Vinden vender
– Hun er blevet skør, Sebastian! Din kone er gået fra forstanden!
– Mor
– Hvad “mor”? I har tre børn! Hvorfor skal I have et til? Og så endda ikke jeres eget! Hvem ved, hvad hun har arvet med sig?! Og hvis hun fejler noget alvorligt? Så kommer I til at ofre jeres egne børn for at tage jer af andres! Helt ærligt, hvorfor skal I det? Hvad skal I med hende?
– Hun.
– Hvad?
– Det er en pige. Maren.
– Det rager mig ikke, hvad hun hedder! Jeg forbyder det! Jeg kommer aldrig til at acceptere hende eller kende hende, forstår du det?!
– Jeg har hørt dig.
Sebastian smed frustreret mobilen på bordet og bankede hånden i bunken af papirer foran sig. Skulle han virkelig have ødelagt dagen for sig selv på den måde? Hvorfor i alverden skulle han ringe til sin mor lige nu? På den anden side bedre nu end senere, hvor børnene og Sofie var hjemme. Så havde hendes skuffelse og sårethed spredt sig som ringe i vandet, og børnene var aldrig gået glip af deres mors humør. Nej, han måtte bare fordøje det nu, så han kunne være rolig, når han skulle fortælle Sofie, at hans mor var imod barnet…
Sekretæren dukkede op i døren og bankede let på karmen chefen stod med ryggen til i det store kontorvindue.
– Sebastian Madsen, alle er samlet. De venter kun på dig.
Seb så hende i spejlbilledet og nikkede. Nu skulle han i gang. Bygge-projektet var stort og krævede masser af knofedt, men det var det værd. Han elskede sit arbejde, selvom det for omverdenen så ud, som om det bare var et spil for ham. Et slags skak man lægger træk og forsøger at forudsige, hvad modstanderen gør, regner på taktikker og laver planer. Bare det også var sådan i familielivet Hvor man kunne regne ud, hvordan dem man elskede ville reagere. På jobbet kunne Seb nogenlunde sige, hvad der ville ske om en uge, en måned, måske endda et år, hvis han tog højde for vinden, der vender. Men i privatlivet det var én lang perlerække af tilfældigheder, der vendte op og ned på alt, uanset hvor meget han forsøgte at kontrollere.
Alt begyndte faktisk allerede i folkeskolen. Efter endnu en omgang halsbetændelse kom ti-årige Sebastian tilbage i klassen og fandt en langbenet, spinkel pige med briller og tynde rottehaler på hans plads.
– Hey! Det er min plads! Seb var ikke kendt for sin blide tilgang, og han var klar til kamp for sit territorium.
Pigen nikkede bare stille, samlede sine ting og satte sig om bagi. Læreren havde dog hurtigt sat hende på plads ved siden af Seb igen, mens hun rystede på hovedet.
– Sebastian! Sådan behandler man ikke piger. Sofie sidder nu sammen med dig, fordi hun har dårligt syn og ikke kan se noget på bageste række.
Seb brokkede sig lavmælt over nytilkomne og indbildske typer, og Sofie reagerede slet ikke. Hun sad roligt, pakkede sine skolebøger ud og fulgte med i undervisningen.
Hele timen sad Seb og skubbede, tegnede en streg og prøvede på alle måder at irritere sin nye sidemakker. Han bredte albuerne ud, tog mere og mere af bordet, men Sofie rykkede bare tålmodigt længere ud på kanten og så bebrejdende på ham.
– Hvorfor siger du ikke noget? Bliver du bare siddende dér ude på kanten eller hvad? Seb var irriteret.
Pigens forvirrede blik blev til et skævt, muntert smil, og hun hviskede:
– Du er så sjov!
Han blev bare mere rasende hvordan kunne hun finde på det! Hvem troede hun lige, hun var!
Alt muligt prøvede han bagefter. Han lagde en frø i hendes skoletaske Sofie bar den roligt op til skoleakvariet. Han satte tegnestifter på hendes stol, men hun børstede dem bare væk. Selv en pen, der var løbet ud, gemt mellem hendes kladdehæfter, måtte hun til sidst give op over, og Seb var triumferende, da hun med sammenbidt læbe måtte skrive lektierne om fra bunden.
Men jo mere han drillede, jo mere grinede Sofie bare.
– Holder du aldrig op? lo hun, da hun tog en død bille op af tasken. Jeg er altså ikke bange for dyr! Slap nu af, vokse lidt op! Hvis du kan lide mig, må du jo bare sige det!
Seb blev nærmest forarget. Lide hende? Hende: lang og ranglet, næsten et hoved højere, med store briller og sløve sløjfer?
Senere mindede Sofie ham igen og igen om, hvordan han trak hende i rottehalerne og mente:
– Hvis man driller piger, er det fordi man kan lide dem. Du har været vild med mig siden 3. klasse.
– Hold nu op, jeg kunne slet ikke døje dig dengang!
– Ja, ja, det siger du bare. Sofie krammede ham grinende. Men du kan godt fortælle børnene, at jeg ikke var så nem at vinde. Man skal tro på kærligheden, det får man brug for i livet.
Først i gymnasiet så Sebastian Sofie for alvor. Hun var blevet hans fortrolige ven, én han ikke længere lagde mærke til som noget særligt, men bare var tryg ved. Med hende behøvede han ikke bekymre sig om lektier eller eksaminer hun lavede alligevel to opgaver på en gang og skubbede altid kladden ind under hans næse. Til gengæld havde han for længst sagt meget tydeligt til de andre drenge i klassen: Sofie var hans, og man holdt fingrene væk fra hendes hår.
Og så, i 2.g, begyndte Sofie pludselig at forandre sig de magre rottehaler blev skiftet ud med en smart page, og Seb opdagede, at han ikke kunne tage øjnene fra hende. Nu rykkede han sig selv ud på kanten af bordet.
– Hvad laver du? spurgte Sofie forvirret, men Seb turde ikke sige til hende, hvor smuk han syntes hun var.
Det tog ham indtil studentergildet at samle mod. Da morgensolen kom over vandoverfladen og klassekammeraterne råbte og grinede, tog han hendes hånd. Hun trak ikke sin væk, men flettede fingrene i hans og svarede stille på hans ord:
– Jeg elsker dig
– Jeg elsker også dig.
Fire år mere gik med uni, travlhed og korte møder på caféer og biblioteker, før de blev gift.
– Jeg gør karriere, så får vi børn bagefter.
– Hvor mange?
– Ved ikke. To mindst. Egentlig vil jeg gerne have fem! Nej, seks! Tre drenge og tre piger! Hvad siger du?
– Sofie, du er vanvittig!
– Ja, men du bakker vel mig op? Eller er det for mange?
– Altid! Lad os tage seks måske ti. Men så skal jeg vist til at bygge firma op.
– Du klarer den, skat. Jeg tror på dig.
Naturligvis stolede Sofie ikke kun på ham. Hun valgte sit fag med omhu og blev en fabelagtig revisor.
– Godt min mor lærte mig at tælle på fingre, plejede Sofie at sige, mens hun klikkede på regnemaskinen.
– Hvorfor bruger du ikke bare regneark? lo Seb.
– Det går hurtigere sådan!
Han smilede til hendes gammeldags regneklods, der altid stod på skrivebordet. Og Sofie tog det hele let:
– Jeg er lidt gammeldags. Lev med det!
Sebastian kunne leve med hvad som helst, bare Sofie var ved hans side. Sådan føltes det, at han kunne flytte bjerge, hvis hun troede på ham. Langsomt, med lidt stedvise knubs og fejl, vendte firmaet sig til success, og de byggede skønne huse, som folk virkelig gerne ville bo i. Da de havde været gift et par år, begyndte Sofie at realisere drømmen om børn.
– Nu kan jeg arbejde hjemmefra, og kunder er der nok af. Hvad synes du, Seb? Er det tid?
Første søn kom året efter. Så gik der et stykke tid, hvor Sofie kæmpede med at blive gravid igen, men til sidst kom mellemste datter og derefter den yngste nu med store blå øjne som blåklokker og mørke krøller.
Sebs mor, Birthe, blev hurtigt involveret og havde altid meninger:
– Man klipper altså altid det første hår, Sofie! sagde hun og rynkede brynene over barnebarnets utrimmede babykrøller.
– Jeg tror ikke på det, Birthe, smilede Sofie og satte sløjfe i den mellemstes hår.
Der gik kaos i huset, hvis man spurgte Birthe: Legetøj overalt, larm i køkkenet, unger, der bagte og lavede hjemmelavet pølsehorn, mel på gulvet, katten, storebror og selvfølgelig også på den sovende lillesøster i hjørnet. Birthe rystede bare på hovedet hvordan kunne man holde ud at leve sådan?
Hun blev tit irriteret på børnene, der hurtigt spredte alt ud igen, hvis hun havde ryddet op, og på Sofie, der bare smilede og sagde:
– De rydder op, når de gider. Jeg gider ikke råbe.
Da Birthe skældte ud foran Otto, deres ældste, tog han demonstrativt kassen frem og begyndte læsse sine biler op, mens han sagde:
– Så mor-mor ikke bliver sur! Kom i gang, Anna, så kan vi klippe snefnug bagefter. Det er snart jul, og vi er slet ikke klar!
Og så stak Sofie af for at amme, mens Birthe blev rød i hovedet. For snefnug betød papir overalt men snart pyntede børnenes hjemmelavede guirlander vinduerne, og julestemningen sneg sig ind. Når Seb kom hjem efter en lang dag, kiggede han op på rodet og grinede:
– Nu er her hyggeligt! Skal vi finde juletræet frem?
– I november?! sagde Sofie og gav ham Marie på armen det er alt for tidligt, ellers er der intet tilbage til december.
– Så køber vi da bare et nyt, grinede han.
Birthe orkede kun en uge i dette kære kaos, inden hun tog færgen hjem til Aarhus. Derfra begyndte hun at ringe og give gode råd og beklage sig:
– Sofie lægger hele tiden på!
– Mor, gør hun virkelig det?
– Ja, hun siger, hun skal passe Marie og mælken koger over.
– Hvorfor er du så sur?
– Jeg hørte intet barn, Seb! Hun ignorerer mig!
– Mor, du overdriver altså.
Sebastian tog det med ro og glædede sig til de hellige aftener, hvor hele familien samledes, inklusiv Sofies forældre, Hans og Karen, der var flyttet på pension og nød at være bedsteforældre.
Til at begynde med havde Sebastian været lidt utilpas med at have svigerforældrene så tæt på, men hurtigt opdagede han, hvor meget det betød. Karen satte sin hjemmelavede biksemad foran ham, bryggede te på hendes måde og spurgte interesseret ind til arbejdet. Hendes revision af regnskaberne var så grundig, at Seb var evigt taknemmelig, især når fejl blev rettet, før det kunne give bøvl.
Hans, svigerfar, udfordrede altid Seb i skak efter maden, og hvis han vandt, puffede han mildt til Seb og sagde:
– Nu skal I altså hjem. Inden vi bliver trætte af jer.
Efter Annas fødsel foreslog Seb, at Sofies forældre skulle flytte ind hos dem.
– Der er masser af plads.
Men Hans og Karen nægtede.
– Jeres hjem er jeres hjem. Vores er vores. Og børn skal bo selv og skabe noget eget. Måske en dag, hvis vi bliver rigtig gamle, men lige nu har I brug for frihed.
Seb, som altid havde troet, der skulle være faste grænser imellem voksne børn og forældre, forstod nu, hvor meget man voksede af at blive rummet, som man var. At man ikke længere skulle være anspændt, men bare sludre om ingenting, tie sammen, og slippe for at høre: Tag dig nu sammen. Du er voksen. Vær seriøs.
Med Sofie blev overraskelser og uforudsigelighed hurtigt hverdag. Så han blev reelt ikke så overrasket, da Sofie, halvandet år efter Marie var født, pludselig stormede ind midt i hans arbejdsdag, datteren på armen, og smed et blad på bordet.
– Se lige her!
Bekymret tog Seb bladet mest for at tjekke om Sofie var bange eller ej men hun så nærmest glad ud, og han tog hurtigt imod og kiggede. Og stivnede.
– Hvorfor har Marie så kort hår? spurgte han først datteren havde stadig alle sine krøller, og hun pegede efter ham.
Men det var ikke Marie på billedet. Det var en anden lille pige, men de lignede hinanden som to dråber vand undtagen for det korte hår og den lidt spinkle krop. Og noget andet: Ansigtet var så bekymret, øjnene så bange, at Seb straks måtte lægge bladet væk og tage sig til hovedet.
– Det er mærkeligt… sagde han og trommede i bordkanten, som han altid gjorde, når noget var vigtigt. Hvad sker der, Sofie?
– Jeg ved det ikke. Jeg fandt bladet ovre på caféen, mens jeg ventede det lå bare der med den her pige. Hun ligner vores på en prik, men er lidt yngre…
– Det ser ikke ud af meget. Hun er spinkel
– De børn, som vokser op på børnehjemmet har ikke ligefrem bedstemors boller og dansk mælk hver dag, Seb. Sofie sukkede og blev alvorlig. Hvad skal vi gøre, skat? Du ved godt, det er ikke tilfældigt?
– Jeg kan mærke det også Seb lænede sig tilbage og snuppede stiften ud af hænderne på datteren, der var begyndt at rode i hans skuffer. Vi må tænke os godt om.
– Det skal vi, ja. Men der er ikke tid at spilde, Seb. Hun har ikke nogen mor eller far, der kan beskytte hende. Skal vi give hende en chance?
Sofie kyssede ham hurtigt, løftede Marie op og sprang ud af døren.
– Otto venter! Vi skal til svømning, og så hjem. Vi ses i aften!
Seb sad længe og stirrede ud af vinduet, indtil han fik øje på billederne igen. Tænkte på, hvordan børn simpelthen kunne havne hos én så tilfældig var livet, så lidt havde man egentlig styr på. Som barn havde han faktisk ligget under dynen og tænkt over, hvem der bestemte, at han blev født netop i sin familie. Hvem vælger for børnene?
Nu stod det klart for ham, at han selv kunne være den, der gav denne pige et nyt hjem. At han for en gangs skyld kunne give hende den mulighed, han og Sofie altid havde ønsket sig til deres børn tryghed, kærlighed, ballade og grin.
Det var ikke en let beslutning. De talte meget. Især efter de kom ind på et kursus for adoptanter. De lærte ting om livet på børnehjem, de aldrig havde forestillet sig, og det gik op for dem, at det ikke bare handlede om at have nok penge eller overskud. Det handlede om at tage ansvar også selvom det var hårdt.
Maren var, viste det sig, i det store og hele sund, og Sofie åndede lettet op, da det stod klart. Ikke fordi hun var bange for sygdomme, men Birthe havde alligevel sået tvivl. Kunne de gøre det rigtige for alle børnene på én gang? Ville deres egne børn mangle noget, hvis en ny søster krævede al opmærksomhed?
Seb havde fortalt Sofie om samtalen med Birthe og havde forsøgt at mildne hendes ord så godt, han kunne.
– Vi gør det med åbne øjne, Sofie. Vi skal nok klare det, sammen.
– Men hvis din mor aldrig accepterer Maren? Jeg vil ikke dele børnene op jeg nægter! Det har vi allerede været igennem én gang før. Og Maren er ikke hendes kød og blod…
– Jeg lover, hvis min mor laver ballade, så sætter vi en grænse. Ingen skal adskille vores børn. Og kan dine forældre tage Maren til sig, kan min mor også lære det.
– Man kan ikke tvinge nogen til at elske, Seb… sagde Sofie og gik for at se til pigerne i værelset.
Det bløde natlys lå over de to, der sov sammenfiltret i børnesengen, og Sofie magtede slet ikke at splitte dem op. Hun huskede, hvordan lille Marie de første dage holdt sig på afstand af Maren, men pludselig en aften bjærgede søsteren ind i sin seng, og siden nægtede hun at give slip. Sådan sov de nu to mørke hoveder, der duftede af slik, mælk og ja, lykke.
Et halvt år efter Maren var flyttet ind, kom Birthe på besøg. Hun nussede kun de rigtige børnebørn og så nærmest undrende ud, da Maren smuttede væk og gemte sig, indtil Karen fandt hende på værelset og sagde:
– Kom her, min skat! Skal du ikke spise suppe med mormor? Her er skeen!
– Karen! Spiser I begge af samme tallerken? Birthe rullede øjne.
– Hvorfor ikke? Der er nok til os begge, ikke Maren? Skål nu!
Unger grinede, og Birthe blev mere og mere morsk, mens hun og Karen gjorde køkkenet rent. Da Sofie kørte børnene til gymnastik, spurgte Birthe:
– Du støtter dem virkelig i det her, hva?
– At tage Maren til sig? Ja, Birthe, det gør jeg. Jeg var også i tvivl først, men nu støtter jeg dem fuldt ud.
– Hvorfor sagde du ingenting? Birthe klaprede næsten med koppen.
– Fordi det er deres liv, Birthe. Deres familie. Det var jo det, vi lærte dem at tage ansvar for deres eget. Og hvis jeg hele tiden gik imod, så endte jeg bare som en, de holdt ud i strakt arm. Vores opgave nu er at hjælpe at være mødre, der elsker, uanset hvad. Også når knæene bliver så store, at vi må kramme dem i armene.
De talte længe den aften, og da Sofie kom hjem, kunne hun se, at Birthe rakte Maren en slikpose fuldstændig, som hun gjorde med Marie.
Et halvt år senere gik Birthe på stranden i Skagen med to små piger, der lignede tvillinger. Hun skærmede øjnene mod solen og råbte:
– Se! Dér! Kan I se dem, Maren?
Og pigerne gispede frydefuldt, da de så delfinerne springe så tæt ved stranden, at man næsten kunne tro, man kunne røre dem. Maren trykkede sig op ad Birthe, der lagde armene om hende og sagde:
– Pyh, lille skat! Der er ikke noget at være bange for. Jeg er her jo!
Marie løb grinende i vandet, og Birthe måtte stramme sig an for at holde styr på sine dygtige børnebørn. Da de kom op, købte hun is til begge piger og gik stolt gennem byen, hånd i hånd med dem, mens folk drejede hovederne. Sikke et par smukke piger, tænkte naboerne det kunne man da kun blive glad af at se!
