakte sjaskvåde marker sig ud, grå og trykkede mod jorden af efterårsregn. Jeg er på vej hjem.
Før tid?
Ja, før tid.
Stine tav et sekund.
Ved Niels det?
Nej.
Endnu en lidt længere pause.
Mie, du skal lige ringe til ham og sige du er på vej.
Stine, jeg er da bare på vej hjem. Mit eget hjem. Hvorfor skal jeg advare nogen?
Stine sagde ikke mere. Mie så hende for sit indre blik, som om hun sad lige ved siden af rank ryg, stramme læber, et blik der altid ser mere end hun siger. Men Stine kunne ikke vide noget. Hun satte bare fingeren på det, før det skete.
Okay. Ring når du er hjemme.
Det lover jeg.
Mie stoppede mobilen i lommen på sin slidte, mørkeblå jakke. Den havde hun haft i flere år tidligere bemærkede hun den knap nok. Nu lagde hun mærke til alt.
Halvanden måned. Seksogfyrre dage i landsbyen Søholm, i huset hvor der lugtede af medicin og kattehår, hvor Hanne Kristensen bad om et glas vand lige idet Mie satte sig for at spise. Hvor man hver morgen skulle tænde op i brændeovnen, for gasfyret “var ikke helt til at stole på, og sønnike skulle kigge på det”, men sønnike kom aldrig. Ikke en eneste gang på seksogfyrre dage.
Mie havde en kage med hjem. Købt på banegården i Odense, hvor hun havde skiftet tog. Honningkage i en papæske bundet med en tynd snor. Niels kunne lide honningkage. Det slog hende foran montren hun købte den nærmest pr. automatik, kroppen huskede gamle vaner, selv om hovedet var helt udmattet.
Mie lagde panden mod det kolde glas. Markerne gled over i parcelhuskvarterer, byens udkant med garager og medtagede stakitter, så blev gaderne bredere, facaderne lysere.
Hjem.
Det havde engang betydet tryghed. Nu betød det bare ikke noget.
Hun tænkte meget på Søholm. Eller, hun kunne ikke holde op med at mærke stedet, lidt ligesom kroppen mærker en træt ryg efter en lang dag du sidder nu, men kroppen husker stadig.
Hanne Kristensen var ikke et dårligt menneske. Det var vigtigt at forstå. Hun var bare vant til en bestemt orden: dem fra familien, og så de andre. Sønnen “familiens”. Svigerdatteren aldrig. Datter blev Mie aldrig.
Den første uge prøvede Mie stadig. Lavede mad efter gamle opskrifter, hun havde fundet i en falmet notesbog. Redte puder, lige som svigermor havde vist hende. Tav, når Hanne fortalte om naboerne i timevis.
Du har saltet suppen for meget, sagde Hanne, uden at se på hende. Niels kan ikke lide for meget salt.
Jeg skal nok prøve næste gang.
Ja, gør det. Og husk at lukke vinduet om aftenen. I går lod du en sprække stå, jeg frøs hele natten.
Ja, selvfølgelig, Hanne.
Du kan bare kalde mig Hanne. Eller hvad du nu vil.
Efter tre uger holdt Mie op med at høre på ordene. De smeltede sammen til baggrundsstøj, som regnen eller knirkende gulvbrædder. Alt blev rutiner: tænde op, morgenmad, piller i korrekt rækkefølge, rengøring, frokost, en kort tur med Hanne hen til lågen, aftensmad, tvet drønnende alt for højt.
Corvalol. Den duft hænger stadig i alt. I gardinerne, sengetæppet på det lille værelse, endda i Mies tøj. Lugten af dråberne, Hanne tog som et dagligt ritual.
Niels ringede sjældent. Måske hver femte dag.
Hvordan har mor det?
Bedre. Hun går selv til køkkenet nu.
Godt. Du er en skat, Mie.
Niels, hvornår kommer du?
Snart. Jeg har travlt på arbejde.
Jeg har kun ferie to uger endnu.
Vi får det forlænget, bare rolig.
Han fik det “ordnet”. Mie fandt ud af det via en mail: HR meldte tilbage på vegne af hendes mand yderligere tre ugers orlov uden løn. Hun læste mailen to gange. Lukker så computeren og gik ud og kløvede brænde hænderne skulle lave noget.
Det føltes ikke som vrede. Bare noget køligt roligt, som is under skoene du ved, det er der, du tripper forsigtigt frem alligevel.
På dag 46 stod hun op før klokken seks, pakkede tasken og bestilte en taxa til stationen. Hanne sov stadig. Mie lagde en seddel på bordet: “Alt nødvendigt er i køleskabet. Piller til onsdag og torsdag ligger i den blå bøtte. God bedring.”
Ingen “pas på dig selv” eller “undskyld”. Bare fakta.
I taxaen gloede hun ud over markerne i morgengryet og mærkede kroppen langsomt smelte ud af ugerne i spænding. Skuldrene sænkede sig. Hun tænkte: nu tager jeg hjem, går under bruseren, tager mit eget tøj på, sover i min egen seng, og så falder tingene nok på plads.
Kagen stod på hendes skød. Snoren på æsken var blevet lidt skæv. Hun glattede den med en finger.
Toget stoppede. Hun tog tasken og gik ud.
Elevatoren kørte hende til ottende sal. Nøglerne fandt på automatik låsen, som gled let op, som altid.
Entredøren stod på klem, selvom Mie vidste, hun altid lukkede den helt.
Det første hun så: et par fremmede sko. Røde, med høje hæle og en gylden spænde i siden. Lille størrelse. Sirligt stillet med snuderne mod døren.
Hun stod stille i gangen. Hørte lyden af rindende vand ude fra køkkenet. Så fodtrin.
Hun trådte ind. En yngre kvinde, måske 30, stod i en blå frotté morgenkåbe. Mies egen kåbe. Den havde hun valgt sidste år, mørkeblå med små broderede margueritter på lommen.
Kvinden standsede, så op, de kiggede på hinanden et par sekunder.
Hvem er du? spurgte kvinden. Roligt, nærmest kun undrende.
Jeg bor her, sagde Mie. Stemmen var overraskende fast.
På køkkenbordet stod en flaske rødvin og to vinglas, det ene næsten tomt. På tallerkenen lidt parmaskinke.
Line! råbte en stemme fra soveværelset. Hvem er det?
Mandestemme. Niels.
Mie stillede kagen pænt på skabet i gangen. Gik ind til soveværelset.
Niels sad på sengen i joggingbukser og t-shirt, søvndrukken med mobilen i hånden. Løftede blikket, stirrede et øjeblik forvirret.
Mie? Du skulle jo først komme om tre uger …
Jeg tog hjem før tid.
Han satte sig op, rodede sig i håret.
Vent, jeg kan forklare
Gør det.
Han talte længe. Mie stod op ad væggen og så på ham. Så hvordan han valgte sine ord, hvordan han holdt pauser. Hun bemærkede det for første gang eller måske havde hun altid bemærket det, bare aldrig villet se det.
Et halvt år. Line arbejdede i virksomheden, hvor Niels fik gode kontrakter. Job blev til noget andet. Hanne vidste det. Synes det var klogt, “man skal holde forbindelser varme”, “det er godt for ham, at nogen støtter ham”.
Mor sagde, du var stærk, sagde Niels og så væk. At du godt kunne klare dig.
Klare hvad?
Han svarede ikke.
Lyden af fodtrin udenfor. Line gik et sted. Døren blev smækket til badeværelset.
Lejligheden står i mit navn, sagde Niels, som om det nu var blevet forretningssnak. Det ved du.
Det ved jeg.
Jeg ville ikke have, det endte sådan…
Niels, Mie afbrød ham lavmælt. Bare sig det: hvad så nu?
Han var tavs.
Dine ting ligger i poser derude. Jeg har pakket dem.
Hun kiggede ud. Tre store blå-IKEA poser stod der. I én kunne hun se konturen af den vinterjakke, i en anden, bøgerne.
Mie så på poserne. Så på kagen. Honningkagen, som han elskede.
Fint, sagde hun.
Hun tog to poser med. Den tredje måtte blive.
Jeg henter den senere.
Mie, han prøvede at sige mere.
Nej, det er ikke nødvendigt.
Hun gik ud i opgangen. Elevatoren tog hende ned. Udenfor regnede det som kun dansk efterår kan: småt, ligegyldigt. Hun gik ud på fortovet og standsede. Vidste ikke, hvor hun skulle nu.
Poserne stod ved hendes fødder. Skrigende blå, ufikse, alligevel utroligt tydelige.
Hun tog mobilen og ringede til Stine.
Mie? Hun tog den nærmest for hurtigt.
Er du hjemme?
Jeg er hjemme. Hvad sker der?
Må jeg komme forbi?
Kort pause.
Kom bare.
Stine boede ovre på Søndergade, i en tosals på tredje sal. Da Mie ringede på døren, åbnede hun nærmest med det samme. Så på poserne, den våde jakke, venindens ansigt.
Kom ind, sagde Stine. Jeg laver te.
Hun spurgte ikke til noget de første tredive minutter. Gav bare et håndklæde, en kop varm te, satte nogle småkager på bordet. Mie sad med begge hænder om koppen, de rystede let ikke af kulde, bare sådan.
Efter et stykke tid satte Stine sig over for hende.
Fortæl så.
Mie fortalte. Kort, præcist, uden udenomssnak. Stine lyttede uden at afbryde. Kun en enkelt gang, da Mie kom til poserne, sukkede hun lavt.
Hanne vidste det, sagde Mie. Hun sendte mig derop, så jeg ikke skulle se noget.
Jeg siger dig lige noget bliv ikke sur.
Sig det.
Allerede til jeres bryllup, så jeg det. Han så på dig som på noget praktisk, ikke noget elsket.
Mie sagde ikke noget.
Jeg sagde ikke noget, for … du virkede glad. Eller jeg troede, du var det.
Jeg ved ikke, om jeg var glad, svarede Mie stille. Nu ved jeg det ikke. Jeg gjorde bare, hvad jeg skulle. Arbejdede, lavede mad, passede hans mor.
Det hedder vaner, ikke lykke.
Hun svarede ikke. Tog et småkage, men spiste ikke, holdt bare om det.
Du bor bare her, sagde Stine. Ikke som et spørgsmål. Sætter feltsengen op i stuen.
Stine, jeg vil ikke tage plads.
Du har været min veninde i tyve år. Ti stille.
Mie nikkede. Lukkkede øjnene et øjeblik. Regnen trommede svagt udenfor her på tredje var det næsten hyggeligt.
Om natten sov hun ikke. Lå og stirrede op i loftet fra den lille feltseng. Stine snorkede tungt inde ved siden af en overraskende beroligende lyd, et anker af virkeligt liv.
Mie tænkte ikke på Niels. Hun tænkte på de røde sko i entreen. På hvordan de stod, med snuderne mod døren. På sin blå kåbe. På kagen hun satte og ikke tog med. Den stod stadig der. Til en der for længst var blevet en fremmed, uden hun havde opdaget det.
Om morgenen stod hun op klokken syv. Gik ud i køkkenet, satte vand over. Stine dukkede op klokken otte i krøllet pyjamas og uglet hår.
Har du sovet?
Lidt.
Spiser du noget?
Ikke rigtig.
Du skal. Stine åbnede køleskabet. Æg, skyr, hvad vil du have?
Stine …
Ja?
Jeg skal finde et job.
Veninden lukkede køleskabet og så på hende.
Du arbejder jo i regnskab.
Jeg fik orlov uden løn. Niels “ordnede det”. Jeg aner ikke hvordan, det skal jeg undersøge … og jeg ved ikke om jeg kan vende tilbage. Alle kender ham dér. Hans kontakter fik mig derind.
Jeg kan godt høre det. Stine tog lidt æg frem. Spis først. Så finder vi ud af noget.
De første uger var de hårdeste. Ikke fordi noget ændrede sig. Netop fordi det ikke gjorde. Mie vågnede, drak kaffe, ringede og skrev med HR, undersøgte job, spiste næsten ikke. Stine pressede ikke på, men holdt øje: en skål suppe, en besked om at brødet stod på bordet.
Om aftenen sad de i køkkenet. Stine fortalte om arbejdet, naboerne, små hverdagsdetaljer. Mie lyttede og tænkte: Livet fortsætter jo. Folk diskuterer parkering, laver aftensmad, ser serier. Verden gik ikke i stå. Kun noget i hende stod stille.
Niels sendte en sms efter en uge: “Vi kan diskutere skilsmissen fornuftigt. Jeg er indstillet på en aftale.” Hun svarede ikke. Stine fandt en advokat.
Advokaten var rutineret, gråhåret og saglig. Hun gennemgik papirerne.
Lejligheden er hans, det er korrekt. Er der fælles formue?
Bil. Sommerhus, jeg har del i det.
Vi undersøger det.
Mie forlod mødet med en følelse af, at noget var klaret. Ikke meget, men noget.
Hun gik et par kvarter igennem byen. Det var efterår, koldt og blæsende med våde blade i klynger på fortovene.
Hun lagde nærmest ikke mærke til, hvor hun gik, før hun stod på en ukendt sidegade. En lille butik midt mellem apotek og renseri. Et blomsterudsalg.
“Azalea”
Hun havde ikke tænkt sig at gå ind. Hun blev bare stående foran ruden. Der var små, uhøjtidelige buketter ikke store gavebuketter, men håndbundne, med grønt og tørret lavendel, asters med små bær. Nogle fine, gule blomster hun ikke kendte.
Hun gik ind.
Inde duftede der af jord og noget sødt, blomstret. Rummet var lille, hylder langs væggene, spande på gulvet.
Skal jeg hjælpe? spurgte en kvinde bag disken.
Hun var omkring tres år. Kort, mørkt hår, forklæde udenover tøjet.
Jeg kigger bare, svarede Mie.
Kig du bare, svarede kvinden og fortsatte med at klippe blomster.
Mie gik langsomt ned langs hylderne. Rettede en skæv stilk, som straks stod flottere.
Du kan det, kan jeg se, sagde kvinden uden at løfte hovedet.
Nej … jeg ser bare.
Du lagde mærke til, hvor den sad forkert mange rører bare ikke, eller vælter det hele.
Mie så på sine hænder.
Jeg vil gerne have denne, hun pegede på buketten med lavendel og krysantemum. Hvad koster den?
Fire hundrede og tyve kroner. Hvor kommer du fra?
Bare her fra området.
Kommer du ofte forbi?
Måske …
Kvinden pakkede buketten ind i papir, bandt den med bomuldssnor.
Nina, præsenterede hun sig.
Mie.
Kig ind, Mie. Også bare for at sige hej.
Mie tog buketten. Stod lidt udenfor og duftede til den. Krysantemum lugtede af efterår, lavendel af noget tørt og varmt.
For første gang føltes det bare en anelse lettere.
Hun gik igen forbi “Azalea” tre dage senere. Bare for at kigge.
Nina styrede en ny sending blomster ind. Åh, Mie hjælp gerne, hvis du har tid.
Hun havde tid. Hun hængte jakken og gik i gang.
Disse i det her spand. Klip skråt af forneden.
Sådan stod de i stilhed næsten tre kvarter. Mie klippede, Nina sorterede. Indimellem: Den er for slap, læg den her. Nej, sådan skal det gøres. Bedre!
Senere drak de te ude bagved.
Hvad laver du egentlig? spurgte Nina.
Revisor. Altså … var.
Var?
Søger nyt.
Nina tænkte sig om.
Jeg mangler hjælp et par timer dagligt. Min assistent blev gift og flyttede. Lønnen er ikke stor.
Ikke stor, hvor stor?
Nina nævnte summen. Omtrent halvanden gang mindre end Mie plejede at få.
Jeg tænker over det.
Gør du bare. Det her er ikke regnskab. Det er koldt om fingrene, ryggen værker, og kunderne kan være besværlige. Men hvis du kan lide det, hænger du fast.
Mie fortalte Stine om tilbuddet.
Du mener det?
Hun spurgte.
Mie, du har været revisor i tyve år.
Jeg ved det.
Og du vil stå og klippe stilke?
Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Men det var det eneste sted, hvor jeg følte mig okay de sidste uger. Ikke fordi jeg er sikker på at tage jobbet men der blev jeg lidt lettere.
Stine betragtede hende.
Der er du dig selv igen, sagde hun omsider.
Mie startede i “Azalea” ugen efter. Hun søgte stadig regnskabsjob parallelt, var til samtaler, fik faktisk et tilbud men ventede med at svare.
Men hver morgen mødte hun ind i den lille butik op med forklædet, på med arbejdet. Hun sorterede blomster, lærte navne, hørte Nina forklare: sådan er de forskellige sorter, denne holder længe, det her matcher med det, klip her.
Mie huskede alt. Når noget ikke fungerede, spurgte hun. Nina gentog tålmodigt.
Arbejdet var fysisk. Ømme hænder, kolde spande, duft af jord, skår fra rosetorne. Kunder: “Noget pænt, men jeg aner ikke hvad”, eller “En buket, der passer til enhver hvem ved til hvem?”
Men også det magiske: At forme en buket. Når hænderne lavede noget, skete der noget indeni hun tænkte ikke på Niels, advokat eller penge. Hun tænkte bare: denne grønne her, den gule lige dér.
En dag stod Nina bag hende.
Godt du kan høre rytmen.
Mærke hvad?
Når buketten begynder at leve. Mange lærer det ikke på årevis. Du fornemmer det.
Mie så ned hendes fingre blandede lilla valmuer med hvide blomster og mørkegrønne blade. Noget i det føltes rigtigt, uden hun helt kunne forklare det.
Hvor det kommer fra … Nina trak på skuldrene det ved jeg ikke. Enten er det der, eller også ikke.
I december stoppede Mie med at sende revisor-CVer. Det var en stille beslutning. Hun arbejdede nu fuldtid, Nina satte lønnen lidt op.
Om aftenen læste hun om blomster og så videoer. Meldte sig til et online kursus.
Du har kastet dig hovedkulds ud i det, sagde Stine. Er det godt eller bare et fristed?
Måske begge dele.
Ærligt svar.
Jeg er træt af at tænke på alt det, der skete. Når jeg arbejder med blomster, glemmer jeg det.
Og bagefter?
Så må vi se.
Skilsmissen gik igennem i februar. Advokaten fik lidt fra sommerhuset og bilen, som Mie straks solgte. Nu havde hun til at leje et lille værelse. Stine sagde, hun ikke skulle bekymre sig, men Mie insisterede.
Værelset lå på Vesterbrogade, hos en ældre dame. De hilste i entreen, ellers gik de udenom hinanden.
Aftenen efter hun flyttede ind, satte hun en lille restbukket på vindueskarmen to gule gerbera og noget grønt. Der duftede stadig lidt fremmed, men det begyndte at føles som hendes.
Foråret kom tidligt. Allerede i marts stak det af duften af våde fortove og første grønt. I “Azalea” kom der påskeliljer, tulipaner og alt det, folk køber om foråret. Arbejdet voksede. Mie var nu på fuldtid, ofte længere.
En aften bag lukkede døre sagde Nina:
Har du overvejet uddannelse for alvor? Jeg kender en god skole her i byen. Seks måneder, intensivt. Dyrt men seriøst.
Det har jeg ikke råd til.
Jeg hjælper dig. Betal tilbage, når du kan. Ingen stress.
Mie blev helt stille med viskestykket i hænderne.
Hvorfor?
Jeg fylder syvoghalvfjerds til september. Jeg driver butikken, fordi jeg elsker det. Men når jeg ser dig, ved jeg, at du har fundet noget vigtigt. Jeg gider ikke, at penge afholder dig.
Mie var længe stille.
Jeg betaler tilbage.
Det ved jeg du gør.
Kurset startede i april. Tre aftener om ugen. Mie knoklede, var ofte først hjemme sent, faldt i søvn før aftensmaden var spist.
Men hun blev ved.
Tredje gang bad underviseren dem binde en “fri” buket bare det, de havde lyst til.
Mie gav sig tid. Plukkede sølvgrå grene, mørkt løv, hvide tulipaner, én efter én. Lagde dem omhyggeligt, tog et blad væk. Stod lidt.
Flot, sagde underviseren forbi hende. Tyst, men hun hørte det.
I maj ringede hun til Stine.
Kan du huske den lejlighed, kollegaen havde? Et lille etværelses?
Ja. Vil du købe den?
Skal bare lige tjekke. Jeg har lidt til udbetalingen. Har brug for noget eget, ikke bare et værelse.
Lejligheden var lille: et rum med alkove, stue og køkken, altan. Femte sal, udsigt til en gård med gamle lindetræer. Mie stod og mærkede væggene, så ud på træerne.
Jeg tager den.
Sælgeren, en ung mand, løftede øjenbrynene.
Vil du ikke tænke over det?
Nej.
Hun flyttede ind i juni. Købte møbler lidt ad gangen først seng og bord, så reol, gardiner og hylder. På altanen satte hun kasser med pelargonier, stiklinger fra jobbet.
Stine kom med kage og gik nøgternt rundt.
Småt, konstaterede hun til sidst.
Men mit.
Sådan skal det være. Hun gik ud på altanen. Flot pelargonie. Selv plantet?
Ja, Nina gav mig stiklinger.
Vel nok en rar dame.
Meget.
De drak te med altandøren åben. Nedenfor legede børn i gården, en hund gøede, lidt musik et sted langt borte.
Du er blevet en anden, sagde Stine roligt.
Hvordan?
Før var du altid lidt forberedt på at skulle noget. Nu sidder du bare.
Mie så ned på lindetræerne.
Jeg sidder bare, gentog hun.
Hun afsluttede skolen om efteråret. Ved afslutningsudstillingen blev hendes installation fremhævet: Grene, tørrede urter og friske krysantemum. Nina var med, stod diskret i baggrunden men sagde smilende bagefter: Det var godt, jeg tilbød dig at starte, dengang.
Året gik, så endnu ét. Mie overtog flere af Ninas firmakunder, tog selv på engrosmarked, begyndte at eksperimentere med andre stilarter.
Hendes hænder forandrede sig stærkere, smidigere. Små ar fra torne, ikke længere mærkelige.
Anders dukkede op en vinterdag til en erhvervsmesse, hvor Mie stod for udsmykningen. Han tilbød at holde en bue, mens hun arbejdede, og spurgte passioneret ind til blomsterne. Han var arkitekt: Jeg arbejder også med rum og liv, sagde han.
De drak kaffe sammen bagefter. Han spurgte om hendes nummer helt professionelt. Ugen efter havde de et opgave-møde, men det føltes hurtigt som starten på noget andet.
De sås lidt efter lidt oftere. Gik ture, spiste ude, udvekslede historier om deres håndværk og hvad der gør noget levende.
Vi har ens job, sagde han. Form og liv.
Ja måske.
Foråret efter tilbød Nina hende at overtage en butik i et andet kvarter gode forhold. Prisen var høj, men mulig.
Mie lavede regnestykke, talte med banken, spurgte Stine og Nina. Da hun var færdig, sagde hun ja.
Butikken fik navnet “Vild Mynte” det navn blev hun ved med at vende tilbage til. Noget i både ordet og den duft, mynte har, passede til hende.
Åbningsdag: Stine dukkede op, Nina og Anders var der også. Anders havde en lille sukkulent med, valgt udenfor kategori.
Hvorfor sådan en?
Den holder til lidt af hvert. Ligesom dig.
Det første år med “Vild Mynte” var hårdt. Ingen fridage, selv leverancer, hjemmeside, markedsføring. Hjem sent.
Men det gik. Langsomt, men sikkert. Kunderne blev faste, flere virksomheder kom til gennem Anders. To aviser skrev om hende og butikken.
Hun købte sig et ordentligt gråt uldfrakke. Og de første sko til klassiske, med lav hæl. Stine var med ud og glo, nikkede bare.
Sådan har jeg altid set dig.
I frakke?
Nej stærk. I dig selv.
Mie købte også en ny morgenkåbe. Helt enkel, hvid, med lommer. Ingen margueritter.
Andet år blev anderledes. Hun ansatte sit første menneske en ung kvinde, 28, ingen erfaring, men de rigtige hænder. Mie lærte hende op præcis som Nina havde lært hende: kort, præcist, uden pres.
Hun og Anders var nu kærester, men begge havde hver sit sted. De nød friheden.
En aften spurgte han:
Har du været i Tbilisi? Skal du med derover i oktober? Jeg har arbejde der.
Hun sagde ja. Tbilisi var en ny verden dufte, lyde, anderledes markeder. En lille butik fyldt med tørrede blomster stjal hendes opmærksomhed i to timer, mens Anders ventede undervejs.
Kan du altid vente sådan? spurgte hun.
Min mormor sagde, at man ikke skal forstyrre folk, når de laver noget vigtigt for dem selv. Det er respekt.
Hun smilede. God visdom.
Det år gik stille og roligt. Før havde ro været kedeligt for hende. Nu betød det tryghed og fast grund.
I oktober, et halvt år inde i “Vild Mynte”s andet år, kom pludselig Niels ind ad døren en tirsdag. Mie genkendte ham næsten ikke. Han så slidt ud, jakken for stor, blikket søgende.
Hej, Mie, sagde han.
Hej.
Hun blev bag disken. Hendes assistent hjalp en kunde.
Kan vi snakke?
Sig det her.
Han gik tættere på.
Mor har det dårligt. Hun spørger efter dig.
Hun skal have en uddannet plejer. Jeg kan give et nummer.
Mie …
Ja?
Line gik i februar. Firmaet gik ned. Det hele faldt fra hinanden.
Sådan er det.
Han forsøgte at samle sig:
Jeg ved godt, jeg ikke skal bede dig om noget. Men jeg troede alligevel … måske kunne vi tale menneske-til-menneske. Husker du slet ikke alt det gode, vi havde sammen?
Mie lagde buketten fra sig.
Niels, sagde hun. Jeg er ikke vred på dig. Det gled ud for længe siden.
Han så på hende.
Det gode, du savner, var vane for mig og bekvemmelighed for dig. Jeg ser forskellen nu.
Mie …
Nej. Jeg er Mie et menneske for sig. Jeg gjorde alt, jeg kunne: passede din mor, var tavs, bar over. Men du brugte det.
Han nikkede.
Angående din mor: Jeg skriver navnet på et godt bureau til dig. De har uddannet personale, det er det, hun har brug for.
Men kan du ikke ?
Hun så på ham. Så tomheden, ikke for evigt, men nu.
Nej.
Han nikkede, så på hende.
Du ser godt ud, sagde han.
Det ved jeg.
Han blev stående. Så gik han til døren:
Undskyld, Mie.
Hun svarede ikke.
Døren gik i. Tystheden sænkede sig. Lene vendte tilbage.
Er du okay?
Ja. Skriv kontaktinfo til “Omsorg” ned her.
Ja, Mie.
Hun vendte sig mod buketten igen. Hænderne arbejdede roligt. I hovedet var der ingen tomhed. Bare arbejdsro.
Anders ringede senere.
Hvordan har du det?
Fint. Niels kom forbi.
Pause.
Nå?
Han gik igen.
Og du?
Hun kiggede ud af vinduet. Udenfor var oktober: blade, fodgængere med optrukne kraver, en kvinde med barnevogn.
Jeg er helt rolig. Ikke glad, ikke ked bare rolig.
Det er godt.
Ja.
Skal jeg kigge forbi i aften?
Kom endelig. Jeg laver suppe.
Kylling?
Hvis du vil have kylling.
Gerne.
Hun lagde på, så ned på bordet. Buketten var næsten færdig: lilla asters, mørkegrønt, lidt tørret strå for lethed. Hun drejede den et kvarte omgang. Og så: alt faldt på plads.
Lene kom forbi.
Den er smuk.
Ikke helt færdig.
Næsten.
Mie tog én stilk mere, justerede nu var det rigtigt.
Udenfor levede oktoberen sit eget liv. Hun anede ikke, hvor Niels var på vej hen, og tænkte heller ikke videre over det. Han gik sin vej. Og hun blev stående i sin butik, der duftede af mynte, krysantemum og fugtig jord. Og Anders ville komme til aften, og de ville tale roligt sammen, og det føltes helt og aldeles som hendes eget.
Mie tørrede hænderne, gik hen til vinduet og nød det.
