Den gamle kvinde falder, og ingen hjælper men da hun forsøger at kravle, må alle trætte af.
Fru Inge, som er nittende år, går langsomt ind i en supermarked i Nørrebro, støttet på en gammel træstok. Hvert skridt er svært benene ryster, og ryggen gør ondt, så hun føler, at hun kan falde sammen når som helst. Alligevel skal hun have mad, for hun plejer at klare sig selv trods alder og ensomhed.
Hun bevæger sig mellem reolerne og ser omhyggeligt på varerne. Fra under sit ternede tørklæde stikker grå hår frem. Hun tager et stykke rugbrød fra hylden, men da hun ser prisen på 30kr., lægger hun det straks tilbage. Så griber hun en pakke smør, stirrer på den, vender pakken om og sukker dybt.
Priserne virker alt for høje, næsten hånende. Hun lægger flere varer tilbage, fordi hun ved, at pengene måske ikke rækker til selv det mest nødvendige.
Butikken buldrer folk er optaget af deres indkøb, og ingen lægger mærke til den ældre kvinde, der kæmper med at holde balancen. Hun er næsten ved enden af gangen, da hun pludselig snubler. Smerten er skarp og ubærlig i benet.
«Av det gør ondt», udbryder hun og falder på det kolde gulv, mens stokken glider fra hendes hånd.
Et par personer vender sig om. Nogle fryser et øjeblik, så vender de blikket bort. En kvinde ved yoghurtsektionen fortsætter med at vælge, og en mand ved kassen later som om han ikke ser noget. Fru Inge prøver at rejse sig, men benene lader hende ikke. Hun griber fat i stokken, rejser sig, men falder igen.
Hun ser sig omkring i håb om hjælp, men folk forbliver ligegyldige. Læberne vibrerer, tårene triller ned ad kinderne. Hun rækker ud, som om hun beder om assistance, men ingen kommer. En ung mand tager sin telefon frem og begynder at filme han synes, det er sjovt.
Fru Inge, uden åndedræt, kravler mod udgangen. Med den ene hånd holder hun stokken, med den anden hviler hun på den kolde flise. Lyden i butikken dæmpes, kun hendes tunge åndedrag og svage stønnen kan høres. Hvert skridt er en lidelse, men hun fortsætter, i håb om at komme ud og nå hjem.
Folk giver plads, men hjælper ikke. Deres blikke er en blanding af medlidenhed og ligegyldighed. Det virker som om, de alle har besluttet, at det ikke er deres problem.
En lille pige, ikke ældre end fem år, træder ind. Hun har en teddy i hånden. Hun læner sig forsigtigt frem, ser på den gamle kvinde og spørger stille:
Bedstemor, gør det ondt? Hvor er dine børn?
Fru Inge løfter blikket. Et svagt, venligt smil breder sig over hendes ansigt. Pigen rækker sin lille hånd ud og prøver at hjælpe hende op.
Pigens mor ser det, skynder sig frem, løfter Fru Inge op, sætter hende på en bænke og ringer straks efter en ambulance. Mens de venter på redningspersonalet, holder pigen den gamle kvindes hånd og hvisker: Bare rolig, alt bliver fint.
Når ambulancen ankommer og tager Fru Inge med, falder der en tung stilhed over supermarkedet. De mennesker, der lige før så på hendes lidelse uden at reagere, kan nu ikke møde hinandens blikke.
Kun den lille pige viser, hvad ægte menneskelighed er.
Hun gik ikke forbi, vendte sig ikke væk, og frygtede ikke. I det øjeblik var det barnet, den eneste person i rummet, der havde en sjæl.
