– Græd nu ikke!
– Jeg kan ikke Johanne græd højt, skjult i et gammelt babytæppe.
– Hold op med at græde! Hvad sagde hun mere? Katrine rodede i medicinskabet, mumlende for sig selv, mens hun ledte efter kamillethe.
– Hun sagde, jeg burde forlade Peter. Johanne snøftede og tog glasset med vand, som svigermoren rakte hende. Hun tørrede de spildte dråber af sin morgenkåbe og klirrede tænderne mod glaskanten. Tage Lea og bo hos hende. For Peter ville jo bare forlade mig alligevel, og så havde jeg intet sted at gå hen. Hun sagde, hun aldrig ville tage mig ind.
– Er det dét, du græder over? Johanne, jeg troede, du var klogere.
– Det troede jeg også selv. Men det er heller ikke derfor, jeg græder. Hvordan kan hun gøre sådan? Hun er jo min mor! Så grusom Jeg har ikke set hende i årevis, og så vælter hun bare alt ned over mig!
– Hvad gør det til eller fra hvorfor? Men det er måske heller ikke dét, det handler om nu.
– Hvad så?
– Hvorfor Nå, rolig nu! Lad være med at pine dig selv. Vi finder ud af det her!
– Men hvordan?!
– Johanne! Hvorfor er du altid så nervøs? Katrine satte sig på hug foran hende, lagde en blid hånd mod svigerdatterens kind. Du er ikke alene! Der er Peter. Der er mig. Der er morfar. Du har os.
– Hun sagde, jeg ikke var jeres ikke blod af jeres blod
– Og tror du, det er alt, der tæller? Pige, slap nu af! Efter al den tid du har været en del af os, har du virkelig ikke forstået hvem vi er?
Johanne gav sig til at snøfte, lukkede øjnene. Hvem skulle hun tro på?
Katrine lyttede et øjeblik og rejste sig.
– Lille Lea er vågnet. Bliv siddende! Jeg henter hende. Drik dit vand og slap lidt af. Hun kan mærke dig. Begynder du at græde, så græder hun. Er det dét, du vil have?
– Nej!
– Netop. Så er der ikke mere at være helt fortvivlet over.
Katrine løj, for situationen var langt mere alvorlig, end hun lod på. Sønnen var på job i Jylland og bortset fra morfar havde hun ingen at støtte sig til. Veninder det var noget, man først fik med tiden, og arbejdet var fyldt med kollegasladder, som hun på ingen måde havde lyst til, skulle nå videre ud i det lille samfund.
Katrine kendte udmærket til kollegasladder i sådan en kommune, hvor papirarbejdet varer hele dagen, havde man ikke meget andet at lave. Hun holdt sig udenfor og gik allerede under øgenavnet Dronningen af Sne i byen. Lad dem bare! Bare de holdt sig fra familien. Alligevel havde nogen fortalt, at Johanne var fra børnehjem, og ikke en eneste slap for at spørge, hvordan Katrine dog turde tage sådan én ind.
Men hvad for én? Et barn er et barn!
Sandheden var, at som i alle rygter, var der lidt om snakken Katrine havde ikke straks taget svigerdatteren til sig. Da Peter en dag kom hjem med oprørte nyheder om, at han ville giftes, lagde Katrine armene over kors.
– Er du sikker, dreng? Peter, du kender hende jo slet ikke! Hvor længe har I kendt hinanden en måned?
– Fire. Jeg turde bare ikke sige det før nu.
– Og hvorfor ikke det? Katrine blev så overrasket den gang, at hun næsten tabte kaffen. Hvad er det, du ikke kunne sige?
– Netop derfor. Peter tørrede kafferingene af bordet. Undskyld mor, jeg glemmer altid, at river du kan bedst lide. Jeg vasker det lige!
– Lad det nu ligge. Men hvorfor?
– Fordi jeg var bange for, du reagerede sådan. Men mor, hun er virkelig god. Du kender hende bare ikke endnu.
Katrine svarede ikke. Hvad skulle hun sige? At hun aldrig havde haft lyst til at kende den pige, hun nu så på billedet fra sin søn? Mørkt hår og tung pandehår, sorte øjne og det der triste, vrede blik, som om hun allerede havde opgivet livet. Var det bare et dårligt billede, eller var hun virkelig sådan? Hvem vidste.
Men Peter virkede lykkelig. Katrine havde ikke set det lys i hans øjne siden hans fars død for året forinden.
Det havde været en svær tid. Peter havde dårligt nået at lære sin far at kende to år havde de fået sammen, før det var forbi. Katrine ville helst glemme de år, der var gået før, spildte i skænderier og håbløse forsøg alt sammen på grund af svigermoren, Peters farmor.
Katrine havde været fuldstændig naiv, da hun giftede sig. Hun var sin mors og fars øjesten, den forkælede yngste pige. Kun sytten, da hun mødte Jens. Et år så de hinanden, opslugt af deres stjålne aftener. Da de ville giftes, var Katrines mor allerede syg, og faren vidste endnu intet om sygdommen.
Både mor og far forsvandt i løbet af to år. Katrine nåede lige at blive gift og at opdage, hun skulle være mor. Faderen nåede at se sit barnebarn, men moren gik bort, kun med visheden om, at der kom en baby.
Peter blev født for tidligt. Ingen vidste, hvorfor. Katrine plejede forældrene alene, nægtede at slippe ansvaret og var nærmest aldrig rolig. Godt at faren var rask det meste af tiden og Jens hjalp, trods sin mors sure miner.
– Det er ikke din bekymring, Jens! De er fremmede folk for dig. De har deres egen datter. Hvorfor skal du tage dig af det efter arbejde? Du er da ikke af stål!
– Mor, Katrine er altså heller ikke lavet af metal.
– Min søn er DU, og det er min opgave at tænke på dig først!
Katrine hørte det selv, svigermor skånede aldrig andre for sine meninger, og meget fik hun kun fortalt af Jens, som senere fortrød.
For ord klæber til ens hjerte som tykt, varmt stegefedt, brænder arret fast, selvom arrene falmer med tiden. Er man heldig, dulmes det af et barnegrin eller en kærlighedsgestus men det gør stadig ondt.
Katrine holdt det ud i starten, tilskrev det alt sammen uvidenhed og håbede, hende og Jens lykke ville overbevise hans mor. Men Inger, hans mor, troede altid, kun hendes vilje talte.
– Du får det ikke let. Mit barn fortjener bedre.
– Hvad er galt med mig?
– Hvem er du? Ingen. Har intet uddannelse, ingen job. Sidder der, bange for din egen skygge. Han har brug for en anden.
– Hvad slags anden?
– En, der kan give ham karriere, er klog, kan begå sig med de rigtige mennesker.
– Hvilke mennesker?
– En der er klog, sagde jeg!
– Nu har vi fået barn
– Og hvad så? Børn og hustruer kan man få mange af. Men mødre er der kun én af. Du får børnepenge, ikke andet.
– Vi har ikke tænkt at blive skilt.
– Det siger du nu. Tiden vil vise. Men vær ikke for sikker, og lad være med at tirre mig. Du vil ikke kunne betale prisen.
Katrine grublede meget, prøvede at forstå, hvor det var gået galt.
De blev skilt, da Peter var knap tre.
Historien var så almindelig, den næsten var triviel. Svigermors fødselsdag, en ekskæreste af Jens fra gymnasiet, dunkelt køkkenlys og en velvalgt kommentar fra svigermor. Katrine så kun en kvinde, der græd, og Jens, der trøstede hende. Men kvinden var hans eks, blikket hun sendte Katrine fortalte mere end tusind ord. Hun forestillede sig resten, ung og uerfaren som hun var.
Den aften flyttede Katrine ind i sin gamle, støvede barndomslejlighed, satte tasken med Peters tøj i gangen, lagde ham i seng, og græd meningsløst. Hele natten gjorde hun rent, vaskede gardiner, skrubbede hjemmet rent for fortidens skygger. Om morgenen gik hun og Peter på posthuset og sendte telegram til morfar så var der da én, der stadig var familie.
Morfar kom først senere, hans gård tog tid at få solgt.
Inden da havde Katrine nået at finde en rengøringsjob i et lejlighedskompleks, sat Peter i børnehave. Hvad nu?
Da morfar, Niels, kom, var svaret simpelt.
– Du skal læse.
– Morfar! Hvordan skal vi leve?
– Min pension, for det første. Jeg finder mig et job, for det andet. Og jeg har lidt opsparing. Det skal nok gå.
– Hvem vil hyre dig nu?
– Man kan altid bruge en gårdmand eller vagt. Jeg er vant til slid. Vi klarer det. Men har du besluttet, hvad du vil være?
– Jeg tager et kursus i regnskab. Jeg har altid været god til tal. Et job med det er lige så godt som andre.
– Kurser er fint. Men du burde tage en universitetsuddannelse også. Tænk over det.
Det gjorde hun. Hun fik sin bachelor til sidst, på deltid, og lagde stolt det færdige eksamensbevis foran morfar.
– Hvad nu, du har ikke længere brug for mig? Vil du kvæle din gamle morfar?
– Nej da! Hvad skulle jeg uden dig?
– Er bare en ekstra bagage for dig. Du klarer dig selv. Åh Katrine, gid jeg fik bare fem år mere til at se dig og Peter få et godt liv. Så kunne jeg dø roligt.
– Hold nu op med at snakke sådan, inden Peter hører dig! Men morfar, sig mig betyder jeg virkelig noget nu?
Niels tog brillerne af, gned sig mellem øjnene, satte dem tilbage og sagde:
– Katrine, du skal lade være at lytte til for små mennesker. Vi ved godt, hvem der spreder de der dumheder. Et menneske er aldrig ingenting. Du var ikke perfekt, men du blev en fantastisk mor. Peter ligner dig. Og vi ville ikke undvære nogen af jer. Du skal aldrig lade andres snevre meninger trykke dig ned. Folk er ikke ens dømmende folk, de har altid rod i deres eget. Brug ikke din tid på dem. Her siger vi bare: har du ingen forstand, er du tabt på forhånd. Gør dig ikke afhængig af deres mening. Gå din egen vej. Hør kun på mig. Forstår du?
– Ja, morfar! Hvad skulle jeg dog gøre uden dig!
Peter startede i sjette klasse, og morfar begyndte at pakke sammen.
– Jeg drager hjem igen. Huset står tomt. I klarer jer. Men, Katrine
– Hvad?
– Hvis du får lyst til at gifte dig igen, tænk dig om. Peter er i en alder, hvor han kan reagere voldsomt. Kom med ham til mig, hvis du er i tvivl.
– Jeg kommer ikke til at ændre noget.
– Måske ikke nu. Men man ved aldrig, hvor livet fører én hen.
Da han gik, sad Katrine længe alene. Jens deltog sjældent i Peters opvækst, huskede lige at sende fødselsdagskort, men var ellers fraværende.
Det tog tid for Katrine at lære at svare sin tidligere svigermor igen.
– Han har en familie nu, to børn.
– Tre faktisk.
– Katrine! Du har aldrig været klog!
– Nej, sikkert ikke. Har du mere på hjerte? God dag.
Hvorfor skændes folk? Katrine forstod det aldrig.
– Katrine, du er lidt for rar! Niels grinede altid af hende. Mange vil hellere diskutere end spise. Men sådan er det.
Katrine lærte dog af sine egne fejl, af andres godhed eller ondskab hun så.
Så mødte hun livets største prøve. En dag stod en buttet, fremmed kvinde med to små piger foran døren.
– Hej Katrine. Jeg hedder Anna, Jens’ kone. Kan jeg snakke med dig?
Og de talte sammen længe. Siden havde Peter ikke bare en far, men også to lillesøstre.
– Vi har børn sammen, Katrine. Jeg var dum, lyttede til min svigermor, troede på rygterne om dig. Men hun ville føre samme snak om mine, hvis jeg ikke passede på. Peter skal have en bror og mine piger en storebror, hvis du vel at mærke siger ja.
Det gjorde Katrine, efter at have spurgt Peter.
Et år senere døde Jens mor. Anna blev, passede hende, men blev næsten lettet ved dødsfaldet.
– Katrine, jeg ønsker ikke, der skal sukke sådan lettet, når jeg engang går bort. Hvordan lever man, så ingen skal trække vejret bedre, fordi man forsvinder?
– Du har allerede vist det, Anna! Jeg vil savne dig, når du forsvinder.
– Nå, du fjolle Men jeg har tudet hele dagen jeg kan alligevel kun huske det gode ved hende. Hun elskede kidsene, som hun kunne.
Den aften forstod Katrine, at alt den visdom, livet havde lært hende, ville blive prøvet nu. Om hun kunne møde Peters nye kæreste Johanne som et ligeværdigt menneske?
Og det blev lettere, da Katrine lærte Johanne at kende. Hun var lille, sky som en beskidt spurv, gemte sig bag Peter i døren.
– Kom ind, Johanne jeg bider ikke!
– Jeg er ikke bange!
Men stemmen skælvede, hænderne rystede, og huen ville slet ikke af.
– Har du selv lavet det halstørklæde?
– Ja. Tante Karen lærte mig det. Hun arbejdede på børnehjemmet.
– Stammer du fra børnehjem?
– Ja! Er der noget galt i det?
Spurven Johanne pustede sig op. Katrine beroligede hende.
– Nej, alle har sit. Jeg er bare nysgerrig.
– Hvorfor?
– Jeg vil gerne kende min kommende svigerdatter. Du bestemmer, hvad du vil fortælle.
Sådan gik det første møde. Katrine lærte først Johanne rigtigt at kende senere efter brylluppet. Morfar havde straks godkendt hende.
Så skete det, at Katrine glider på busstrappen og brækker benet.
– I behøver ikke tage jer af mig, børn! vrissede hun, mens Johanne stillede frugt og mad på natbordet.
– Kender godt plejeforholdene her.
– Hvordan det?
– Jeg har tilbragt min barndom her. Var ofte syg.
Den hårde sandhed kom langsomt frem.
– Min mor kom i fængsel, da jeg var halvandet.
– For hvad?
– Tyveri og sikkert noget mere. Seks år.
– Far?
– Ham kendte jeg ikke. Jeg har en bedstemor, men hun ville ikke tage mig. Sagde, hun ikke kunne klare det. De var uvenner, hende og mor. Jeg blev hentet af kommunen. Jeg forstod ikke noget dengang.
– Skrev din mor til dig?
– Ja, hun sendte breve, de andre læste for mig. Jeg ventede altid på hende.
– Kom hun?
– Nej. Jeg blev ældre. Syv, otte, seksten. Hun kom aldrig. Skrev bare om savn.
– Hvorfor hentede hun dig så ikke?
– Hun havde en ny familie, og jeg har en søster. Jeg blev vred, kunne ikke tilgive hvad var jeg værd, hvis hun kunne elske et andet barn?
Først der forstod Katrine, hvor Johanne bar sin styrke.
Første gang hendes mor, Ellen, dukkede op efter brylluppet, blev det kaos.
– Vi er jo familie nu! Skål, svigermor!
Katrine følte straks, noget var galt.
– Tænk så, lige født en pige, og nu er hun voksen og mor selv! Du forstår det snart hvor svært det er at få børn, at opdrage nogen, og alligevel er der aldrig taknemmelighed! Ungerne forstår aldrig, hvad vi mødre gør for dem!
Johanne blev mere og mere mut, mens hendes mor snakkede.
Ellens andet besøg varede længere. Til sidst var der kun konflikt og sure miner. Ellen prøvede at give spæde Lea et fedt stykke flæsk. Katrine satte foden ned:
– Ellen! Det gør du bare ikke!
– Slap nu af, jeg gjorde det altid, da mine var små.
Katrine tog barnebarnet og sagde klart fra.
– Før man gør noget som helst med barnet, skal man spørge MODEREN!
– Lad nu, som om du nogensinde spørger hende! Hun bor hos dig, får serveret alt på et sølvfad Hvad har hun at klage over? Har du fået barnet registreret dér? Ellers står hun på gaden en dag, og så skal jeg samle op!
– Hvad driver dig egentlig, Ellen? Hvad vil du?
– Jeg vil have børnepenge. Hun har pligt til at forsørge mig nu. Min mand er syg, jeg har mine egne problemer, og lillesøster kræver sit.
– Så du mener, Johanne skal forsørge dig nu?
– Ja, det har jeg ret til! Loven er på min side!
– Og har du noget pligt mod hende? Katrine kunne ikke holde stemmen nede længere. Ellen, pak dine ting og gå. Johanne skal ikke betale dig EN krone!
– Vi får se! Ellen snurrede sammenbidt rundt.
Katrine vaskede op, drak to glas vand, og besluttede: ingen skal gøre Johanne ondt i hendes hus.
Næste morgen talte Ellen længe med Johanne i gangen og var derefter væk. Men hun efterlod sig tårer og uro.
Katrine ringede til morfar.
– Morfar! Hvor meget har vi i opsparingen?
En uge efter tog Katrine til København. To dage senere kom hun hjem, satte sig foran Johanne.
– Jeg har købt dig fri.
– Hvad? Johannes øjne blev store som pastelfarvede bjergsøer.
– Din mor kommer ikke mere. Hun har fået sit. Der er styr på det nu. Og sammen med advokaten har vi fundet ud af, at hun aldrig har betalt børnepenge til dig, mens du var i institution. Så vi kan frigøre dig fra forpligtelserne.
– Hvorfor gav du hende penge så?
– Fordi INGEN får lov at splittte mine børn og gøre dem ondt i mit hjem! Havde vi ikke købt hende af, havde hun aldrig givet slip! Nu kan vi leve!
Johanne satte sig stumt, så på Katrine og spurgte lavmælt:
– Dine børn?
– Ja da! Er du da ikke én af mine børn? Ligeså meget som Peter! Hvis jeg ikke har formået at vise dig det så har jeg fejlet som mor.
– Du er verdens bedste mor! Johanne udbrød det, så Katrine lo igennem tårerne. Den allerbedste
– Så kald mig mor, hvis du vil. Ikke mere Katrine. Mor passer godt.
– Tak Johanne lukkede øjnene og da hun åbnede dem igen, sagde hun stille det ord, hun længtes efter i årevis: MorJohanne sad længe med hænderne foldet omkring glasset, mens alle de ord, der altid havde brændt på tungen, pludselig forsvandt. Solen kastede små prikker på væggen, Lea lå og pludrede i sin vugge, og for et øjeblik blev verden helt stille. Hun mærkede Katrines hånd på ryggen ikke hård, ikke fremmed, bare varm og god, som kærlighed skal føles.
Så kom Peter hjem samme aften, træt, men forventningsfuld, hilste blidt på Katrine og kyssede Johanne på håret, som han plejede. Hun rislede af glæde, men også noget andet: tryghed. Med Lea i favnen gik hun ud på altanen, hvor duften af nylavet kamillete blandede sig med aftenluften. Ned på gaden gik livet videre: ingen kendte hendes navn, men hjemmet bag hende var fyldt med stemmer, der gjorde.
Inden de gik i seng, lagde Johanne håndfladen på Katrines arm.
Mor Ordet kom, rundet af både tåre og smil. Tak, fordi jeg må være dit barn.
Katrine trykkede Johanne ind til sig, så hendes hoved lå mod det sted, hvor hun engang selv havde grædt sine tabte år ud. Hun svarede ikke med store ord, bare et enkelt: Altid.
Sådan kunne nye familier opstå et barn ad gangen, et ja ad gangen, et “du hører til” midt i verdens larm. I natten var der kun stilheden, og et enkelt barnesuk, der blev grebet og vugget videre gennem slægten. For kærlighed behøver ingen blod, bare modet til at lade andre høre til.
