Min farmor fyldte for nylig 70 år. Hun ser faktisk meget yngre ud, nærmest som en kvinde på 60. Hun er udadvendt, og synes at ensomhed er kedeligt. Selvom hun bor alene i sin etværelses lejlighed i København, blomstrer hun gennem samvær og hyggelige møder med venner og familie. På den anden side er min mor, der netop er fyldt 50, mere stille og afbalanceret. De to kvinder er modpoler farmor er energisk og livlig og har brug for selskab, mens mor nyder roen.
I sidste uge, tidligt om morgenen, ringede farmor til min mor med svag stemme. Hun sagde, at hun havde en fornemmelse af alvorlig sygdom og troede, at hun snart skulle herfra. Kort sagt følte hun sig skidt tilpas.
Vi blev straks nervøse og ilede hen til hendes dør i Frederiksberg stadig i nattøj, både forvirrede og ængstelige. Med rystende hænder låste vi døren op, bange for at komme for sent. Til vores overraskelse lå farmor roligt i sengen. Min mor tjekkede hendes blodtryk, som var lidt forhøjet ikke så mærkeligt i hendes alder. Vi ville ringe til en ambulance, men farmor nægtede bestemt. Hun insisterede på, at hun havde det bedre. Og pludselig rejste hun sig op, bød os på te, og viste os de lækre wienerbrød, hun havde bagt dagen før. Vi udvekslede forbløffede blikke for kun en halv time siden havde hun lydt så svag, og nu var hun klar til at dække op til hyggelig morgenmad.
Det vigtigste var, at hun var ved godt mod og helt sig selv.
Siden da har hun ofte ringet til os og klaget over, at hun ikke kan stå op af sengen på grund af svær træthed. Til sidst foreslog jeg, at hun måske skulle indlægges, eftersom hun er oppe i årene. Men hun afviste det blankt, og sagde, at hvis hun først kommer på hospitalet, vender hun aldrig hjem igen. For at tage hendes helbred alvorligt besluttede vi at gå til lægen sammen. Han undersøgte hende grundigt, lyttede til hendes bekymringer, og anbefalede nogle tests.
Under konsultationen forsikrede han os om, at der ikke var grund til bekymring hendes helbred var helt normalt for hendes alder. Han opfordrede os til at besøge hende ofte, og understregede hvor vigtig familien er for ældre. Derfor besøger vi farmor næsten hver dag; hun bor jo lige rundt om hjørnet. Selvom vi har tilbudt hende at flytte ind hos os, vil hun absolut hellere blive i sin lille, hyggelige lejlighed, som hun elsker, indtil livet siger stop.
Gennem denne oplevelse har vi lært, at det vigtigste i livet er omsorg og tid sammen især med dem, som holder af selskab. Selv små handlinger, som en kop kaffe eller et kram, kan gøre en kæmpe forskel for et menneske.
Klokken 7 om morgenen ringede min bedstemor og fortalte os den triste nyhed, at hendes liv nærmer sig sin afslutning.
