En dyr fornøjelse
Anne, nu igen? Hvor længe vil du blive ved? Jeg arbejder kun for din kats skyld!
Katten, som Anne febrilsk prøvede at få ind i transportkassen, vrikkede sig fri, landede tungt på gulvet og flygtede ind i hjørnet af entreen, hvor den begyndte at jamre tungt og klagende. Det lignede, at denne kat som Anne for mange år siden havde givet det poetiske navn Holger havde besluttet at kæmpe med alt hvad den ejede for sit efter Denises mening ubetydelige liv.
For mange år siden, faktisk, for Holger, som Anne kærligt kaldte Holle, havde boet hos hende i næsten ti år. Hvor gammel han egentlig var, vidste Anne ikke. Hun havde slæbt ham med hjem fra gaden, og da var han langtfra nogen killing. Han var en voksen men stadig ung kat, sagde de nede i dyreklinikken til Annes mor, Karen.
Karen, Annes mor, var stormet ind i klinikken sammen med sin datter, med Holger svøbt i et slidt, gammelt babytæppe.
Hjælp ham!
Hvor har I fundet det skræmsel? spurgte den unge veterinær og kneb øjnene sammen. Det er jo en vildkat!
Hvad gør det? Det er min kat! Hjælp ham! Kan I ikke se, han har det dårligt? Tror I, jeg betaler med andre penge end dem med racekattene? Er mine penge mindre værd?
Karen var så vred, at klinikkens personale valgte at tie stille og bare hjælpe. Det var det klogeste.
Karen Nielsen var sjælden stædig. Hvad skulle man ellers være? Prøv selv at opdrage et barn alene uden nogen som helst hjælp, mens du passer to ældre. Alt sammen på lønnen som pædagog i en børnehave. Så får man styrke!
Karen kunne sagtens stå op for sig selv, men hun var også et meget kærligt menneske. Hun elskede børn og katte, og til nød også hunde, selvom hun havde frygtet dem siden hun var barn.
Hun gav aldrig ved dørene. Hverken til naboen i opgangen eller til forældrene til børnehavebørnene, og slet ikke til fremmede, der troede, hun var nem at løbe over ende. Men hun kunne gøre det på sådan en måde, at folk ofte blev helt forbavsede. Hun råbte aldrig. Hun fandt bare det rigtige argument, og så gled diskussionen som oftest ind i et nyt spor. Ofte begyndte folk, der kom for at skælde hende ud, pludselig at lukke op om deres egne problemer. De klagede, åbende deres hjerter, og Karen lyttede, nikkede og havde tålmodighed. Til sidst gik de ud af døren, sagde tak og undskyldte for ubelejligheden.
Hvordan og hvorfor det virkede, anede Karen egentlig ikke. Hun havde et særligt talent for at høre, hvor folk havde ondt. Hun lyttede mere, end hun talte.
Men det mærkelige var, at det kun virkede udenfor hjemmet. Hun kunne tale med hvem som helst, men med de nære kom hun ofte til kort.
Hendes mand stak af en uge efter brylluppet. Karens mor plejede senere at sige, at han faktisk holdt ud overraskende længe.
Det gjorde ondt, men Karen måtte erkende, at hendes mor havde ret. Med sådan en vimse som hende fik man ikke bygget familie. Det var ikke for sjov, at hendes mand, da han gik, så hende stift i øjnene og sagde:
Kvinde? Der er lige så langt fra dig til det som fra mig til at blive balletdanser.
Selvfølgelig blev Karen ked af det.
Men et par måneder efter opdagede hun, at hun skulle have et barn. Og så faldt roen over hende. Kvinde ja, det VAR hun jo!
Hun glædede sig til sin datters fødsel, som havde det været juleaften og fødselsdag på én gang. I hendes stille, grå liv var der sjældent fest. Men nu skulle hun fejre noget stort.
Karens mor var ikke just begejstret for Karens beslutning.
Hvorfor gør du det, Karen? Det er en byrde! Du er ung, køn, du har muligheder. Og nu skal du have børn? Så sidder du der og lever af havregrød og rugfras. Og dit barn får det samme. Børn er en dyr fornøjelse, Karen! Det forstår du ikke endnu men det kommer du til.
Mor, har vi ikke altid levet sådan?
Netop, Karen! Og hvad fik vi ud af det?
Karen blev tænksom. Måske havde moderen ret. Men denne gang satte noget sig på tværs indeni. Når hun tænkte på, at barnet måske ikke skulle være der, føltes det som at blive kvalt.
Det blev hendes mormor, Margrete, der satte punktum i hendes overvejelser. Uanmeldt kom Margrete rejsende ind til byen, klappede sit fine, broderede tørklæde på plads og sagde:
Få nu det barn, Karen! Jeg hjælper!
Mor, hvad så med morfar? Han kan da ikke være alene derude i landsbyen?
Han er sej nok! Og ellers flytter vi ham ind. Bare rolig, Karoline, du klarer det. Lyt nu ikke for meget til din mor!
Et fint knyttet tøjbyl blev lagt op på bordet. Karen genkendte straks det broderede håndklæde, hun som barn havde lavet til bedstemors fødselsdag.
Husk nu åbn det!
Aldrig før havde Karen haft så mange penge i hænderne. Nok til en lille lejlighed. De havde solgt forældrenes hus motorvejen kom forbi, så grundene var blevet dyre. Noget af opsparingen var også med. Karen turde ikke tage imod, men Margrete stod fast.
Siden blev håndklædet kimen til en kæmpe konflikt mellem Karen og hendes mor. At hun nu fik alt det, hendes mor havde nægtet hende hjælp, støtte, bolig gjorde ondt. Men moren forstod sig ikke på Karens valg. Det skulle hun heller aldrig komme til.
Familien flyttede ind i en fireværelses lejlighed. Ikke ny, trængte til en kærlig hånd, men det klarede Margrethe suverænt hun fik presset prisen og ledte håndværkerne med jernvilje. Da arbejdsfolkene var færdige, og barnesengen stod på plads, græd Karen stille af glæde.
Sådan, barn! Nu skal vi fejre det nye køkken! Margrete tørrede Karens næse og slap hende ikke igen.
Anne blev født lidt for tidligt. Karen var nervøs, men alt gik godt. Pigen voksede op robust og kærlig, men også med bid. Karen havde lovet sig selv ikke at opdrage, som hendes egen mor havde gjort. Når de havde konflikter, kom hun til kort men hun forsøgte.
Anne udviklede sin charme tidligt. Hun forhandlede om slik og blev ekspert i at sige de rette ting til bedstemor, når stemningen blev for heftig:
Bedste, lad nu være med at skælde ud! Du er så pæn og rynker klæder dig ikke! Kom her.
Margrete satte hende på skødet, og Anne glattede forsigtigt huden i panden på hende. Stemningen ændrede sig altid.
Familien fik ro på. Karen arbejde, Margrete og morfar som havde opgivet landlivet passede Anne.
Så blev Margrete syg. Karen forstod alvoren uden at få det at vide. Anne foreslog noget hovedstadslæge, men Margrete afviste med smil.
Præcis i denne periode kom Holger ind i husstanden. Katten, slidt og forslået, men i live. Karen hentede ham, da Anne pludseligt forsvandt på vej hjem fra skole. Der blev ledt overalt, men til sidst dukkede Anne op med katten i armene, tårerne trillende ned af kinderne.
Skat, har du ondt? spurgte Karen febrilsk.
Nej! Men det har ham her, mor! Han har ondt!
Katten kom hurtigt til dyrlægen. Det gik værre end Karen havde regnet med regningen var højere end hun kunne overskue. Men hun betalte, indså at de næste uger ville blive smalle, og begyndte at tænke over livet. Katten skulle have medicin, Margrete også, og Annes fødselsdag nærmede sig.
En aften, mens Karen sad oppe og regnede ud, kom Anne snigende ind på køkkenet.
Mor, jeg har et ønske Lad være med at købe gave til mig. Må jeg beholde Holger? Så er han min gave.
Karen så på det grå, sovende væsen for sine fødder. Hun bøjede sig, nussede ham, og sagde ja. Naturligvis.
Helt utroligt blev den gamle kat hurtigt en del af familien. Han var aldrig til besvær tværtimod. Han holdt sig helst tæt ved Margrete, men blev også Annes viskammerat.
Man kunne næsten forledes til at tro, at Holger bragte forandring med sig. Karen havde længe været træt af at klare alt på pædagogløn og pensioner, og nu sprang hun ud i at blive dagplejemor i et velstående hjem, hvor hun blev anbefalet af en veninde. Herfra gik det kun én vej: hun blev værdsat, lønnen steg, og hun blev nærmest overdraget fra familie til familie som en skat.
Hver aften kom hun hjem, kløede Holger bag øret og mumlede:
Tak Holger. Hvis det ikke var for dig
Katten spandt og lagde poten på hendes hånd, men kiggede altid hen til Anne. Karen var nok yndlingsmennesket, men Holger var mest knyttet til den yngre.
Han sad ved hendes side, når hun lavede lektier, tørrede tårer, når hun sad stille udenfor døren til bedsteforældrenes værelser, og var der også, da både bedstemor og bedstefar stille døde, med få måneders mellemrum.
Da Karen endelig selv fandt en god mand Ole blev hun gift igen, og det, hun havde frygtet, gentog sig ikke. Han elskede hende for alt, hvad hun var, og var stolt over hende, så endda svigermoren Karens mor faldt for charmen, især da han lod hende låne bilen og have chauffør til kolonihaven. Nu lod hun sig føre gennem opgangen med sine blomsterkasser og pralede overfor naboerne: Min svigersøn kører mig på landet.
Anne gik på gymnasiet og var blevet selvstændig, men blev boende i barndomshjemmet da hun fandt sin kæreste, Marcus.
Wow, Anne, du bor jo som en dronning!
Hold op!
Se hvor meget plads der er og hvad er det??
Et rasende, hvæsende pelsdyr for ud af Annes soveværelse og sprang efter Marcus, som panikkede og fór rundt for ikke at få poterne i anklerne.
Gør noget! Få ham væk!
Katten blev tøjlet, men mellem Holger og Marcus opstod aldrig et nært forhold. Marcus hadede katten og jagtede ham, så snart Anne ikke så det.
Efter et år blev der holdt bryllup men noget gik tabt. Marcus begyndte at kritisere Anne for alt. Gik hendes mormor op i det, ville hun være rasende nu snakkede Marcus til Anne langt værre, end Karens skat nogensinde havde gjort.
Hvad er det for en suppe? Kan du ikke lave mad? Hvad er du for en hustru?
Marcus fandt hurtigt katten som undskyldning for at brokke sig.
Hvad fejler den? sagde han, da han så regningen fra dyreklinikken. Er du blevet skør? Jeg bruger ikke engang så mange penge på mig selv!
Marcus, Holger er ikke bare en kat. Han er familie.
Din måske. Ikke min! Jeg gider ikke sådan en belastning!
Hvad siger du?
Du hørte det! Sker det igen, smider jeg ham ud med hovedet først!
Anne havde samme dag fundet ud af, hun ventede barn, men hun sagde ikke noget. Næste dag satte hun Holger i transportkassen for at tage til dyrlægen og Marcus opdagede det.
Nu må det være nok! Vi slipper af med det kræ! Jeg gider ikke bruge flere penge på det skravl!
Så må vi begge gå, sagde Anne, uden at hæve stemmen.
Måske på tide, råbte Marcus, før han med et smæk forlod lejligheden.
Anne vidste, at nyheden om barnet var gået Marcus forbi. Han tænkte kun på kat. Ikke på kvinde eller deres barn.
Hun hentede nøglerne fra hans jakke, vendte sig i døren og sagde:
Jeg venter et barn. Jeg må ikke stresse. Katten forstår det det gør du ikke. Gå. Kom tilbage, når du kan tale roligt. Men vi lever ikke sammen. Hvis du så let kan smide nogen ud, der har været der for mig i årevis, hvad gør du så ved mig, når jeg engang generer dig? Nu går jeg. Jeg skal til dyrlægen med Holger. Det er rigtigt sådan.
Marcus protesterede ikke. Han smækkede døren.
Katten blev rask, takket være Anne, og blev oldgamle Holger til sidst babys allerbedste ven. Når Anne selv engang får en pige, ligger hun som sin mor og mormor med barnet i armene, stryger det over kinden og siger:
Hej, min lille skat. Jeg har ventet så længe på digOg Holger, nu stiv i pelsen, lå tæt trykket op ad det lille nye menneske, savlende og spindende, som om han altid havde ventet på netop denne opgave. Anne betragtede dem, tankerne løbende tilbage gennem årene til Margrete, til sin mors beslutsomhed, til alle de stædige valg, der havde formet hendes familie. Hun forstod nu, hvad hun aldrig helt havde begribet før: At kærligheden koster, men at det altid er værd at betale prisen.
En lille hånd greb uvilkårligt fat i Holgers hale, og en spinkel latter fyldte stuen. Udefra kom morgensolen gult gennem gardinet, tegnede et mønster på gulvet, hvor Holgers skygge og det lille barns arm flettede sig sammen. Anne smilede og fornemmede det mærkelige men vidunderlige fællesskab imellem dem alle. For selv når det hele føltes som en dyr fornøjelse, var det dét, der gjorde hendes verden rig.
Hun lagde sig ned ved siden af dem, lukkede øjnene og mærkede roen fylde det gamle hjem. Udenfor begyndte det at regne blidt mod ruden. Hun hviskede, næsten uhørligt:
Tak, Holger. Tak, mor. Tak, Margrete.
Og Holger svarede med et fornøjet, knirkende miav som for at sige: Nu er cirklen sluttet; alt er, som det skal være.
