Uelsket, buttet hustru
Nogle gange fangede jeg mig selv i tanken, at jeg ikke rigtig levede, men bare udstod en livstidsdom. Og min fangevogter var min egen hustru, Mie.
Det var umuligt ikke at tage hende i betragtning. Når hun trådte ind i rummet, var det ikke som et almindeligt menneske, men som et uvejr, der brasede gennem huset: tunge trin, dominerende stemme, der sugede al luft ud af stuen. Hun var kraftig, for ikke at sige buttet, men hun skammede sig hverken over sin krop eller sin appetit. Hendes kjoler lyste op i absurde farver, smykkerne hang tungt om hendes hals, hendes latter rungede, dyb og buldrende, overdøvende både fjernsyn og radio.
Som stille mand følte jeg mig allerede fra første dag i hendes selskab, som om jeg stod midt på Torvehallerne under lørdagsræs hovedpinen kom snigende, bare jeg så på hende.
Vi blev gift for seks år siden, og ægteskabet lugtede allerede fra starten af tømmermænd og hvide løgne. Det hele begyndte nytårsaften til fest hos fælles venner. Jeg var ung og usikker, netop kommet ud af et grimt brud, og skyllede så meget snaps ned, at natten mest står som maniske glimt i min erindring: blinkende lyskæder, et råbende Godt nytår! og så en blød, eftergivende krop i pailletter. Ansigtet kan jeg ikke engang huske.
Næste morgen vågnede jeg i fremmed seng, munden tør som sandpapir, og følte mig som verdens mest fortabte mand. Ved siden af mig sov Mie. Jeg listede mig væk uden at vække hende, mens jeg håbede, at det hele bare var et ondt mareridt.
Men mareridtet sluttede ikke. Knap en måned senere ringede min telefon. Stemmen, der talte, lød ikke det mindste usikker eller beklagende.
Hej, det er Mie. Kan du huske nytår? Vi skal snakke sammen.
Vi sås på en café. Hun sad overfor mig, rank og selvsikker i en lyserød sweater, der lignede et betræk til en VW Transporter, og så mig direkte i øjnene, mens hun talte.
Jeg er gravid med dig, og der var ikke andre den nat. Hvad tænker du, vi gør nu?
Der var ingen åbning for udenomssnak. Opdraget af min enlige mor, havde jeg fået ind med skeen, at man tager ansvar for sine handlinger, så mit mod smuldrede langsomt. Jeg kunne ikke huske andet end brudstykker fra nytårsnatten og kunne ikke lade være at tænke: Er barnet virkelig mit? Men at sige det højt det ville jeg ikke synke så lavt. Så jeg mumlede noget om at støtte og ordne tingene. Hun nikkede, som om hun lige havde indkrævet sin ret.
Og vi ordnede tingene. Jeg gik med til lægen, overførte penge, kørte hende i min gamle Skoda op til hendes forældre i Korsør. Langsomt men sikkert rykkede hun ind i mit liv som et tungt, uundgåeligt læs. Jeg sagde ingenting, bare sank det hele. Da vores søn, som vi kaldte Mads, blev født, insisterede jeg alligevel på en faderskabstest. Det fik Mie op i det røde felt.
Nå, så du tror, jeg stakler dig et eller andet uvedkommende barn? Hvad ligner jeg en, der render rundt på Istedgade? Du burde takke for, at en som mig vil have dig!
Alligevel, vi fik taget testen. Den bekræftede, at jeg var faren. Jeg så ned på den lille rynkede dreng og mærkede fælden klappe sammen om mit liv. At være hæderlig var besværligt, men jeg gik pligtskyldigt ned på knæ med en frieri. Mie accepterede uden tøven eller spil for galleriet.
Sådan startede vores samliv. Mie, der før havde boet i en halvkedelig etværelses i Brønshøj, væltede ind i mit rolige parcelhus i Roskilde, som en bulldozer. Hun ommøblerede alt, hængte brandgule gardiner op, fyldte fryseren med remouladesalat og leverpostej, hendes ting indtog hver en flade, hendes parfume sad nu fast i tapetet.
Jeg arbejdede som bygningsingeniør; mine dage flød forbi i tal, beregninger, ro tryghed. Men at komme hjem blev en prøvelse. Allerede i indkørslen kunne jeg høre Mies stemme. Højlydt snakkede hun altid enten i mobilen med veninden eller skændtes med fjernsynet. Når jeg trådte ind over dørtærsklen, regnede nyheder, klager og krav ned over mig.
Hvor har du været? Din mad er kold! Er det igen de åndssvage møder på arbejdet? Du skulle da hente Mads fra børnehave! Husker du overhovedet, at du har en familie?
Jeg klædte stille om og vaskede hænder, altid i håb om at undgå at blive suget helt ind i larmen med det samme.
Jeg drømte om andre kvinder. Om Tine på arbejdet, så skrøbelig og lys som en porcelænsdukke, at man måtte læne sig frem for at høre hende. Om Vibeke, den slanke brunette fra opgangen nede, der luftede sin gravhund og altid sendte mig forlegne smil. De kom fra en helt anden verden en verden af skønhed, ro og balance. En verden, jeg egentlig var vokset ind i. Men Mie var alt det modsatte: højlydt, bramfri, fysisk alt for meget.
Gnavenhed hobede sig op i mig gennem årene, som rusten der indædt slider på metal. Jeg blev irriteret over alt: hendes svælgelyde ved bordet, hendes braldrende latter over latterlige tv-serier, hendes måde at daske rundt i en gammel, slasket badekåbe uden skam, hendes råb mod Mads der lød som en anklage, snarere end opdragelse. Selv hendes omsorg, skåret ud i grov og insisterende form, føltes som et åg.
En aften brast det hele. Jeg kom hjem med voldsom hovedpine, alt jeg ønskede var stilhed og mørke. I huset buldrede popmusik, Mads skreg fordi han nægtede at spise havregrød, og Mie, med mobilen på højttaler med sin mor, prøvede samtidig at mase grød i drengen.
Jo, mor, jeg forstår, Mads åbner munden nu, sagde jeg! Hold nu op!
Jeg stod i entreen, hovedsmerten hamrede med hendes stemme. Jeg hængte frakken på plads og gik ud i køkkenet.
Sluk for musikken, tak, sagde jeg, så stille jeg kunne. Mit hoved gør ondt.
Mie så over sin skulder, målende mig.
Hvad? Musikken? Det er for stemningens skyld. Kan du ikke lide det, så gå ind på værelset. Mads, jeg har sagt det én gang!
Mie, sluk for det nu! for første gang hævede jeg stemmen.
Hun fnøs, men greb fjernbetjeningen. I samme øjeblik hældte Mads en skefuld grød ned på linoleummet og stænk ramte Mie.
Hun skreg, kastede mobilen fra sig og ruskede ham i armen.
Din frække unge! Jeg gør alt for dig, og du… Smadrer hele køkkenet! Nu skal du…
Jeg så panikken i Mads øjne og så min egen yndlingskop en gave fra Tine balancere på kanten af bordet, parat til at blive væltet af Mies albue. Jeg trådte frem, slukkede fjernsynet og råbte:
Slip ham. Nu.
Mie stivnede, chokeret. Mads trak sig fri og løb ud.
Skal du diktere nu? hvæsede hun. Det hedder opdragelse!
Det er ikke opdragelse, det er hysteri. Du råber hele tiden. På ham, på mig, på hele verden. Jeg kan ikke holde det ud længere.
Hun stod målløs. Hun var vant til min tavshed, til at jeg drev væk fra hende. Et direkte modangreb havde hun ikke regnet med.
Stakkels dig! Hymner om, hvor ødelagt du er?! Du skulle prise dig lykkelig for at have en familie. Ellers sad du bare alene i din lejlighed og mugnede.
Måske gjorde jeg, sagde jeg roligt. Men jeg gjorde det i fred. Jeg brænder op hver dag nu. Du har aldrig været min type. Ikke fysisk, ikke mentalt.
Det her handler jo om hende Tine, musen fra dit arbejde! Jeg har set, hvordan du glor!
Det handler ikke om hende. Det handler om os. Jeg lever ikke mit eget liv her. Og selv for Mads skyld…jeg kan ikke længere.
Jeg sagde det højt for første gang, og sortheden indvendigt opløstes mærkeligt nok en smule. Støjen stoppede i det mindste indvendigt. Mie stod stakåndet og så pludselig fortabt ud; øjnene fyldte med bitterhed.
Nå. Seks år spildt. Et barn, alt spildt. Bare fordi jeg er… for meget? Hun var lige ved at græde. Hvem har skylden? Var det ikke dig, der plørefuld kravlede ned til mig? Nogen tvang dig vel ikke?
Du har ikke skylden, og jeg har heller ikke. Vi passer bare ikke sammen. Jo længere det varer, jo værre bliver det for os alle, især for Mads.
Hun stirrede ud i den mørknende baghave.
Og hvad nu?
Jeg søger om skilsmisse, sagde jeg. Vi finder ud af det med bolig og penge. Jeg skal nok betale det, jeg skal, og jeg vil se Mads hver anden weekend. Helst oftere.
Uden skænderier? Det er nemt at sige. Hvad fanden gør jeg? Mig og barnet? Bolden er på din banehalvdel huset også.
Vi finder en løsning. Jeg hjælper dig med at finde noget at leje.
En uge gik med anspændthed. Vi talte kun i korte, praktiske vendinger om Mads og praktiske ting. Jeg sov på sovesofaen i stuen.
Mie mistede gnisten. Hun droppede sine larmende kjoler, gik i gamle joggingbukser, var stille. Ofte fandt jeg hende i køkkenet, stirrende ind i væggen, med snavset service i vasken og ingen lyd over sig.
En aften gik jeg ud i carporten for at ryge, mens Mie puttede Mads inde i huset. Ud gennem en sprække i vinduet kunne jeg høre hende synge. Svagt, falsk, men blidt en dansk vuggevise. Jeg havde aldrig hørt hende synge. Jeg blev stående ikke vred, men trist og skyldtynget.
En uge senere sendte jeg ansøgningen om skilsmisse. Der ventede et bureaukratisk helvede. Tårer, vredeudbrud, men den nat i køkkenet havde forseglet det. Da sagen endelig skulle for retten, stod jeg foran spejlet for at binde slipset. Jeg så min udmagrede spejlbillede og ny beslutsomhed i blikket. Jeg skulle ikke til frihed, men til et nyt liv alene, på SU med samvær hver anden weekend.
Jeg udåndede tungt, rettede slipset og tog mappen med papirer. Skilsmissen blev ikke nem. Efter først at have været knust, samlede Mie sine kræfter til kamp for hver eneste krone, for alle ekstra timer med Mads.
Personligt var jeg slidt ned det meste gav jeg hende, bare for at få det afsluttet. Hun fik det meste af opsparingen; jeg betalte det, jeg skulle, og ydermere lejede jeg en lille lejlighed til hende i seks måneder. Faderen fik samvær hver anden weekend.
Først var huset tomt ingen glæde, kun rungende stilhed. Jeg savnede Mads så det skar fysisk. Men tanken om at vende tilbage til larmen betød næsten kvalme. Nej, tilbage kunne jeg aldrig.
Det var præcis da Tine, hun dullen fra kontoret, rettede mere opmærksomhed imod mig. Hvor vi før kun havde udvekslet småsnak ved kaffemaskinen, begyndte hun nu selv at tage kontakt, spurgte til mig og hendes varme, medfølende øjne fulgte mig.
Søren, du ser helt slidt ud, sagde hun og lagde blidt en hånd på min arm. Du skal ikke gå gennem alt det alene.
Hendes stemme var som balsam for min overbelastede hjerne. Hun var alt, hvad jeg havde forestillet mig efterfølgende: let, pertentlig, velklædt og smukt duftende af dyre sæber og blomster. Jeg følte mig som hendes ridder værdig noget, jeg ikke havde følt i årevis.
Vi begyndte at ses. Først over kaffe efter arbejde, så biografture, hvor hun sad stille og jeg i smug betragtede hende i salens flimrende lys. Tine blev mit oase af ro og sanselighed. Da jeg kyssede hende første gang foran hendes gadedør, følte jeg, det var livet, jeg kyssede.
Men Tine var fikseret på det ydre ikke kun sit eget, men hele hendes levende univers. Hun brugte 20 minutter på at vælge kage i caféen, ikke for smagen, men for at den også passede til hendes Instagram-feed. Hendes lejlighed lignede et photoshoot: beige og hvid, ingen rod, kun designerting. Jeg, der var vant til rod og varm hjemlighed, følte mig desorienteret der.
Den vase harmonerer ikke med bordet, kunne hun stønne i sofaen.
Hun så sig selv som et mirakel og krævede korrekt emballage og vedligehold.
Har du set de stiletter fra det der italienske mærke? Hun sukkede over priserne, men en rigtig kvinde skulle have mindst ét par. Det var en investering i hendes image.
Jeg købte. Stiletter, tasker, besøg hos dyre kosmetologer til flere tusinde kroner. Penge der ellers skulle have været til bilen, ferien med Mads, små gaver. Men det føltes naturligt sådan skal en mand behandle en gudinde som hende, ikke?
Efter noget tid insisterede Tine på at flytte ind. Jeg tilbød hende plads, fuld af håb om en rigtig familie. Hun rykkede ind med fire enorme kufferter og begyndte straks at gøre mit hjem om til et kunstgalleri. Hun grimasserede over sofaen, brokkede sig over gardinerne intet var pænt nok.
Weekenderne blev nu brugt på at slæbe rundt i designbutikker og cashe ud for det perfekte hjem. Pyt, at huset langsomt blev mere hotel end hjem især da Mads legetøj blev gemt væk for harmonien. Hurtigt fandt jeg ud af, at Tine var værre end Mie i det stille. Hvor Mie var en bulldozer, var Tine en spindelvæv jeg kunne ikke gøre noget uden at træde udenfor hendes rammer.
Hun lavede aldrig noget i huset. Hverdagsarbejde var for kvinder uden ambitioner,” sagde hun med et fnys.
Jeg har fået lavet negle i dag, sagde hun i sofaen med sin iPad, mens jeg stod ved vasken efter ti timers arbejde. Jeg kan ikke ødelægge dem. Desuden er min hud sart.
Tine, jeg er træt.
Jeg også, sagde hun og pegede på kaffedåsen. Og vi mangler god kaffe. Køb den fra Schweiz ikke det bras.
Hun nægtede at lave mad.
Køkkenet er for kedelige kvinder, eller tjenere, fastslog hun. Det blev til dyre take-aways, eller jeg lavede noget simpelt.
Hende interesserede hverken min træthed eller mit savn efter Mads. Hendes univers drejede om hende, hendes skønhed, oplevelser, komfort. Samtalerne mindede ikke om dialog, men snarere om hendes monolog. Hun var kun mig, mig, mig, jeg var publikum og passede pengene.
En fredag kom jeg udmattet hjem med dyre blomster; en drøm om rolig middag og et kram, der kunne tage presset. Tine smilede, satte blomsterne i vase, knipsede billeder til Instagram og sagde:
Forresten, jeg har booket bord på den nye restaurant nede ved havnen. Den er dyr, men indretningen er vild. Tag din blå slips på det matcher min Story. Og barber dig.
Jeg så på hende og huskede, hvordan Mie en fredag stegte en pande kartofler med champignon og råbte Søren, kom, mens det er varmt! Groft men ægte. Jeg behøvede ikke præstere, kunne bare være træt mand.
Jeg gider ikke nogen steder. Jeg er drænet. Tager Mads på søndag og har brug for at sove ud, sagde jeg dæmpet.
Hun stirrede på mig, som om jeg havde talt russisk.
Hvad?! Bordet er reserveret en uge i forvejen!
Dine planer er altid DINE planer. Jeg har brug for hvile, sagde jeg.
Hvile? Her? Hun så nedladende rundt: I denne kedelige trivsel? Jeg er ikke med dig for at sidde hjemme. Jeg leverer skønhed og status! ikke grå kedelighed. Vil du have det som med Mie, din buttede eks?
Det slog som en hammer. Men ikke sårende men forløsende. Jeg så det. Jeg havde byttet et åg for et andet. Mie krævede og gav, Tine tog kun.
Du har ret, sagde jeg roligt. Du er ikke til det her. Og det er jeg heller ikke.
Jeg gik ud i soveværelset og begyndte stille at pakke hendes ting. Hun stod forstenet i døren og spurgte forskræmt:
Du… smider mig ud?! Over så lidt?
Nej. Det er ikke lidt. Jeg troede, jeg ville have stilhed og skønhed, men jeg var forkert på den. Undskyld.
Hun skabte sig, råbte, at jeg ødelagde ALT, at jeg skulle takke hende på mine knæ for at hun gad spilde tid på mig.
Og så var jeg alene igen.
En uge. En måned. Og i de stille aftener, mens jeg vaskede den ene tallerken, begyndte tankerne at kredse om Mie. Ikke hendes råben, men de sprækker i hverdagen: hvordan hun, fuldstændig splattet, sad og vuggede Mads med feber natten igennem; hvor stolt hun bagte kage efter min succes, eller grinede så det smittede selv om jeg lod mig irritere.
Jeg tænkte over hendes omsorg. Grov, påtrængende, men ægte. Hun råbte om jeg havde spist selv mens hun kokkererede vredt. Hun købte strømper. Hun VAR der. Tine var bare et pletfrit billede, der krævede at blive set og bevaret.
Tanken om at gå tilbage spirede måske var støj prisen for ikke at være alene og for at se Mads hver dag.
Jeg tog mobilen. Pegede svævede over Mies nummer. Hjertet hamrede. At ringe betød nederlag. Det var ydmygelse. Men jeg magtede ikke mere tomhed.
Jeg trykkede opkald. Det ringede længe. Jeg var ved at lægge på, da hun tog den:
Ja? Lød det. Ingen overraskelse overhovedet, som om hun havde ventet den besked siden den dag, jeg gik.
Jeg lukkede øjnene. Nu skulle jeg sige det første ord. Og hvad der skulle ske, ville afhænge af det…
