Lad nu være med at græde!
Jeg k-k-kaan ikke… smed Anne sig i et hjørne af stuen og brast næsten i gråd ned i et barnesvøb.
Hold nu op, jeg siger det! Hvad sagde hun ellers? Kirsten rodede fortvivlet i medicinskabet og ledte efter baldrian, mens hun bandede lavmælt.
Hun sagde, jeg skal forlade Frederik. Snøftende tog Anne glasset med vand fra sin svigermor, spildte et par dråber på kardiganen og klaprede med tænderne mod kanten. Jeg skal tage Lærke med mig. Hun sagde, han alligevel smider mig ud, og så har jeg ikke noget sted at gå hen. Hun vil aldrig tage mig ind hos sig.
Er det grunden til al den gråd? Anne, jeg havde ellers troet, du var klogere.
Det troede jeg også engang. Men det er ikke derfor, jeg græder. Hvordan kan hun? Hun er jo min egen mor! Hvorfor kan hun være så kold? Jeg har ikke set hende i årevis, og så gør hun sådan!
Hvad betyder det? Det er en anden sag, der er vigtigere her.
Hvilken?
Hvorfor… nå nu rolig, Anne! Lad nu være vi finder ud af det.
Men hvordan?
Anne! Hvorfor er du så nervøs, lille ven? Kirsten satte sig ned ved sofaen, lagde en hånd på kinden af sin svigerdatter. Du er ikke alene! Du har både Frederik, mig og bedstefar også. Vi skal nok passe på dig!
Hun sagde, jeg bare er fremmed for jer. Ikke jeres blod…
Og hvad så? Er det kun blod, der gør os til familie? Pigebarn, nu må du holde op! Du har været hos os så længe har du virkelig ikke forstået det endnu?
Anne klemte øjnene sammen og sukkede hvem skulle hun stole på?
Kirsten lyttede. Så rejste hun sig.
Lærke er vågnet. Bliv du her. Jeg henter hende. Drik lidt vand og fal ned. Hun mærker jo, når du er ked af det og så græder hun vist også. Vil du have en unge, der skriger helt som du nu?
Nej!
Så fat mod! Endnu er intet tabt.
Men Kirsten talte ikke helt sandt. Alting var langt mere alvorligt, men hvad hun nu skulle stille op, vidste hun ikke. Sønnen havde vagt i Nordsjælland, og bortset fra den gamle Bent på nabogården var der ikke nogen at betro sig til. Veninder havde hun ikke fået i landsbyen, og kollegerne på kommunen kunne man ikke stole på de sladrede værre end gamle koner.
Åh, som hun havde lært, hvordan de kunne sladre, hendes kontorkvinder. Der var ikke meget at bestille i stillestående perioder, og så gik snakken ellers fra morgen til aften. Kirsten selv holdt sig mest for sig og blev derfor hurtigt kaldt for Isdronningen blandt de andre men det var hende lige meget, så længe familien holdt sammen. At Anne var opvokset på børnehjem, havde naboerne snart fået nys om men hvad skulle det gøre? Barn som barn!
Og lidt ret havde sladdertanterne for nemt havde hun ikke taget imod sin svigerdatter. Da Frederik, hendes søn, kom og fortalte om planerne med den nye pige, satte Kirsten sig straks på tværs:
Er du nu helt sikker, Frederik? Hvor længe har I kendt hinanden? En måned?
Fire måneder, mor. Jeg turde bare ikke sige det før.
Hvorfor ikke? hun satte næsten kaffen i halsen dengang. Du har jo aldrig skjult noget for mig før.
Jeg var bange for, du ville tage sådan på vej… Mor, hun er altså god. Du kender hende bare ikke endnu.
Kirsten havde tøvet med at svare. Hvad skulle hun sige? At hun faktisk helst ville være fri for denne nye pige, som kiggede ud af det billede sønnen viste? Pigen så dyster ud med mørkt hår og støvet pandehår var det bare et dårligt foto, eller var hun virkelig så mut? Men sønnen strålede sådan havde hun ikke set ham siden farens død sidste år.
Tiden efter var hård. Frederik havde haft et vanskeligt forhold til sin far de to havde nået at lære hinanden at kende kun ganske kort, inden alt blev taget fra dem. Kirsten ville helst glemme årene før; så mange nerver, så megen tid spildt, og alt på grund af én person svigermor, Ingeborg.
Da Kirsten blev gift, var hun næsten barn endnu. Forkælet og beskyttet af mamma og pappa i Frederikssund, kun 17, da hun mødte Jesper et helt år gik de og åndede kun for hinanden, inden de meddelte, de ville gifte sig.
Hendes mor var allerede syg, så hun sagde ikke meget, og om faren vidste de ingenting. Forældrene skulle dø én efter én, og i de to år mellem dem blev Kirsten både kone og ventede sig. Faren nåede dog at se sit barnebarn, moren ikke hun vidste det kun skulle blive et barnebarn, ikke hvem.
Frederik blev født spinkel og svag, for hjemmet havde været fuldt af sorg. Kirsten nægtede udenforstående at passe hendes forældre, ville gøre det hele selv. Heldigvis klarede hendes far sig for det meste, og Jesper hjalp, skønt hans mor satte sig imod.
Det er ikke din opgave, Jesper! De er jo kun din kones slægt. De kan selv klare det eller få hjælp. Skal du være jernmand?
Mor, Kirsten kan heller ikke holde til det.
Det er dig, jeg er mor for ikke Kirsten. Min første pligt er dig.
Kirsten var klar over alt det snak, for svigermoren lagde intet skjul, og noget havde Jesper fortalt, hvad han senere heller ikke var glad for. Ord kunne brænde sig fast, som en dråbe varm olie på hjertet og arene forsvandt aldrig rigtig. Nogle dage kunne de lindres lidt, som salve fra et barnebarns smil eller et kærligt morgenkys men kun lidt.
Åh, hvor var der meget. Alt for meget.
Kirsten havde i begyndelsen bidt det i sig, tilskrevet svigermors kulde til, at hun ikke kendte hende nok. Men Ingeborg mente altid, verden skulle indrette sig efter hendes hoved:
Min søn fortjener bedre. Hvem er du da? Ingen uddannelse, ingen job. Han har brug for en rigtig kvinde en, der kan løfte ham frem og åbne de rigtige døre.
Hvilke døre?
Døre, du ikke forstår. Du er ikke klog nok, min pige! Og børn? Ja, børn kan man få mange af men en mor har man kun én. Efterlad dig med børnepenge, men ellers må du klare dig.
Vi har altså ikke planer om skilsmisse
Det siger du nu. Vi får at se, lille pige. Men tro nu ikke, du skal komme her og hidse mig op det bliver dyrt for dig.
Kirsten kunne aldrig helt slippe tanken havde hun trådt forkert? Burde hun have gjort noget anderledes? Med Jesper gik det i stykker, da Frederik knap var tre.
Historien er gammel som vejen Jespers navnedag, en, han engang havde følelser for, en mørk køkkengang, svigermor dirigerende. Hun så ikke andet end en kvinde, der græd, trøstet af Jesper. Men blikket fra rivalinden fik Kirsten til at forestille sig alt muligt. Alder, usikkerhed, ingen at spørge til råds det hele spillede ind.
Samme aften vendte hun tilbage til sit barndomshjem, tungt af minder og støv, med sin lille søn. Mens han løb rundt og undersøgte døre, faldt Kirsten grædende sammen. Hele natten knoklede hun med at gøre lejligheden lys og varm næste dag sendte hun telegram til bedstefar Svend i Arkil.
Han kom ikke straks han havde gods og jord, der skulle sælges. Imens gjorde Kirsten alt for at klare sig: hun fik plads til Frederik i børnehave, vaskede trapper for småpenge, og tænkte over næste skridt. Men bedstefar Svend vidste råd:
Du skal læse videre!
Men hvad skal vi leve af?
Min folkepension og lidt arbejde jeg kan stadig feje skolegårde! Så sparer vi sammen lidt. Hvilken uddannelse vil du tage?
Jeg vil gerne på regnskabskurser. Jeg har altid været god til tal, og bogholderi er da heller ikke noget at kimse ad.
Kurser er fint. Men tænk på HD eller endnu bedre, uni!
Hun fik da både kursus og til sidst fjernstudiet overstået, og da hun lagde eksamensbeviset foran bedstefar, krammede hun ham, så han lavede sjov over, at nu havde hun ikke længere brug for ham.
Jeg er bare ekstra men du klarer dig, Kirsten! Gid jeg kunne blive og se, hvordan det går dig og Frederik…
Hold nu op, bedstefar. Du er uerstattelig for os!
Nej, du skal ikke høre på dem, der siger, du ikke er noget værd. Ingen mennesker er intet, fra fødslen har vi alle betydning. Se på din egen søn skulle jeg kalde ham intet? Nej vel? Så glæd dig over ham, og lad folk snakke. Folk dømmer andre, som de er selv.
Den lektie bar Kirsten altid med sig, så hun lod sig ikke gå på, når eksmandens nye kone, Signe, ringede og hånede hende.
Da hun engang besøgte sin datter i København, sagde Signe:
Frederik har jo selv børn nu tre.
Ja, men du har aldrig været snu…
Nå, men du forstår ikke meget, Kirsten.
Mod sådan stikpiller lærte Kirsten at svare igen, omend det kostede hende sved på pande. Hun forstod aldrig, hvorfor folk skulle være så hårde. Hvorfor ikke bare leve og glædes?
Kirsten, du er en sær en men venligheden gør dig sårbar, sagde bedstefar tit.
Jeg ønsker ikke at ændre på mig.
Vi vælger selv, om vi tager stav eller brød med på livets vej det er nok alt, du skal huske.
Hun lærte, dag for dag, at bygge sit liv på sin egen måde.
Så kom dagens prøve: En dag dukkede en lille, solid kvinde op i døren med to piger, så lige Jesper i ansigtet. Hej, jeg er Signe, Jespers kone. Kan vi snakke? Det blev en lang samtale. Siden fik Frederik både far og søstre, for Signe havde set, det ikke kunne være rigtigt, at skille børnene ad og dermed blev der ro.
Et år efter døde svigermor, og Signe indrømmede, at hun først da følte sig fri, men hun kunne alligevel ikke lade være at sørge over det.
Alt det husker Kirsten stadig og da hendes egen søn lidt efter, med blikket i loftet, fortalte om sin Anne, anede Kirsten, at hendes lektier nu skulle bestå sin prøve.
Det blev lettere, da hun lærte Anne at kende. En lille, lidt pjuskede fugleunge, gemmende sig bag Frederiks ryg. Kirsten kunne ikke andet end at smile:
Kom bare ind, Anne du skal ikke være nervøs.
Jeg er ikke nervøs!
Det skælvede nu på stemmen. Og hvordan hendes eget flettede tørklæde blev viklet op, så det hele tiden hang i vejen. Kirsten anede straks en historie.
Har du selv strikket det?
Ja, det lærte jeg af tanten på børnehjemmet. Hun var så rar ved os…
Så du voksede op dér?
Ja, og?
Fuglen Ann blev næsten arrig, men Kirsten beroligede hende:
Alla har det forskelligt, Anne. Jeg spørger bare, for jeg gerne vil lære dig at kende på den måde, du selv ønsker.
Det skal du nok få…
Om aftenen var hun stadig en lukket bog, men Kirsten bemærkede, hvor forsigtigt hun spiste og ikke turde tage brød. Så velopdragen hvordan kunne det være, når barndommen manglede hjem?
Senere åbnede tingene sig. Efter at Frederik og Anne var blevet gift, og dagligdagen begyndte, sagde bedstefar straks god for Anne og bad Kirsten holde igen med spørgsmål.
Det blev dage, hvor Kirsten kom til skade og lå med brækket ben på hospitalet. Anne kom med frugt og mad, som hun så ofte havde gjort det selv.
Har du været her meget?
Ja, jeg lå tit på Rigshospitalet som barn…
Så gled historierne frem. Annes mor Bente sad i fængsel, da Anne var lille, og ingen ville tage sig af hende hverken bedstemor eller far. Hun skulle klare sig selv.
Hun havde en anden familie, min søster. Jeg ventede på hende, men hun hentede mig aldrig…
Du var kun halvandet år, Anne, det er da umuligt at kunne huske!
Moren sagde, jeg skulle aldrig glemme, hun stjal mad for min skyld
Kirsten kunne mærke frustration og sorg, men Anne blev aldrig bitter. Tværtimod voksede hun ind i familien og beholdt et åbent sind.
Det store brud kom, da Bente dukkede op et år efter brylluppet. Hun var hverken blid eller venlig men Kristen anede uro.
Nu er jeg altså kommet for at tage imod min pligt, sagde hun. Det er Ann, der skylder mig penge for jeg har født hende.
Kirsten så rød. Selvom Bente ikke havde betalt en øre til Anne i alle hendes børnehjemsår, ville hun nu have penge fra datteren. Der blev grædt, hvisket, skændtes.
Kirsten lagde hovedet i blød og købte en løsning: hun opsøgte Bente og overførte et større beløb (20.000 kroner), så hun ikke skulle plage Anne mere. Da Anne fandt ud af det, blev hun både lettet og rørt.
Dine børn? sagde hun forsigtigt.
Ja, selvfølgelig, svarede Kirsten du er mit barn nu. I min familie dømmer vi ikke efter blod men efter hjertet. Her er du hjemme og om du vil kald mig bare mor.
Anne skjulte ikke længere tårerne. Tak, mor.
Sådan gik det til, at familiens bånd blev knyttet, og gamle sår lægtes akkurat som bedstefar Svend havde spået, højt oppe i det grønne danske forår for mange år siden.
