– Nå, du er da en lille pilfinger, Agnes! Hvad har du nu lavet?
Kirsten kiggede ind i stuen og så sin elskede barnebarn stå midt på gulvet. Hænderne på ryggen, øjne som to lysende måner og det udtryk, der straks varslede, at dagen ville byde på alt andet end ro og fred. Men egentlig, hvornår var her sidst ro? At have Agnes boende betød altid liv, latter, og følelser i hele spektret. Og desto ældre hun blev, jo mere bød hun på. Kirsten satte hænderne i siderne, rynkede panden og gjorde sig klar til at tage kampen op.
– Ingenting!
– Og det der ingenting hvad dækker det over? spurgte Kirsten og sendte et mistænksomt blik, så Agnes straks efterlignede bedstemorens positur. Arme i siden, brynene højt en sand kopi! Hvor lærte hun alt det?
– Jeg sagde jo ingenting!
Kirsten lod blikket glide over stuen og sukkede. Gamle Misse, den slidte, halvskaldede kat, lå på ryggen af sofaen og svingede dovent med halen. Med et hurtigt glimt åbner hun det grønne øje mod Kirsten, men slog det straks i igen. Nå, de skændes? Ud med det! Så længe de skændes, får jeg fred, tænkte hun.
Når det kom til Agnes unoder, var katten altid hovedmistænkt, og Kirstens bekymring voksede. Når nu Misse hverken var viklet ind i dynen fra barnevognen eller drønede forvirret rundt i endnu et stykke prinsessestof, Agnes havde tryllet ud af et silkesjal fra soveværelset, ja, så vidste Kirsten, at der måtte være ballade på færde.
– Lille skat, kom nu, sig til mormor hvad du har fundet på? Jeg skal nok lade være med at skælde ud!
– Jaja! Du lover altid, men så åh-uha! Hold mig tilbage! sagde Agnes og rullede med øjnene, så Kirsten måtte bide sig i læben for ikke at le.
– Helt ærligt, jeg lover! Kirsten bakkede forsigtigt hen til lænestolen man kunne jo aldrig vide. Det var nemmere at sidde ned
Agnes overvejede, om hun skulle vente til frokost med at afsløre dagens bedrift. Men hun vidste jo, der duftede af brunsviger inde fra køkkenet, og hun risikerede at blive snydt for det bedste. Alligevel kunne hun ikke vente længere at se bedstemorens ansigt, når hun fik dagens overraskelse, var mere end værd. Bliver hun sur, så går det hurtigt over, tænkte Agnes. Og brunsviger kunne man altid tigge sig til, når mor kom hjem. Når hun lavede de dersens bedende øjne, så kunne ingen, slet ikke mor, stå for hende. Men af en eller anden grund virkede det aldrig lige så godt på mormor, når mor ikke var hjemme. Hun kunne endda finde på at stille Agnes i skammekrogen! Godt nok aldrig mere end et par minutter, men alligevel. Hun var jo stor pige nu, næsten seks år! Det var vel for pinligt?
Agnes struttede, traskede hen til vinduet og trak gardinet til side.
Synet, der mødte Kirstens øjne, fik hende til hvæsende at tage sig til brystet.
– Herre Jemini… Kirsten hviskede, og Agnes løftede hagen stolt.
– Flot, ikke? Jeg har selv gjort det! Farfar hjalp ikke. Han sagde, du ville blive sur, og det gad han ikke rodes ind i.
– Hvor er farfar henne? Han sad da her med dig!
– Smuttede! Han er lidt bange for dig, mormor! Kan du forstå det, så skræmmer du os alle sammen! Synes du ikke det er synd?
– Mig? Kirsten rystede på hovedet og rejste sig.
– Moar?! Agnes ændrede retning, svøbte sig ind i gardinet og kiggede bedende frem. Jeg vil ikke i skammekrogen! Jeg er sulten!
Kirsten gik hen til vinduet, satte sig besværet på knæ og lod hånden glide henover barnebarnets kreative værk. Knapper, syet på, som Kirsten havde lært Agnes: med sort, solid tråd, der nu trak det fine florlette gardin sammen og fik bagsiden til at ligne mærkelig spindelvævsspids. Den gamle blikdåse, som Kirsten arvede fra sin mormor, fyldt til randen med knapper, stod bag gardinet. Da Agnes snoede sig for at komme fri af gardinet, ramte hun låget, som klirrede mod parketgulvet.
– Stå nu stille, ellers vælter du det hele! Kirsten flyttede forsigtigt dåsen og samlede låg op fra gulvet. Snehviden, prydet på låget, dansede stadig i sin skov på en baggrund af sne. Kirsten snøftede, først en gang, så mere, og Agnes satte straks i et panisk hyl:
– Mormor! Er du ked af det? Jeg gør det ikke mere! Du sagde selv, at piger skal kunne alt, og nu har jeg øvet mig! Jeg skulle jo ikke røre knive endnu, siger mor, så jeg tænkte, knapper må jeg gerne. Hun siger, ikke noget hav uden god opførsel det vover jeg ikke satse på!
– Agnes! Kirsten tørrede tårerne væk og blev nærmest ramt af latter, men holdt masken. Hvem siger, mor lyver? Skammekrogen kalder altså!
– Det er dig der græder! Hvorfor egentlig? Agnes listede tættere på og kastede pludselig armene om halsen på Kirsten, så hun gispede efter vejret.
– Du kvæler mig, lille ven! Nåh, du ved jeg elsker dig. Og jeg græd ikke! Måske blev jeg lidt rørt, det sker bare.
– R…rørt? Hvad er det?
– Når man ser noget dejligt eller pludselig husker noget vigtigt. Så bliver man lidt glad, og måske lidt trist samtidig. Og så kan man fælde en lille tåre.
– Hvad kom du til at tænke på?
– Tja… Kirsten strøg fingerspidserne over lågets kølige, lidt fløjlsagtige overflade. Så mærkeligt, at metalsiden kunne føles blød. Men sådan havde dåsen altid været i hendes hænder fantasifuld, mytisk, en blank skattekiste. Og så alle de knapper, der gennem generationer var endt i dåsen…
Alle kvinder i vores slægt har samlet knapper. Det skal du også.
– Hvordan gør man det? Agnes satte sig til rette på skødet, tryg nu skældud blev det vist ikke til. Hun havde gjort som Kirsten havde lært! Brugte stærk tråd og lagde en god knude for enden, selv om det var svært. Kun mormor kunne lave knuder hurtigt og elegant. Lettet valgte hun bare at bruge lang snor og syede flere knapper uden at klippe for hver. Det måtte være smart nok. Gardinet var dog kun pyntet i hjørnet havde Kirsten ikke fanget hende nu, var hele forkanten spraglet. Hun havde udvalgt de allerfineste! Hun havde dækket hullet, hun ved et uheld klippede, med den største knap, hun kunne finde måske mormor ville overse det.
Kirsten lod fingrene glide gennem knapperne, samlede dem i en lille bue, lod dem glide én for én.
– Hvordan vi samlede? Over lang tid, Agnes. Se, hvor mange!
– Virkelig mange!
– Og de er alle forskellige. Hver knap bærer en historie.
– Fortæl! Agnes så spændt op på Kirsten.
– Dem alle sammen?
– Ja!
– Måske ikke dem alle, men nogle. For jeg kender ikke alle selv. Nogle har jeg glemt, andre blev aldrig fortalt.
Agnes satte mere krævende til:
– Så fortæl dem du kan!
Kirsten lod knapperne glide endnu en gang:
– Okay, men vi må hellere sætte os i sofaen, ellers må vi spise kærnemælksuppe til middag, hvis suppen koger over…
– Pebernødder! Agnes sprang op i sofaen og klappede Misse kærligt på siden.
– Din farfar vil ikke nøjes. Han og Misse kræver varm mad. Kirsten stønnede, tog fat i armlænet og kom med besvær op.
Bevægelserne blev tungere. Årene satte deres spor. Hun havde løftet sine børn, fået et barnebarn, manden var stadig i live og nogenlunde frisk hvad kunne man ønske sig mere? Hun havde endda overrasket alle ved at få Agnes som en efternøler i fyrrerne. Og hvor hun havde skammet sig! Den voksne søn, der allerede var blevet far, kiggede ikke engang bebrejdende, men lykkeligt forvirret. Han havde elsket sin lillesøster betingelsesløst, selv nu som voksen. Han var blevet læge, ligesom sin far. Og ligesom datteren Agnes mor. Familien var spredt; hendes søn, svigerdatter og børnebørn boede i Odense et jobtilbud, man ikke siger nej til, når både bolig og god løn følger med. Kirsten lærte at bruge Skype, så hun kunne følge med, høre og se sine kære hver uge.
Efter Agnes fødsel tilbragte barnebarnet mere tid i Kirstens hjem. Hun foreslog ofte datteren at tage hende helt ud af børnehaven. Den førte bare til sygdomsfravær. Men datteren lo, greb Misse fra Agnes kærlige, men klemmende favntag:
– Nej, mor! Hun skal give dig fritid, bare lidt ind imellem, så vi alle overlever. Den energi må dirigeres!
Kirsten så sin datter det sene, uventede, store lykke. Ikke bare var hun klog og smuk, men havde også medfødt et indre lys. Kirstens datter var børnelæge; hun blev elsket af børnene og kunne få selv de bange til at slappe af, med sin bløde stemme. Men Agnes kunne hun aldrig styre. Heller ikke Kirsten, da sønnen var lille men hun havde lært at give slip på det rette tidspunkt. For meget kærlighed kan også spænde ben.
Pludselig hev Agnes Misse hen foran sig og viftede med en knap:
– Se, er den ikke flot?
Katten prøvede at vride sig væk, men opgav og sukkede som et gammelt menneske, lagde sig opgivende til rette.
– Mormor! Agnes hviskede og pustede Kirsten på kinden. Hører du?
– Hm? Kirsten tog Misse fra hende; katten humpede mod døren, men dumpede alligevel ned og blev nysgerrigt liggende.
– Du driller Misse for meget!
– Hun har godt af det! Ellers sover hun hele tiden. Det skulle være sundt at bevæge sig det siger mor!
– Katte har deres natur men bevægelse er livet, sagde Kirsten resolut, løftede Agnes op på skødet, kyssede hende i håret. Du er levende bevis du er en rigtig krudtugle!
– Jeg kan da sidde stille! Agnes virkede mistænkeligt samarbejdsvillig hvad mon hun havde gang i?
Fortæl nu om dem! Den der!
Den lille hvide knap, ganske uanselig, lå i Kirstens hånd.
– Den? Den er fra din mors første lægekitel. Jeg syede den til hende, men hun tabte altid knapper. Til sidst købte jeg en god tråd og lod symaskinen stå fremme. For mine kære er intet arbejde for stort det skal du huske!
Agnes nikkede alvorligt; Kirsten krammede hende endnu tættere ind til sig.
– Dygtig pige! Hvilken næste knap?
– Den her!
Agnes holdt op en gylden, lidt slidt metalknap. Hvordan syr man sådan én fast?
Kirsten tog forsigtigt imod, rystede på hovedet:
– Den kan ikke syes mere. Se, dens lille ben er væk.
– Hvorfor?
Kirsten skottede mod døren, sænkede stemmen:
– Den er fra farfars uniform. Han var udsendt med Røde Kors til Balkan og blev skadet under bombningen af hospitalet. Da lægerne fandt ham, knugede han den knap. Ingen ved, hvor den kom fra. Han bad mig gemme den; mens den fandtes, mente han at lykken var i live.
– Hvorfor kæmper folk overhovedet, mormor? Agnes knugede knappen så hårdt, at der blev mærker i huden.
– Det er ingen, der kan svare dig på, min skat. Men farfar gjorde en forskel. Han reddede liv.
Førstemandsfodtrin nærmede sig, Kirsten greb hurtigt en stor, malet knap fra sofaen.
– Se den her! Ved du, hvor den er fra?
– Nej!
– Mit yndlingsfrakke! Rød! Mamma syede den, og alle veninderne var grønne af misundelse.
– Hvad så? Agnes kiggede uforstående.
– Frakker var ellers grå og brune! Men denne den havde blomstermalede knapper! Se hver sin blomst! Kunstneren fra overboen ham der lærte os at tegne lavede dem! Han boede der alene, men hjalp os alle. I vores lejlighed i Aarhus boede tre familier sammen vi delte køkken og bad, og han fyldte væggene med billeder.
– Hang han det billede der? Agnes nikkede mod en akvarel.
– Nemlig, det var ham! Kan du kende hvem, det skal forestille?
– Nej
– Mig! Sytten år gammel. Den fødselsdag fik jeg frakken og kunstneren lavede knapperne. Hver sin blomst, alle med betydning. Denne her…, hun pegede, er en valmue. Den skal hjælpe med at glemme de svære ting og huske at ungdom og skønhed følger med i livet, om man har mod på det.
– Og den, jeg syede på gardinet? spurgte Agnes.
– En pæon. Lykkens blomst. Den står for glæde og et langt liv.
– Du ER lykkelig og ret gammel! fastslog Agnes og gemte sig bag Kirsten, mens latteren rungede. Katten sprang forskrækket væk, og Agnes kildekravlede op til mormor for at tigge:
– Kan vi ikke sy knapper på hele gardinet? Så viser vi mor det!
– Okay! Men først frokost! Saml knapperne op, Agnes, ellers bliver suppen kold…
Senere sad morfar med sin kop kaffe og så på Kirsten, der nåede at slukke for kogepladen i tide, inden hun satte brød på bordet.
– Har hun viklet dig om lillefingeren igen?
– Hvad tror du? smilte Kirsten, fejede krummerne væk. Hvorfor hjalp du ikke med knapperne?
– Blev du gal, da jeg syede på dine nye gardiner sidst? Jeg tør ikke! Du kysser hende og klapper af hendes værk, men mig husker du det til min næste pension. Det er ikke fair!
– Jeg er jo kvinde! Det hører med til jobbet. Kender du nogen, der forventer retfærdighed i det her køn?
– Jeg har mødt én… svarede han med et skævt smil.
– Hvor?
– Jo mere du ved, jo hurtigere bliver du gammel!
Ind kom Agnes, greb efter Misse, og Kirsten sukkede og rakte tunge bag ryggen på sin mand.
Samme aften, da trætte Marie trådte ind og så stuen, stivnede hun. Gardinet, hendes mors kæreste eje, var nu broderet med en eksplosion af knapper.
– Mor! Agnes fór over og hang på Marie.
Hun løftede datteren i et knus, kyssede hende og hviskede:
– Har du været uartig?
– Jep! Er det ikke flot?
– Jo, bestemt, hviskede Marie og gik hen til det gamle gardin, hvor hun fik øje på en særlig knap. Mor, det er jo en knap fra min brudekjole! Hvordan?
Kirsten rødmede, rodede efter resten af knapperne og rejste sig besværet.
– Den kom bare med hjem Du er vel sulten?
– Meget! Marie genkendte knapperne, en efter en.
Agnes, mistroisk, nedlagde hurtigt knapperne i dåsen og slæbte Marie ind i køkkenet.
– Kom nu! Jeg har gemt min brunsviger. Nå næsten hele!
Marie lod sig glad følge ind. Agnes slap endelig Misse, der indså, at dagen ikke endte helt tosset alligevel: brunsviger for katten, selvom det var forbudt.
I stuen samlede Marie de sidste knapper op, lukkede dåsen og gjorde sig umage for at mærke metallets lune. I tankerne var hun tilbage i barndommen, hvor hun en gang, ligesom sin datter nu, havde sorteret blandt de mange knapper og fået fortalt historierne bag. Og hun vidste, at sådan ville det fortsætte, fra mor til datter og senere til et barnebarn, måske oldebarn og at alle de små historier ville blive føjet til dåsens skattede indhold, aldrig færre, kun flere.
