Kærlighed under omstændigheder
Og husk nu, Astrid, ingen kommer nogensinde til at elske dig, som din mor gør. Ingen har brug for dig andet end mig! Jeg har født dig, opdraget dig og gjort dig til et ordentligt menneske!
Hvad med Esben, mor? Astrid drejede sig foran spejlet og rettede kjolen på plads.
Esben? Han er bare en mand som alle andre. Lige nu kan han ikke holde fingrene fra dig, behandler dig som en prinsesse, men vent bare. Når du får børn og hverdagen bliver sværere tror du, han ser på dig på samme måde? Nej, du! Sådan hænger tingene ikke sammen, min pige!
Karen strammede datterens bælte, trådte et skridt tilbage og sendte et tilfreds klik med tungen. Dygtig pige, hun havde fået opdraget. Karen var glad for, hun havde valgt Jens, dengang alle pigerne var vilde med ham. Han var både flot og charmerende. Det med at han fik sig et par øl for meget, ja, det kom først bagefter brylluppet, men dét fandt Karen sig ikke i så gik hun simpelthen. Hvem bekymrer sig i dag om at være enlig mor? Det er der så mange, der er. Og Astrid blev da også smuk og livlig, klar i blikket og med det flotteste, tykke hår. Karen plejede det for hende, lavede urtete og skyllede det i syv vande datterens gyldne fletning var hendes stolthed. Astrid havde tigget om at få det klippet, men Karen nægtede. Hun vidste, Astrid ville sætte pris på det en dag.
Det fik hun ret i. For det var netop fletningen, der fangede Esbens opmærksomhed den dag på universitetet, hvor de mødte hinanden. Astrid fortalte siden til moren, grinende:
Mor, han spurgte ikke engang om mit navn først han ville bare have lov til at røre min fletning! Tænk dig!
Esben viste sig at være meget fornuftig, fra en ordentlig familie, og med egen lejlighed og det hele. Sikke en gevinst! Karen og Astrid boede selv i en lille lejlighed, men udsigten til noget større var ikke til at få øje på hvor skulle pengene komme fra? Karen havde knoklet for at give Astrid tøj på kroppen og komme på universitetet. Astrid var klog, men ekstraundervisning var nødvendig, og det blev dyrt. Godt, at læreren var både dygtig og samvittighedsfuld ellers var pengene spildt.
Astrid kom ind og klarede sig godt. Nu skulle hun giftes. Skræmmende, men sådan er det pigen var fyldt tyve, tiden var inde. Og Esben var en god fyr, også selv om Karen aldrig kunne lade være med at brokke sig lidt det var familien sådan set vant til.
Døren ringede, og Astrid hviskede:
Nu er de her…
Tag det roligt, sagde Karen. Du kender dem jo. Hvad er du nervøs for?
Du forstår det ikke, mor. Det er noget andet nu…
Alt i Astrid spændte op i maven. At besøge Esbens forældre til kaffe var én ting men nu kom hele Esbens familie for at fri. Esbens mor, Gudrun, var en bestemt kvinde. Kunne man forvente andet? Hun havde arbejdet sig op og var alene med sin søn. Astrid havde lidt ærefrygt for hende, men også respekt. Bedstemoderen, Annelise, var mere mild og hjertelig hun kaldte Astrid for sit lille pus allerede fra start. Det var let at holde af hende.
Blomster, chokolade, lagkage Man bukkede og sagde pænt goddag. Så begyndte det!
Astrid og Esben udvekslede blikke, mens Astrid drømte om at løbe sin vej. Lidt som et marked, ærligt talt! Tidligere sagde man: Jeres datter vores brudgom! Hun blev undersøgt nøje, og alt blev vendt, fra hendes far, til deres storfamilie. Esbens mor førte ordet, Annelise nikkede stille.
Astrid kunne ikke lade være med at fnise dæmpet, dækkende det med en hoste. Tidligere var det sådan, at man sendte pigerne i badstue heldigvis ikke længere! Men alt andet var det samme: sundhed, vaner og baggrunde blev diskuteret.
Gudrun, hvordan endte du egentlig med at opdrage Esben alene?
Astrid spærrede øjnene op. Sikke et spørgsmål, mor!
Astrid vidste det meste om Esbens far ingeniør, vist nok fly, men mere præcist vidste hun ikke. Hun havde aldrig turdet spørge Esben direkte.
Esbens far døde, da han var syv. En ulykke.
Astrid kiggede overrasket på Gudrun. Hvorfor blev hun pludselig så fjern og stirrede ned i sin te?
Karen opfangede det straks og skiftede emne hurtigt. Det var tid nok til at grave senere, nu måtte der tænkes på andre ting.
Brylluppet blev, som de havde ønsket: stille, ingen stor fest. Vielse, middag på restaurant for nærmeste familie. Astrid sparkede skoene af under bordet, lænede sig ind til Esbens skulder og drømte om den næste dag for i morgen skulle hun for første gang i sit liv se havet…
Hun og Karen havde aldrig været på ferie hvorfor? De havde jo kolonihave. Et lille stykke parcel, som Karen havde fået via sit gamle arbejde, var blevet Astrids yndlingssted. Karen havde sat et lille træhus op, plantet roser, solbær, og jordbær, og to store æbletræer fik lov at vokse, som de ville. Imellem dem hang en hængekøje, og Karen sagde:
Her slapper vi af. Hverdagens slid kan byen tage sig af. Jeg har arbejdet nok. Du skal nyde livet, Astrid, mens du kan!
Astrid tilbragte sommeren ved søen med de lokale børn, sad til langt ud på natten ved bålet, brændte fingre på kartofler, sang til en gammelsejret guitar, som tvillingerne Madsen slæbte med. Ingen bekymrede sig.
Men klassekammeraterne fortalte altid om det blå hav og de høje bjerge, som bare var en dag væk med toget. Og så begyndte Astrid at drømme om havet. Hun vidste, at hendes mor aldrig ville sende hende i lejr eller tage med på ferie for den sags skyld. Karens svar var simpelt:
Hvor skulle jeg tage pengene fra til dine drømme?
Det var ikke rart for Astrid at høre. Hun begyndte tidligt at tage småjobs, gav pengene til Karen, som sagde:
Dygtig! Du forstår at klare dig. Husk på, Astrid, en kvinde skal ikke være afhængig af nogen. Kun sådan bestemmer man selv! Andre skal ikke have lov til at trampe på dig!
Men mor, hvad betyder det?
Det forstår du, når du bliver voksen! sagde Karen og rystede på hovedet.
Astrid spurgte ikke mere, men lagde sine drømme i en usynlig skattekiste i tankerne. En dag ville hun åbne den kiste og realisere dem.
Nu havde Astrid chancen for at se havet. De to uger ved Vesterhavet blev en åbenbaring for hende. Hun kunne bade i timevis eller bare sidde på stranden og stirre mod horisonten. Esben, der kendte havet, grinede lidt, men satte sig ved siden af hende og spurgte:
Hvad drømmer du ellers om?
Først måneder senere turde Astrid røbe sin største drøm for ham. Esben blev stille af overraskelsen, spurgte hæst:
En dreng eller en pige?
Esben, det ved jeg da ikke endnu, grinede Astrid, det sagde lægen også.
Nyheden om det kommende barnebarn blev modtaget forskelligt. Karen var lykkelig, krammede både datter og svigersøn, og krævede straks, at barnebarnet skulle opkaldes efter hendes far. Gudrun kyssede Astrid tørt på begge kinder og sendte hende straks til sin veninde Birthe, der var overlæge på Rigshospitalet.
Birthe skal tage sig af dig. Hun er dygtig. Du får den bedste behandling.
Astrid huskede straks sin mors advarsler om svigermødre og protesterede:
Men jeg har allerede en god jordemoder!
Ja, men den jordemoder følger dig gennem graviditeten, men ved fødslen er det en anden, der er med. Hvis Birthe følger dig, kender hun dig allerede, og hospitalet har fine faciliteter alt, hvad du får brug for.
Tror du, mit barn bliver sygt?
Nej! Jeg tænker bare, at det er bedre at være forberedt tænke fremad. Overvej det, så snakker vi om det igen.
Astrid syntes, Gudrun havde en pointe og sagde ja.
Åh, datter! Du er så naiv! Karen sad i køkkenet hos de unge, rørte i teen med skeen og klirrede højlydt.
Stop, mor, jeg har hovedpine! Astrid bed i en tør bolle og undgik at se på den kæmpelagkage, Karen havde slæbt med. Astrid kunne slet ikke lide kage med smørcreme, og glædede sig til at smide den ud, når moren var gået.
Hovedpine, i din alder? Jeg var stærk som en hest! I dag er unge svage. Hør nu, hvorfor sagde du ja til Gudrun? Nu ved hun alt om dine helbredsproblemer det bliver bare et forklaringshelvede! Jo mindre hun ved, jo bedre sover både hun og du! Jeg prøver at lære dig noget, men det synker aldrig ind!
Astrid sagde ikke imod. Mødre ved vel bedst. Nu var det for sent at fortryde og Birthe var faktisk rigtig flink. En rund kvinde med smilende øjne, som kærligt trykkede Astrids mave og talte både med mor og barn:
Så, mine kære, vi skal opføre os ordentligt! Astrid, du trænger til ro dine prøver er ikke perfekte, men det klarer vi. Ring til mig om alt! Hvis du savner selskab, så ring! Bare du og din dreng har det godt så er jeg glad. Ved du, om det bliver en dreng eller pige?
Nej…
Du tænker klogt! Sundhed først så ser vi siden og tager måske én mere, men først pause, du skal komme dig.
Simon blev født til tiden, men ikke uden udfordringer. Det endte med kejsersnit. Da Astrid vågnede op, spurgte hun straks sygeplejersken:
Har han alle fingre og tæer?
Hjemme efter udskrivningen gik Astrid i bad, men Simon græd utrøstelig, og Astrid grinede, mens hun vuggede ham:
Sikke du kan råbe!
Hun sagde det ofte, men med tiden blev det mere og mere træt for Simon græd meget og ofte. Kun udendørs blev han rolig, når hun trillede ham gennem Fælledparken, uden at sidde stille.
Esben fik forfremmelse og rejste nu ofte væk.
Kan din mor ikke hjælpe lidt?
Det var oplagt, men Astrid tav. Hun turde ikke sige til Esben, at hun allerede havde spurgt Karen.
Du skal da ikke bede om hjælp! Jeg klarede dig alene, uden familie, uden barnepiger! Du er ung, sund hvad brokker du dig over? Se på lejligheden, den sejler! Kunne du ikke gøre rent? Jeg forstår slet ikke, du har tabt styringen! Tror du, jeg ordner dit liv? Jeg har min have og mine egne planer. Når Simon bliver større, kan han komme ud og lege, men indtil da, er det dit ansvar. Jeg har haft mit, nu er det din tur!
Mor, han er stadig spæd. Jeg er bare udmattet. Jeg drømmer om at sove! Bare et par timers hjælp om ugen, ikke andet…
Astrid, du burde skamme dig! Ét barn, og du kan ikke følge med? Hvad med Esben hvor er han? Har du fortalt ham, du vil have hjælp? Nej, du er blevet for blød! Dét har jeg ikke lært dig! Tænk dig om, før du får børn!
Men mor, ville du ikke gerne have et barnebarn, mens du stadig var frisk?
Jo! Jeg siger ikke nej. Men jeg hjælper, når de er større. Nu er det dit ansvar. Har haft min andel af sygdom og vågne nætter. Nu er det din tur!
Fint, sagde Astrid stille og gik ind til Simon.
Bare du ikke finder på at kalde Gudrun! Så kan du aldrig slippe af med hende! Hun vil bare kritisere dig.
Hvorfor skulle hun det?
Første hun siger er, at du ikke kan klare dig ikke engang med ét barn.
Astrid sagde ingenting, men ordene satte sig fast. Hun greb tit telefonen og var lige ved at ringe efter hjælp, men lod være.
Simon blev urolig, og Astrid gik til flere læger men han var sund og rask. Til sidst ringede hun til Birthe.
Søde du, hvordan har du det selv?
Ikke godt…
Der er ikke noget i vejen med Simon men du har brug for hvile. Glem alt andet og sov, når han sover.
Jeg kan ikke.
Hvorfor ikke?
Hvem klarer så rent, mad, arbejde? Jeg har stadig noget deltidsarbejde hjemmefra, og det vil jeg ikke miste.
Astrid, du er ikke en maskine! Du risikerer at få en depression. Simon har brug for en mor, der hviler, ikke en træt klud. Først er du standhaftig, men så ryger tålmodigheden, og han er kun et nysgerrigt barn, der bliver mere krævende. Har du kræfter om et år til at være der for ham hele tiden?
Jeg vil ikke være en klud…
Så lyt til mig. Pas nu på dig selv.
Astrid prøvede at følge rådet, men det hjalp kun lidt. Naboerne gik i gang med at bore og banke. Astrid måtte forlade hjemmet adskillige timer, så Simon kunne sove væk fra larmen.
Så skete noget, der ændrede hendes forhold til Gudrun for altid.
Bygningsarbejderne gik i gang klokken syv. Simon vågnede skrigende, og Astrid bandede noget, hun ellers aldrig gjorde.
Nu, lille ven, nu skal du få mad…
Hun tog noget hurtigt på, klædte Simon på og gik ud i regnvejr med barnevognen. Kaffebaren i parken, hvor hun plejede at købe rundstykker, havde lukket.
Sådan går det på mine heldige dage…
Hun gik stille rundt i parken, brød fingrene for kulde og længtes hjem. Ugen var fuld af besøg på lægehuset og rapport, der skulle laves færdig. Esben var væk, Simon var urolig, og hun længtes efter hvile.
Da hun omsider kom hjem, var det mærkeligt stille. Hun fik Simon til at sove, lavede suppe og satte sig til arbejdet og var lige ved at blive færdig, da naboerne begyndte igen med boremaskinen.
Fantastisk! Måske bliver dagen ikke så slem alligevel.
Dagen gik, og om aftenen sad Astrid med Simon han plaskede lykkelig i badet. Astrid støttede hovedet mod kanten:
Er der varmt nok, lille skat?
Hånden lå på kanten af badekarret men pludselig snurrede alt rundt, det blev sort, og Astrid mistede bevidstheden.
Hun kom til sig selv, da nogen slog hende på kinderne.
Astrid, skat, vågn op! Kom nu! Hvor er den ambulance dog?
Gudrun, pjusket og våd, rystede Astrid, mens Simon skreg.
Hun er vågen! Tak Gud! Hold ud, de er på vej!
Hvem? Hvorfor? Astrid vågnede helt og blev iskold af frygt. Simon?!
Han har det fint! Gudrun holdt hende blidt og trykkede hende ned på puden. Hør ham, han hyler som en brandalarm! Det gik heldigvis.
Astrid lukkede øjnene et øjeblik og kneb dynen. Jeg kunne have gjort ham fortræd…
Ja, sådan kan det gå.
Gudruns stemme var rolig, og Astrid åbnede øjnene.
Skælder du ikke ud på mig?
Hvorfor skulle jeg det?
Min mor ville have råbt…
Astrid, jeg er ikke din mor. Jeg har mest lyst til at råbe men af en anden grund.
Hvilken?
Hvorfor sagde du ikke, det var svært? Hvorfor afslog du min hjælp? Tror du, jeg er sådan en sur svigermor, der bare vil kritisere dig?
Astrid nikkede.
Jeg forstår… Det er også min skyld.
Hvordan det? Astrid så forvirret på hende.
Jeg burde have fortalt dig mere om mit liv, så havde du ikke tænkt sådan. Så var det her måske ikke sket.
Fortæl mig om det…
Nu?
Hvornår ellers? Bare kom med Simon, så han kan ligge hos mig.
Gudrun kom med barnet, og da Astrid lagde ham tæt ind til sig, spurgte hun:
Har det hjulpet?
Ja. Men hvad skete der? Jeg husker ingenting…
Du besvimede på badeværelset.
Hvordan kom du ind i lejligheden?
Jeg har nøgler. Vidste du ikke det?
Nej, du har aldrig bare kigget ind før…
Uden tilladelse? Nej, jeg respekterer mit barns privatliv måske fordi mit eget aldrig blev respekteret. Jeg gik på en hård skole som hustru og mor, tro mig. Men det kan vi snakke om senere. Jeg ringede på, længe, og da ingen lukkede op, men barnet græd, brugte jeg nøglen.
Han kunne jo…
Være druknet? Nej. Jeres badekar er jo med indsats, og han sad trygt i den. Han skreg løs, men han var i sikkerhed.
Pyha.
Du skræmte mig virkelig. Der skulle meget til, før jeg fik dig vækket. Selv salmiak hjalp ikke straks. Sådan kan du ikke leve! Du er ikke alene. Hvorfor sagde du ikke noget? Skal jeg høre det af Birthe? Det gør ondt… Jeg føler mig som et monster. Jeg så det ikke i tide.
Nej, du kan ikke bebrejde dig selv. Det var jo mig, der ikke ville…
Stereotyper er farlige, Astrid. Hvorfor er alle så sikre på, svigermødre er skrækkelige hekse? Jeg var selv bange for min hun hadede mig uden grund. Hun stjal mit liv og sørgede for, jeg havde skyldfølelse for alt. Til sidst troede jeg det selv. Kaster tallerkener, græder, og overvejer at forære sit barn væk sådan var jeg også. Men så mødte jeg Birthe. Hun lærte mig, at gode råd fra uvedkommende skal ud af livet. Gode folk bakker op og løfter dig. Alle de andre skal ud!
Astrid lo ved tanken om Birthe.
Birthe ændrede mit liv. Da min mand døde så gik det ellers galt. Hans mor klandrede mig, og jeg måtte beskytte Esben mod hendes vrede. Vi flyttede langt væk, jeg brød kontakten. Annelise blev min redning. Hun var nabo og blev Esbens rigtige mormor og for mig den nærmeste familie. Hun lærte mig det vigtigste: det er let at kritisere, men svært at rose. Roser man, giver man styrke – og det er mere værd end alt andet. Husk det, Astrid.
Gudrun rejste sig og så ud ad vinduet.
Ambulancen er her. Du gør, hvad de siger. Skal du på hospitalet, så tager jeg mig af Simon. Han har en fantastisk mor men mormor vil også gerne bidra! Hvis du vil lade mig…
Ja
Astrid slap for indlæggelse. Lægen sagde, det var stress og træthed. Birthe kom straks og lavede en plan for hvile.
Da Esben senere spurgte, hviskende gestikulerende mod Gudrun, der vuggede Simon:
Hvad er der sket? Du ville jo ikke have hjælp…
Jeg var dum, sagde Astrid bare.
Seks år senere på den gamle kolonihavehus samlede hele familien sig. Astrid vaskede jordbær af sin lille datters kinder og brummede til Simon:
Simon! Kattehaler er ikke legetøj! Gå hen til bedstemødrene og spørg, hvornår I skal til søen.
Skal du ikke med?
Nej, jeg skal ligge i hængekøjen og læse uden nogen kravler på mig eller råber på månen. Må jeg?
Ja! Simon sprøjtede af sted. Bedstemødre! Hvor er I? Jeg vil ikke have månen jeg vil bade! Månen kan vente til i aften!
Sådan lærer vi, at styrke og kærlighed ikke altid følger slægtens blod, men vokser, hvor vi vælger at passe på hinanden. Nogle gange kræver det, at vi tør åbne døren lidt mere både for at få og for at give hjælp, vi aldrig vidste, vi havde brug for.
