Det tredje øje hos Ninna
I grossistfirmaet TeknoNord, hvis salgsafdeling befandt sig i et dunkelt kælderrum i det indre København, var stemningen altid lidt som i et gammeldags bofællesskab. Sladderen hang tungere i luften end både duften af filterkaffe og summen fra de evigt glødende elradiatorer. Opgaverne var ikke ligefrem udmattende: ringe til kunder, skrive følgesedler, drikke endnu en kop te. For at holde kedsomheden for døren måtte folk finde på lidt af hvert.
Afdelingens uofficielle underholdningschef og plageånd var Ninna Poulsen. Omkring de halvtreds år, hår farvet kobberrødt og krøllet i små stædige lokker samt så meget perler og plastik, at hun klirrede som et juletræ, når hun gik. Ninna var overbevist om, at livet havde behandlet hende skævt manden var smuttet, sønnen nasser stadig på hende, og lønnen som mellemleder rakte ikke til hverken strøgshopping eller spaophold. Men sidste år, efter et besøg hos en gammel klog kone på Lolland, havde Ninna fundet en ny mening med livet: Hun havde fået åbnet kanalen.
Jeg ser alt nu, piger, ynder hun at hviske fortroligt, mens hun ruller øjnene. Min energi! Den gamle på Lolland sagde: “Ninna, du er en kanal.” Nu kan jeg gennemskue folk som et røntgenapparat!
I begyndelsen anså kollegerne hendes kanal for lidt pjattet snak. Når hun sagde til den evigt slankende bogholder, Anne: “Anne, jeg ser det din lever driller dig lidt,” fniste Anne bare og svarede: “Min lever har det udmærket, tak.” Men Ninna gav ikke op. Hun havde brug for et publikum.
Denne morgen kom Ninna ekstra mystisk på arbejde. Hun hængte sin oppustede dunjakke og rettede en gigantisk edderkoppespænde på brystet, før hun med sammenknebne læber satte sig foran sin computer og stirrede intenst på salgschefen, Lisbeth.
Lisbeth var barsk, havde nerver af stål og havde ledet afdelingen i snart ti år.
Hvad glor du sådan på mig for, Ninna? Sagde Lisbeth uden at fjerne blikket fra skærmen. Fundet nye kunder?
Lise, jeg må sige det. For Kristi skyld! Jeg kan ikke tier stille. Jeg ser noget.
Og hvad ser du så nu? Lisbeth løftede et øjenbryn.
En ulykke, Lise! På motorvejen. Din bil det er en Skoda, ikke? Total smadret. Masser af blod. Vær forsigtig i weekenden, hvis du skal ud at køre.
Rummet blev øjeblikkeligt stille. Kun den gamle køleskabsmotor i hjørnet brummede. Lisbeth skubbede tastaturet væk og så så skarpt på Ninna, at hun trak sig lidt sammen.
Prøv du én gang til, Nostradamus, at åbne munden om min familie eller min bil så skal jeg nok sørge for din energi får luft under vingerne. Forstod du? Kom i gang med arbejdet.
Ninna svarede ikke, men blev fornærmet. Ti minutter gik, før hun fandt et nyt offer, denne gang Rikke.
Rikke kun kaldet Riki var nyansat, kun 23 år og rundkindet med lys pjusket hår, altid smilende. Hun var syv måneder henne og vuggede forsigtigt gennem rummet. Maven blev gerne aet, og hun småsnakkede kærligt med babyen. Manden kørte langtransport til Jylland, og Rikke så frem til, han kom hjem og kunne køre med på Rigshospitalet. Alle i afdelingen hjalp hende gerne småkager og omsorg.
Ninna lod straks, som om hun havde ventet på chancen.
Rikke-skat, kom lige over! Jeg tænkte faktisk på dig i dag. Sæt dig ned.
Rikke satte sig modstræbende.
Hvad er det, Ninna?
Bliv ikke bange, sagde Ninna alvorligt, mens hun greb Rikkes hånd og lukkede øjnene. Åh… lyset omkring dig er rosa, smukt, men… der er en mørk plet. En sort hvirvel, Rikke. Den snor sig omkring din mave.
Rikkes hånd forsvandt lynhurtigt. Hun blev rød i kinderne, tårerne fyldte øjnene.
Hvorfor siger du sådan? Hvorfor?
Jeg siger bare sandheden, lille ven. Hvornår skal du føde, egentlig? Det bliver svært. Meget svært. Jeg kan se, at lægerne ikke kan redde barnet. Gør dig klar, skat bær kors, bed for hjælp i kirken.
Nu var det blevet mere end bare dumt det var hjerteløst. Rikke begyndte at græde og lagde hænderne beskyttende omkring maven.
Hvordan kan du sige sådan? Du er ondskabsfuld!
Nej, jeg er bare ærlig, sagde Ninna køligt.
Spurgte nogen dig, gamle krage?! Udbrød Anne bogholder og slyngede en mappe hen over bordet. Er du helt rigtig? Hvad hvis hun får det dårligt?
Jeg sagde kun sandheden Hun skulle have fået en abort i starten, nu er det for sent. Nu må Gud afgøre resten.
Det blev for meget. Rikke rankede ryggen, tårerne trillede, men blikket blev hårdt og fast.
Nå, så du glor bare sådan? snerrede Ninna.
Ved du hvad, Ninna, sagde Rikke lavmælt, stemmen dirrende, men ikke af frygt af vrede. Forstår du hvad, jeg har også fået evner for nylig.
Alle tav, endda elkedlen holdt pause.
Hvad? fnes Ninna, mistroisk.
Som dig: et tredje øje. Det sker tit, når kvinder er gravide. Vi kan se meget. Og så ser jeg nu… dig.
Hvad ser du?! Ninnas stemme røg op i falset.
Jeg ser, du bliver gammel, Ninna. Meget gammel nok nioghalvfems, hvis ikke mere. Så du skal nok klare dig.
Det er da dejligt, forsøgte Ninna med et usikkert grin.
Ja, men med din søn Simon dér ser jeg noget andet. Noget værre end din sorte hvirvel.
Ninna blev hvid i hovedet og sprang op.
Hvad har du nu gang i?! Tænk dig om!
Du lærte mig at være ærlig, ikke sandt? Jeg ser at din Simon, din eneste søn, dør. Ikke i sygdom, ikke i uheld. Bare… dumt. Ung. Ingen børnebørn, ingen arvtagere. Du bliver helt alene, når du bliver gammel. Det beklager jeg, men sådan ser jeg det.
Eksplosionen var voldsom. Ninna hvinede så højt, at rengøringsdamen i den modsatte ende af kælderen måske kunne høre det. Edderkoppespændet hoppede på hendes bryst.
Dit kvajhoved!!! råbte hun. Hvordan tør du sige sådan om min Simon? Lægger du forbandelse på ham?! Jeg skal nok vise dig!
Hun fløj hen mod Rikke, knyttet næve, men Lisbeth netop tilbage fra rygepausen nåede heldigvis at gribe hende.
Stille! Begge to! brølede Lisbeth, så glasskillevæggene klirrede.
Lise, hørte du hvad hun sagde?! ulmede Ninna, mascaraen løb ned af ansigtet. Hun sagde, min Simon ville dø! Mig, der kun har ham!
Og hvad så, Rikke? Lisbeth så på Rikke, der sad bleg men rank.
Hun sagde, jeg skulle miste min baby… hviskede Rikke. Hun lagde forbandelse på mit barn. Skulle jeg ignorere det?
Det er noget andet! vrinskede Ninna. Jeg talte om skæbne, men hun om min dreng!
Er det ikke det samme? meldte Anne sig. Ninna, du forudsiger død for babyen, nu smager du din egen medicin. Dit barn tæt på hjertet, Rikkes barn bare ligemeget?
Anne, bliv ude af det, knurrede Lisbeth, dog ikke længere så sikker i stemmen.
Teamet var nu samlet. Endda mændene, der ellers aldrig deltog i kvindestridigheder, sad og fulgte med. Nogle havde gemt grin, andre så på Rikke med foragt.
Hvad rager det hende? spurgte Mette, Ninnas faste makker. Rikke burde da have mere overskud ikke tale om folks børn.
Hun fik bare, som hun kaldte det, mental lussing, brummede Victor, firmaets gamle IT-mand, som hadede Ninna. Hun sagde sgu om andres børn det samme!
Victor, bland dig udenom! svarede Mette.
Jeg siger bare, den ene opfører sig dumt, den anden svarer på samme niveau. Begge lige gode om det.
Hold nu op! hvæsede Ninna, nu nærmest parat til at angribe Victor.
Ro på! råbte Lisbeth. Til arbejdet. Ninna, vask dit ansigt, se dig selv i spejlet. Rikke, sæt dig, drik et glas vand.
Ikke godt nok, hulkede Ninna og dappede mascaren væk. Hun skal tage det tilbage. Hun stak hul i min aura! Nu må jeg bede for Simon nat og dag!
Ninna, tie stille, ellers sender jeg dig op til direktøren, sukkede Lisbeth. Du begyndte selv den heksejagt.
Nå, så er det MIG, nu? I er jaloux på min gave!
Din gave, fnøs Victor.
Rikke sad bleg og rystede med et glas vand, Anne gik over til hende.
Skal jeg ringe efter en læge, Rikke? Eller skal du tage fri?
Nej, det går nok, mumlede Rikke. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Det var, som ordene kom ud uden min vilje…
Hun startede, du svarede bare. Rimeligt nok, svarede Anne. Hun kan takke sig selv.
Ninna vendte tilbage, nu med tragisk mine. Hun ringede højlydt til Simon.
Simon, det er mor… Sid ikke hjemmefra! Du spiser vel, gør du ikke? Jeg sender dig MobilePay, så du kan købe pizza bare gå ikke ud!
Der blev fniset rundt i afdelingen.
Ninna, køb ham da en skudsikker vest, råbte én af mændene.
Luk røven, din idiot! snerrede Ninna.
Lisbeth kunne se, ingen ville arbejde. Hun trak Rikke til side.
Sæt dig og fortæl, hvad der skete.
Rikke fortalte, rød i ansigtet, om Ninnas ord “abort”, “sort hvirvel” og det hele.
Jeg er dum men hvordan kunne hun sige det om mit barn? Jeg nåede ikke tænke, ordene fløj bare ud.
Du var dum, ja men hun er dummere, sagde Lisbeth tørt. Nu har du dog givet hende ammunition, hun vil aldrig glemme. Kvinderne her… det ord om Simon vil de huske. Mange har selv børn.
Hun begyndte! protesterede Rikke.
Og du røg med. Du skulle have ignoreret hende eller sagt hende lige ud, hvor hun kunne stikke sin gave hen. Nu har du ar på sjælen.
Rikke nikkede og begyndte at græde. Lisbeth klappede hendes skulder.
Gå hjem og hvil dig, Rikke. Sygemeld dig, jeg dækker dig.
Da Rikke tog jakken på ude i gangen, ventede Ninna dér.
Stikker du af? Dårlig samvittighed? hviskede hun med et triumferende blik. Bare vent! Min Simon skal nok overleve, jeg sætter et lys for ham, men dit barn får du ikke at se!
Træk dig, Ninna, sagde Rikke, dog rystende. Du er syg og har brug for hjælp.
Det er dig, der ender med at skulle “hjælpes”!
Udenfor gik Rikke længe i vinterkulden, trak vejret dybt. Hun følte sig beskidt; hun vidste, hun burde lade det gå, men Lisbeths ord sad fast: Folk husker kun det, du sagde, ikke hvad Ninna sagde.
Næste dag var stemningen skærpet. “Ninna-logen” med Mette og to andre dulmede de mod Rikke, sad sammen i hjørnet og så på hende med hemmelige blikke.
Jeg var i kirken og tændte lys for Simon, prædikede Ninna. Præsten sagde, det var en synd at forudse død. Nu skal Rikkes barn nok dø, vent og se.
Ja, Ninna, bekræftede Mette. Du er klog og kan tilgive.
Tilgive?! Ninna var ophidset. Jeg kan ikke sove, bilder mig ind at Simon kommer til skade! Og han bliver gal, fordi jeg ringer hele tiden.
Anne stoppede op:
Kan du ikke snart stoppe det teater, Ninna? Har du glemt, hvad du selv har sagt til folk?
Ingen har spurgt dig, Anne! Din kolde kælling!
Rikke forsøgte at ignorere mængden. Senere begyndte hendes mave at gøre ondt, og hovedet snurrede. Hun ringede til sin mand, som var på en tur til Aarhus, men endte med at sige det til Lisbeth.
Jeg skal måske have en ambulance. Noget er galt.
Lisbeth reagerede straks:
Anne, ring efter en ambulance! Rikke har det skidt!
Nu gik hele kontoret i panik; de hentede vand, åbnede et vindue. Kun Ninna blev siddende og observerede, med frydefuld tilfredshed, nærmest et smil i mundvigen.
Anne blev vred:
Griner du?! Opnåede du, hvad du ville? Er du tilfreds nu?
Jeg?! råbte Ninna, men hun blev bleg.
Ti stille, brølede Lisbeth. Anne, har du ringet?
Ja, de er på vej.
Rikke blev kørt til Rigshospitalet, diagnosticeret med truet abort pga. stress. Tårerne løb ned, da de bar hende ud.
Der blev musestille bagefter. Lisbeth trak sig tilbage til sit kontor.
Ninna sad, nu bleg og rystende, og indså at situationen nu var langt ude over hendes kontrol. Hendes forudsigelser var ikke længere sjov snak, men mulig årsag til alvorlig ulykke. Selv Mette, hendes faste støtter, undveg blikket.
Hvad hvis hun mister barnet… er det så din skyld? sagde Mette lavt.
Det kan da ikke være min skyld, hviskede Ninna. Hun kunne da lade være med at tage sig sådan af det!
Hold kæft, mumlede logistikeren Erik. Snakker du stadig om Gud?
Sidst på dagen kom besked: lægerne havde reddet barnet, men Rikke blev på hospitalet. Teamet splittedes endeligt. Ninna kom rødøjet næste morgen, og prøvede at vise anger, men det virkede påtaget.
Jeg ville bare hjælpe, piger! Jeg vidste jo ikke, hun var så sart…
Det tror du måske, svarede Anne tørt. Du har sladret om folk i årevis. På Lene i nabokontoret forudsagde du utroskab, så hun nær kastede sig ud af vinduet. Du sagde Victor ville brække benet, han røg på skadestuen ugen efter. Hvorfor?
Jeg forudsiger bare! Jeg er ikke skyldig!
Og dermed sluttede samtalen. Lisbeth kom ind.
Rikkes mand har ringet. Han vil politianmelde dig for trusler og psykisk vold. Vi bliver alle vidner. Pak dit skrivebord; du er fyret pr. dags dato.
Ninna blev ligbleg. Hun prøvede at lave drama, men ingen så på hende og Mette vendte hende ryggen. Hun listede stille ud. Anne råbte:
Ninna! Du burde tage på hospitalet selv din sygdom er langt fremskreden!
Døren faldt i bag Ninna, og nogen fniste nervøst højt.
Anne, du skal ikke synke til hendes niveau, sagde Lisbeth stille.
Jeg sagde kun sandheden. Jeg har da også fået åbnet et øje!
Anne, lad nu være…
Og Mette sad bare i stilhed, for første gang uden chefens skjold.
Lisbeth så ud ad vinduet på det grå sneklædte gårdrum. Hun tænkte på Rikke, på om alt mon alligevel nok skulle gå. Efterhånden satte hun arbejdet igang:
Så. Arbejd! kommandoen faldt. Alt sladder udenfor kontoret. Alt andet kun til mig, og kun sagligt.
Eftermiddagen gik. Telefonerne ringede igen. Selv Mette fik travlt.
Hen ad fyraften ringede Rikkes mand, Nicolai. Lisbeth talte længe med ham og fik bløde træk i ansigtet.
Alt er i orden! sagde hun omsider. Rikke og baby har det fint. Hun kommer hjem i morgen. Postevand, sofa og ro. Nicolai samler hende op. Han beder jer hilse undtagen én.
Tak og lov, hviskede rengøringsdamen Ellen, jeg blev jo bange, med alt den snak her.
Hen mod slutningen af dagen blev Anne hængende. Lisbeth kom forbi.
Hvad venter du på?
Bare… tænker over det hele, Anne så op. Jeg hadede Ninna så inderligt. Nu har jeg nærmest ondt af hende.
Ninna? spurgte Lisbeth.
Ja. Hun har kun sit “tredje øje”. Mand væk. Søn værre. Dette job var hendes liv. Hvad nu? Femoghalvtreds og arbejdsløs?
Lisbeth sukkede og satte sig.
Anne, du skal ikke have ondt af hende. Hun er kun ulykkelig, fordi hun ikke kan andet: at gøre ondt på andre letter kun hende selv. Hun fortrød aldrig.
Jeg ved det… men alligevel. Alt er blevet skævt.
Tag hjem, Anne. I morgen er der en ny dag.
Næste dag samledes Anne, Erik, Victor og et par stykker mere og købte en stor kage, som de tog med ud til Rikke. Om Ninna blev der helst ikke talt. Og spurgte nogen fra nabokontoret: Hvor er hende den rødhårede egentlig blevet af? svarede de bare, halvt i spøg:
Hun fik åbnet sit tredje øje. Så vi lukkede døren. Sammen med hende.
