Musikken lidt lavere, tak! Tak skal I have! Kære kolleger! Tillykke til os alle! Ti år sammen, og vores firma vokser og trives og det skyldes jer! Jeg vil sige tak til hver og én og ønske jer sundhed, lykke og alt det bedste! Skål! Jesper S. løftede sit glas og nikkede til tjenerne.
Kagen var fantastisk. Kirstine tænkte tilfreds, at hun havde valgt rigtigt, da hun bestilte den hos byens bedste konditor frem for en privat bager. Den så ud som en million og smagte himmelsk. Netop som hun tog sin første bid, hørte hun Jesper:
Kirstine, du burde nok holde lidt igen med de søde sager! Jesper S. sendte hende et halv-venskabeligt, halv-ironisk blik.
Hun blev rød i hovedet og skubbede tallerkenen væk. Jesper var altid fortaler for en sund livsstil, men på det seneste var det næsten blevet en religion for ham. Alle ansatte skulle træne i firmaets fitnesscenter, hvor årskortene for længst var betalt, og rygtet gik, at han snart ville kræve fysisk test ved nyansættelser: vægt, højde og så videre.
En sund medarbejder arbejder bedre! Hvis man ikke behøver at tænke på sygdom, kan man koncentrere sig om andet. Hvis man er sund og har den rette indstilling, bliver familien det også. Ingen syge børn, ingen sygedage!
Sådan noget plejede Kirstine at overhøre. Folk har jo deres særheder, tænkte hun. Men nu var det ved at gå for vidt.
Flødeboller er kun pæne på fadet og helst sjældent. Eller slet ikke. En kvinde får ikke meget sødme ud af dem, sagde han tit.
De stikpiller kom oftere og oftere. Kirstine forsøgte at holde sig diskret væk fra Jesper, men alligevel følte hun sig altid ramt.
Hun var en af firmaets første ansatte. Som ung nyuddannet faldt hun nærmest tilfældigt ind til samtale, hvor hun fandt Jesper fare omkring i kontoret bogstavelig talt. Regnskabschefen var sygemeldt med et brækket ben, og nogle vigtige dokumenter skulle afleveres akut til SKAT. Kirstine satte sig hurtigt ind i det, ordnede papirerne og løste det hele på en halv time.
Godt, du kom! pustede Jesper, og Kirstine fik sit første faste job.
Hun var vågen og kvik, spurgte altid hvis hun var i tvivl, og lærte hurtigt. Hun blev souschef og overtog regnskabet, da forgængeren gik på pension for at passe børnebørn og roser.
Nu er det slut med regneark. Frem med gummistøvlerne i haven! Kirstine, havde du set mine roser, ville du sige, jeg har spildt mit liv på papirarbejde!
Kirstine var først nervøs ansvaret hang tungt men hun fandt hurtigt rytmen og roen. Hvis hun ikke vidste noget, undersøgte hun det til bunds og løste det. Hun var effektiv derfor gik det altid på skinner.
På ti år voksede hun ikke kun i karrieren men nåede også at blive gift og fik tvillinger. Hun arbejde næsten hele tiden; hun tog sågar på hospitalet direkte fra kontoret, da hun skulle føde. Regnskabet skulle jo være færdigt! Efter et par måneder hjalp hun med papirarbejdet hjemmefra og var tilbage på kontoret, før børnene nåede at savne hende. Bedsteforældrene passede drengene på skift, og Kirstine havde fundet balancen mellem familie og arbejde. Jesper accepterede fuldt ud hendes flydende arbejdstider, for hun løste altid opgaverne til tiden og med stor grundighed.
Kun én ting plagede Kirstine: hendes vægt. Nej, faktisk generede den hende ikke det var andres blik, der gjorde. Hun havde altid været meget slank for tynd, syntes hun selv. Da hun havde født, begyndte hun faktisk at kunne lide sit spejlbillede. Mads, hendes mand, grinede, når hun kiggede sig i spejlet:
Du er så smuk, at jeg snart får konkurrence! sagde han.
Jaja, og hvem vil have en bundet ko? svarede hun genert.
Hun anede ikke, hvad der var sket, men vægten steg pludselig og standsede ved et bestemt tal. Ligemeget hvad, gik det hverken op eller ned. Først var hun bekymret: gik til læge, fik taget prøver alt var normalt. Da ingen kunne finde noget galt, opgav hun, købte nyt tøj og lod det ligge. Hun gik med i fitnesscenteret, svømmede som de andre og kunne egentlig sagtens følge tempoet, hvis ikke stemningen på kontoret havde ændret sig.
Kirstine, du passer ikke på dig selv! Du burde tænke mere på dit helbred. Jeg kan huske, hvordan du så ud, da du begyndte! Nu Det er jo opskrift på sukkersyge! Hvad vejer du nu?
Seksoghalvfjerds kilo, hviskede hun forvirret.
Det er da helt galt! Med din højde Og dine børn? Hvad hvis du bliver syg?
Hun rødmede, blev bleg og blev enig med sig selv om, at der måtte handles. Gik hjem, droppede aftensmaden og spiste kun yoghurt. Mads så undrende på hende:
Spiser du ikke med?
Nej, jeg må tabe mig!
Hvorfor det? Du fejler jo ingenting, sagde han og grinede. Lægerne siger jo, at alt er perfekt.
Men folk siger nu, jeg ser træt ud. Jeg må gøre noget.
Okay Men hvem bestemmer? Dig, mig, eller Jesper? Hans mening har vel ikke mere vægt end min eller din?
Kirstine sank sammen.
Måske har du ret.
Men alligevel nagede det hende. Hele livet havde hun prøvet at gøre alle tilfredse. Moderen havde sagt, Du kan ikke være populær overalt, Kirstine. Kirstine havde bare aldrig forstået, hvad dårligt der var i at være flittig og sød.
Den perfektionisme havde hængt ved længe nu kunne hun ikke slippe tanken om, at hun burde gøre noget anderledes.
Dagen efter lå der en brochure fra en wellnessklinik på hendes bord.
Fantastisk sted. Jeg anbefaler det! Kirstine, forstå mig nu, det handler om din trivsel.
Kort tid efter hørte hun snakken begynde bag hendes ryg. Sekretæren, Ane, sagde højt i pausen:
Jeg går altså op af bassinet, når de tykke damer kommer. Synd for dem, siger jeg bare! De lugter, ikke?
En kvinde der lader sig selv gå sådan, mangler respekt for sig selv. Hvordan orker de? Udbrød Signe, Kirstines højre hånd.
Nogle mænd kan jo li det men de fleste vil have noget pænere.
Kirstine stivnede på dørtrinnet, glemte kaffen og gik ind på sit kontor. Hele dagen kørte tankerne i ring hun følte sig udenfor, kasseret. Da dagen var slut, skyndte hun sig ud til bilen hun skulle nå at hente drengene og aflevere dem til børnemassage, mens Mads var på overarbejde.
Børnene trak straks smilet frem i hende igen. Da Silas grinede højlydt, mens massøren Lene nulrede ham på fødderne, tænkte Kirstine over Jespers ord. Var der noget om det? Skulle hun tage sig mere sammen for drengenes skyld? Ville de skamme sig over hende, når de blev større? Hun ville gøre alt for, at hendes drenge blev glade og trygge og hun ville selv have lov at følge dem tæt så længe som muligt.
Lene var færdig og så på Kirstine:
Du ser tykkes ud i dag. Er noget galt?
Nej da, Lene. Sådan noget filosofisk. Om meningen med det hele
En flot kvinde som dig hvorfor så tunge tanker?
Flot? Det er du den eneste der synes. Jeg burde tabe mig, men vægten står stille! Jeg har prøvet alt.
Lene lo og kilde Silas fod:
Sikke noget! Du har da lækre former og er frisk og stærk. Er det ikke nok, at Mads elsker dig hvorfor høre mere på andre?
Måske har du ret. Men jeg er blevet mere irriteret over drengene på det seneste. Det er virkelig ikke mig.
Det ser ud til, du er stresset. Prøv at give slip. Find på noget du længe har ønsket, men aldrig fået gjort!
Faktisk, ja jeg har altid drømt om at lære tango, sagde Kirstine med et lille smil.
Så gør det dog! Tag Mads med. Så er du sikker på en dansepartner.
Kirstine kørte hjem, sang med drengene i bilen og tænkte: Måske har Lene ret.
Næste morgen smed hun sig tidligt ind på kontoret, lavede hurtigt kaffe og søgte på danseskoler. Hun sendte info til Mads, der straks skrev, at han var frisk. I løbet af dagen mærkede hun, hvor meget det knugede hende at skulle gemme sig og undvige blikke. Det måtte få en ende.
Det næste signal fik hun, da hendes og Mads dans begyndte at tage form. Træneren opfordrede dem til at optræde til skolefesten.
Bare dans for sjov, nyd musikken. Du skal give slip dans alt det, der plager dig væk! Giv publikum din ærlige historie!
Kirstine var nervøs, men blandt de andre så hun, at hun slet ikke skilte sig ud faktisk virkede hun slank sammenlignet med flere andre.
Se, elskede. Alt er relativt, hviskede Mads i øret på hende.
Da det blev deres tur, mindedes Kirstine trænerens råd og lod følelserne flyde: al tvivl, alt pres og alle de hårde ord dansede hun væk. Hun dansede sin egen ret til at være sig selv og glæden over kærligheden og støtten fra Mads. Stilheden dalede over salen, indtil et kæmpe bifald rejste sig mod dem. Kirstine forstod først ikke, før Mads trykkede hendes hånd.
Buk dig, du stjerne, hviskede han.
Aldrig havde Kirstine fået så mange komplimenter. Træneren holdt hende i hænderne:
I dag dansede du med sjæl. Mange kan danse teknisk, men du rørte os alle. Tak for det.
En uge efter gjorde de klar til firmajubilæum igen. Kirstine lagde sidste hånd på makeuppen og blinkede til Mads i spejlet.
Er du sikker?
Helt sikker, elskling! sagde han og kyssede hende i nakken.
I år havde Jesper bedt alle medbringe ledsager. Hans tale var som den plejede men denne gang sad Kirstine rank og lod blikket vandre rundt i lokalet, rolig og glad. Folk hviskede om, hvad der mon havde ændret sig.
Og nu vil jeg give ordet til Kirstine, vores regnskabschef og klippe!
Tak, Jesper, sagde Kirstine og rejste sig. Før jeg siger skål, vil jeg gerne gøre noget andet.
Hun nikkede til musikerne, tog Mads hånd, og sammen gik de ud på gulvet. Musikken strømmede, og deres dans efterlod ingen uberørte. Da musikken døde, høstede de stormende bifald. Kirstine tog sit glas.
Nu vil jeg sige skål. Tak til jer alle, især for det sidste år. Jeg har lært meget, ikke mindst om mig selv. Og jeg ved nu, at livet af og til kræver, at vi går videre, selv om det kan være svært. Hvis vi skal respektere os selv, må vi tage skridtet pakke alt godt sammen og give slip på det, der tynger. Det er min tur til nye eventyr. Jeg ønsker jer det bedste og vil sige: Elsk jer selv som I er. Forandring er godt, men kun hvis det er for jer selv. Gør det, I brænder for. Så skal det nok gå. Skål for sundhed, lykke og fremgang!
Hun drak, smilede og gik ud sammen med Mads. Jesper kom halvdende efter og forsøgte at overbevise hende om at blive.
Jeg lægger min opsigelse på dit skrivebord. Jeg bliver indtil alt er overdraget, men jeg trænger til en ny begyndelse, sagde hun og rakte ham sit nye visitkort. Får du brug for hjælp med regnskabet, så ringer du bare!
Hun fortalte ham ikke, hvor modig hun havde følt sig, da hun oprettede sit eget firma eller hvor meget Mads havde støttet hende, eller hvordan drengene havde løbet rundt i de tomme, nye lokaler. Starten var svær men også begyndelsen på noget helt andet.
Det er trist… sagde Jesper. Vi forstod vist ikke rigtig hinanden.
Men det gør vi vel egentlig nu. Husk nu, Jesper, du har ret: Sundheden skal passes. Men det gælder også trivsel og respekt. Alt det andet skal nok gå.
Jesper så efter Kirstine, som gik let hen over parkeringspladsens pytter mod bilen, og tænkte: Sådan kan en flødebolle også se ud
Dagbogsnotits: I dag lærte jeg, at det vigtigste er at stå ved sig selv og at tage livets dans i egen takt. Selvrespekt og glæde kan ingen give dig udefra; de vokser, når man vover at følge sit eget kald.
