“En kvinde skal finde sig i ting,” formanede svigermoren, helt uvidende om, at sønnens ejendele allerede stod pakket ude i opgangen.
En kvinde skal være tålmodig og vise visdom, sagde den ældre dame med myndighed i stemmen, mens hun roligt rørte rundt i sin te med en sølvteske. Ægteskabet, min kære, er et slid. Hver gang der er noget, så puster du straks med læberne. Nåh, du er træt på arbejdet, javel. Min Jesper er altså også træt! Han har brug for hygge og forståelse, ikke en kone, der ser ud som om hun altid har suget på en citron.
Rigmor stod ved køkkenvinduet med armene over kors og betragtede de gullige blade på gårdens gamle ahorntræer. Hun svarede ikke. Lad hende bare snakke ud. Grete, svigermor, havde sine livstaler klar, kom hver uge nærmest som om det stod på vagtplanen, og indtog konsekvent sin faste plads for bordenden.
Grete anede bare ikke det lille, men for samtalen ret betydningsfulde faktum: fire store, ternede Ikea-poser, propfyldt med sønnens ejendele, havde stået ensomme ude på opgangen ved elevatoren de sidste to timer.
Manden er i sit væsen en skaber, en opdagelsesrejsende, kværnede Grete videre og nippede til sin Royal Copenhagen-kop. At han blev fyret fra sit forrige arbejde betyder absolut ingenting. Chefen var jo bindegal, og Jesper blev slet ikke værdsat. Men i stedet for at bakke din mand op, skælder du ud over elregninger! Du kan jo bare betale, du har en fast løn. Vi kvinder skal være halsen, der blidt styrer hovedet.
Rigmor vendte blikket fra vinduet hen på svigermor. Utroligt at så meget selvsikkerhed over sin egen ret kunne bo i ét menneske. Grete var overbevist om, at hendes 40-årige søn som brugte dagene på sofaen foran fjernsynet bare var et misforstået geni med uheld på arbejdsmarkedet.
Hvor mange job, han havde “uheldigvis” sagt op over syv års ægteskab, havde Rigmor for længst tabt overblikket over. Den ene gang passede vagtplanen ikke, en anden gang var kollegaerne for bøvede, en tredje var der for langt på cykel. Sidste otte måneder havde Jesper ikke arbejdet overhovedet. Rigmor sørgede for al indkøb, betalte alt fra varme til vandskader og dækkede de uendelige forbrugslån til hans skøre gadgets og reservedele til den gamle Mazda.
Du har ret, Grete, lød det overraskende jævnt fra Rigmor, der gik over til komfuret for at slukke for den kogende oksefond. En kvinde kan holde til meget. Men hvorfor?
Svigermor tabte næsten teen og gloede forarget.
Hvorfor? For familien, selvfølgelig! For at have mand i huset! Se dig i spejlet, Rigmor. Du er 42 nu hvem vil overhovedet have dig, hvis Jesper flytter? Skilt i den alder slotsmærket, det er det! Og Jesper, han er jo flot, han skal nok finde sig en ny, sådan som vores nabo Katrine altid smiler til ham…
Rigmor måtte tage sig sammen for ikke at grine. Hun mindedes morgenen, hvor hun åbnede smykkeskrinet i soveværelset, hvor hun havde gemt opsparingen til nye tænder. Hun havde knoklet for de penge, droppet alt luksus, taget dobbelte vagter som sygeplejerske. Og skrinet? Tomt som en nybagt konfirmand.
Da hun spurgte Jesper der først stod op til frokost hvor de 15.000 kroner var blevet af, sagde han nonchalant, at han havde købt sjældne alufælge og lydanlæg til bilen af en ven i garagerne. Hun fik knapt lov at spørge, hvordan han kunne tage hendes penge. Han trak bare på skuldrene: “Slap nu af. Du har jo god løn. Jeg kan ikke køre rundt og gøre mig selv til grin for gutterne og i øvrigt, en kone skal hjælpe sin mand i alt.”
Den smule kærlighed, der havde holdt sig kørende på pligt og vanens magt, forsvandt som når man lige slukker lyset. Rigmor skreg ikke. Hun kastede ikke med porcelæn. Hun ventede bare roligt til den stolte Jesper kørte af sted med sine nye fælge for at prale i garagerne, og så lod hun snoren glide på Ikea-posernes lynlåse.
Hun pakkede hans ting sammen. De lune sweatre, hun selv havde strikket, skjorterne hun strøg, mens han snorkede på sofaen, parfumerne indkøbt, når hun havde fået tillæg. Fiskestængerne og Playstation-controllerne fik æresplads i den sidste pose. Da bagagen stod udenfor, ringede hun til låsesmeden, der lod det nye låsecylinder glide på plads på et kvarter.
Hvorfor står du bare der? Gretes stemme hev Rigmor ud af tankerne. Jeg taler til dig! Du skal undskylde overfor Jesper, når han kommer hjem. Han ringede i morges og sagde, du lavede ballade over nogle småpenge igen. Mænd skal ikke stå til regnskab for hver eneste krone.
Det var penge til mine tænder, sagde Rigmor stille og tørrede sine hænder i viskestykket.
Og hvad så? Få sat jernbidder i det kan du få gratis i det offentlige. Du behøver ikke smide tusinder efter det, du er jo ikke nogen nyudklækket student længere. Det vigtigste er, at Jesper er glad og tryg, ikke om dine tænder glitrer.
Nu lød dørklokken i entreen, og straks blev der rystet voldsomt i dørhåndtaget.
Det er min dreng! Gretes ansigt foldede sig ud i et moderligt smil. Gå ud og luk op. Og husk hvad jeg sagde: vær sød giv ham lidt varm mad. Han er sikkert sulten efter garagen.
Uden hast forlod Rigmor køkkenet. På den anden side af døren lød metallisk skraberi fra en nøgle, der ikke rigtigt ville ind i låsen.
Rigmor! lød Jespers utilfredse, halvkvalte stemme. Hvad er der med låsen? Luk døren op! Jeg knækker nøglen! Og hvad er det for et skrammel der ligger ved elevatoren, man kan ikke komme forbi!
Rigmor lagde hånden på den kolde dør og trak vejret dybt. Letheden bredte sig i kroppen den lettelse, hun havde glemt fandtes. Hun klikkede døren op og slog den op på vid gab.
Jesper stod der i en fedtet termojakke med hans gamle rat under armen. Hans ansigt var et studie i irritation.
Hvorfor har du ikke smurt låsen? brokkede han sig og ville gå direkte ind.
Det er en splinterny lås, Jesper. Den behøver ikke smøring.
Han stoppede, forvirringen bredte sig. I det samme gled Grete ind fra køkkenet.
Jesper, du kan bare komme ind, jeg har sagt til Rigmor, hun skulle varme supperest du står der som et skvat!
Mor! Hun lukker mig ikke ind, jamrede Jesper og så blidt på både mor og kone. Rigmor, hvad laver du? Hvilken ny lås? Hold nu op. Lad mig komme ind, jeg er træt.
Lejligheden er lukket for dig, Jesper, sagde Rigmor så roligt og højt, at det rungede på trappeopgangen. De poser, du så det er ikke skrammel. Det er dine ting. Alt fra dine italienske laksko til fiskestængerne. Papirerne ligger i den røde mappe øverst i den første pose.
En rungende tavshed. Jesper så målløs på de ternede poser og tilbage på konens ansigt. Grete blev bleg og greb sig dramatisk til hjertet.
Hvad mener du, “dine ting”? peb Jesper nu, helt uden sin vanlige flabethed. Smider du mig ud? Over hvad? Jeg sagde jo, jeg ville betale pengene tilbage!
Hvornår, Jesper? Hvorfra? Rigmor gav et bittert smil. Jeg er træt. Træt af at være din ekstra mor, din bank og din privatkok. Du opfører dig som et stort barn, men du er en voksen mand. Jeg gider ikke være din forsørger mere.
Det kan du ikke være bekendt! skreg Grete og kastede sig mod døren for at skubbe svigerdatteren væk. Det er også hans hjem! Han er folkeregistreret her! Du kan da ikke smide min søn ud på gaden, som var han en lost hund! Jeg ringer til politiet, til kommunen, ja, sågar til TV2!
Rigmor røg ikke en mine. Hun havde styr på det juridiske.
Ring du bare til hvem du vil, Grete. Denne lejlighed købte jeg fem år før jeg mødte din søn. Jeg har selv betalt hele lånet ud. Det er mit særeje. Jesper har ingen rettigheder her. Og så vidt angår folkeregisteret han har kun haft midlertidig adresse, og den udløb for to måneder siden. Jeg fornyede den ikke. Så ifølge loven, er han ikke længere noget her.
Gretes kinder blev plettede som en dårlig kop kaffe. Hun spjættede, men vidste godt, der ikke var mere at gøre. Det gik også først op for Jesper, hvor omfattende det egentlig var.
Rigmor, nu slapper du i det mindste af. Lad os tage poserne ind, sætte os og snakke. Jeg søger job, lover! Allerede i morgen. Mor, hjælp mig nu!
Du skal ikke sige mere, sagde Rigmor. Jeg har hørt på planer, undskyldninger og “jeg starter nyt liv på mandag” i flere år. Dit yndlingsmøbel er sofaen, Jesper. Jeg ønsker et ordentligt liv, jag vil bruge mine penge på mig selv, og komme hjem til fred og ro ikke rollespil som husholderske!
Utaknemmelige kælling! hvæsede Grete nu åbenlyst. Ingen vil røre dig, sådan som du ser ud! Min Jesper finder let en yngre og smukkere, der vil forgude ham! Du vil komme krybende tilbage og tude!
Strålende, smilede Rigmor. Håber Jesper finder en både ung og velhavende, der sætter pris på hans specielle talenter. Nu må I gerne forlade adressen.
Hun tog et skridt tilbage og rakte ud efter dørhåndtaget.
Stop! Mens Jesper dramatisk prøvede at smutte en fod ind. Penget! Gi mig da bare noget til at starte med! Jeg har kun 200 kroner hvad skal jeg leve af?
Du har jo nogle flotte alufælge nu, replicerede Rigmor tørt. Brug dem som seng. Eller flyt hjem til mor. Hun siger jo, kvinder skal tilgive og sørge for mænds hygge så gi hende lov.
Rigmor skævede til Grete, som nu var rødglødende af arrigskab.
Grete, din te er blevet kold. Pas nu på trinene ned de kan være glatte.
Med de ord skubbede Rigmor resolut Jespers fod ud og smækkede den solide dør i. Klik to loyale vrid med låsen indefra.
Udenfor eksploderede panikken. Jesper hamrede på døren og truede med at splitte alt inventar. Grete skabte sig som en banshee og forbannede dagen hendes søn havde mødt sådan en hjerteløs kone.
Med ryggen mod væggen i entreen, lukkede Rigmor øjnene. Hjertet hamrede, hænderne rystede lidt af adrenalin, men en rensende frihedsbølge skyllede igennem hende. Som om hun havde sluppet en rygsæk fuld af mursten.
Snart smækkede en dør hos naboen. Tante Annelise, forkvinde for ejendomsforeningen, truede med at tilkalde politiet, hvis der ikke blev ro og ryddet op. Snakken udenfor døren forsvandt. Der lød nynnen, slæben af poser og så summen fra elevatoren.
Rigmor gik ud i køkkenet. Den kolde te blev hældt ud, koppen vasket grundigt. Hun slukkede komfuret under supperesten hun skulle alligevel ikke bespise nogen mand længere.
Blikket røg ud mod vinduet. Blæsten lagde sig, et blegt efterårssolstrejf ramte parkens gyldne trækroner. Nu ventede en løn, der ikke skulle deles, frie weekender med veninder, og en lejlighed hvor stilheden kun blev forstyrret af vægurets tikkende tik. Måske kunne kvinder holde til meget, men Rigmor havde besluttet: hendes tålmodighed var brugt op for altid.
