“Man skal ikke spise efter klokken seks i din alder.” Jeg flyttede (51 år) ind hos en slank mand og sådan gik det
Jeg er 51 år gammel. Har været skilt i syv år, min søn er voksen og bor med sin kone i en anden bydel. Jeg arbejder som chefbogholder i en detailkæde, løn på omkring 32.000 kroner om måneden. Har min egen andelsbolig, bil og klarer mig selv. Vejer 72 kilo, er 165 cm høj. Nej, jeg er ikke model, men jeg har det fint med mig selv.
For ni måneder siden blev jeg gennem bekendte sat sammen med Henrik. Han er 63, men ligner snarere 55 slank, sporty, sølvgråt hår klæder ham virkelig. Tidligere officer i Hæren, nu pensionist men arbejder som sikkerhedskonsulent ved siden af.
Vores forhold kørte fantastisk i syv måneder. Han var opmærksom, god til samtale, rigtig galant. Han insisterede altid på at betale på restauranter, kom ofte med blomster uden noget anledning, og hans komplimenter lød altid oprigtige. Ikke én gang kommenterede han min vægt eller alder.
For tre uger siden sagde Henrik ligeud:
Mette, vi er jo ikke unge længere. Hvorfor spilde tiden? Skal vi ikke bo sammen?
Jeg rykkede ind hos ham. En flot treværelses i Hellerup, alt var nyrenoveret, god solidt møblement.
Otte dage gik. På niende dag kunne jeg ikke mere og smuttede hjem til min egen lejlighed, hvor jeg i fred kan spise et stykke brød med ost klokken elleve om aftenen uden foredrag om glykæmisk indeks.
Dag 1: Morgenmaden, der udeblev
Jeg vågnede klokken syv til nogle lyde i lejligheden. Henrik var ikke i sengen. Jeg gik ud i køkkenet og så ham stå og røre i en gryde iført træningsbukser og et smil.
Godmorgen! Sov du godt?
Ja, hvad laver du?
Havregrød på vand. Skal du også have?
Jeg grimasserede:
På vand? Hvad med mælk?
Han rystede på hovedet:
Mælk er unødvendige kalorier. I vores alder skal man være påpasselig med maden.
Henrik, jeg er 51, ikke 80. Jeg kan godt tåle lidt mælk i min grød.
Han portionerede havregrøden ud:
Du kan, men hvorfor? 100 ml sødmælk er 58 kalorier. Over et år bliver det mere end 21.000 kalorier. Det er næsten tre kilo rent fedt.
Jeg sad og gloede på den smagsløse grød:
Har du i det mindste sukker?
Sukker? Mette, det er hurtige kulhydrater. Du kan få en lille skefuld honning.
Jeg hældte tre skefulde i. Ellers smagte det som papegøjefoder.
Henrik fulgte mig til arbejdet, kyssede mig farvel. Alt virkede normalt. Jeg tænkte: nå ja, han har sine vaner det kan jeg vel leve med.
Dag 3: “Tallerken-reglen”
Om aftenen på tredje dag kom jeg træt hjem. Det havde været en lang dag årsregnskab, revisorer, stress. Jeg havde bare lyst til at spise, og så sove.
Jeg åbner køleskabet. Der er grøntsager, kyllingebryst, hytteost uden fedt, æg.
Henrik, har vi ikke pølse?
Han kiggede ud fra stuen:
Pølse? Hvorfor?
Jeg vil have en ostemad med pølse.
Han tog fat i køleskabet og pegede på varerne:
Der er kylling, vi kan koge det det er et fremragende aftensmåltid.
Jeg vil ikke have kylling. Jeg vil have ost og pølse på brød.
Han sukkede:
Mette, pølse er transfedt, konserveringsmidler og salt. Over 50 direkte vej til hjerteproblemer.
Mit blodtryk er 120/80 og prøverne perfekte!
For nu, men hvad med om fem år? Jeg laver en ordentlig sund aftensmad.
Han kogte kyllingebryst, skar grønt og lagde det an på en tallerken. Halvdelen salat, en fjerdedel kylling, en fjerdedel boghvede.
Ser du? Det er “tallerken-reglen”: Halvdelen grønt, fjerdedel protein, fjerdedel komplekse kulhydrater. Perfekt balance.
Jeg kiggede på portionen og tænkte: det holder mig mæt i én time.
Må jeg få mere?
Hvorfor? Det er nok. Maven skal ikke overbelastes.
Jeg spiste. En time senere knurrede maven. Jeg gik i køkkenet efter lidt brød. Henrik så mig:
Hvor skal du hen?
Jeg er sulten.
Vi spiste for to timer siden!
Men jeg er stadig sulten!
Han kiggede på klokken:
Den er ni. Efter seks om aftenen skal man ikke spise. Forbrændingen falder, alt går på sidebenene.
Jeg stod med brødet i hånden:
Henrik, jeg er voksen. Hvis jeg er sulten, så spiser jeg.
Drik et glas vand. Det er tit tørst, ikke sult.
Jeg drak vand og gik i seng sulten. Om natten listede jeg ud og spiste et æble, uden han opdagede det.
Dag 6: Vejningen
Om morgenen på sjette dagen kom jeg ud fra badet og så Henrik med badevægt i hånden:
Op på vægten.
Hvorfor det?
Vi skal følge udviklingen.
Udviklingen af hvad?
Vægten. Jeg vejer mig hver morgen, det bør du også.
Jeg lagde armene over kors:
Jeg har ikke lyst til at veje mig hver dag.
Hvorfor ikke?
Fordi jeg ikke har behov for det! Min vægt er fin!
Han stirrede alvorligt på mig:
Med din højde burde du veje 62 kilo. Du er tættere på 72. Ti kilo ekstra belaster hjertet.
Noget knækkede indeni:
Du mener altså, jeg er tyk?
Ikke tyk men du har ekstra vægt. Det kan vi ordne!
Jeg behøver ikke at få ordnet noget!
Du gør. Jeg vil jo bare passe på dig! Her er planen: løbetur hver morgen, fitness om aftenen, kost efter min plan. Ti kilo væk på tre måneder så bliver du som ny!
Jeg vendte mig om og gik. Hænderne rystede.
Dag 8: Kagen dråben der fik bægeret til at flyde over
Forleden fejrede vi min kollegas fødselsdag. Jeg tog et stort stykke chokoladekage med hjem, også til Henrik.
Jeg kom hjem, satte æsken på bordet:
Se, Henrik, se lige en lækker kage! Jeg laver os lidt te.
Han åbnede æsken og gik direkte hen og kastede det i skraldespanden.
Hvad laver du?!
Det er gift: sukker, margarine, farvestoffer. Sådan noget skal vi ikke have efter 50.
Jeg stod og så til, mens han smed min dyre lækre kage ud den jeg havde glædet mig til at dele.
Du smed min kage ud.
Jeg reddede dig fra unødvendige kalorier.
Det havde du ikke ret til!
Han tørrede hænderne:
Selvfølgelig havde jeg det. Vi bor sammen. Jeg har ansvar for din sundhed. Bliv ikke vred, det er kun fordi jeg tænker på dig.
Jeg gik ind i soveværelset og satte mig. Da vidste jeg det bare: Det går ikke.
Dag 9: Jeg pakker mine ting
Morgenen kom tidligt. Henrik sov stadig. Jeg fandt lydløst min taske frem og begyndte at pakke mine ting. Raslet vækkede ham.
Hvad laver du? spurgte han.
Jeg pakker. Jeg flytter.
Hvor hen?
Hjem. Til min egen lejlighed.
Han satte sig forundret på sengekanten:
Hvorfor?
Jeg vendte mig og sagde så roligt som jeg kunne:
Fordi jeg ikke orker at bo i en kaserne. Jeg gider ikke spise smagløs grød, veje mig hver dag og høre på foredrag om glykæmisk indeks. Jeg vil bare leve mit liv.
Men jeg gør det jo kun for at passe på dig! prøvede han.
Nej, Henrik. Du forsøger at lave mig om. Fra dag ét har du set mig som et vægttabsprojekt: ti kilo for meget, løb, tallerken-regler. Jeg vil ikke være dit projekt!
Han rejste sig:
Mette, vi skal tænke på helbredet i vores alder!
Vi skal tænke på at nyde livet! Jeg er 51 år. Hele livet har jeg arbejdet, passet på andre og holdt mig selv tilbage. Hvis jeg en fredag aften vil spise kage, så gør jeg det det er mit valg!
Jeg lukkede tasken og gik. Han prøvede ikke engang at stoppe mig.
Hvad jeg lærte af de otte dage
Nu er jeg hjemme. Spiser en ostemad med pølse klokken ti om aftenen. I morgen skal jeg på café med min veninde det bliver cheesecake og cappuccino med flødeskum.
Og ved I hvad jeg indså? Omsorg er at blive accepteret som den man er ikke optimeret, rettet og formet efter andres normer.
Henrik så mig ikke som kvinde. For ham var jeg bare et projekt: forkert kost, for lidt disciplin, for mange kilo alt skulle fikses.
Men jeg er ikke noget, der skal repareres. Jeg er et rigtigt menneske. Og hvis jeg som 51-årig vil spise kage og ikke veje mig hver dag så er det ikke uansvarligt. Det er retten til at nyde livet.
Hvis en mand styrer hvad en kvinde spiser, smider hendes mad ud “for hendes skyld” er det omsorg eller tyranni? Hvor går grænsen?
Hvis du som kvinde over 50 vejer ti kilo mere end normen, men har det fint skal manden så blande sig, eller tie stille?
Og I, kvinder ville I finde jer i at en mand lavede madplan, vejede jer og holdt foredrag om kalorier? Eller ville I gå med det samme?
