Fattige slægtninge

Mor, det var moster Bente, der ringede. Hun spurgte, om de måtte bo hos os en uges tid. Hun skal have barnebarnet Magnus med til undersøgelse i København. Han har noget med ryggen. Hvad skal jeg sige til hende? Signe satte en kop te foran sin mor og begyndte at tørre støv af i det store stuevindue.

At gøre rent hos mor en gang om ugen havde været hendes opgave, lige siden hun var tretten. Da havde Emilie, Signes mor, lagt ansvaret over på hende, fordi hun var gået i gang på universitetet igen for at færdiggøre den ph.d., hun havde udsat i flere år for at tage sig af datteren.

Alle de “opgaver” havde kostet Signe dyrt. Moderens konstante opsyn og endeløse schema af fritidsaktiviteter gav hende ikke et øjebliks fred. Veninderne legede med Barbiedukker nede i gården, mens Signe øvede skalaer eller sad og lavede akvareller, altid mistænksom overfor tanken om, at frihed eksisterede bare ikke for hende.

Det var alt for meget. Signes krop sagde ofte fra, og hun blev syg mere end gennemsnittet. Men hun kunne næsten glæde sig til de dage for når hun var syg, kunne hun ligge i sengen med en bog, og mor, der ellers havde tusind krav, kom kun ind for at give hende et glas saftevand og nogle appelsiner, lagde en kølig hånd på hendes pande, og gik ud med et:

Åh, bare jeg ikke bliver smittet, Signe! Det går ikke, jeg skal jo arbejde!

Signe åndede lettet op, når døren lukkede sig; nu kunne hun læse sin elskede Darrell alt det, hun orkede. Ingen formaninger om, at man også skal være alsidig og klog.

Det var måske derfor, Signe havde accepteret, da hun fik ansvar for rengøringen i hjemmet. Det gav hende et slags frirum mere tid hjemme og mindre jagt. Tit satte hun støvsugeren på pause og endte midt på gulvtæppet med en bog, mens tiden for opgaverne løb væk, og moren kom hjem til kaos.

Signe! Hvorfor har du ikke gjort rent?! Er det dét, du kalder ansvar? Moren, Emilie Thomsen, snublede ind over en spand vand i entreen og gav sig til at brokke sig.

Signe skyndte sig så at gøre rent færdigt, mens hun nød de ord og linjer, hun havde i hovedet fra sine yndlingsdigtere.

Digtning elskede hun. Også selvom moren mente, det var spild af tid.

Signes pligter omfattede også at tage imod “ubudne gæster”. Emilie hadede det men kunne jo ikke gå imod familien.

Fattige slægtninge! Hvor længe skal det blive ved?

Signe havde tit hørt netop den sætning fra sin mor men kun, når hun troede, ingen hørte det. Først senere fattede Signe, at hvis moster Eva havde hørt det, havde Emilie fået tørt på. Eva var familiens beskytter, karismatisk og frygtløs, sikker på, at familie var det eneste, der var værd at værne.

Familiehistorier rullede frem den dag, Signe fyldte seksten. Moren var i Oslo på forelæsning og havde glemt alt om hendes fødselsdag. Signe var bare glad for at have lov at improvisere: en fejring uden røvsure voksenes taler og skåle. Eva støttede hende, gav hende nogle hundrede kroner til kage og sodavand og lovede ikke at sladre.

Signe, jeg regner med, du tænker dig om. Du gør ikke noget, så jeg skal stå skoleret for din mor, vel?

Nej, moster Eva.

Nå, men, helt ærligt, har du fået en kæreste? Du rødmer! Det gør unge piger ellers ikke længere, hva? Med det, man oplever til daglig man undres over, om der findes nogen, der stadig Nå. Forleden kommer min veninde til mig med sin datter. Lyseblå øjne, hvide krøller, fin kjole. Barnet er kun lidt yngre end dig. Men hun er ikke barn længere. Om lidt mor selv.

Hold da op!

Ja, sådan kan det gå. Og moderen forstod ingenting. Men, Signe, hvis du ender i den situation, ja, så hjælper vi dig! Men det er altså ikke nødvendigt at skynde sig.

Nej, moster.

Kunne Signe svigte mosters tillid? Aldrig.

Moren fik aldrig noget at vide om festen. Signe havde gjort lejligheden ren som aldrig før. Moren var tilfreds og besluttede, at Signe nok var bedst til at gøre rent så hvorfor lave om på det?

Og sådan trænede Signe selv efter hun flyttede hjemmefra, giftede sig og nu kom fast én gang om ugen for at gøre rent i den enorme gamle Frederiksberg-lejlighed fyldt med bøger og mørke gange.

Lejligheden var arvet fra Signes farforældre. Emilie var blevet matchet med Signes far, søn af professorer, nærmest af pligt, men i modsætning til sine søstre fra det jyske, var Emilie blevet opdraget af farmor, mens hendes egen far var forsvundet i fjeldet på ekspedition kort efter hendes fødsel, og moren havde valgt at overlade hende til bedsten.

Det var bedstemoren, der gav Emilie alt: tøj, fransk, kunstskøjteløb. I skolen i Aalborg besøgte hun kun familien to gange om året det var hos bedsten, Signe lærte, at blod måske nok er tykkere end vand, men afstande sætter spor.

Moster Eva var anderledes. Stædig, fandenivoldsk og altid på tværs, insisterede hun på selv at klare sig boede på kollegieværelse under studierne i Aarhus, kun kontakt med “lille Emilie”, som allerede som barn var for usædvanlig til småbysnormer.

Før Signe var 15, erklærede Emilie til farmor:

Jeg vil ikke have mange børn. Kun ét. Og han eller hun skal have den bedste far, jeg kan finde. Ingen eventyr. Ingen store følelser! Det handler om at bruge hovedet!

Tiden vil vise, min pige…

Men Emilie valgte sin mand selv systematisk. Hun fik ham på krogen midt i andet semester, brylluppet blev arrangeret med alt, hvad dertil hører: madame Jakobsen, hans mor, i kort blondehandsker og hele den – for familien – rigtige omgangskreds.

Emilies svigerforældre flyttede snart på sommerhus i Odsherred og gav “de unge” lejligheden i byen.

I må gerne snart give os børnebørn!

Men børn passede ikke i Emilies planer. Hun blev rasende, da hun opdagede graviditeten:

Jeg vil ikke føde nu! Mit liv er lige begyndt!

Eva, nu læge på Frederiksberg Hospital, var lige så nøgtern som altid:

Du bestemmer selv, Emilie. Men konsekvenser er konsekvenser. Et barn kan give ro i livet det andet kan koste dig helbredet.

Efter lange overvejelser blev det til Signe.

Og Emilie gik til opgaven, som hun kendte bedst: Så korrekt som muligt. Svigerne var begejstrede, ægtemanden forgudede hende, og Signe blev forkælet, indtil faren pludselig døde. Han forsvandt stille og næsten usynligt moren forstod ikke rigtigt, hvad der var sket, før Signe græd over, at hun nu ikke måtte komme ind til ham.

Svigermor og -far tog sig af det praktiske og lod Emilie og Signe blive boende, mens de var på landet.

Da svigerforældrene gik bort, insisterede Emilie på, at sommerhuset skulle sælges hun hadede havearbejde og lod sig ikke overtale af Signe, der græd hemmeligt på den gamle træveranda, sagde farvel til træerne og tog sin elskede morfars pibe og farmors testel med sig ingen fik lov at røre dem.

I modsætning til moderen giftede Signe sig for kærlighed, kun godt støttet af tanterne.

Han er en god fyr, Signe! Eva vaskede op efter forlovelsen og kiggede på Emilie, Han elsker dig! Hvad mere vil du ha? Det andet får I nok sammen og hvis ikke, klarer I det!

Emilie var ikke overbevist:

Signe har jo både lejlighed, bil, endda en opsparing Jeg har sikret hende, men han? Han kommer med ambitioner og eksamensbevis, men det kan man ikke spise sig mæt på!

Eva smækkede tallerkenen ned:

Hvad er vigtigst bolig eller lykke for din datter?

Moren fejrede ikke ægteskabet længe. Trods modstand, flyttede Signe og hendes mand til deres egen andelslejlighed i Valby mindre og mindre central, men helt for dem. Ingen mere blande sig. Hun tog sin mor, Emilie, i hånden.

Mor, det er for at undgå skænderier. Jeg elsker dig, men det her er vores liv. Jeg hjælper, når jeg kan.

Der var ikke andet at gøre end at acceptere. Signe fortsatte med at komme forbi, handlede ind og gjorde rent, og de nød at udveksle familieanekdoter henover te.

Så sad Emilie der briller på næsen og betragtede datteren.

Hvad skal jeg sige til Bente, Signe? Ved du det?

Ikke endnu, mor. Jeg sagde, jeg ville høre dig ad.

Kunne godt bare sige, jeg er optaget.

Hvad mener du dog? Sådan kan man da ikke behandle familie!

Hver uge her. Som om her er banegård! Siden din far forsvandt, har folk bare væltet ind!

Mor, undskyld men du arbejder jo ikke mere. Og du passer ikke selv børnebørnene.

Signe, hvad insinuerer du?

Mest bare fakta, mor. Sidst bad jeg dig tage Arya en eftermiddag, men du havde “ikke tid”. Jeg måtte tage hende med på klinikken. Heldigvis tog Eva det pænt. Hun sagde bare, at du måske skulle tænke lidt over det.

Hun render rundt og blander sig!

Fordi I selv bad hende om det, da farmor blev syg. Bente tog hende ind på landet, selv om det var hårdt.

Er det bebrejdelse? Emilie satte sin chokoladekaramel fra sig og stirrede.

Nej. Du hjælper dem jo økonomisk. Men omsorg var aldrig din rolle.

Hvorfor?

Fordi du altid har bedst kunnet lide dit eget selskab. Du har ikke det samme blodbånds-gen, mor. Familie er blevet lidt overflødigt, ikke?

Signe!

Jeg bad dig ikke tage imod Bente. Jeg ville høre, om vi alle kunne samles. Min lejlighed er stor nok; Bente og drengen kan bo hos os. Eva hjælper.

Sådan. Og jeg bliver fri?

Måske tænker du, du bliver overset, men mor hvornår havde du egentlig sidste omgang rigtige gæster?

Jeg har dig.

Ja, og sådan bliver det. Men hele mit liv har du sagt, at familie betyder lidt for dig du, mig, måske min mand og min datter, men resten? For dig har Arya lignet en påtrængende unge. For mig er hun alt. Og hun glæder sig til, at Magnus kommer på besøg; han skriver og tegner breve til hende. Har du set dem? De to har ikke været sammen ofte, men Arya elsker sin familie.

Hun kender ham jo knapt!

Men alligevel elsker hun ham. For barnet er afstand intet. Sådan vil jeg også have det. Hun skal kende sin familie, ikke bare “os tre”.

Du taler, som om jeg er kold

Nej, bare som du er. Du har aldrig forstået, hvad familie kan være men måske får du chancen nu.

Signe tog koppen og gik mod døren:

Tænk over det, mor. Ring, hvis du ombestemmer dig. Og hvis ikke, ja, så bruger jeg din migræne som undskyldning, som altid.

Hun gik. Og Emilie sad længe i stilheden i den store lejlighed, tænkte på livet, på familien, på de linjer, hun savnede at kunne følge i andre, som hun kun kendte i brudstykker Måske kendte de hende bedre, end hun kendte dem?

Pigen Signe ville have familie. Hvad blev der så af hende, hvis ingen af de “fattige slægtninge” var der? Hvem kunne hun læne sig op ad?
Lyset udenfor forsvandt, og lejligheden blev stille. Der var intet mere at gøre den aften. Emilie lod telefonen ligge.

I morgen, tænkte hun, ville hun ringe til Signe. De skulle købe gaver til alle niecer og fætre. Arya skulle have noget særligt. Signe havde ret hun havde nok aldrig været en god mormor, men måske kunne hun gøre en lille ting bedre.

Hendes barnebarn ligner Signe et godt hjerte, og Emilies gave vil blive modtaget med glæde.

Og den livlige lille Arya vil tage Magnus i hånden, række ham en farveblyant og bede: Tegn hende! Tegn mormor, for jeg ser hende ikke så tit, og nu kan jeg få hendes portræt!

Så vil Eva hente kamillete, Signe vil få børnene ud, og søstrene vil omfavne hinanden, alle taler i munden på hinanden, deler deres sorger og glæder.

Signe vil lukke døren stille efter sig, grine ind til sin mand: Spørg ikke! Nogle gange kommer alderen alene heldigvis vist ikke for os!

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

nine + 5 =