Et skridt ud i afgrunden
Freja, hvor har du gjort af din søster? I går jo altid rundt sammen! spurgte faster Karen, da hun så sin niece pile forbi ude på gangen.
Pigen standsede brat op, vendte sig om og sagde skarpt, uden at skjule sin irritation:
Jeg hedder Mathilde.
Blikket, som hun sendte Karen, var så spidst, at kvindens smil stivnede et øjeblik. Mathilde fortsatte, mens hun prøvede at styre den voksende vrede:
Og vi er altså ikke så ens, at man behøver forveksle os hele tiden!
Karen så oprigtigt forbløffet ud. Hun løftede brynene og betragtede pigen, som om hun forsøgte at finde en skjult forskel, hun hidtil var gået glip af.
Du godeste, søde, sagde hun blidt. I er jo tvillinger! Når I sidder stille ved siden af hinanden, kan man da umuligt skelne jer ad. Kun når I snakker, er det tydeligt, hvem der er hvem.
Mathilde mærkede uviljen vokse i maven. Hun bed sig i læben for ikke at lade sine følelser løbe af med sig, og satte hastigt kurs mod døren. Uden at sige mere, forlod hun værelset og lukkede døren roligt bag sig.
Karen blev stående tilbage, hovedet let på skrå, stadig uforstående over Mathildes voldsomme reaktion. Men Mathilde gik med raske skridt ned ad gangen og gentog bitre, velkendte ord for sig selv: Ens som to dråber vand. Det føltes som en forbandelse, hun aldrig kunne ryste af sig. Hvor længe endnu? Hvorfor så de andre aldrig forskellene? Hvorfor var de altid bare tvillingerne uden navne, personligheder eller egne interesser? Tanker roterede i hovedet, men svaret udeblev…
*********************
Mathilde sad på en bænk i Kastellets park med armene stramt omkring sine ben. Solen sivede ned mellem bøgenes blade og tegnede et virvar af skygger på stien, men hun lagde ikke mærke til det. Hun talte lavmælt til barndomsveninden Ida om den frustration, som efterhånden føltes som en del af hende selv. Hendes stemme var mat, næsten træt, mens hun igen fortalte, hvor urimeligt det var, at alle stadig forvekslede hende med Freja.
Ida lyttede opmærksomt og knejsede lidt med nakken. Pludselig lyste hendes blå øjne op:
Ved du hvad, sagde hun ivrigt, du skal bare lave en vild forvandling! Klip håret kort og farv det i en crazy farve. Så er der i dét mindste aldrig nogen, der tager fejl. Freja ville aldrig turde!
Mathilde så ned på sit lange hår, greb refleksivt om de glatte totter. Der anedes et glimt af nysgerrighed i hendes blik, men det slukkedes hurtigt igen.
Mor vil ikke give penge til sådan noget sukkede hun. Hun elsker, at vi ligner hinanden. Mine ønsker tæller ikke rigtigt.
Men Ida viftede hendes bekymringer væk:
Så sig, du skal købe en gave til en klassekammerat. Du kan komme hen i den billige frisørsalon nede ved Nørrebro, hvor far tog mig engang. Mor var edderspændt bagefter, fordi jeg fik det klippet så kort. Men det er jo netop dét, du vil!
Mathilde så lettere interesseret ud, men tøven dominerede stadig:
Hvor dyrt er hårfarve egentlig? forsøgte hun, og prøvede at regne ud, om den plan var mulig.
Ida svarede straks med entusiasme:
Bare rolig! Min storesøster kan finde ud af det du skal bare købe farven.
Idas glæde smittede og for første gang i lang tid smilede Mathilde et forsigtigt smil. Måske ville det virke? Måske ville hun endelig blive set som sig selv og ikke bare som den ene tvilling? Et spinkelt håb spirede, selv om hun endnu ikke helt troede, at så lille et skridt kunne ændre noget.
Nogle dage senere gennemførte de planen. Mathilde var ængstelig, men forsøgte at skjule det.
Frisørsalonen på Ydre Nørrebro var beskeden et lille rum, et slidt frisørstol og spejle dækket af pletter. Frisøren, en ældre kvinde med trætte øjne, så vurderende på Mathilde og spurgte kort:
Hvordan skal det være?
Mathilde tøvede et sekund, men sagde så bestemt:
Korthår! Rigtig kort!
Damen nikkede og gik i gang. Arbejdet gik hurtigt og uden snak. Mathilde så totterne falde til jorden og blev grebet af usikkerhed, men nu var der ingen vej tilbage.
Da håret var klippet, kiggede hun forsigtigt på sig selv. Kort, lidt skævt men hun lignede i hvert fald ikke længere Freja.
Stadig med svedige håndflader gik Mathilde tilbage til Ida, hvor Idas søster ventede. Efter en hurtig diskussion blev de enige om neonpink i håb om at ingen ville overse det.
Resultatet overgik alle forventninger men desværre i den forkerte retning. Pinken var næsten selvlysende, og det skæve snit gjorde indtrykket vildere. Mathilde rynkede på næsen men rettede sig hurtigt: Nu måtte hun stå ved sit valg.
Hjemme ventede hendes mor, Stine. Det første mor gjorde, da hun så Mathilde i døren, var at snappe efter vejret og holde sig til hjertet. I stedet for den ordentlige pige hun kendte, stod nu en fremmed ung med skævt, syre-pink hår.
Mathilde, hvad har du gjort?! for første gang hævede Stine stemmen til hende. Hendes hænder rystede, blikket var skræmt. Har du set dig selv? Hvordan får vi det rettet op?
Mathilde knyttede næverne. Hun skulle ikke lade sig gå ud af det. Med løftet hage svarede hun karskt:
Jeg kan godt lide det! Nu er der i det mindste ingen, der kan forveksle Freja og mig!
Stine rystede vantro på hovedet, tastede febrilsk nummeret til sin frisørveninde.
Vi skal have det fixet… Det havde været nok bare at lave en frisureændring, hendes stemme lød både fortvivlet og såret.
Mathilde sendte et snerrende blik, men gemte sine ægte følelser. Hun var ikke glad for det vilde hår men det ville hun ikke indrømme.
Du havde aldrig tilladt det alligevel, mumlede hun surt.
Selvfølgelig havde jeg det! Hvorfor tror du andet? svarede Stine forundret og så undersøgende på sin datter. Hun var stadig rystet, og holdt telefonen tæt til øret.
En venlig stemme lød fra frisøren, og Stine snakkede hurtigt:
Hej, har du tid? Jeg behøver din hjælp min datter har fået et… ekstremt look. Ja, vi kommer om en time.
Hun dæmpede stemmen og vendte sig mod Mathilde:
Gør dig klar, så får vi det ordnet.
Mathilde korsede armene og trak sig sammen. Hun havde lyst til at modsige, insistere på sit valg, men indså allerede, at pink og skævt ikke havde givet hende den frihed, hun havde drømt om. I stedet følte hun kun ubehag og usikkerhed.
Det går nok, mumlede hun halvhjertet.
Stine pakkede stilfærdigt sammen.
Vi taler om det i bilen. Sådan kan vi jo ikke lade dig gå.
En halv time senere sad de i bilen på vej mod salon i Indre by. Mathilde kiggede ud på Københavns forvredne facader, lod tankerne cykle rundt. Hun forsøgte at overbevise sig selv om, at hun ikke fortrød, men resultatet var utilfredsstillende.
I salonen tog den erfarne frisør kærligt imod dem. Hun så roligt på Mathilde, løftede øjenbrynene, men bebrejdede hende ikke. I stedet smilede hun:
Lad os se, hvad vi kan gøre for dig.
Det tog timer. Håret blev rettet op, farven trukket så tæt på naturlig som muligt, og kun en lille stribe pink blev tilbage i siden som et venligt lille oprør. Mathilde skævede til spejlet, først skeptisk, så interesseret. En ny, pænere og stilet version af hende selv trådte frem.
Stine sukkede lettet:
Nu kan man da kende dig!
Hun slugte frisøren med tak og smiger:
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig!
Mathilde sagde intet, mærkede med hånden på sit hår. Det var faktisk ret pænt. Men hendes mors ord vakte stadig en irritation indeni.
“Kende dig…” Hvem lignede hun før? Hvorfor blev hun altid sammenlignet med nogen anden? Sådan talte de aldrig til Freja.
Mathilde takkede ikke engang frisøren, men gik stille ud. Tankerne rumsterede. Hun ville bare hjem og iagttage sig selv uden mors eller søsters blikke.
Hun ville ikke indrømme det, som var så tydeligt for alle: Freja ville aldrig have gjort noget så tåbeligt. Freja var rollemodellen; hun fik kun topkarakterer, lærte valse-trin uden anstrengelse, læste bøger fra klassikere til nutid og havde altid styr på det hele ikke engang de små ting smuttede.
Mathilde var heller ikke dum. Hun kunne hurtigt forstå nyt og charmere lærerne, hvis hun gad. Men netop ligheden med søsteren gjorde hende rastløs. For når hun lykkedes, sagde folk: “Det er vel klart, ligesom Freja”. Men hvis hun fejlede, lød det: “Det ville Freja aldrig have gjort.” Hele tiden disse tyste sammenligninger, der langsomt åd selvtilliden og blev til en irriterende summen.
Efter frisør-episoden begyndte Mathilde at tillade sig selv flere eksperimenter. Hvis hun før prøvede at følge spillereglerne, falde i med normerne, så lod hun nu alle hæmninger fare. Det blev hurtigt synligt på karakterbladet: fire og tretaller dukkede op, ikke fordi hun ikke fattede stoffet, men hun gad ikke længere gøre en indsats. Hun kunne lade opgaver ligge, misse lærerens biologilektioner, endda gabe højlydt under skriftlige prøver. Før havde hun bekymret sig, nu så hun bare overbærende på det hele.
Forældrene forsøgte først med samtaler, eksempler fra livet, talte om betydningen af viden og disciplin. Dernæst kom sanktionerne: indespærring efter skole, mobil og computer blev frataget, færre aftenture. Hver ny restriktion gjorde kun Mathilde mere stålsat. Hun lod sig ikke gå på hun handlede som hun ville, stille og roligt men med beslutsomhed.
Nu har I jo Freja, hende excellente, sagde hun til sine forældre og holdt øjenkontakten uden tøven. Det må da være nok. Jeg er åbenbart ikke til store præstationer. I må tage mig, som jeg er.
Forældrene udvekslede blikke, magtesløse over for hendes selvdestruktive stædighed.
Til sidst tog de hende til en psykolog. Psykologen, en venlig kvinde med rolig stemme og tålmodigt blik, talte længe med Mathilde, forsøgte at finde ind til, hvad der tændte hendes vrede. Mathilde svarede roligt, uden fjendtlighed men heller ikke med engagement. Hun beskrev nøgternt situationen ud fra sit syn.
Måske var psykologen ikke dygtig nok, måske var Mathilde bare mester i at spille rollen som ligegyldig oprører for der kom ingen synlige forbedringer. Mathilde holdt fast. Efter nogle samtaler sagde psykologen sagte til forældrene:
I kunne prøve at slippe lidt mere. Teenagere har brug for plads til at finde sig selv. Nogle gange må man vente og lade dem prøve deres egne veje.
Forældrene vidste ikke, om det var en lettelse eller en resignation. De ønskede at hjælpe, men måtte affinde sig med bare at være der uden formaninger, uden tvang, bare til stede, i håb om at Mathilde en dag fandt det rette spor på egen hånd.
Med tiden affandt familien sig med de dårlige karakterer. Forældrene håbede, Mathilde selv ville indse sine fejltagelser. Men mere alvorlige udfordringer dukkede op.
En dag så Stine tilfældigt Mathilde sammen med nogle unge drenge bag et nedlagt værksted på Amager. De røg, grinede og snakkede højt. Da Mathilde bemærkede sin mors blik, trak hun sig hurtigt væk, men det var tydeligt, hun brugte en del tid sammen med dem.
Senere, over aftensmaden, forsøgte Stine at tage det op:
Freja har så gode venner… Du har jo selv set det de er flinke, dygtige, de går på kunstudstillinger, diskuterer litteratur. Og hvem er dine venner egentlig?
Mathilde sagde ikke et ord og knugede bestikket hårdt. De ord ramte hårdere end forventet. Igen summede det i hovedet: Freja er eksemplarisk, Mathilde hendes modsætning. Så hvis Frejas venner var snusfornuftige, måtte hun vel tage de værste ballademagere bare for at gøre sig endnu mere forskellig.
Sådan blev hun en del af et nyt miljø. Først som tilskuer, dernæst som deltager, hurtigt også i fester, pjæk fra skole og uheldige venskaber. Mathilde forsvandt mere og mere ind i denne verden i takt med, at hver impuls til at gøre det modsatte af Freja blev stærkere.
Med årene gled søstrenes veje længere fra hinanden. Freja gik op i gymnasiets 2.g, mens Mathilde efter 1.g valgte erhvervsuddannelse på en lidt tilfældig skole i Glostrup. Det føltes for hende som frihed: Nu kunne hun starte forfra, slippe ud af tvillingekassen. Men det blev hurtigt hverdag.
Freja tog studenten med topkarakterer og begyndte på jura på Københavns Universitet. Hun tog ansvar, engagerede sig som frivillig og lærte hurtigt nyt. Hendes kalender var tæt booket, men sådan kunne Freja lide det.
Mathilde haltede gennem sine fag, havde svært ved at motivere sig, dukkede ikke altid op og forsøgte ikke at indhente det tabte. Lærerne brokkede sig, klassekammeraterne så mærkeligt på hende, men Mathilde holdt stædigt fast på sit: Hun ville ikke være som Freja.
Efter uddannelsen gik det heller ikke bedre. Freja fik hurtigt job i et kendt advokatfirma, blev rost for sit talent og sociale evner. Mathilde prikkede rundt på det københavnske arbejdsmarked, blev aldrig længe ét sted enten var det kedeligt, eller chefen urimelig, eller lønnen ringe. Forældrene tilbød hjælp med jobsøgning, men Mathilde afviste:
Jeg klarer mig. Jeg har ikke brug for, at I blander jer.
Inderst inde levede der stadig et håb i Mathilde om, at hun ville finde sin egen vej ikke Frejas, men sin egen. Foreløbigt satte alle forsøg på at stå på egne ben hende bare tilbage og forstærkede fornemmelsen af at gøre tingene i trods.
Hun forstod egentlig ikke selv, hvorfor hun endte sådan. Hver gang Freja udrettede noget scorede en høj karakter, fik et job, vandt en pris blev der tændt en impuls hos Mathilde, der sendte hende modsat. Hver aften, liggende vågen, lovede Mathilde sig selv, at næste dag ville hun tage sig sammen, begynde forfra. Men om morgenen var hun tilbage, hvor hun kom fra. Det var som om, hun sad fast i en fælde, der strammede, hver gang hun prøvede at bryde ud.
Med tiden frøs hun mere og mere følelsesmæssigt. Hun ringede sjældent hjem, deltog ikke i familiesammenkomster og ville ikke høre om Frejas perfekte liv. Hun trak sig væk og byggede en usynlig mur. Underligt nok begyndte nye ting nu at ske.
Først fik hun et stabilt job på et kontor i Hellerup. Ikke noget prangende, men lønnen var god, og kollegaerne tog venligt imod hende. Hun gik hjem om aftenen og syntes faktisk, dagen var gået okay.
Så mødte hun Mads, lidt tilfældigt over en kop kaffe. Han mindede ikke om hendes tidligere bekendtskaber rolig, eftertænksom, hverken pralende eller smart i replikken. Mads prøvede ikke at imponere, og netop det føltes rart. De begyndte at ses, gik ture i byen og talte om alt mellem himmel og jord. Mathilde følte for første gang, at hun kunne være sig selv uden hele tiden at skulle leve op til eller modarbejde nogen.
Hun begyndte langsomt at lægge små planer ikke vilde drømme, men realistiske tanker: spare sammen til en ferie, tage et sprogkursus, finde en ny og bedre lejlighed. Endelig føltes livet stabilt og meningsfuldt.
Men en aften ringede mor. Stemmen var skjult, tilbageholdende:
Mathilde, vi skal tale sammen. Kan du ikke komme forbi?
Mathilde kom, fandt begge forældre usædvanligt alvorlige i stuen. Mor famlede efter ordene, før hun til sidst fik det sagt:
Freja kan ikke få børn. Lægerne siger, at chancen næsten ikke eksisterer.
Tavsheden lagde sig tungt. Mathilde vidste ikke, hvad hun skulle sige. Tankerne strittede i alle retninger. Hun følte både sorg og vrede over uretfærdigheden, men så trådte det velkendte instinkt op igen.
Inden året var gået, fik Mathilde sit første barn. Og et par år efter det andet. Hun rationaliserede: Hun elskede sine børn, glædede sig over deres første smil og skridt. Men et sted bag sine tanker rumlede det: Nu er jeg i hvert fald ikke som Freja. Nu har jeg noget, hun aldrig får!
Hun vidste inderst inde, det ikke var rigtigt man må ikke basere hele sit liv på at gøre modsat af en anden. Men hver gang hun så på sine børn, beroligede hun sig selv: Jeg gjorde det for min egen skyld. Det var mit valg. Men dybt indeni anede hun: Uden den nyhed om Freja, var det måske blevet helt anderledes…
*************************
Freja lyttede tavst til morens fortælling om Mathildes vilde valg. Stemmen var bekymret, men også rådvild hun anede ikke længere, hvordan hun skulle hjælpe sin yngste.
Da hun var færdig, sagde Freja roligt men bestemt:
Mor, vær sød ikke at fortælle Mathilde noget om mig.
Mor kiggede overrasket op:
Hvorfor? I er jo søstre…
Freja sukkede og samlede sig om ordene. Hun havde længe tænkt over det, og nu var hun sikker på, at det var rigtigt.
Hun ødelægger sit liv ved hele tiden at ville være min modsætning forklarede hun. Hver gang hun får noget at vide om mig, spænder det hende for at gøre det stik modsatte. Hun søger ikke sin egen vej, hun går bare helt imod min.
Mor ville protestere, men Freja blev ved:
Hvis du virkelig holder af hende, så nævn ikke mit navn. Lad hende få ro og finde sin egen retning.
Mor så længe på sin ældste datter, mærkede uvant styrke i stemmen. Det var mærkeligt at høre den forsigtige, omsorgsfulde Freja tale med sådan eftertryk.
Tror du virkelig, det kan hjælpe? spurgte hun til sidst, med et strøg af håb i stemmen.
Jeg ved det ikke, indrømmede Freja. Men alt andet er prøvet. Samtaler, forklaringer, formaninger intet har hjulpet. Måske finder hun sig selv, hvis sammenligningerne stopper.
Mor nikkede langsomt, stadig usikker. Hun kunne forstå argumentet, men hendes moderhjerte havde svært ved bare at slippe.
Jeg skal nok prøve, sagde hun så langsomt. Det bliver svært.
Freja lagde armen om sin mor.
Jeg ved det. Men vi må gøre det for Mathildes skyld.
Efter den samtale lærte moderen gradvist at falde ind i rollen. Hun talte med Mathilde om Mathilde, spurgte til hendes egne interesser, undlod at fremhæve Frejas succeser eller sammenligne dem. Det var svært, vanerne sad dybt, men hun prøvede.
Freja holdt sig også væk. Forsøgte ikke opkald eller uventede besøg. Nogle gange gjorde det ondt at vide, de var blevet så fremmede for hinanden men hun troede på, at det var nødvendigt.
P.S.
Det var i øvrigt Mads, Mathildes mand, der til sidst fik hende til at opsøge en god psykolog. Og skridt for skridt meget langsomt begyndte hun at arbejde sig fri af sin søsters skygge og bevægede sig mod en fremtid, hvor hun kunne være lykkelig for sin egen skyld.
