Livet under kontrol
Mikkel stormede ind på politistationen, åndende tungt, hans øjne fulde af rå uro. Han så ikke ud til at have sovet i flere dage mørke rander under brynene, hænderne rystede let, og blikket søgte febrilsk rundt i rummet. Uden tøven gik han hen til skranken, hvor en midaldrende betjent sad og sortede papirer i et ellers kaotisk landskab.
Jeg vil gerne melde en person savnet! udbrød Mikkel, stemmen sitrende af desperation. Min forlovede, hun er simpelthen væk! Hun kom ikke på arbejde, vennerne ved intet Noget er helt galt! Jeg har ringet til alle hospitaler, men hun er ikke indlagt nogetsteds
Betjenten kiggede op, satte sine briller ordentligt og sendte Mikkel et træt blik. Hans fingre trommede monotonisk med kuglepennen på bordpladen, hvilket kun forstærkede den nervøse stemning.
Hvor længe har din forlovede været væk? spurgte han, lettere opgivende. Hans stemme var slidt, uden antydning af medfølelse eller sympati kun udmattelse og den lette irritation, der følger efter for mange lignende henvendelser. De fleste savnede blev jo trods alt ofte bare fundet med et afladt mobilbatteri eller på spontane weekendture til sommerhuset på Møn.
Tre dage, svarede Mikkel og kneb resolut i elastikken om håndleddet, endnu et lille trick, som netop Ea havde lært ham mod uro. Han snappede efter vejret, prøvede at tvinge pulsen ned og fugtede tørlagte læber, før han fortsatte:
Jeg har ledt overalt, men Hun er bare væk! Ea ville aldrig gå fra sit arbejde frivilligt! Hun er pædagog i børnehaven, hun elsker børnene, og hendes gruppe skal have afslutning om en uge hun kunne ikke finde på at blive væk fra sådan et øjeblik! Hans stemme knækkede lidt, og han tav, gispende efter selvbeherskelse. Hun ville aldrig bare gå! Vi havde jo planer Ville giftes, for pokker!
Betjenten rettede sig op i stolen, lod nu blikket dvæle lidt længere på Mikkel. Der var noget ægte over hans angst, noget der adskilte ham fra den sædvanlige skare af bekymrede, men ofte unødvendigt paniske, pårørende.
Forstået, sagde han lavt. Har du været i kontakt med hendes familie?
Ea har kun sin mor, og hun bor helt ovre i Jylland. Jeg har kun mødt hende et par gange, svarede Mikkel og lod sig tungt synke ned på en stol. Hænderne begravede sig i det uglede hår, blodet hamrede i tindingerne, og tomheden i brystet gjorde det svært at trække vejret. Ængstelsen for Ea var overvældende, den gjorde det nærmest umuligt at tænke klart. Eva Kristensen sagde bare, at hun ikke havde hørt fra sin datter på lang tid. Deres forhold… er ikke det bedste, de blev uvenner for flere år siden. Hvorfor, ville Ea aldrig sige.
Erindringen om Eas stædige hoved lyste op. Hvor mange gange havde han ikke prøvet at lokke sandheden ud af hende? Først forsigtigt, så mere vedholdende, til sidst nærmest bebrejdende. Men det var forgæves. Hun havde blot rystet på hovedet: Det var mellem hende og hendes mor. Det havde irriteret ham. Hvorfor kunne hun ikke lukke ham ind? Fortjente han da ikke at vide det hele?
Det var tit, han havde følt behov for kontrol at vide alt om, hvor hun var, hvem hun så, og hvad hun tænkte. Hvis han havde styr på det, kunne intet gå galt, tænkte han så var hun tryg. Omsorg, kaldte han det for sig selv. Men nu, hvor han sad her og huskede hendes stædige blik, stak en nagende skyldfølelse gennem ham. Var han gået for langt? Skulle han have givet hende mere plads? Tankerne strejfede ham, men forsvandt igen nu handlede det kun om at finde Ea.
Synes du ikke selv, du passer lidt for meget på hende? havde hans kollega, Jakob, sagt kækt, da Mikkel for femte gang på en dag greb telefonen for at ringe til Ea. Min Louise havde sendt mig ud ad døren efter to opkald!
Mikkel rødmede let, rettede ryggen og svarede selvsikkert:
Ea forstår, at jeg bare vil hende det bedste. Hun er lidt naiv, hvis jeg ikke holder øje, går det galt. Det er bedre at forebygge end at skulle rydde op bagefter, ikke?
Jakob havde bare grinet og rystet på hovedet uden at diskutere videre.
Du skal ind i lokale fem, afbrød betjenten Mikkels tankestrøm. Der kan du afgive anmeldelse og fortælle alt, du ved.
Mikkel nikkede og gik derind, hvor han snart fortalte alt om Eas arbejde i børnehaven, hendes vaner, yndlingssteder, selv den blå taske, hun altid tog med, hvis hun skulle noget længere væk. Han beskrev hendes tøj, nævnte veninder og hobbi store og små træk.
Betjenten lyttede opmærksomt, noterede flittigt. Men han måtte undre sig: Selv forældre kendte sjældent så mange detaljer om deres voksne børn her sad en kæreste, de kun havde været sammen i et halvt år Han minder mere om en stalker end om en forlovet, konkluderede politimanden for sig selv. Men opgaven var klar pigen skal findes, koste hvad det vil. Og hvem ved, måske var Mikkel selv mere indviklet i sagen, end det så ud…
*****
Efter besøget på stationen satte Mikkel straks kurs mod Evas bedste veninde, Kirstines, lejlighed. Han hastede op ad trappen i den slidte opgang, hånden knyttet krampagtigt om mobiltelefonen. Hjertet hamrede, mens håbet om svar kæmpede mod frygten.
Kirstine boede i en gammel ejendom på Amagers ydre. Hun var temmelig godmodig og ligetil, hvilket Mikkel godt kunne tolerere kloge veninder havde han altid holdt på afstand, de kunne finde på at inspirere Ea til selvstændighed. Enkelte udenforstående havde prøvet at så tvivl, insistere på, at hans omsorg og opmærksomhed ikke var sund, men han havde altid fået dem væk.
Døren gik op, og Kirstine stod der, overrasket med tasken i favn, let forfjamsket.
Har Ea kontaktet dig?
Nej, skulle hun det? svarede hun forundret.
Mikkel mærkede vreden boble; hendes godmod kom ham nu på tværs.
I er veninder, snerrede han nærmest. Er du slet ikke bekymret over, at Ea ikke svarer? Jeg har været hos politiet! Hvornår snakkede I sidst sammen?
Tja, nok et par måneder siden, mumlede Kirstine, stadig overrasket. Vi har set mindre til hinanden. Jeg er selv ved at blive gift, og min forlovede er lidt jaloux. Ea er jo meget smukkere end mig; jeg vil ikke risikere noget. Han er både rig, pæn og betænksom…
Mikkel gad ikke høre mere. Han vendte brat om, smækkede døren hårdt, og skyndte sig ned ad trappen, hovedet tomt for andet end: Ved ingen noget? Hvor er du, Ea?
Han så ikke, hvordan Kirstine, alene igen, sendte et snedigt smil og tastede et hurtigt besked på mobilen, sendt til det der én gang havde været et ukendt nummer. Mens skærmen slukkede, lagde smilende sig planen gik helt, som hun havde håbet. Noget triumferende lyste i hendes blå øjne, som om hun var midt i et kæmpemæssigt, betydningsfuldt spil…
*****
Mikkel hamrede døren op til sin lejlighed, næsten væltende den ældre, sure fru Larsen fra overboen. Hun råbte op, slog efter døren, bankede arrigt på hans, men Mikkel ænsede ingenting han tumlede indenfor, overladt til vreden og magtesløsheden.
Nede på bænken foran opgangen stimlede et par ældre damer sammen, da Larsen begyndte at mælde sig på banen med sin historie. Hænderne kørte ivrigt, mens hun fortalte om den utaknemmelige unge mand, som havde fejet hende til siden uden så meget som et undskyld.
Mens de søgte saftige detaljer, gik Mikkel rastløst rundt i sin lejlighed, skiftede febrilsk mellem værelse og stue. Hvad pokker havde han overset? Han havde troet, at han havde fuld kontrol over Eas liv hun havde jo sagt, hun bare skulle til veninde Men var det sandt? Var hun gået bag hans ryg? Og hvordan kunne hun lyve?
Han styrede alt. Hvilket tøj hun bar, hvordan hun satte håret, hvilket arbejde hun tog jobbet som pædagog havde han selv skaffet hende. Hun hadede det, havde han aldrig sagt politiet. Hun brokkede sig altid over at blive drænet af urimelige børn og forældrenes endeløse krav men det havde han bare affejet. Han vidste bedst, syntes han.
Ea var som en marionet, altid smilende og føjelig ingen beslutninger uden hans velsignelse. Men nu… havde hun løjet. Hun førte et hemmeligt liv. Raseriet kogte i blodet. Han knyttede næverne.
Bare vent, Ea, tænkte han højt, mens han flåede en bog ned fra hylden. Når politiet finder dig så skal jeg nok få det hele at vide. Du slipper aldrig fra mig!
Han trampede rundt, lagde planer for, hvad politiet skulle spørges om, hvor han kunne lede videre, hvilke spor han måske havde overset…
*****
Mikkel Andersen? Det er politiet angående din anmeldelse.
Han havde blundet tungt, udmattet af søvnløse tanker om Ea. Men ordet politi vækkede ham på stedet. Han satte sig op, hjertebanken, tanker hamrede løs: Snart finder jeg hende, så må hun forklare sig, bede om tilgivelse måske vil hun endda græde…
Har I fundet hende? Hvor er hun? Jeg kommer straks! tordnede han, allerede halvt ude af sengen.
Tag det roligt, lød det køligt fra den anden ende af røret. Ja, vi har fundet hende. Hun henvendte sig selv, da hun hørte, hun blev efterlyst. Hun har det fint.
Hvad? Hvor er hun? Hvorfor siger I ikke, hvor hun er? Ea er min forlovede! Mikkel hævede stemmen, greb om telefonen med klamme fingre, panikken voksede.
Det er enkelt: Ea Kristensen ønsker ikke, vi udleverer nogen oplysninger. Hun betragter ikke længere sig selv som din forlovede faktisk overvejer hun at melde dig for stalking.
Det slog ham ud hun ønskede ham ikke længere, truede måske ligefrem med politi? Han sank tungt tilbage på sengen, helt konfus, trykket af skam og forvirring.
Hvad har jeg gjort? hvislede han giftigt, rød i hovedet af arrigskab. Hjertet pumpede hårdt, hænderne rystede. Han forstod det ikke; han havde jo bare passet på hende.
Du har overvåget hende, svarede betjenten tørt. Som venlig anbefaling: Lad hende være. Hun har nu en dyr advokat på sin side, plus privat chauffør og sikkerhedsvagt. Jeg foreslår, du glemmer hende.
Mikkel stivnede, ordene skar i ham. Hans stolthed blev trampet på. Han flåede hænderne ned gennem håret, væltede en stol, smadrede en vase, knaldede et billede ned på gulvet. Vreden og tomheden krøllede sig sammen i ham, han følte sig som et skib uden ror.
Han sank sammen på kanten af sengen, blikket tomt rettet mod tapetet. For første gang mærkede han, at han havde mistet kontrollen Ea havde forsvaret sig, fået hjælp, og politiet stod ikke på hans side. Magtesløsheden efterlod ham lamslået over sine egne begrænsninger.
Pludselig ringede det på døren. Han fór sammen, stadig anspændt efter samtalen. Gennem dørspionen så han Sofie, Evas kollega: Blid, med tynde, lyse krøller og det der ærlige smil, han egentlig fandt lidt for naivt.
Sofie stod tøvende ved døren, nervøst plukkende i stroppen på tasken.
Jeg jeg ved, at Ea er savnet, og at politiet ikke gør mere, begyndte hun sagte. Jeg ville bare støtte dig. Alle på arbejdet kender jo jeres forhold så, jeg tænkte, det måtte være slemt for dig.
Mikkel frøs kort. Følelserne dansede vildt i ham vrede over Ea, smerte, fortvivlelse. Men synet af Sofie, så forsigtig og omsorgsfuld, blødte ham lidt op.
Kom ind, fik han sagt, stemmen sprød og usikker, men han forsøgte at smile. Tak. Det er rart ikke at være alene lige nu…
Han lod hende træde ind. Mens hun lydløst satte tasken fra sig og kiggede sig omkring, tænkte han: Hun er ikke som Ea, men Måske kan hun tage hendes plads et stykke tid. Måske er Sofie nemmere en, jeg kan forme
Mikkel pegede på sofaen. Sofie satte sig spagfærdigt på kanten, ryggen ret, hænderne foldede i skødet nervøs for ikke at gøre noget forkert.
Imens biksede han te frem i køkkenet. Hans hænder rystede stadig, brystet var hårdt og tomt, men han kæmpede for at virke rolig. Med skælvende stemme råbte han:
Te eller kaffe? uden at vende sig, som om alt var normalt.
Te, gerne med citron… mumlede Sofie, blikket nedslået.
Han fandt kopper og en halv citron frem. Han betragtede hende i spejlet lille, blid, let at skræmme. Hun var det stik modsatte af Ea, der altid havde styrken til at svare igen. Måske var det for det bedste? Med Sofie ville der ikke blive modstand.
Han trak vejret dybt, hældte te op, kom citron på, satte sig over for hende.
Alle undrer sig Det ligner ikke Ea, sagde Sofie lavt, krummede sine hænder om koppen. Jeg kunne bare ikke lade være med at hjælpe, da jeg så, hvor ondt det gør dig.
Mikkel tav længe, stirrede på hende. Så tog han en dyb indånding.
Noget må være sket. Jeg giver ikke op før, jeg har fundet hende. Lige meget hvad det koster.
Sofie smilede beundrende, lænede sig lidt frem.
Du er så stærk Jeg ville ønske, jeg kunne være sådan, hviskede hun.
Mikkel mærkede en varme blusse op. Alt håb var ikke tabt. Mens han sippede til teen, voksede tanken frem: Hvis han bare holdt fast i kontrollen, så skulle han nok få alting til at glide. Måske ikke med Ea men med den næste.
