Kufferten uden hank
– Hvad mangler du egentlig? Vi bor jo allerede sammen. Hvorfor har du brug for alt det der? Har du fået lyst til en ring og et stempel? Er det mere vigtigt end min kærlighed? Mere vigtigt end alt det, jeg gør for dig? Anders blev mere og mere ophidset, mens Anine forsigtigt satte strygejernet på holderen, bange for at hendes tålmodighed snart slap op.
– Jeg nævnte ikke engang ringe og stempler. Jeg spurgte bare, hvad nu? Anders, vi har boet sammen i næsten seks år.
– Og hvad så? Der er jo mange, der bor hele livet sådan. Uden forpligtelser, uden noget, der binder. De elsker frit uden at spekulere på, hvad andre tænker. Skal vi virkelig gå op i det? Og i det hele taget, hvem har brug for de der fjollede formaliteter? Ikke mig. Har du?
Anine, der kunne mærke tårerne presse på, hængte Anders sidste skjorte op og gik uden et ord ud af værelset.
Det var ikke første gang, de havde dette samtaleemne. Anine havde egentligt ikke ønsket at tage det op igen. Sidst var det endt i et kæmpe skænderi, hvor de gik fra hinanden og ikke talte sammen et halvt år. Hun havde næsten fundet ro med, at det var slut. Hun brød sig ikke om store konfrontationer, og hun fik aldrig sagt ordentligt fra hver gang hun forsøgte, dukkede tårerne op lige på det værste tidspunkt. Hun havde altid været følsom. Mens andre børn grinede, begyndte Anine at græde over selv de mindste ting. Ingen vidste, hvorfor hun var sådan, hverken hun selv eller hendes forældre. Mor blev ofte irriteret og forsøgte at tale hende til fornuft, mens far bare klappede hende på hovedet og sagde:
– Min lille grådlabriks, du kan snart vande blomsterne med dine tårer. Hvad er det nu, der gør dig ked af det, skat?
Det tog tid at finde svaret og når det så viste sig, at hun græd, fordi det var synd for en flue, mor havde klasket i køkkenet, brød forældrene ud i latter, og Anine blev for alvor ked af det, fordi hun følte sig misforstået.
Med tiden stoppede hun med at græde over småting, men Anine kunne stadig ikke styre sine tårer. Hun græd over bøger, film, gamle mennesker, der fik hjælp over fodgængerovergangen, eller en kat, der blev reddet ned af et træ. Bare fordi det var rørende.
Det var sådan, Anders så hende første gang Anine, der fældede stille tårer i Frederiksberg Have under efterårsløvet.
Anders selv var vokset op som eneste dreng blandt tre ældre søstre og en energisk mor og mormor, der mente, han skulle være en rigtig mand og rigtige mænd græder ikke. Bare tanken var forbudt! Det blev ham gjort klart fra lille: Det er kun piger, der græder, og ikke engang alle piger. De kloge slår fra sig, rejser sig og går videre. Sådan var Anders søstre også de kunne både tage sig af sig selv og beskytte deres lillebror, når han fik ballade i børnehaven på skolen begyndte de andre børn dog at drille ham, og så krævede han at få gå til brydning. Karate kunne ikke komme på tale det gik søstrene allerede til, og der satte Anders foden ned.
Da mormor hørte om drillerierne, sagde hun:
– I bliver nødt til at give slip på ham. Hvordan skal han blive en mand, hvis tre furier altid står klar til at tage kampen? Han skal lære selv at tage ansvar og løse sine problemer.
Søstrene stoppede straks med at blande sig og lod ham klare sig selv.
Brydningen gav hurtigt resultater. Snart havde Anders valgt sin egen medaljeplads små trofæer for egne præstationer. Efter et par brækkede næser og en arm, blev han accepteret blandt drengene i skolen, og søstrene koncentrerede sig om deres eget.
Han havde lært, at kvinder slet ikke var det svage køn derfor blev han også fascineret, da han mødte Anine. Da han spurgte, hvem der havde gjort hende ked af det, og hun svarede: Det er bare så smukt, så han en helt anden slags pige, end de søstre, han kendte hjemmefra.
Han elskede alt ved Anine. Hendes rolige måde at tale på, hendes blide latter, der kun kom frem, når noget virkelig var sjovt, og hendes lune, selvom det indimellem gik hen over hovedet på ham.
– Jeg er sådan en giraf det tager tre dage for mig at fatte noget! grinede han og trak på skuldrene, hvis Anine kiggede undrende på ham.
De havde det godt sammen. Da Anders fik sit første job ved siden af studierne, flyttede de sammen, til stor bekymring for Anines forældre.
– Anine! Det er forkert!
– Hvad er forkert, mor? Vi elsker jo hinanden. Er det så galt at bo sammen?
Emma så på sin datter og ledte efter de rette ord. Hun betragtede Anine nøje hendes rolige bevægelser, da hun foldede sine mange bluser og nederdele, som hun foretrak frem for bukser og jeans. En ægte Turgenev-pige, tænkte Emma og sukkede.
– Fejlen er, at du risikerer at blive en kuffert uden hank.
– Hvad mener du? Anine stoppede og så forvirret på sin mor.
– Det betyder, at måske hvis din familie bliver kedelig for Anders, kan han bare gå, for I har jo ingen forpligtelser. Og så står du tilbage man kan ikke bare smide dig væk, for I har været sammen så længe, men det giver heller ikke mening at fortsætte. Så ender du med at slæbe rundt på noget tungt, som du ikke kan slippe.
Anine tog armene om sig selv og tænkte efter.
– Men folk bliver jo også skilt, når de er gift? Hvad er så forskellen på et stempel i passet?
– Jeg ved det ikke, min pige… For mig betyder det, at manden tager ansvar, når han beder en kvinde gifte sig. Men måske er jeg bare gammeldags? Nu til dags går alle op i uforpligtende forhold, som om livet varer evigt, og der er uendeligt med tid…
Anine krammede sin mor og sagde ingenting hun ville ikke indrømme, at hun faktisk selv var ramt. For Anders havde aldrig nævnt, om han vil have hende som sin kone. Ikke nu eller på sigt. De havde bare aldrig talt om det.
– Jeg har det så godt med dig, Anine! sagde Anders en aften under et afskedskys foran hendes dør. Jeg hader, vi skal sige farvel bare for en nat. Tænk, hvis vi bare kunne bo sammen hele tiden?
– Hvorfor må du ikke det?
– Jeg er jo den yngste! Mine søstre skal nok holde øje. Men dig kan de faktisk godt lide. Ellers havde det været værre
– Heldig dig, at du har søstre. Jeg er enebarn
– Dem kan jeg da dele sagde Anders spøgende og kyssede hendes næse, og så lo de sammen.
Sådan gik tiden, indtil Anders fik sin første løn, og kom styrtende hjem med nyheden.
– Kan du huske min onkel? Han skal arbejde i udlandet igen, og han vil ikke leje sin lejlighed ud til fremmede. Han spurgte, om vi ville bo der og passe på den og hans bulldog, Viktor. Det er da småting?
Anine blev overrasket. For hende lød det som et stort skridt, måske endda en slags familieløfte. Men for Anders var det bare helt bogstaveligt nu boede de sammen.
De flyttede ind i onklens lejlighed, gik ture med Viktor om aftenen, lavede mad, delte det sidste stykke kage, købte ind og levede et stille liv sammen men uden videre konsekvenser.
Så gik året, så to, så tre og Anine begyndte at mærke, at noget manglede. Hun besøgte oftere sine forældre, og når hun så gymnasieveninderne gå tur med deres børn, mærkede hun en længsel. Ikke efter det store bryllup, men efter at kunne tage sin mand i hånden og sige: Det er min! At kunne brokke sig over sokkerne på gulvet eller den ulande kop og kigge kærligt på sin søn i barnevognen: Se, han ligner sin far på en prik! Og i alt dette, mærke at det var det rigtige grunden til, at hun var her. Men Anders forstod hende ikke.
– Skal vi spare op i halve eller hele år til et bryllup? Invitere femogtyve gæster vi aldrig ser igen, danse tosset rundt, kysse foran slægten? Er det dét, du vil?
– Nej! Anine var ved at græde. Jeg vil bare have, at vi betyder mere for hinanden end bare roommates, Anders!
– Du er alt for mig, Anine! Er det ikke nok?
Anine lod samtalen dø ud.
Dagens diskussion ramte hende dog hårdere end sædvanligt. Hun tømte to glas vand i rap og stod længe ved køkkenvinduet og hørte Viktor snorke inde fra stuen.
Bulldoggen Viktor, forkortet til Vikke, blev hendes fortrolige ven, når hun havde brug for at lette sit hjerte uden at høre vise råd tilbage.
Hun satte sig på gulvet ved Vikkes kurv, kløede ham bag øret og sagde stille:
– Vikke, hvorfor er det så svært? Jeg kan ikke engang forklare mig ordentligt. Eller måske forklarer jeg mig forkert Giv mig nu et råd.
Vikke lyttede, nød at have hovedet på hendes lår, og snorkede roligt med hendes åndedræt. Anine klappede hunden, men vrede og frustration voksede inde i hende.
Hvorfor skulle det være hende, der forklarede og bad om alting? Var det bare de roller, de havde havnet i? Eller havde de altid været sådan?
– Jeg er sgu da også en pige! sagde hun irriteret, og Vikke kiggede forskrækket op. Undskyld, ven. Men måske skal jeg faktisk forlade dig nu.
Hun rejste sig, gik ind i det værelse hvor Anders sov, og så længe på ham. Så tog hun stille sin kuffert frem og begyndte at pakke.
Hendes forældre blev forskrækkede, da hun midt om natten låste sig ind i deres lejlighed på Østerbro, men spurgte ikke. Mor lavede varm mælk og puttede hende under dynen, som da hun var lille.
– Mor
– Ja? sagde Emma i døren til Anines værelse.
– Jeg vil ikke være en kuffert uden hank
– Så lad vær. Ingen tvinger dig.
– Jeg elsker ham jo
– Åh, min pige… Du har altid sagt, du ville være prinsesse, da du var lille, sidde i dit tårn og vente på prinsen med det lange hår, husker du?
Anine smilede og kom i tanke om, hvordan hun lavede sig en fletning af mors morgenkåbebælte og krone, og spillede prinsesse på sofaens ryglæn.
– Men så sagde mormor, at der ikke var prinsser nok, og at det måske var bedre at finde en god dreng, der elsker og passer på dig. Du sukkede, men blev enig med dig selv om, at du fortsat ville være prinsesse, men prinsen kunne godt tage sig lidt mere sammen.
Anine grinede og krammede mor.
– Du mener, jeg skal tænke mig om. Måske giver jeg op på min prins for let?
– Det sagde du selv, men jeg kan lide tanken. Emma kyssede hende på håret. Jeg vil bare have, du er lykkelig. Hvis han ikke kan gøre dig lykkelig, må du prøve noget andet.
Anine havde ikke svar. Følelserne skiftede som vinden.
De snakkede, til det var nat, og Anine faldt først til ro, da mor var gået i seng.
Dagen efter, mens hun sad i sofaen, ringede det pludseligt på døren. Hun turde næsten ikke lukke op hvis det var Anders, ville de skændes, hun ville tilgive ham og vende tilbage, og alt ville fortsætte som før. Og hvor længe skulle hun leve sådan uden forandring, uden at føle sig rigtig valgt?
Da hun endelig åbnede døren, stod alle tre af Anders’ søstre derude, den ældste med en baby på armen.
– Hej! Katastrofe! Hvor er badeværelset? Maria, den ældste, forsvandt med babyen.
De to andre, Lea og Signe, satte poser med mad på køkkenbordet.
– Er dine forældre hjemme? Fedt!
– Har du fri i dag? Perfekt!
I løbet af fem minutter havde de dækket bord og satte Anine i stolen. Maria kom tilbage og sagde:
– Vi er kommet for at bejle til dig på vegne af idioten! Oops! Nå, men altså, vi synes, du er god nok. Vil du være vores brors kæreste eller kone?
Anine måtte synke en klump og spurgte:
– Hvor er han selv?
– Han sidder derhjemme, for vi skældte ham ud i morges. Han tør ikke komme her efter den snak om familie og ansvar, vi havde med ham.
– Anders er håbløs, sagde Maria og satte sig. Hvis ikke det var for dig, var vi gået helt amok. Hvorfor har du holdt ud?
– Jeg elsker ham sagde Anine og skubbede det glasset væk, Signe rakte hende.
– Må du ikke drikke?
Anines øjne blev store. De tre søstre gispede i kor:
– Er du?
Anine smilede svagt og trak på skuldrene:
– Jeg ved det ikke endnu
– Men du håber? Maria sendte et skævt blik og smilede, da Anine nikkede. Det må vi fejre! Jeg bliver tante!
Glasene klirrede, og Anine brød pludselig ud i gråd.
– Hvad nu? Lea fløj hen og hentede vand, Maria stak hende babyen.
– Væn dig til det! Og stop med at tude, pas på han ikke ryger på gulvet!
Anine stoppede straks med at græde, da hun fik babyen på armen. Hun duftede til hans fjæs og spurgte:
– Maria, var det svært at føde?
– Næh. Men bagefter, når man står med det lille væsen, og ikke aner hvad man skal. Men det går. Bare sørg for, at Anders får opgaver med det samme. Kapricer det kan jeg lære dig.
– Hvorfor?
– For at han forstår, at det ikke kun handler om at være gravid. Han skal være en del af det. Hvis du pludselig får lyst til sild, så bed ham hente is og passionsfrugter på vejen hjem. Han må gerne drille lidt med det.
– Hvad så med manden? Anine snøftede og Signe tog blidt babyen.
– Han skal nok komme! Maria blinkede og grinede. Hvorfor græder du igen?
– Jeg vil ikke være en kuffert uden hank
– Nå! Ja, og din mor sagde det til dig, før du flyttede sammen med Anders?
– Ja
– Mødre har som regel ret, A-ni-ne! Maria så alvorlig ud. Vores sagde: hvis I går hjemmefra, skal I ikke regne med, at vi redder jer. Brug hovedet ikke bare hjertet. Som i den gamle vits: de smager på dig, men tager dig ikke. Undskyld, men sandheden skal frem.
Hun kiggede ud af vinduet og lød kampklar.
– Så piger, nu kommer svigerfamilien!
Anders kom forpustet op ad trapperne mens søstrene stak ham deres næver. Han rystede på hovedet af dem og gik direkte ind.
Selvfølgelig endte det med, at Anine tilgav Anders. Men hun sagde nej til at blive gift lige med det samme. Søstrene grinede i dagevis.
– Hun er klog, den pige. Hun skal man holde fast i!
De næste år skulle det vise sig, at Anine og Anders alligevel havde mange ting, der skulle falde på plads. Første barn lod vente på sig, og Anine overvejede stadig, om det nu var det rigtige valg.
Men da hun senere, en aften foran spejlet, lykkeligt smilede og kaldte:
– Jeg er klar!
Anders, der var søvndrukken, måtte spørge:
– Er du sikker?
– Ja, jeg er. Tror du, vi har nok til udbetalingen af lejligheden med det, vi havde sparet op til brylluppet?
– Mon ikke.
– Jeg giver ikke slip på Vikke! Der skal mindst være én fyr i huset, der kan forstå, hvad Pickwick-klubben går ud på og hjælpe med at håndtere stress.
– Tror du, det bliver et problem?
– Lad os ringe til Maria. Hun ved præcis, hvor meget der er i vente.
Anders sukkede, og Anine lo så hjerteligt, at Vikke kom og gøede forundret en ny glæde i deres fælles hjem.
Livet har ingen manual. Men ingen skal slæbe rundt på en kuffert uden hank hverken af praktiske eller følelsesmæssige grunde. Man må turde sige fra og vælge med hjertet, så man ikke ender med at slæbe på noget, man i virkeligheden burde have givet slip på for længe siden.
