Hvem er det din mand sidder sammen med på billedet dér? udbrød min veninde overrasket. Er du sikker på, det er din Anders?
Sofie hadede, når Anders var væk i længere tid ad gangen. Da vi var forlovet, drømte vi om at være uadskillelige, altid sammen, aldrig fra hinanden. Men så fik Anders tilbudt et job som rejsende montør, de lovede god løn, og han sagde ja. Han kom farende hjem med store øjne og fortalte begejstret, at nu kunne vi hurtigt spare op til det hus, vi drømte om og så kunne vi begynde at få børn. Jeg forsøgte at tale ham fra det, men Anders havde besluttet sig. Ingen vej tilbage.
Sof, tænk nu lige sagde han begejstret bare to-tre år, så har vi sparet op, og så flytter vi i vores drømmehus med have, som du har ønsket. Børnene får god plads, vi kan bygge en pavillon. Tiden flyver af sted, før du ser dig om. Uanset hvad jeg sagde, var Anders urokkelig. Jeg gav op og nikkede til sidst. Anders var væk i 20 dage, og vi havde kun ti dage sammen om måneden og kun når jeg ikke havde flere overarbejdstimer.
Du kan da sige op, hvis du vil, foreslog han tit. Så kunne vi have al tiden sammen, hvert sekund. Det er så hårdt for mig at være væk fra dig, men jeg tænker, det er midlertidigt, så går det bedre.
Hold op, sagde jeg, hvis jeg stopper med at arbejde, bliver jeg sindssyg hjemme hele dagen. Du må hellere selv få dig et job herhjemme så hurtigt som muligt.
Så kom dagen, hvor Anders kom hjem og sagde, at nu havde vi penge nok. Et par ture endnu, og så kunne han sige op. Vi ville sælge vores lejlighed, lægge alt sammen og begynde at se på huse, hvor vi kunne stifte familie. Jeg svævede nærmest. Da Anders rejste igen, begyndte jeg at krydse dagene af i kalenderen og glædede mig bare til det øjeblik, jobbet ikke længere skulle skille os ad.
Den grå efterårsaften sad jeg i min yndlingsstol med min bærbare og surfede håbefuldt rundt mellem billeder af danske bindingsværkshuse på nettet. Jeg havde hørt, at hvis man ønsker sig noget, skal man forestille sig det tydeligt for sig form alle detaljer i tankerne, tro på det, og holde billedet levende, så bliver drømmen virkelighed. Anders og jeg havde tit snakket om, hvordan vores hus skulle være: to etager, træ, morgenudsigt fra soveværelsens altan til grønne omgivelser. Gerne en lille skov eller frugthave, sagde vi. Pludselig dukkede det perfekte billede op præcis som jeg havde drømt! Et lyst træhus med store vinduer, der vendte ud mod grønne træer…
Billedet lå i en Facebook-gruppe for københavnere, som jeg for nylig havde meldt mig ind i. Nysgerrig besøgte jeg profilen, som havde lagt billedet op. Det var chokerende ejeren var en ung, solbrun blondine. Men i hendes album lå der ikke kun billeder af det flotte hus men også billeder af Anders! Her lå han på en liggestol ved poolen og nød en drink. Her vinkede han fra en stor altan. Overalt stod teksten: Min skat. Og så Jeg kunne ikke tro mine egne øjne: Der var et billede af Anders med blondinen på en strand med underteksten: Vores bryllupsrejse. Mit syn dansede, jeg blev bange for, at jeg var ved at miste forstanden. Jeg klappede computeren sammen og gik rastløst rundt i stuen, inden jeg ringede til min veninde Mette. Mette og jeg havde fulgtes ad siden folkeskolen. Nu arbejdede vi i samme revisionsfirma. Hver gang jeg mistede modet, støttede hun mig kom forbi til te, inviterede på film, eller viste sine håndarbejdsprojekter frem, som hun havde elsket siden barndommen. Hun boede med sin mormor og havde travlt, men fandt altid tid til mig.
Jeg er på vej, sagde hun, skal bare have mormor i bad.
De 40 minutter føltes som en evighed. Jeg kiggede igen på billederne kunne det virkelig være rigtigt?
Hvad sker der dog? Mette kom ind ad døren og gik direkte til sagen. Alle i live? Lad mig se billederne.
Jeg rakte computeren.
Hvem sidder Anders sammen med dér? Mette løftede øjenbrynene. Er det familie?
Er du sikker på, det er min Anders? Jeg bed mig i læben.
Hvis ikke han har en enægget tvilling, så er det sgu ham, sagde Mette. Du tvivler vel ikke selv?
Jo, selvfølgelig. Anders siger, han er på arbejde langt oppe i Nordjylland, og billedet blev lagt op for to dage siden.
Lad mig prøve, Mette satte sig og klikkede rundt. Se her: Folk spørger hende, hvornår de blev gift, og hun skriver, at det gør ikke så meget lige så snart Anders får sin officielle skilsmisse med sin tilfældige kone, så bliver de lovformeligt gift. Indtil videre har de bryllupsrejse, for de har det så sødt sammen. Det må man sige!
Hun smækkede computeren i og lagde armene over kors.
Hold nu fast! Er det manden, alle misunder dig for? Enten har han fundet sig en rig dame og slår sig løs hos hende i stedet, eller også har han købt drømmehuset til blondinen og fundet sig en ny kone.
Jeg ved det ikke, Mette, sagde jeg og brød sammen. Det værste er, der er ingen kontakt. Han sagde, der ikke er dækning deroppe, men det virker mest som om, han ikke gad forstyrres midt i selskabet.
Det ligner ikke Anders, mente hun. Hvorfor skulle han komme hjem til dig, hvis han hellere ville være der? Eller også har han løjet for hende ligesom for dig. Mænd! Glad for jeg ikke har nogen man slipper for den slags hovedpine.
Men vi havde det jo så godt, Mette! Hvordan kunne han?! Tænker han overhovedet på, hvordan det føles?
Vi ved jo ikke med sikkerhed, at det er ham, sagde hun beroligende. Vent til han kommer hjem, så får du svar. Hold hovedet højt imens.
Taknemmelig nikkede jeg, men hjertet var knust. Jeg kunne ikke huske én eneste gang, hvor Anders havde afsløret sig. Han havde altid virket oprigtig. Men han påstod også, at der var så langt mod nord, man kun kunne sende breve, ikke engang mobilnet. Han hadede breve syntes det var gammeldags. Alligevel ville han aldrig skrive til mig. Og gaver havde han heller aldrig med hjem ikke engang en lille kvist gran eller nogle bær fra det nordlige Jylland.
Jeg sov ikke den nat. Dagen efter købte jeg en franskbrødskage og besøgte min svigermor, Lisbeth.
Sofie, hvor er det bare hyggeligt du kommer, smilede hun. Jeg har kun lidt suppe, men vi finder da noget at byde på.
Jeg har kage med, Lisbeth, vi skal bare hygge lidt.
Jeg prøvede at spørge forsigtigt, om hun havde hørt fra Anders eller kendte noget til den blonde kvinde. Men hun rystede på hovedet.
Det bekymrer mig også, sagde hun. Tre uger uden at høre fra sin dreng Men han sagde jo, at han ville sige op, det glæder jeg mig sådan til! Så kan jeg måske få børnebørn, og I kan rigtig nyde livet.
Snart hev hun et gammelt fotoalbum frem, som hun var meget forsigtig med. Hun viste billeder fra familiens sommerhus, Anders første tur i Tivolis Pariserhjul, og så faldt der en lille, gulnet fotostrimmel ud. Der var to grinende drenge. Lisbeth holdt billedet helt tæt ind til sig.
Hvem er det? spurgte jeg forsigtigt. Har Anders en bror?
Han havde, svarede hun. Jeg fødte tvillinger, men den ene klarede det ikke mere end halvandet år. Vi fortalte det aldrig til Anders, syntes ikke, der var grund til det. Det billede er det eneste, hvor de er sammen.
Pludselig fik jeg en anelse ro i kroppen. Måske var det ikke Anders på billederne med blondinen måske en tvilling, der alligevel overlevede? Folk har hørt om sådan nogle historier. Men så så jeg Anders gamle sweater, den han havde fået af mig til fastelavn, på et af billederne. Nu var jeg sikker det var Anders. Han havde ført mig bag lyset hele tiden.
Pludselig fik jeg lyst til at skrive til blondinen: Anders er min mand, men jeg skal nok lade ham gå. Sig til ham, han ikke behøver at komme hjem.
Hun var online, men svarede ikke. Jeg forestillede mig, hun diskuterede med Anders. Til sidst skrev hun tilbage: Vi er glade for at du tager det så pænt. Vil du ikke bare sende en digital ansøgning om skilsmisse? Anders henter sine ting, når det er nødvendigt. Vi har ret til lykke.
Tårene kunne ikke holdes tilbage, og jeg faldt sammen på sofaen.
Næste dag gik jeg på borgerservice og søgte om skilsmisse. På min eneste fridag pakkede jeg Anders ting sammen med tunge følelser. Jeg elskede ham stadig, det forsvandt ikke med det samme, uanset hvor ondskabsfuldt svigtet var.
Dagene sneglede sig afsted. En morgen faldt sneen tæt hele København lå dækket i hvidt. Det var på præcis sådan en dag, jeg havde mødt Anders. Vi gik gennem sneen, og han fulgte mig hjem. Jeg håber, det ikke er sidste gang, vi ses, sagde han. Jeg havde været lykkelig nu var det hele væk.
Senere spurgte min kollega, Lone, om vi stadig var på udkig efter hus. Jeg undveg og fortalte bare, at vi skulle skilles. Alle blev overraskede Der kan man bare se, så snart mænd får penge mellem hænderne, så tror de, de kan få alt! sukkede Lone.
Min anden kollega, Gitte, satte sig ved mit skrivebord.
Har du slået ham på fersk gerning? spurgte hun og lagde dramatikken an det har hun selv prøvet mange gange. Jeg rystede på hovedet.
Nej, jeg fandt bare billeder på nettet.
Hold nu op! sagde hun, Billeder kan man photoshoppe i dag. Du må ikke tro på alt, du ser online. Skriv til hende, konfrontere hende, hvad kan der ske?
Jeg fortalte det til Mette. Hun sagde det samme: Skriv! Man får ikke slag for at være direkte, som min mormor siger!
Om aftenen skrev jeg den besked til blondinen. Hun svarede lidt senere, at de var lykkelige og jeg bare skulle ansøge digitalt om skilsmisse Anders skulle nok hente sine ting.
Men Gitte og Mette satte en idé i hovedet på mig hvad hvis det slet ikke var Anders? Hvad hvis nogen prøvede at splitte os ad? Eller havde en skjult dagsorden? Gitte mente endda, at vores IT-mand, Per, måske havde lavet billederne for sjov. Jeg endte med at gå forbi Pers plads og se nærmere på ham, men slog tanken ud af hovedet. Sådan en voksen mand kunne da ikke finde på sådan noget.
Samme aften bagte jeg kærnemælkspandekager og gik op til Mette. Hun var i gang med noget på computeren, og da jeg kom ind, så jeg mit eget ansigt dukke op.
Hvad laver du? spurgte jeg så roligt, jeg kunne håbede ikke på endnu en skuffelse. Hun stivnede.
Det er en overraskelse, sagde hun hurtigt. Jeg er ved at lære et nyt AI-program, vent og se!
Hvilket program? spurgte jeg nok så skarpt AI?
Hvordan ved du det? spurgte hun, Jeg ville ellers overraske dig med en digital maleri af jer i haven, dit og Anders drømmehus Ikke noget andet.
Alt begyndte at falde på plads. Jeg blev lettet og skammede mig over min mistillid. Vi drak te sammen, og jeg sagde undskyld.
Dagen efter kom Anders for tidligt hjem, stillede roserne på natbordet og vækkede mig med et kys.
Undskyld, sagde han, jeg lod mig narre. Det hele har været forfærdeligt. Jeg kom hjem, lagde mærke til alt, og min mor har fortalt alt
Vi gennemgik hans telefon sammen, og det viste sig, Gitte havde sendt manipulerede billeder til både mig og Anders hun havde været forelsket i ham i gymnasiet og kunne ikke lade os være glade.
Mette og jeg gik sammen op på arbejdet og konfronterede Gitte. Hun trak sig kort derefter tilbage.
Anders sagde op med det samme og fik job hos en gammel ven. Lønnen var lavere, men vi havde penge nok til huset. Mette fandt sammen med Per, og de blev forlovet han hjalp hende jo med det der AI-projekt.
Til vores indflytterfest forærede Mette os et stort maleri af os to i haven foran vores nye træhus.
Det var overraskelsen, sagde hun, krammede mig og smilede.
Venskab og kærlighed kan klare sig gennem det meste, selv et dansk vintervejr.
