Flygte til verdens ende
Mette! Mette, hører du overhovedet efter?
Stemmen trængte ind fra køkkenet, gennem den tætte morgentræthed, som et søm gennem træ. Mette Lauritsen slog øjnene op og stirrede op i loftet. Revnen henne over det højre hjørne var vokset en smule. Den har hun kigget på i mindst tyve år. Engang tænkte hun, at den skulle spartles. Det blev aldrig til noget.
Mette! Skal jeg selv lave kaffe?
Treoghalvtreds år. Det er vigtigt, det skal hun minde sig selv om hver morgen, for ellers forstår man ikke, hvordan alt det her både kunne nå at ske og ikke ske. Treoghalvtreds år. Tredive af dem med den stemme fra køkkenet, der hver dag fylder morgenerne først. I starten, dengang de lige havde mødt hinanden, stod hun let op. Med et smil. Hun syntes, det var, som det skulle være: Nogen ventede på hendes kaffe. Nogen havde brug for hende.
Nu bliver hun bare liggende et øjeblik og ser på revnen.
Jeg kommer, sagde hun til loftet.
Linoleumsgulvet var koldt. Oktober, varmen var ikke rigtig tændt endnu, og kulden fra gulvet lå under fødderne, så velkendt: først højre fod, så venstre, og så hurtigt over til tøflerne. De stod altid klar ved sengen, fordi hun stillede dem der hver aften, uden at tænke over det.
Poul sad i køkkenet i undertrøje og stirrede ned i sin mobil. Stor, bredskuldret, få hår redt over issen. Koppen foran ham var tom og ventede utålmodigt.
I dag kommer Sørensens, sagde han uden at se op. Klokken seks. Stryg den lyseblå skjorte, den med reserveknapper. Og lav rigtig mad, lad være med det der hurtige noget. Ann Sørensen lægger altid mærke til, hvad vi serverer.
Mette trak kaffebønner op, hældte på stempelkanden, satte vand over.
Hører du efter?
Ja, Poul.
Du siger aldrig noget, det er som om, det preller af.
Kaffen begyndte at boble. Hun så skummet stige og tænkte på, at natten havde bragt drømmen om havet. Ikke noget bestemt hav, bare havet: bredt, grågrønt, hvide striber af skum over bølgerne. Og duften. Den hun huskede fra sin barndom, fra dengang hun engang var hos Moster Karen i Løkken. Råt, salt, tang og noget mere, som ikke har navn, men som får én til at trække vejret dybt, helt ned i bunden af lungerne, som om man endelig kan trække for alvor.
Mette, pas nu på, du ikke brænder kaffen på.
Hun tog kanden af varmen, hældte kaffen op og satte koppen foran Poul.
Jeg stryger skjorten efter morgenmaden.
Stryg den nu, mens jeg barberer mig. Så er det ordnet.
Han tog koppen med ud på badeværelset. Om lidt lød barbermaskinens monotone summen. Syv minutter, præcis. Hun havde engang tjekket det med uret, bare fordi.
Mette blev stående ved komfuret.
Over køleskabet hang den gammeldags kalender. Attende oktober. Hun stirrede på tallet og kunne ikke komme i tanker om ét eneste fortidigt atten oktober, der adskilte sig. Alle var ens. Kaffe, skjorte, middag, gæster, rengøring. Og nede i bunden af den endeløse spiral lå noget, der var hendes eget. Noget hun for længst havde gemt væk.
Som ung tegnede hun. Godt, sagde de. Lærer Petersen fra seminariet havde engang holdt længe på hendes akvarel. Du har blik for farver, Lauritsen. Det er sjældent. Hun var næsten kommet ind på kunstakademiet. Næsten. Så mødte hun Poul, resten lod sig selv ske: ikke tid til studier, så kom Emma, så flyttede de, renoverede, og så igen. Farverne blev gemt i kælderen, penslerne tørrede ind og blev smidt ud, og til sidst blev kælderen bare fyldt af ting, de aldrig skulle bruge.
Barbermaskinen summede bag døren.
Mette mærkede en underlig, næsten fysisk træthed. Ikke den slags, der kommer af en hård dag. En anden. Den, der har sat sig fast under ribbenene og ikke forsvinder, heller ikke efter ferie, søvn eller venners snak. Anette fra tredje sal havde sagt: Mette, du passer for dårligt på dig selv. Men hvad betyder det? Mette havde bare grinet. Der var jo aldrig tid.
Aldrig tid. Tredive år uden tid.
Hun fandt strygejernet. Trak den lyseblå skjorte frem, lagde den på brættet. Tændte for strygejernet og ventede på varmen. Oktobermorgenen var grå udenfor, gårdmændene fejede blade sammen på asfalt, og det sagte, rutinemæssige skrab blandede sig med barbermaskinen og den lyd inde i hende, hun for længst havde lært at ignorere.
Moster Karen døde for tre år siden. Efterlod hende huset i Løkken. Lille, træ, med veranda lige ud til Vesterhavet. Poul havde sagt: Det kan ikke svare sig, sælg det. Men ingen købte, og Mette havde ikke kunnet beslutte sig. Noget holdt hende tilbage. Måske var det lydene fra nattens hav. Måske moster Karens stemme: Her, Mettepige, her er så stille, at man først bliver bange, og så finder man ud af, at det var den stilhed, man altid manglede.
Strygejernet blev varmt. Mette lod det glide hen over ærmet og frøs.
Barbermaskinen lød stadig. Syv minutter. Hun havde præcis syv minutter.
Tanken kom ikke som en beslutning, men som noget, der havde ligget færdigt og ventet. Den steg op, som en korkprop fra bunden. Hun satte strygejernet på enden, mærkede efter indeni. Det, der netop var kommet op.
Så gik hun ind i soveværelset.
Tasken stod bagerst i bryggerset, en lille, solid én, hun havde brugt til besøg hos sin mor i Odense. Skiftetøj. Varm trøje. Papirer fra kommoden: pas, skøde på sommerhuset, som Poul aldrig havde set; betalingskortet, hvor hun over årene havde samlet nogle af de penge, han gav hende til husholdningen. Ikke mange, men nok.
Hænderne rystede ikke. Det undrede hende.
Hun tog telefonen, bestilte taxi til lufthavnen via appen, bekræftede. Otte minutter. Mette klædte sig på, hurtigt, uden at larme. Frakke. Støvler. Det halvmørkeblå, hjemmestrikkede halstørklæde. Tasken over skulderen.
Hun standsede i køkkenet et øjeblik, kiggede på skjorten på strygebrættet, det afkølede strygejern, kaffekoppen og den kvitterede tallerken fra aftenen før.
Ingen seddel. Det ville hun ikke.
Yderdøren klappede let. Elevator ned. Taxaen holdt allerede klar, grå Toyota med logo på døren. Chaufføren, tavs mand på fyrrerne, sagde ikke et ord. Kørte bare.
Byen udenfor var morgentræt, de første trafiklys blinkede, forretninger åbnede, en dame i rød frakke trak sin indkøbstrolley hjem fra torvet. Mette så ud af vinduet og tænkte, at dette havde hun set tusind gange før men aldrig føltes byen både så fremmed og så mærkelig hjemlig.
I lufthavnen købte hun billet til Aalborg nærmeste fly med mellemlanding i København. Det var dyrt. Hun betalte på kort, uden at blinke.
Flyet løftede sig over byen, og fra vinduet så Mette de grå tage forsvinde i disen. Hun tænkte på, at hun burde have pakket mad, at hun havde glemt at stryge skjorten, at hun skulle på toilettet.
Så begyndte telefonen at vibrere.
Poul. To gange på et minut.
Hun tog den.
Hvor er du? Hans stemme var skarp, den der dybe tone, som når noget gik skævt. Skjorten er ikke strøget! Hvor er du?
Jeg er i et fly, Poul.
Stilheden var kort og meget tung.
Hvad mener du, i et fly? Hvor? Forstår du ikke, at Sørensens kommer? Ann har allerede skrevet, at de er der ved femtiden, hvor er maden?
Der er ikke noget mad, Poul. Jeg er taget af sted.
Mette! hans stemme skiftede, stille trussel nu Nu stopper det pjat. Sig, hvor du er på vej hen, og hvornår du er hjemme!
Hun stirrede ud af vinduet. Skyerne rullede under vingen, hvide og tætte som fløde. Hun havde aldrig set skyer fra oven.
Poul, jeg er taget væk. Jeg kommer ikke tilbage. Du skal leve dit liv, jeg vil leve mit.
Stilheden trak ud. Så begyndte han at råbe, hun hørte vreden, kaosset, og noget som lød som skræk. Han anklagede hende for alt: lejligheden, økonomien, hendes alder, hans helbred, datteren Emma.
Mette var rolig. Det var mærkeligt ingen vrede, ingen tårer. Bare en fysisk fornemmelse af, at ordene dalede forbi hende, som regn forbi et lukket vindue.
Poul, sagde hun, da han holdt inde for at trække vejret. Jeg hører dig, men jeg kommer ikke tilbage. Undskyld mig.
Hun lagde på, tog SIM-kortet ud af telefonen. Holdt det et øjeblik i hånden, før hun lod det falde ned mellem sæderne. Lukkede telefonen ned.
Rækkekammeraten, en ældre mand med avis, så på hende, og sank så længere ned i teksten.
Mette lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Nede under hjertet gav noget endelig slip. Noget, der havde været holdt fast alt for længe.
***
Løkken bød hende velkommen med småregn, vestenvind fra havet, der fik alt til at lugte af tang og salt. Fra Aalborg kørte hun med bus, lille, skramlende, dugget for vinduerne, og fra stoppestedet gik hun til fods, tasken over skulderen, på ujævne gamle brosten.
Moster Karens gamle træhus lå for enden af en lukket vej, med grønt, nu falmet, træværk og et skævt, lidt synkende trætrappetrin op til døren. Nøglen, som Mette altid havde gemt sammen med nøglekortet til garagen, gled tungt i låsen.
Inde duftede det, som kun lukkede huse gør: råt træ, sødligt støv, som en gammel æske med breve. Mette gik ud i stuen: bord, to stole, sengen med gammel jernramme og en stribet madras. I vinduet et par linnegardiner, glemt af mosteren. Bag ruden, gennem regnen, anede hun noget stort, grøntgråt og levende: havet. Lige på den anden side af vejen, forbi en række graner. Bare et stenkast væk.
Hun stod længe og bare kiggede.
Så åbnede hun vinduet. Fugtig, salt luft væltede ind, som en ventet gæst. Hun åndede dybt ind, og noget i hende begyndte at bæve ikke tårer, men slet og ret følelsen af at være ankommet.
Alligevel begyndte hun at græde. Stillet, ingen hulk. Bare tårer, der løb af sig selv. Og hun tørrede dem ikke væk; det føltes ikke som sorg, men som noget, hun ikke kendte navnet på.
Fra gaden lød skridt på verandaen. Et bank.
Mette tørrede sig i ærmet, gik ud og åbnede.
En mand omkring de tres stod hjulbenet foran hende, regndråber dryppede fra hans hætte, og han rakte hende en sammenrullet avis.
Goddag, sagde han. Du er vel Karens niece? Jeg er nabo, Finn Thomsen. Jeg passede Karens kat, de seneste år. Katten har nogle rare folk taget sig af nu, bare rolig. Jeg har bragt noget friskfanget fisk fra havnen.
Tusind tak, svarede Mette hæst. Jeg hedder Mette Lauritsen.
Kunne se du var i familie, ligner hende lidt om øjnene. Du bliver her fast, eller bare på besøg?
Hun tænkte sig om.
Fast.
Han nikkede, som om det var det mindste mærkelige. Stak hende fisken.
Kan du tænde op i ovnen? Brænde ligger i skuret. Sig til, hvis du mangler noget.
Hun kunne næsten huske det fra barndommen i bedsteforældrenes sommerhus. Det tog en halv time, men hun fik gang i ilden. Og varmen begyndte at brede sig rigtig varme, ikke radiatorvarme. Levende varme, i uensom rytme, man ville tættere på.
Om natten satte hun sig på den stribede madras med et tæppe fra kommoden og lyttede til havet. Det lå der, lige derude bag granerne, med sin jævne, tunge brusen som en sovende kæmpes åndedrag. Rul ind, pause, træk bort. Igen og igen.
Hun tænkte ikke på Poul. Ikke på Emma. Ikke på lejlighed eller naboers snak, eller hvordan hun skulle forklare det for Ann Sørensen. Hun lyttede bare til havet. Og tænkte kun på at lufte dynerne i morgen og reparere trinnet og at Finn Thomsen virkede som en ordentlig mand.
***
Dagene i Løkken gik anderledes end hun kendte. Ikke langsomt, ikke hurtigt, men i deres eget tempo, frit for ure og planer. Mette stod op, når det begyndte at lysne. Kogte kaffe på den lille elplade, Finn havde bragt, indtil hun fik lavet gasinstallationen. Sad ved vinduet og så lyset på havet.
Den første uge var til rengøring, luftning af madrasser, fjernelse af gamle tapeter. Under dem, mørnet og stærkt træ. På torvet købte hun brød med kommen fra den lille lokale bager, fiskekonserves, gulerødder og kartofler.
Finn kiggede forbi, ofte for at hjælpe lidt: ordnede trinet, skiftede en brædde på verandaen, få ord, altid gode. Hun satte pris på det. Hun havde levet med ord nok.
En dag ankom han med et sæt lærred og akrylfarver.
Karen sagde, du plejede at male, sagde han. Jeg har noget ekstra. Tag du bare.
Mette stirrede på lærredet. Rektangulært, let gulnet. Farvetuber, pensler i flere størrelser. Den gamle, stærke terpentinlugt ramte hende som et pust fra seminariets lyse lokale med staffelierne.
Jeg maler ikke mere, sagde hun lavt.
Så begynd igen, svarede han og forsvandt.
To dage cirklede hun udenom staffeliet. På tredje dag åbnede hun farverne, lagde tuberne frem. Tog en pensel, holdt den i hånden. Den var god, gammel og brugt, men levende.
Hun startede med et lille udsnit fra vinduet: havet bag granerne, grå himmel med et lyst slør. Det blev dårligt. Men noget ledte hende videre hun endte med at sidde i timevis. Glemte alt andet.
Derefter begyndte hun at tage sin blok med ud. Skitserede sten, måger, en gammel fiskerbåd trukket på land. Hænderne kunne det hele endnu, først usikkert, så bedre.
Da Finn så hendes skitser, bemærkede han:
Ikke dårligt. Du har formfølelse. Det er ikke alle givet.
Er du kender?
Lidt. Lavede det selv engang. For min egen skyld.
Må jeg se?
Måske en dag, smilede han. Men først vil jeg se din.
Snakken gled fra maleri til bøger, fra bøger til alt muligt andet. Mette opdagede, at hun ikke mindedes sidst, hun havde haft en rigtig samtale uden hast, uden forpligtelse, bare snak og indlevelse. Med Poul havde hun haft informationsudveksling indkøb, reparationer, logistik. Med Emma telefonopkald, aldrig rigtig samtale.
En morgen, hvor havet var silkeblåt, tog hun det store lærred frem og gik i gang. Fingernegreb, ikke pensel, smørede farve på, blandede, fandt nye nuancer. Farven var kold, levende, grov i randen, glat på midten. Lyseblå, grøn, men ude ved horisonten dukkede pludselig en varm, ravgul stribe op. Det skete nærmest ubevidst.
Hun glemte tiden. Blev først revet ud, da regnen begyndte. Hun så på uret klokken var tre. Hun havde begyndt ved ni.
Hun betragtede billedet det var havet. Ikke et billede, men virkelig, levende. Den orangebrune stribe lyste, som om den kom indefra.
Bag hende gik døren op. Finn kom ind med to kopper te, så på billedet længe, uden at sige noget. Så sagde han lavmælt, uden at vende sig:
Se selv.
Hun tog koppen. Den var stærk og sød. Præcis som hun trængte til.
***
Emma kom den tredje uge. Mette så hende fra vinduet: datteren gik op ad den smalle gade, bysko uegnede til brosten, høj, mørkhåret, med Pouls rette holdning og samme stædige blik.
Mette gik ud på trinet.
Hej, Emma.
Hej, svarede datteren. Stemmen var klangløs, men dirrede som elledninger før torden. Forstår du, hvad du har gjort?
Kom ind.
Mor, far kan ikke klare det. Hans blodtryk var oppe på to hundrede i sidste uge. Jeg kan ikke blive ved at tage hjem, jeg har job, børn, forstår du?
Ja. Kom nu ind og spis lidt.
Jeg skal ikke have mad, jeg vil vide, hvad der sker! Emma gik ind, kiggede rundt. Slog blikket over det gamle træværk, ovnen, bordet. Vil du seriøst bo her? Her?
Ja.
Mor. Emma stillede tasken, vendte sig, nu både vred og barnlig bange i stemmen. Er du syg? Sig det, jeg hjælper.
Jeg er ikke syg. Jeg har det godt.
Hvordan det? Du har forladt mand og hjem, tog bare væk. Pappa ringer hver dag, du aner ikke …
Emma.
Han siger, du ikke har nogen ret til lejligheden. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt, men hvis han sælger…
Emma. Mette sagde det sagte, men der var noget i tonen, som stoppede datteren. Lad ham sælge. Jeg vil ikke have den lejlighed.
Emma stirrede. Tav længe.
Tror du måske, man bare kan lege ungpige igen? Kan du have dig selv bekendt? Hvad vil folk sige?
Mette svarede ikke. Hun tog Emma i hånden og førte hende ind til staffeliet i hjørnet.
De stod foran billedet.
Lyset fra siden fik havet til at gløde under den tunge, novemberhimmel. Langs horisonten lå den smalle, varme linje næsten ravgul midt i alt det kolde.
Emma var tavs. Mette så ikke på hende, kun på maleriet.
Se, Emma, sagde hun sagte. Det her er mig. Ikke jeres madmor eller rengøringskone. Mig. Lejligheden kan I bare tage, jeg vil ikke have noget.
Emma svarede ikke med det samme. Stod bare, blikket forandret, linjerne om munden blødte, som om hun så noget nyt.
Har du selv malet det?
Selv.
Det har du jo aldrig gjort?
Ikke siden dig.
Emma tog et par skridt tilbage. Det er smukt, sagde hun lavt, som om det var mod hendes vilje.
Det ved jeg.
Stilhed. En måge skreg udenfor, vinden rev i gardinerne.
Jeg må gå. Bussen går klokken fem.
Jeg følger dig.
De gik sammen ned til stoppestedet. Emma standsede. Hendes blik var langt blødere nu.
Mor Far forstår det ikke. Men jeg skal prøve at forklare ham det.
Du behøver ikke forklare. Han skal nok finde ud af det.
Men han klarer det ikke uden dig.
Han lærer det, sagde Mette. Ikke hårdt, bare konstaterende.
Emma tøvede, trådte nærmere, lagde hurtigt armene om sin mor, et uventet, barnligt kram. Mette gengældte, mærkede den velkendte duft af Emmas hår voksen nu, men alligevel næsten som dengang.
Tilgiv os, hviskede Emma. Ikke for hvem bare tilgiv.
Mette strøg hende over ryggen.
Gå nu, ellers misser du bussen.
Emma gik, vendte sig én gang, så var hun væk.
Mette stod tilbage og så de røde baglygter forsvinde ud mod landevejen. Vinden fra havet var kold, men god. Den rakte ind under frakken, trængte ind, men det var velgørende kulde. Ægte.
***
November var barsk og smuk i Løkken. Turisterne borte. Byen trak sig ind i sig selv, stille, alligevel fuld af små liv. Fiskerne stod tidligt op, kom hjem med dagens fangst. Der duftede af kanel og brød fra bageren. Om aftenen gløddede vinduerne gult. Bare de helt almindelige liv bag rudernes varme.
Hver dag arbejdede Mette. Fem billeder havde hun allerede malet, det ene bedre end det andet. Finn kiggede forbi og kommenterede, altid med få, præcise ord. Engang lagde han en bog om farveteori hos hende, fyldt med små noter. Hun læste den ved kakkelovnen om aftenen, satte egne notater ind. Det var en ubeskrivelig fryd, sådan igen at lære nyt. Ikke fordi hun skulle; men fordi hun ville.
På torvet købte hun ler. Hun ville prøve noget nyt. Inden længe sad hun og rodede med et klump fugtig, levende ler på bordet, bare for at mærke det. Leret var koldt, modvilligt så blev det varmere, mere medgørligt. Små former dukkede frem: først bare en skal, så mindede det om fiskernes opadvendte både.
Hun lo ad sin mærkelige, skæve båd, satte den i vinduet, så hun kunne se noget hjemmelavet hver dag.
Da Finn så den, sagde han efter en lang pause:
Den er bedre, end du tror.
Det er jo bare en klodset båd.
Ærlig kunst, Mette. Skævheden er kun et problem, hvis man skjuler den.
Filosofere nu?
Måske lidt. Har du mere ler?
Finn havde også engang arbejdet med ler på aftenskole. Så sad de side om side, hver med sin klump, arbejdet i stilhed, og pauserne var ikke pinlige, men hjemlige.
Mette tænkte, at hun aldrig tidligere havde kendt denne slags ro. Eller måske bare glemt. Eller aldrig fået øje på, at det var det, hun havde manglet: stilheden, hvor man bare kunne være.
Brev fra advokat kom i december. Poul havde søgt skilsmisse. Hun læste papirerne, lagde dem i en skuffe. Ringede til en jurist hun fandt på nettet. Juristen sagde, at hun havde ret til halvdelen af boligen. Mette tænkte sig længe, så sagde hun:
Jeg behøver ikke min del. Han må tage det hele, bare ingen ballade.
Juristen sagde intet et stykke tid:
Er du sikker?
Ja.
Det virkede mærkeligt. Alle, hun nævnte det for (hvilket kun var Finn), mente, hun måtte tænke sig om. Det havde hun gjort. Lejligheden var fra et liv, hun ikke ville tilbage til. Ikke engang i tanken.
Emma ringede en måned senere. Talte lavt, roligere. Spurgte, hvordan hun havde det; om huset holdt varmen, om hun var ensom. Nyheder fra far: Han er mere rolig. Sur men på en anden måde.
Mor, sagde Emma til sidst. Vil du male et marinemaleri til mig, til gangen derhjemme?
Mette smilede.
Det kan du tro. Kommer du forbi til foråret, får du det med.
Emma tav lidt. Så meget lavt:
Jeg er faktisk glad for, at du blev deroppe. Det tager tid at forstå. Men jeg er glad.
Mette ledte efter ordene.
Det er jeg også.
***
Vinteren lagde sig stille over Løkken. En morgen lå sneen på granerne og vinduet; havet bag blev nu blåt, nærmest som kobolt, med en glød, der ikke har navn. Mellem indigo og stål, med et lysskær gennem sig.
Mette malede havet om vinteren sit bedste billede. Det vidste hun. Også uden at sige det højt.
Finn så det. Tav længe. Så sagde han:
Det der skal vises frem.
Hold op.
Jeg mener det. Der er et lille galleri i Aalborg. Ejeren tager lokal kunst, jeg kender ham.
Jeg er ikke kunstner.
Mette Lauritsen, du har på to måneder lavet seks store billeder, to fine og ét fremragende. Tag dig nu sammen.
Hun tog sig sammen. Ikke uden modstand, men hun gjorde det.
I januar tog hun toget til Aalborg med tre værker under armen. Galleriejeren studerede dem længe, nikkede eftertænksomt, tog dem alle.
På hjemvejen tænkte hun, at det ikke var succeshistorien, der skrev sig selv i dameblade. Måske kom ingen og lavede video om den kvinde, der begyndte forfra efter de halvtreds. Det var bare en kvinde, der gik ind med tre billeder i et lille provinsgalleri. Intet mere.
Men da hun kom hjem, mærkede hun duften af træ, havluftens salt, så sine skitser og den skæve lerbåd i vinduet og indeni var der fred. Helt roligt. Som kun det kan blive, når man er, hvor man skal.
***
I februar brølede stormen ind. Havet buldrede flere nætter i træk, huset rystede, hvert brøl var som et hjerteslag. Mette var ikke bange. Hun vænnede sig til det. Ligesom hun havde vænnet sig til, at ingen råbte i køkkenet. At ingen plan bestemte dagene, kun hun selv: stå op, når hun ville, arbejde så længe hun ville, spise, hvad hun ville. Stilheden i huset var fyldt ikke tom og ensom, men mættet af ro, ikke den, der klæber til ægteskabet, når man taler forbi hinanden af træthed.
Hun vænnede sig også til Finn. Han kom dagligt, nogle gange kort, andre gange hele aftener. De talte om bøger, maleri, barndommen, hans afdøde kone, moster Karen. Nogle gange sad de bare i stilhed med te, så på havet. Det var bare godt. Ikke trods alt, men bare godt.
Hun malede ham et portræt i hemmelighed, fra hukommelsen. Trækkene blev en anelse blødere end i virkeligheden, men blikket var hans: roligt, opmærksomt, med det lette smil, der kom, når han sagde noget vigtigt sådan lidt for sjov.
Portrættet viste hun ikke frem endnu. Nogle ting skal have tid.
Skilsmissen blev endelig i marts. Emma ringede. Stemmen var lidt sky.
Mor, det er afsluttet. Lejligheden er fars. Er du sikker på du ikke…
Emma, alt er som det skal være. Jeg fortryder ikke.
Du fortryder ikke?
Mette så ud af vinduet. Aftenen rødmede over granerne, og på havet lå en smal, gyldenstribe næsten ravgul.
Nej, sagde hun. Jeg fortryder ikke.
Og hun løj ikke.
***
Marts gik på hæld. Sneen smeltede, havet blev dag for dag mere blåt, luften fik et grønligt strejf. Mågerne var tilbage, deres skrig var gennemtrængende, stædigt livsbekræftende.
Mette sad på verandaen. Foran hende stod koppen, te og en skive citron. Skitseblokken lå på skødet, lukket. Bag rækværket graner, bag granerne vejen, bag vejen stranden, og ud over havet skete der noget med lyset: Solnedgangen blandede gråt og blåt til noget varmt, flerlags.
Stolen knirkede; Finn satte sig med sin krus, bladrende i den skitsebog, hun havde udlånt.
Det her skitseblad, han markerede med blyant horisonten hælder mod venstre. Ser du?
Ja, jeg opdagede det ikke.
Det skyldes, du fulgte havet, ikke linjen. Øjet vandrer, hvor det er spændende.
Er det godt eller skidt?
Det er dig. Nogen gør det med vilje. Du gør det naturligt.
Hun tog blokken. Så virkelig, at kanten på horisonten gled hun kunne lide det, selvom hun ikke vidste, hvorfor.
Solnedgangen voksede. Himlen blev først rosa, så orange, ude ved horisonten dukkede den farve op, hun havde jagtet i ugevis. Varm, næsten levende rav gennem voks.
Finn lagde blyanten fra sig.
Mette Lauritsen, stemmen var rolig fortryder du? Lejligheden, fortiden…
Hun så på solnedgangsstriben.
Havet svarede med sin dybe brusen. En måge skreg derude, en hund gøede.
Se, sagde hun og nikkede. Se den stribe derude. Jeg har ledt efter den farve hele livet.
Finn smilede, uden ironi:
Den findes. Den hedder lys okker med lidt hvid. Men der skal en dråbe cadmiumgul i.
Cadmiumgul, mumlede hun.
Kun en dråbe. Ellers forsvinder det varme.
Hun nikkede, noterede i kanten af blokken: lys okker, hvid, dråbe cadmium. Så så hun ud mod solnedgangen igen. Så på noten. Så brød et lille smil frem.
Havets blågrå dyb blev mørkere, men striben stod endnu. Trodsig, varm, sidste rest lys.
Mette havde hænderne om koppen, mærkede varmen mod håndfladen og tænkte, at i morgen ville hun spænde den store ramme op. Den, der endnu ventede. Hun ville male det. Præcis det. Lige nu, mens hun kunne huske.
Og farven den skulle hun nok finde.
