Forældres skilsmisse – hvordan påvirker det danske familieliv og børnene?

Forældrenes skilsmisse

Pigen er ikke min! Det siger jeg dig! Det er slet ikke min datter. Hun ligner mig ikke overhovedet, råbte Søren.

Han sad helt ude på kanten af stolen i retslokalet og opførte sig som et vildt dyr i et mærkeligt mareridt fyldt med skæve billeder og mærker af fortiden. Søren delte alt i småbider, helt ned til kaffemaskinen.

Alt er købt under ægteskabet så halvdelen er min. Hvis det skal være retfærdigt, burde jeg tage alt af husholdningsapparaterne det hele. For min ekskone og datter bliver jo i lejligheden, argumenterede han på en sær, næsten syngende måde for dommeren.

Den midaldrende, firkantede dommer, fru Jensen, så over sine briller på Søren som om hun kunne se hele hans indre krøllede tankeunivers. Papirerne foran hende syntes at hviske om fortidens feberdrømme.

Så vidt jeg forstår, tilhører lejligheden din hustru. Bragt ind i ægteskabet, og derfor kan den ikke deles, sagde dommeren, ordene dryppede langsomt, som regndråber fra et blækgrønt æbletræ i provinsen.

Jamen netop! Hvis nu lejligheden ikke skal deles, så må jeg have alle de andre ting for mig selv. Vaskemaskinen, mikroovnen, fjernsynet. Faktisk alt, el-apparaterne. Og brusekabinen, den har jeg jo købt selv for mine egne penge sagde Søren.

Vil du slæbe brusekabinen væk? Så ødelægger du jo halvdelen af badeværelset! brød Anna, hans snart ekskone, ind, hendes stemme var dryppende af træthed.

Dommeren så nu endnu mere trist på Anna, som om hun forsøgte at vride regn ud af hendes hår. Ikke ofte havde hun set så smålig en mand.

Fint, så lader jeg brusekabinen blive, sukkede Søren. Men så får jeg vaskemaskinen tilbage? Er det ikke fair? Han smilte skævt til dommeren med en attitude, der lugtede af gamle forsøg på charme.

Han gik altid ud fra, at hans smil kunne smelte voks, især hos kvinder. Det var sådan et velkendt dansk søndagsferie-smil, som kun virkede på fremmede. Søren havde for længst kastet sig ud i affæren med en yngre kollega, og han forsøgte selv i denne sære domstoldrøm at gøre indtryk på dommeren. Men dommeren havde set for mange Sørener i sit liv. Hun var gammel nok til ikke at lade sig narre af charmerende overskæg.

Anna kunne mærke, at dommeren var på hendes side eller så syntes det i hvert fald i drømmen. Men det måtte ikke vises. Dommeren skulle være neutral, som en statue af tidens visken og hvisken. Alligevel knækkede hun, da Søren begyndte at råbe, at pigen ikke var hans, da samtalen drejede sig om børnebidrag. Den midaldrende dommer tog brillerne af, tørrede dem meditativt og trak vejret tungt.

Så du har opdraget pigen i tolv år, kaldt hende din datter, og nu pludselig er hun ikke din mere? Skal det forstås sådan? sagde dommeren, som om hun talte ud af en tåget søndag morgen.

Hvordan? Jow, jeg vidste jo, hun ikke var min, men jeg holdt ud. Andre folks børn findes jo ikke, siger man. Men jeg vil ikke betale børnepenge. Nu har jeg en ny familie. Måske får jeg snart et rigtigt barn.

Dit *eget* barn?! udbrød Anna med et hikst, som rungede af sorg og forråelse gennem hele retssalen.

Luften blev tung af uventet smerte. Anna havde aldrig troet, at Søren kunne synke så lavt.

Tag dig nu sammen og hæv ikke stemmen, sagde dommeren lavmælt og kiggede på Anna med et blik, der kun findes i dansk vinter. Og Søren, du bliver nødt til at betale børnepenge, indtil du beviser, at pigen ikke er din bevis det med en DNA-test, som loven siger.

Søren blev med ét lille. Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at tage nogen test. Han vidste, at Rosa var hans. Selv om hun ikke lignede ham, var hun et spejlbillede af hans gamle farmor, sådan som folk i familien drømte det. Billederne af farmoren og Rosa var tvillinger fra en anden tid. Søren vidste det alt for godt hvordan kunne han nægte det, også selvom al logik i drømmen var flydende og mærkelig?

Skilsmissen blev gennemført som en tåget tv-optagelse i sort-hvid. Næste dag parkerede Søren en gammel varevogn foran blokken, for at hente de ting, han havde tilkæmpet sig i skilsmissen. Han stirrede insisterende på flyttemændene, så de endelig ikke ødelagde hans vaskemaskine eller opvaskemaskine. Anna lo og græd ad det hele på én gang, da hun så, at selv elkedlen og det sæt nye gryder var væk. Melankolien lignede en gammeldags dansk regnvejrsdag. Det var godt, at Rosa ikke kunne se det. Anna havde kørt hende ud til mormor og havde ikke sagt ét ondt ord om hendes far.

For barnet er forældrenes skilsmisse et ekstra lag af grå himmel over barndommen. Derfor skulle man ikke rive hjertet ud på barnet lad hende elske sin far, hvis hun vil. Hun skulle aldrig få at vide, at hendes far havde nægtet hende for dommeren. Anna havde ingen planer om at stå i vejen for samværet. I sådanne drømme skal man tænke på barnets tarv, som man siger.

Da Anna og Rosa vendte hjem, gik datteren stille og mærkeligt rundt i lejligheden, kiggede på det tomme hul under vasken, hvor vaskemaskinen havde stået, opdagede at fars ting var væk. Om natten hørte Anna Rosa græde i sin seng. For skilsmissens mørke er tungere end mors arme. Uden at tænde lyset gik Anna til datterens værelse, satte sig på sengen og lagde hånden på dynen, hvor Rosa rystede.

Lille skat, du må ikke være ked af det. Det sker, at voksne bliver skilt. Det betyder ikke, at du ikke skal se din far mere.

Men så rev Rosa sig fri under dynen og skubbede Annas hånd væk.

Det din skyld, snøftede hun modvilligt. Far siger, det er din skyld, han ikke kan være her mere. Han sagde, du altid gik og brokkede dig.

Det var som at se sin refleksion gå itu. Rosa talte med faderens ord.

Brokkede jeg? tænkte Anna og bed sig i læben. Bristede og svarede:

Ved du overhovedet, at din far har en ny kone?

Ja, mor, det ved jeg godt!

Rosa vred på sig, satte sig op i mørket, stirrede på Anna, øjne blanke og vrede i gløden fra digitalklokken på natbordet.

Far fortalte mig det hele. Han sagde, han fandt en anden, fordi du var så svær at være sammen med.

Anna sank en klump. I lyset så hun ind i sin datters vrede øjne, ligesom vinterhavernes iskolde blik. Hun vidste, at Rosa havde ret i noget af det. Ja, Anna havde skældt ud hun kunne ikke andet, da hun fandt ud af Sørens sidespring. Skulle hun smile? Søren havde trukket rundt i nætterne, kommet hjem med fremmed parfume. Et eller andet sted håbede hun, at han ville fortryde. Skilsmissen var jo Sørens idé. Hvordan forklarer man det til en tolvårig? Tid må der til. Rosa skulle nok vænne sig til, at far ikke boede hos dem længere.

Anna rakte ud for at trøste, men Rosa trak sig væk som fra en fremmed.

Gå nu i seng, sukkede Anna lavt Du skal tidligt op i skole.

Det var alt, hun sagde før hun listede ud igen, vævet ind i drømmens grå silke. Om morgenen var Rosa musestille, svarede kort, som om hun angrede men senere forstod Anna, det var ikke tilfældet.

I weekenden sov Anna længe, lod hviledagen glide, ventede næsten til middag, før hun opdagede at Rosa var væk. Ingen sms. Mobilen ringede og ringede, Rosa svarede først efter femte opkald, glade stemmer, musik i baggrunden.

Hvorfor ringer du hele tiden? Rosa var rap i replikken. Jeg er med far i Fields. Der er festival, klovne og alt muligt.

Med far? Du sagde ikke noget!

Du sov. Jeg har ikke tid nu.

Bip, bip, bip. Anna var først lammet af frygt, så glødende vred. Sådan måtte det ikke fortsætte. Hun måtte snakke med Rosa.

Rosa kom tilfreds hjem, kæk og trodsig på én gang.

Det må du ikke gøre igen, Rosa, sagde Anna strengt.

Hvad? Må jeg ikke tage ud med far? Han sagde, du ville forbyde det.

Forbyde? Anna slog ud med hænderne Se ham lige så meget du vil, men du skal sige det til mig. Du sneg dig jo forbi min dør i morges.

Jeg sneg mig ikke! Rosa var trodsig. Stop nu, mor.

Hun gik med smældende dør, lukket af moderen som var hun en fremmed. Anna havde lyst til at løbe efter, skælde ud, men bed det i sig barnet var midt i noget stort og mærkeligt.

Men tiden gik, og Rosa blev mere og mere fræk. Først tog hun til far hver weekend, så blev det sjældnere, men hver gang hun kom hjem, blev hun mere aggressiv.

Et år gik sådan. Anna holdt ud, men på Rosas fødselsdag bristede det. Anna dækkede bord, købte lagkage, inviterede sine forældre, håbede på danske fødselsdagshygge. Men Rosa grinede bare hæst og gik. Engang blæste hun end ikke lysene ud, før hun forsvandt til far.

Anna var sikker på, det var Sørens hævn et ondt lille trick: Se, Rosa ville hellere være med mig! Den aften råbte Anna første gang ad sin datter.

Hvorfor gør du det? Jeg gjorde mig sådan umage

Måske vil jeg bare ikke mere! Rosa var komplet grænseløs. Måske vil jeg ikke bo her mere. Far flyttede jo også.

Du vil ikke bo her? Heller ikke med mig?

Nej, vil heller bo hos far! Han sagde, du tvang mig til at bo her. Dig spurgte ingen mig spurgte ingen!

Sagde han det virkelig?

Selvfølgelig! Far vil have mig, og hans nye kone vil elske at have mig. Jeg møder hende snart, siger han.

Du har aldrig mødt hende? Mødes I altid ude?

Ja og hvad så?! Snart møder jeg hende! Hun er sød, siger far.

Far siger Anna følte, at stemmen ikke var hendes egen længere og nu væltede det ud. Dit far tilbød aldrig at tage dig. Han finder bare på historier!

Det gør DU! Du, mor! Du jog far ud, og nu går du hinanden på nerverne.

Anna kunne ikke græde mere hun havde ikke flere tårer. Rosa rullede bare med øjnene.

Gider du lige tænke over det? Jeg går i seng nu.

Og Anna tænkte. Måske gjorde hun noget forkert? Hver weekend blev Rosa mere bidsk med hver søndags samvær vred Sørens ord sig ind under Rosas hud. Men Anna kunne ikke fortælle Rosa sandheden om skilsmissens mareridt, ikke længere beskytte Søren.

Næste morgen, tilbage til virkeligheden, sagde Anna forsigtigt:

Din far lyver. Han er vred på mig, og bruger dig

Glem det. Jeg ser det hele selv. Jeg vil ikke have lagkage, mor tag det væk!

Det næste år var for Anna som at vade gennem sirup. Rosa var ikke til at styre; ethvert ord blev en kamp. Hendes nye yndlingsord blev pas dig selv!

Jeg har ikke lektier for, så pas dig selv! råbte Rosa, smækkede døren.

Til sidst forlangte Rosa at få lås på døren til sit værelse.

Hvorfor skal jeg ikke have privatliv? Du banker aldrig på, du braser bare ind!

Skal jeg BANKe? Anna lo opgivende det sker ikke, Rosa!

Og sådan voksede Rosas vrede.

Da Rosa blev fjorten, eksploderede tingene, da far glemte hendes fødselsdag havde travlt, måske pga. hans nye kones graviditet. Rosa var rasende på Anna:

Det er DIN skyld, selvfølgelig! Far sagde, at vi skulle fejre, at jeg fik en lillebror! Nu gider han ikke!

Nå, sagde Anna og kunne se det hele klart. Far havde brugt Rosa til at gøre hende ondt nu havde han fået det barn, han ville have, og Rosa var pludselig ikke vigtig længere.

I desperation tilbød Anna, at hun og Rosa skulle gå til psykolog.

Vil du have mig til psykiater! brølede Rosa, hvad tror du egentlig om mig?

Psykolog, Rosa. Du og jeg snakker ikke mere.

Måske VIL jeg ikke snakke mere hvis jeg kunne bo hos far ville jeg! Glem psykologen!

Anna fandt alligevel en god psykolog, og tvang Rosa til at deltage:

Du vil være voksen, siger du. Vær så voksen kom med argumenter til psykologen.

Fint! Rosa satte sig med korslagte ben og begyndte at remse alt det, Søren havde sagt: Mor brokker sig, far ville have haft mig.

Psykologen så søgende på hende, og sagde roligt:

Hvis far virkelig ville have dig, hvorfor møder du så aldrig hans nye kone?

I fatter ikke en skid! brølede Rosa og hamrede døren i bag sig.

Psykologen sukkede og sagde til Anna:

Tror du virkelig, han gerne vil tage hende? Eller prøver han bare at splitte jer?

For at såre mig, sagde Anna desperat. Han ville aldrig tage hende, jeg lover det han sagde sågar i retten, at hun ikke var hans. Hans nye kone vil ikke have min datter.

Så gør noget drastisk. En risiko men jeg tror, det hjælper.

Samme aften, da Rosa kom hjem, stødte hun næsten ind i trolleykufferten fra barndommens sommerferier. Anna stod klar i entreen med overtøjet på.

Skal vi gå, Rosa? Jeg har lyttet til psykologen. Du skal bo, hvor du vil. Far har altid sagt, han ville have dig. Nu prøver vi. Jeg har pakket de vigtigste ting. Resten henter du senere.

Vent! Hvor bor far egentlig? Rosa var helt rundtosset.

Jeg kender adressen hørte den, da flyttemændene tog vaskemaskinen.

Må jeg ringe? bad Rosa og fiskede mobilen frem. Anna rystede på hovedet.

Gør det ikke. Lad os overraske ham. Det bliver en glædelig overraskelse at jeg endelig har givet slip!

I taxaen var Anna overstrømmende venlig. Rosa svarede ikke.

De kom til et lille, nydeligt hvidt hus i en forstad, hvor æbletræer og buske skabte et hyggeligt eventyr. Anna åbnede lågen og gik op til døren. Hun bankede døren blev åbnet af Sørens nye, gravide kone, der så vranten på dem med armene krydset over maven.

Hej, det er Rosa. Hun skal bo her nu din nye datter, sagde Anna letsindigt.

Hvad mener du?! lød det fra kvinden. Søren! Kom her!!!

Søren dukkede op, øjne skæve, nervøsiteten dovnede gennem entreen som gennem en tågedal.

Hvad laver I her?

Anna stak ham et drillende smil.

Nu får du endelig Rosa hjem. Hvorfor så lidt velkomst?

Bo her? Hvad snakker I om? Det går ikke! Vi har ikke plads. Vi bygger om. Min kone er gravid. Det passer slet ikke, Rosa

Far, du sagde Rosa græd næsten.

Vi snakker senere, skat. Du må tage hjem nu.

Nej, sagde Anna, det er let at lyve, når jeg ikke er der. Sig det nu: du tilbød aldrig at tage Rosa. Hvad er det for nogle historier, du finder på?

Søren tav, men Rosa råbte:

Far, løj du for mig?