Mellem sandhed og drøm
Rikke puttede sig længere ned i sin tykke uldplaid, lykkeligt indsmurt i roen fra sin lejlighed på Østerbro. Udenfor dansede snefnuggene blidt i vinterluften, landede på vindueskarmen, som om de øvede sig på en stille, nordisk vals. Hun var lige kommet hjem fra bryllupsprøvning det store øjeblik, hun havde kriblet efter med både sommerfugle og klamme håndflader. I hånden krammede hun en pose med accessories: nogle fine øreringe, en diskret tiara og alt mulig andet bling, der skulle binde looket sammen. Tankerne kredsede om det hæsblæsende bryllup hvordan kjolen ville klæde hende, om diademet sad for højt, og hvordan det ville føles, når festen kiggede beundrende på hende, sådan som danskere nu en gang gør det: med et anerkendende nik og måske et diskret Nå, hun ser da godt ud, hva?
Så flænsede dørklokken stilheden over som en plastpose. Rikke fór sammen, rev næsten ulden ud af plaiden. Hvem søren ringer på så sent? Klokken var kvart i syv, og det danske aftenmørke lå tungt. Måske var det Wolt, der alligevel havde glemt et eller andet, eller fru Møller ovenpå, som havde brug for gær til sine boller i karry?
Hun trissede hen til døren forsigtig, som om hun mødte en ulv på cykelstien og så i dørspionen. En mand, høj som Storebæltsbroen, men hun kunne dårligt skimte ansigtet. Ikke noget at ønske velkommen på vending, det var helt sikkert.
Hvem er det? spurgte hun med tvungen jysk sindighed.
Det er mig, Mads. Kendt stemme, dæmpet af egetræsdøren. Vi skal snakke. Nu.
Rikke tøvede. Det var i hvert fald ikke hendes yndlingsperson at køre smalltalk med men hvis nu der var sket noget med Laura, hendes bedste veninde? Hun låste op, knirkede døren en anelse op. Mads stod der, rimfrost i håret og sne på skuldrene, så han mindede lidt om en gennemkold julemand. Hans ansigt var grødagtigt blegt, øjnene skinnede med noget man kun kan kalde et foruroligende engagement. Nu begyndte hun da straks at fortryde at have åbnet han lignede én der var ved at samle til et afsnit Efterlyst.
Kom ind du drysser over det hele, sagde hun, og prøvede at lyde mere afslappet end hun følte sig. Det var ikke nu, hun skulle begynde at smække døren. Du er jo helt våd.
Mads vadede direkte ind, og tænkte ikke så meget på det der med sko på lyse trægulve, som danskerne ellers næsten har skrevet ind i Grundloven. Sneen blev straks til brune plamager. Han så ud i fjerne, som om han prøvede at spotte Malmö, og Rikke bet på læben. Det begyndte at snøre sig sammen indeni: Den her samtale ville ikke ende med tre hyggetips til nytårsbollen.
Rikke, sagde han, mens han hidsigt vred handskerne. Jeg kan ikke mere! Jeg elsker dig!
Hun stod som en statue, polstret i uld og vantro.
Mads, du hun begyndte, men røsten gik i opløsning og ordene forsvandt i lokalradio.
Han trådte et skridt nærmere, så man næsten kunne høre hans hjerte banke højlydt.
Jeg ved godt du skal giftes. Jeg ved godt jeg skulle holde min kæft! Men jeg kan ikke lade være! Jeg har forsøgt at glemme dig i månedsvis droppet rugbrødsmadder, begyndt til yoga, men intet virker. Hans stemme blev fastere, som om han reciterede et gammelt H.C. Andersen-citat. Jeg burde have sagt det for længe siden. Jeg begyndte kun at date Laura, fordi du ved… for at være tættere på dig. Det har aldrig været hende. Aldrig!
Rikke fik en kuldegysning, trods indeklimaet. Undskyld mig, hvad sagde du? Han datede Laura, bare for at snige sig tættere på hende selv? Stakkels, godtroende Laura! Hun mente det jo i ramme alvor.
Hun svingede forsigtigt plaiden over armlænet, som om det kunne få hverdagen tilbage på skinner. Pludselig føltes stuen klaustrofobisk, luften blev tykkere end mormors sovs.
Mads prøvede hun igen, mumlende. Ved du overhovedet hvad du siger? Jeg har jo en forlovet. Hans navn er Kasper, og jeg elsker ham. Vi skal giftes! Du må forstå, at jeg har et liv med ham. Og Laura…
Han nikkede uden at blinke. Hans blik var et miks af smerte og amerikansk talkshow-beslutsomhed.
Jeg ved det, men jeg kan ikke tie! Om to uger er du væk for mig. Men jeg var nødt til at sige det ellers ville jeg fortryde resten af livet. Og Laura hun betyder ingenting! Hun er undskyld udtrykket bare statist!
Rikke stivnede. Stemmen lød som om hun blev interviewet på autopilot.
Hvor vover du!
Det er sandheden! Han lød som om han trækkede på alle båndbredder i sjælen. Laura var den eneste måde jeg kunne nå dig på. Jeg troede du måske en dag ville opdage, hvor mega dejlig og romantisk en fyr, du har lige under næsen. At vi skulle være sammen! Nu ved jeg bare, at uden dig det går ikke!
Han faldt dramatisk på knæ, og fremdrog et lille sølvfarvet ringetui ud af lommerne på sin jakke så karikeret, at Rikke næsten ikke kunne andet end at rulle øjne. Ringen blinkede i lampelyset som en nyvasket cykellygte.
Drop Kasper! Glem brylluppet! Vælg mig bare vælg mig. Jeg skal nok sørge for du aldrig mangler frikadeller og kærlighed.
Rikke stirrede på ham, hjernen sortede billeder: Mads der griner med Laura på grillfest, tager hende i hånden, eller sender blikke så varme som Rød Aalborg hos svigerfar. Og alt sammen fup? Hele filmstrimlen brast, og nu sad hun med stumpene.
Rejs dig op, hviskede hun, næsen presset sammen af ubehag. Med det samme.
Mads rejste sig modvilligt op. Et kort sekund blev han der, lidt for tæt på, med et sluksende håb i blikket.
Tror du mig ikke? spurgte han sårbart.
Jeg tror på at du mener det men det ændrer intet. Hun stod et skridt fra ham. Du er min ven, Mads. Det har du altid været. Men kærlighed? Det er Kasper for mig. Og ærligt talt, du er slet ikke min type. Sorry.
Han trådte tæt på hende, lidt for bestemt. Hendes instinkt sagde hende, at herfra havde man dækket alle flugtruter fra køkken til opgang.
Hvorfor? Du kan ikke bilde mig ind, at der aldrig har været noget? Hans stemme dirrede.
Hun veg et par skridt til siden. Det begyndte faktisk at blive lidt halvklaustrofobisk under den nydelige stueloftslampe.
Der er ingenting, Mads. Det er ikke kærlighed, det der. Det er en fiksering. Du har forelsket dig i et ideal, ikke i mig.
Han knyttede hænderne, frustreret men magtesløst.
Du tager fejl! stirrede han. Ingen har fået mig til at føle som dig. Det er ikke noget jeg bilder mig ind.
Rikke pressede læberne hårdt sammen, for ikke at tænde endnu mere op under dramaet. Man skulle nødig gøre folk mere følelsesladede, end den danske folkeskole-lov tillader.
Hvad med Laura? spurgte hun med blikket ind i hans. Tænker du slet ikke på hvad du har gjort ved hende? Du snød med hendes følelser og nu kommer du her og vil have mig til at kaste mit liv over bord for dig?
Jeg ved det, jeg har dummet mig, mumlede han. Men hvis jeg kunne starte forfra jeg ville gøre det samme. For det er sådan jeg har det.
Du ved godt man ikke bygger lykken på andres ulykke? Rikke fandt telefonen med blikket, bare i tilfælde af.
Og du elsker noget du har fundet på. Vi har nærmest aldrig talt sammen. Du er vild med billede af mig, ikke virkeligheden. Laura fortjener at få sandheden at vide.
Han blev stående lidt og så ud som om han kæmpede med at samle sig.
Men hvorfor skal jeg snakke med hende? Jeg har jo lige sagt, jeg ikke elsker hende jeg bliver nærmest irriteret af at tænke på hende!
Det smertede Rikke at se ham sådan lidt, men alligevel for meget. Men hun nægtede at glide ind i blødsødenhed.
Du får aldrig en chance hos mig lige så lidt som du har hos Laura. Tror du jeg lader dig gøre det her uden at fortælle hende alt?
Rasmus ja okay, han hedder Mads, men han lignede alligevel mere en Rasmus efterhånden stod et øjeblik og æltede sine tænker, før han sagde:
Så går jeg. Men jeg giver ikke op! Jeg venter på, at du indser vi er meant to be.
Lad være. Rikke grinede træt. Vent ikke. Gå ud, find en kvinde du virkelig elsker sådan i virkeligheden, ikke kun i dit hoved. Og nu: smut.
Han trampede ud mod døren som en træt bokser. Hver bevægelse var tung, som om han stadig bar på sit eget lyntog af dårlige beslutninger. På dørtrinnet vendte han sig om.
Tak for ærligheden. Men jeg siger ikke farvel.
Så gled døren i bag ham. Rikke blev stående, blikket på døren, mens trykket slappede af i kroppen, som om nogen slap en cykelslange ud. Hun gik langsomt hen til vinduet. Ude lå gaden sneklædt, brækket op af gadebelysningen. Mads forsvandt forbi frisørens skilt, ryggen bøjet, hænderne dybt i lommen, skridt der blev mere og mere febrilske.
Inde i hende drejede bekymringerne rundt. Hvad hvis han nu gik ned til sin egen barndomsvennindes dør og sagde et eller andet, hun ikke måtte høre? Fandt på historier for at slippe udenom det hele?
Hun fandt hurtigt Lauras nummer og trykkede Ring op. Hjertet bankede lidt, men stemmen lød mere rolig end hun følte sig, da der blev svaret:
Hej Laura. Kan vi snakke? Det er vigtigt.
En svag raslen, som om Laura rodede rundt efter et halvtomt marcipanbrød, så stemme bekymret og lidt mat:
Hvad er der sket, du lyder presset? Er alt okay?
Rikke trak vejret ind. Hun ville ikke skabe panik, men usandhed det gik bare ikke.
Mads har lige været her. Han han sagde, at han kun datede dig for at komme tættere på mig. At han aldrig har elsket dig. Du har bare været… en billet.
Stilheden var som en fastelavnstønde. Rikke forestillede sig Laura i den anden ende: Øjne i sætningen, måske hænder foldet omkring kaffekoppen. Efter lang pause kom stemmen, bristet og skrøbelig:
Hvad betyder det? Er det sandt hvorfor?
Undskyld, Laura, men jeg kunne ikke lade som ingenting. Du er min bedste veninde! Han sagde, at han er forelsket i mig, vil have jeg dropper Kasper, og han virkede helt ved siden af sig selv. Jeg var faktisk lidt bange for ham.
Laura var tavs lidt, så sagde hun tøvende:
Tak for at sige det. Jeg skal nok klare den. Tak, Rikke.
Jeg er ked af du må høre det her på den måde, sagt ærligt.
Det er bedre end at leve uvidende. Bedre med sandheden. Lauras stemme var blevet mere fattet.
De sagde farvel. Rikke lagde telefonen. Nu var der atter stille, kun snefnuggene der snurrede i natten. Ude i byen sad to mennesker nu og slugte sorg, mens Rikke kunne håbe at det hele en dag blev sat på plads.
Hendes tanker flød. Hvordan føltes alt det her for Laura? Skulle hun nu bygge sig selv op helt fra bunden? Men Rikke vidste én ting: Sød løgn er som is i regnvejr smelter alligevel…
*******************
Imens sad Laura stadig på sit lillebitte køkken på Amager. Rikkes ord rungede rundt i kraniet, blandede sig med fragmenter af minder og sukkerknaldende te.
Hun så for sig, hvordan Mads første gang inviterede hende på café hvor sød han virkede, hvordan han tog hendes hånd over bordet, hvordan han sendte hende det dér drilagtige smil, som kun rigtige danskere kan smile, når de forsøger at skjule, at de faktisk er lidt generte. Og nu det hele? Spild af kærlighed som en citronmåne uden sukker.
Hun tog sin te, den var blevet kold præcis som stemningen.
Pling! Dørklokken. Laura slæbte sig ud og kiggede igennem brevsprækken. Udenfor: Mads. Lidt rød om næsen, tydeligvis lige så desperat, som da hun engang fangede ham i uldundertøj til oktoberfest.
Hun trak vejret, åbnede og dér stod han, gennemkold og sølle.
Laura, begyndte han, uden at vente på at blive lukket ind. Jeg må forklare det hele. Jeg kan godt høre
Rikke har allerede fortalt det hele, afbrød Laura. Smerten bed i stemmen, men hun nægtede at give ham den fornøjelse at se det.
Han stivnede.
Det var ikke planen hun skulle… Jeg ville helst selv have forklaret. At du hørte det på dén måde, det gør mig faktisk ked af det.
Hvorfor var han kommet? Ville han undskylde eller pive endnu mere?
Du kunne bare have været ærlig fra starten! sagde hun lavt. Men nu tropper du op, efter du har været ved Rikke. Jeg har intet at høre fra dig.
Han smed en lille æske op på køkkenbordet ringen. Tag ringen, mumlede han. Et eller andet skal jeg gøre for at sige undskyld.
Laura så på ringen. En beskeden guld-ting, sikkert købt på tilbud i Magasin weekenden inden Black Friday. Hån? Pyt, nu var det ligegyldigt.
Behold den selv, sagde hun køligt. Mig narrer du ikke.
Han sank sammen, bleg og tavs.
Jeg fortryder, sagde han, næsten uhørligt. Men jeg ønskede at starte forfra, på ærlige vilkår
Start forfra et andet sted, svarede Laura, rolig som en regnvejrsdag. Du har smadret det hele. Selv hvis du taler sandt nu, betyder det intet mere.
Hun vendte ryggen til ham, men kort efter ringede det igen. Foran døren stod Kasper Rikkes kommende mand. Velsoigneret, stram skjorte, og et blik lige så fast som stegte fiskefilletter i Strøget.
Må jeg komme ind?
Laura nikkede, mens Mads blev hvid som skummet på en Carlsberg.
Jeg ved hvad du har lavet, sagde Kasper, blottet for nordjyske omsvøb. Og jeg mener virkelig, det kræver handling.
Mads, der normalt kun var konfliktsky til julefrokoster, begyndte at forklare sig, men Kasper løftede hånden.
Hold op. Rikke har fortalt alt. Tror du, man bare kan sige undskyld, og så sletter vi mindet? Næ.
Han gik hen til Mads, og i det sekund Kasper satte i mod, bakkede Mads ind mod muren, som havde han fået besked på det af sin mor.
Kasper, lad nu være prøvede Laura svagt, men Kasper afbrød.
Det her har du fortjent.
Danmark er et fredeligt land, men indimellem går snakken nok før handling. Ikke her. Ét enkelt, kontrolleret klap og Mads satte sig tungt på gulvet, mens blodet sivede ned på parketgulvet.
Gør du det igen, så bliver det værre! Kasper lændede sig hen imod ham med et halvt smil, der på ingen måde varslede forsoning. Forstod du det?
Mads tørrede sig om munden og gik direkte ud i mørket uden et ord. Laura så på Kasper.
Tak, sagde hun, mens hun mærkede roen brede sig. Kasper trak bare på skuldrene.
Der er grænser, sagde han, og man kan ikke bygge tillid uden ærlighed. Ingen skal trampe på mine venner.
Tak fordi du kom. Laura nikkede. Rikke er heldig med dig.
Han smilede, blidt, og var væk igen. Udenfor faldt sneen stadig, som for at putte dynen rundt om København og alt hvad der kunne gøre ondt.
Da Laura sad tilbage i sofaen, føltes det som om der var løftet en tung dyne af skyld. Det var ikke slutningen men det var en begyndelse. Hun mærkede, at sorgen ikke længere var altopslugende. Hun skulle nok klare det. Det vidste hun. Nu var der ro til at starte forfra og opbygge den slags tillid man kun får gennem dansk vinter, te og veninder, man kan snakke med om alt.
******************
Imens trampede Mads gennem sneen på Østerbro. Vinden peb, og kinden gjorde ondt efter Kaspers lille opvisning. Skønt det var fysisk, var det intet mod tomheden indeni. Han havde mistet alt Laura for altid, og Rikke længe før det, da han begyndte at nasse på en umulig drøm.
Dagen efter mødte han på arbejdet med blåt øje og skåret overlæbe. Kollegaerne så lidt skævt til ham, men ingen spurgte direkte. Det var, som de fleste danske kontorer: Man venter på nogen nævner det først. Ingen nævnte noget. Gud ske lov.
En uge senere bad han om at blive rykket til Aalborg-kontoret. Chefen nikkede, skrev under og sagde kun: Held og lykke, Mads. Nok om det.
På vej ud gik han i smykkebutikken og returnerede ringen. Ekspedienten tog imod uden spørgsmål men et løftet bryn. Han fik 1.300 kroner tilbage på sin konto og skred ud, halvt lettet, halvt ligeglad.
Pengene overførte han til Lauras konto med en kort besked: Undskyld. De er dine.
Sidste dag i København? Sneen faldt som et ubamhjertigt rulletekst. Han kiggede op på sin gamle opgang, trak vejret ind og indså ja, han havde dummet sig. Nu kunne han bare begynde forfra et sted, hvor ingen kendte historien.
Taxaen var der. Han satte sig ind med sin rygsæk og bad bare chaufføren om at køre til stationen. Snefnuggene skjulte byens konturer, og han lod tankerne glide hvad mon livet bød på i Aalborg? Måske noget mindre rodet, hvis han bare lod den store kærlighed ligge lidt.
Imens sad Laura på café med Rikke og Kasper, tre kopper rygende dansk chokokaffe mellem dem. Stemningen var rolig, mere taknemmelig end trist. De talte om fremtiden: bryllupper, fester, og hvordan man i øvrigt sikrer sig at ingen mere får den slags overraskelser ind ad døren.
Rikke fortalte om sine bryllupsplaner, og hvordan hun nægtede at servere andet end smørrebrød og lagkage. Laura lyttede, smilede, og kunne mærke at livet faktisk var ved at vende igen.
Kasper, der mest kendt var for at være nordisk cool, brød ind med korte kommentarer, som danskerne ynder at gøre.
Du, Laura, sagde hun pludselig og kiggede ud på snevejret. Jeg er faktisk ikke længere sur på ham. Ikke rigtig. Jeg tror bare Ja, jeg håber bare han lærer noget.
Rikke lagde en hånd på hendes skulder et solidt, dansk klap. Du fortjener at være lykkelig ægte. Ikke fup og fælde.
Laura nikkede. Det skal jeg nok blive. Jeg finder nok en ny og bedre en. Måske til næste julefrokost uden alt det drama.
Snefnuggene dalede, lagde låg på fortiden, og i caféens varme vidste de tre: Livet kører videre, med eller uden romantiske paradigmeskift, og ingen vækker rigtige danskere eller danske kvinder fra deres drømme om ro, hygge og sandhed.
