Den glade, fregnede Sigrid blev allerede fra barnsben kaldt “Solen” af sine nærmeste. En sprudlende, latterglad pige, der aldrig kunne sidde stille og altid havde gang i noget.
Hun voksede op midt i kærlighed og varme fra både forældre og bedsteforældre. Ingen kunne give så meget nærvær som Sigrids familie, og det var måske derfor, at hun senere selv delte sit varme væsen uden besvær.
Selv da hun blev ældre, beholdt hun sit uspolerede humør. Alt lykkedes for Sigrid; lektierne gik snildt, hun hjælp til hjemme som en leg, og havde hverken sans for lune eller opsætsighed.
Når jeg ser på mit barnebarn, så er hun jo nok ikke nogen klassisk skønhed, sagde farmor en mørk aften i stuen, mens lyset dansede over familiens fotografier, men man kan simpelthen ikke løsrive blikket. Håret stråler som rav, og øjnene lyser som stjernerne over Fyn. Og så har hun sådan en let sjæl!
Hun har virkelig et dejligt væsen, nikkede Karen, Sigrids mor. Og mon ikke det er udmærket ikke at være for smuk i disse tider; færre, der vil misunde hende.
Måske, samtykkede farmor, men når man er så varm og lys som hun, tiltrækker man både varme og de forkerte slags folk nogen, der gerne vil tænde sig lidt ved hendes glød eller slukke den helt.
Karen tav, men hun vidste godt, at Sigrid ikke kun var glad og sød; hun var også kvik i replikken og ikke bange for at sige fra. Aldrig en til at starte strid, men heller ikke én, der lagde sig ned for nogen. Sigrid havde retfærdighedssans og masser af værdighed.
Hjemmet var altid fuldt af venner og veninder. Forældrene sukkede af og til, men nød alligevel det bankende liv i deres lille lejlighed i Odense. Det var ikke altid let at mætte og underholde den flok, men stolthed og glæde vejede tungere.
Med tiden begyndte de lokale fyre fra universitetet at kigge efter den fregnede, sprudlende Sigrid med smilehullerne i kinderne. De inviterede hende ud, kom med buketter og forsøgte at stjæle et kys. Men ikke én formåede at røre hendes hjerte. Hun lo klokkeklart, satte flirtende eller uforskammede på plads uden tøven, og selvom hun blev venner med flere, forblev hendes sind frit.
Så kom følelsen alligevel. Ikke for nogen af de gamle bekendte, men for Mikkel, der var så anderledes på alle måder derfor blev Sigrid fanget som en lille fugl i hans net.
Hun læste dansk og engelsk på lærerseminariet og drømte om at blive sprogunderviser. På et stort arrangement for studerende mødte hun Mikkel, som allerede havde sin kandidat og var i gang med en ph.d. og et lækkert job i København.
Da denne høje, velklædte fyr brød tavsheden og begyndte at snakke med Sigrid, blev hun hverken genert eller forsagt. Hun havde mødt mange charmerende unge mænd men desto mere de snakkede sammen, desto tydeligere blev det: Han var helt sin egen.
Han var velformuleret og vidende; snakken gled let over alt fra moderne litteratur, musik og malerkunst til politik og uden spor af arrogance. Han lyttede, stillede spørgsmål og støttede altid samtalen.
Skal vi ikke sige du? spurgte Mikkel venligt efter en times samtale, det er lidt fjollet at holde på formaliteterne.
Jo da, smilte Sigrid bredt. Hun havde aldrig mødt så rar og interessant en fyr før. Og midt i smilet mærkede hun noget, hun aldrig havde følt før.
Dine øjne, mumlede han, blidt man kunne forsvinde i dem. Har aldrig set noget lignende. Og dit smil varmer.
Hold op, svarede Sigrid, let rød i kinderne, men hun kunne mærke, at komplimenterne gjorde hende godt.
Hun blev overrasket over sig selv. Den kvikke, udadvendte Sigrid følte sig pludselig usikker, begyndte at famle efter ord hun gav sig selv et lille usynligt nip i siden, men blev opdaget af Mikkel, der lo blidt.
Hvorfor nusser du dig selv sådan? hviskede han.
Udbruddet fik hende til at grine ukontrollabelt, og snart grinede han med. Folk omkring dem bemærkede straks deres kemi: Hendes øjne glimtede hans blikke slap hende aldrig.
De blev kærester, og hun opdagede, at hans familie var velhavende. Forældrene havde allerede købt Mikkel en lejlighed. Sigrid havde altid troet, at de smukke fra gode kår var arrogante og ude af stand til at elske rigtigt.
Men Mikkel viste hende varme og respekt, aldrig påtrængende; deres samtaler fordybede sig i alt mellem himmel og jord. Han spurgte om hendes meninger, lyttede og hun følte sig set og respekteret.
Jeg har aldrig oplevet noget lignende, betroede han hende en aften, vi ses jo hver dag og allerede inden jeg kommer hjem savner jeg dig.
Det kender jeg godt, svarede Sigrid, der ofte blev forlegen ved hans ord. Han ramte noget dybt indeni.
Han introducerede hende til sine forældre. Faderen var ofte ude at rejse, men mente at ét møde var nok til at godkende hendes plads i deres familie. Mikkels mor, Birthe, var derimod ovenud begejstret.
Hun er jo et fundament af glæde! udbrød Birthe efter mødet. Ikke nogen model, men bare smuk på sin egen måde varm og ægte.
Det var et fund, mor, indrømmede Mikkel, for mig er hun som en regnbuefugl. Hun får alting til at lyse op.
Er hun myndig? spurgte Birthe, hun ser så spæd ud.
Hun bliver tyve til sommer.
Så skynd dig, dreng, fri til hende før en anden snupper hende!
I har jo altid rådet mig til at tage mig god tid, indvendte han overrasket.
Fordi vi frygtede de forkerte! sukkede hans mor, der er mange, der kun vil have en lejlighed og en pæn mand. Men Sigrid er ikke sådan.
Mikkel friede, og Sigrid sagde uden betænkningstid ja. Hendes forældre og bedsteforældre accepterede ham uden forbehold, men efter forlovelsen faldt en mærkelig stilhed over den ellers så snakkende familie.
Skulle du ikke vente lidt? spurgte moderen stille, jeg troede ikke din første kærlighed skulle blive dit ægteskab.
Mor, du satte jo også mig i verden i den alder, svarede Sigrid, og vi har det jo godt.
Men Karen forblev bekymret uden at kunne sætte ord på hvorfor.
Farmor rystede på hovedet. Hun vidste, Sigrid ikke ville lade sig styre; et ungt, varmt hjerte lader sig ikke kommandere.
Faderen sagde ikke meget, men kyssede hendes pande, strøg hånden over hendes kobberglimtende hår og lovede at hjælpe alt, hvad han kunne.
Sigrid fornemmede nok, at de nødigt slap hende, men lykken fyldte hendes sind for meget til at hun dvælede ved det.
Hun delte sin glæde med veninden Mille, men satte sig lidt betænksomt.
Din Mikkel er jo en lækker fyr, indrømmede Mille, men kender du ham virkelig nok?
Jovist gør jeg, grinte Sigrid, han er generøs og altid betænksom. Han har lige købt mig en ring!
Hvad så med hans mor er hun sådan en, der hader svigerdøtre?
Birthe er vidunderlig, svarede Sigrid hurtigt, hun elsker mig, og det var endda hende, der fik ham til at fri.
Drikker han? Eller er han sjusket? spurgte Mille skeptisk.
Ikke en dråbe alkohol, ikke en cigaret, og hans lejlighed er altid pænere end min mors køkken.
Mille kunne ikke finde fejlen. Nå, jamen held og lykke da, ven.
De omfavnede, og Sigrid skyndte sig hjem for at forberede sig til eksaminerne og snart var de gift.
Brylluppet var hyggeligt, om end lille. Forældrene ville gerne holde stort, men de unge insisterede på at spare pengene og bruge dem sammen senere.
Til sommer tager vi på eventyr sammen, sagde Mikkel lykkeligt, nu skal vi nyde det lille hjemmeliv!
Og han blev betaget af hendes smil den dag, og ingen anede, at det skulle falme.
Sigrid vidste, at ægteskab sjældent var let men ingen havde forberedt hende på balladen, der begyndte allerede dagen efter brylluppet.
Sigrid, kan du ikke lave mad uden at svine? lød det småbebrejdende, da han kom i køkkenet, der er gulerod her, rødbede der.
Jeg laver dansk suppe, Mikkel, svarede Sigrid, jeg skal nok rydde op, når jeg er færdig.
Med det tempo er hele køkkenet et bombekrater, gryntede han og begyndte febrilsk at feje op ved siden af hende.
Næste morgen lavede hun kaffe og madder, men da hun satte sig:
Du har spildt kaffe! sagde Mikkel. Jeg har ikke tid til at tørre af om morgenen.
Sæt dig nu, jeg klarer det straks, svarede Sigrid venligt, det er jo kun én lille plet.
Én plet bliver til ti, sukkede Mikkel og så sørgmodigt på hende hen over sin ostemad.
Hun skyndte sig at tage af sted, men inden hun gik:
Skal du da ikke skylle kopperne op? spurgte han med rynkede bryn.
Hvis jeg når det, ellers gør jeg det senere, eller du kan, sagde hun og mødte hans sårede blik.
Han vaskede dem selv, men grublede længe over det.
En aften over aftensmaden foreslog Sigrid:
Skal vi ikke lave noget sjovt i weekenden?
Som stor hovedrengøring? svarede han tørt.
Nej da, det mener du ikke seriøst?
Jeg havde bare ventet, du sagde det.
Hvorfor? Det er da nok med den daglige rengøring?
Hvis du ellers gjorde den, bemærkede han spidst.
Hun blev irriteret. Hun støvsugede og tørrede af. Men flere timers rengøring det havde aldrig været hendes stil. To eller tre gange om året måtte være rigeligt.
To gange om året?! jamrede han. Sådan kan man da ikke bo!
Jeg forstår ikke, hvorfor du gør det til sådan et projekt, svarede hun, der er jo hele tiden pænt og rent.
Men Mikkel så det helt anderledes.
Hvis du absolut vil have det så skinnende rent, måtte vi hellere købe en vinduespudser, foreslog Sigrid, eller en lille opvaskemaskine.
Nu må det stoppe! hvæsede han, en rigtig kvinde klarer det selv, ikke med maskiner.
Hun nævnte støvsugeren, men det ændrede ikke noget. Mikkel mente hun burde lære af hans mor, som hun derfor blev inviteret til te hos.
Birthe fortalte om sin ungdom i et gammelt bondehus uden rindende vand eller maskiner, hvor alt husarbejde var slidsomt, men alligevel en hjertesag. Har man kærlighed til hjemmet, gør man det af lyst, sagde hun venligt og smilede til Sigrid.
Alligevel følte Sigrid sig tung, da hun gik. Dialogen med svigermor stadig venlig men noget pressede i brystet, også i forholdet til Mikkel.
Han drillede nu kærligt, men pegede diskret støvet i hjørnerne, som hun dårligt bemærkede.
Tidligere havde hun glædet sig til weekenderne, til ture i Dyrehaven, venindebesøg eller caféer, nu handlede det kun om rengøring.
En nat drømte Sigrid, at hun faldt om i rod, mens Mikkel og hans mor gik med lommelygte og fandt skidt overalt. At vente på Mikkel blev til en ambivalent oplevelse, noget tungt og bekymrende.
Hvornår har du sidst tørret lampen af? spurgte han en aften. Hun kiggede rundt alt skinnede men selvfølgelig lagde han mærke til én detalje.
Han forsøgte på et tidspunkt at overraske hende. Han inviterede veninderne til fødselsdag, bagte og pyntede, men dagen efter var han der igen med kritikken.
Har du overhovedet renset toilettet efter festen? spurgte han.
Selvfølgelig har jeg det, svarede Sigrid, frustreret over, at intet var godt nok.
Ikke godt nok, svarede han, det handler om hygiejne.
Hun skændtes mindre og mindre, lod sig oftere overtale til bare at adlyde, selvom hun længtes efter friheden. Hvad var hendes synd egentlig? At hun ikke var grundig nok? Det virkede sådan.
Nu kaldte han hende oftere smågrinende for “sjuskedorte”, mens han krammede hende og pegede efterfølgende på lidt støv.
Og han begyndte at klage: Din øjenlyst er blegnet, du smiler ikke længere. Du var en regnbuefugl hvad blev der af glæden?
Hun prøvede at smile, men smilet blev anstrengt.
Engang var han på forretningsrejse, og Karen kom på visit. Forældrene havde hidtil holdt sig væk, men hun havde en fornemmelse af noget galt.
Sigrid mødte hende med rengøringskluden i hånden fortsatte med at pudse vindueskarme, selv mens de drak te.
Hold nu pause, min pige, sæt dig. Lad os tale sammen.
Nej, mor, der er for beskidt. Se selv
Jeg ser da intet, tværtimod skinner alt! Men dine øjne lyser ikke.
Sigrid satte sig trægt og fortalte sin mor alt.
Karen lyttede, chokeret over transformationen fra lysende barnebarn til udslidt hustru. Til sidst sagde hun lavmælt:
Hvorfor sagde du ingenting før? Vi ville aldrig have brudt ind, men
Du kunne heller ikke hjælpe. Mikkel mener jeg er uduelig som husmor.
Han er dum! udbrød Karen og rejste sig.
Hun sagde ikke mere, men tænkte længe over, hvordan hun kunne hjælpe. Sigrid krammede hende, hviskede tak.
For hvad, skat? spurgte Karen rørt.
For at lytte, og ikke dømme.
Efter besøget fortalte Karen om Sigrids situation til hendes far, Peter, som hidtil havde holdt sig tilbage.
Vi henter hende hjem i morgen. Ingen undtagelser, fastslog han.
Og det gjorde de. Sigrid var rådvild, men nød at underordne sig sin fars vilje; han ville hende kun det bedste, det mærkede hun tydeligt.
Hun ringede til Mikkel og fortalte, at hun ville skilles.
Undskyld, Mikkel, men jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke blive din perfekte hustru eller selv blive lykkelig sådan.
Han ringede hende op mange gange. Da han kom hjem, tryglede han hende om at blive, lovede alt muligt, selv at købe opvaskemaskine og vinduespudser. Men det var forbi.
Flere måneder senere så han hende på Strøget i København; øjnene gnistrede, smilet var varmt, håret glimtede i solen.
Som en ægte regnbuefugl hun farvede igen verden omkring sig. Mikkel overvejede et kort øjeblik, om han skulle række ud én gang mere men han vidste, hun var tabt for altid.
