Mor, jeg henter dig
Kan man ringe til udlandet fra de her telefoner?
Gør du bare, men hold dig ikke for længe. Den grønne dér, den er til fjernopkald.
Bjarne sad på kontoret i den mørke kantine i et lille dansk industrikvarter, og vikarierede for en kollega, der måtte køre hjem akut. Den grønne telefon stod dér, osede af muligheder, men Bjarne lod fingrene svæve usikkert over knapperne. Der hjemme i landsbyen på Fyn havde der altid været telefon og post, men det her helt alene en aften med fri adgang til fjerntelefon det var alligevel anderledes. Ti år havde han boet og arbejdet i den her ende af landet.
Hans familie havde han for længst lagt afstand til. Da han flyttede væk, havde han råbt, at de aldrig skulle høre fra ham igen. Især hans storebror Søren var han vred på, og storesøster Karen havde holdt med ham. Lene, lillesøsteren hun var bare en pige med fletninger dengang. Moren havde han elsket, men også følt sig kvalt af hendes indblanding; altid tigger hun penge hos de andre, for at redde ham ud af kniben.
Bjarne var overbevist om, at det kun var midlertidigt for ham snart ville han bevise sit værd! Men årene gik, og gennem jobskift og kulde ude i det nordsjællandske var han blevet fast inventar et sted, han aldrig havde tænkt skulle være hjemme.
Med tiden var kontakten til moren forsvundet; også hende blev han fornærmet på, mest fordi han savnede hjemmet, men det turde han ikke indrømme. Nu sad han dog tilbage med en ny trang til at høre mors stemme, måske også Karens. Lene var stadig blot den lille.
Der var ikke meget han kunne prale af. Han boede med Jytte, hans samlever, i hendes lille værelse. Penge havde han nok, men ikke til eget hjem, ikke engang i Humlebæk, og egentlig ville han heller ikke blive her.
Jytte fornemmede det, og deres forhold gik op og ned. Nu var de alene, for naboerne var flyttet, og Jytte tilbudte ham at tage lån og købe det andet værelse. Men han tøvede.
Du er så frygtsom, Bjarne. sagde hun ofte. Du vil aldrig tage ansvar.
Hvorfor skulle jeg? Og for hvem?
Præcis, du tør ikke tage nogen ind under dine vinger ikke mig, ikke børn.
Han kunne ikke benægte det. Han havde aldrig ville have børn, aldrig vill binde sig offcielt, tog aldrig initiativ på arbejde, gik bare med strømmen.
Nu sad han her, stirrede mod den grønne fjerntelefon. Han huskede nummeret. Skænkede te, rørte sukkeret rundt, tog så mod til sig og ringede:
Hallo? lød en fremmed mands stemme.
Hej Øh hvem snakker jeg med?
Hvem er du?
Jeg vil gerne tale med Ingrid Madsen
Hun bor her ikke længere.
Hvor er hun henne?
Undskyld, hvem spørger?
Det er Bjarne hendes søn
Der blev stille derude, før nogen råbte:
Hallo?
Kan jeg få Ingrid Madsen i røret?
Bjarne? Er det dig?
Karen?
Nej, det er Lene.
Lene! Nå men hej. Din stemme lyder voksen. Hvem var ham manden før?
Det er min nye kæreste, Claus.
Du er gift? Med barn og det hele?
Ja. Er du stadig i live?
Ja ja. Hvorfor skulle jeg ikke være?
Hvorfor har du aldrig skrevet? Mor var så bekymret. Søren ledte længe efter dig.
Jeg ved ikke Hvad var der at skrive? At jeg stadig lever?
Mor bekymrede sig.
Hvor er hun nu?
Der blev stille, og Bjarnes hjerte galoperede.
Er hun død, Lene? Lever hun stadig?
Hun lever men ikke her mere.
Et barn begyndte at græde.
Kan vi tale senere? Undskyld. Røret blev lagt på med korte, afbrudte toner.
Bjarne så på fjerntelefonen hvad nu? Han besluttede at ringe igen om en halv time. Han prøvede dog allerede efter fjorten minutter, men der var optaget.
Ringer hun rundt og fortæller Søren og Karen, at han lever? Det stak i ham. Der sad de alle, sammen og han var alene.
En halv time senere lykkedes det.
Mor er på plejehjemmet, Bjarne. Herude ved Torup, sagde Lene.
Plejehjem? Gud
Ja, hun har været syg længe.
I har afleveret hende! I er tre søskende har I ikke plads til mor hjemme?
Jeg gider ikke tale, hvis du taler sådan, sagde Lene.
Hvad mener du? Så sig det dog. Hvad med Søren? Og Karen?
Skal jeg finde Sørens nummer?
Nej Jeg gider ikke ringe til ham. Har Karen stadig sit arbejdstelefonnummer?
Ja, men kun i arbejdstiden. Skal jeg finde det?
Ja
Vreden sivede som sort blæk. Altid var det ham, der var den store skurk, ham der gav mor al hendes sygdom men nu stod sandheden lyslevende foran ham: Han var stukket af, og nu var mor på plejehjem.
Han huskede hendes brev, øjne, formaninger. Ti år var gået, men ikke i sin vildeste fantasi ville han se hende i en institutionskorridor.
Næste morgen tog han igen vagten i kontoret, så han kunne ringe til Karen:
Karen, det er Bjarne.
Det forstår jeg hvor er du henne? Vi havde sådan ledt.
Ja, jeg ved det godt. Hvorfor er mor ikke hjemme længere?
Vi flytter hende ikke. Hun kommer hjem i weekender, men Lene har lige fået barn, det kan ikke være anderledes.
Jeg fatter ikke, du kan have hende væk. Du forstod mig bedst.
Den Karen han huskede svarede nu koldt:
Du ringer bare for at skælde ud? Kom selv hjem, henter du hende? Kan du tage ansvaret? Kom og hent hende, Bjarne. Henter du hende eller ej?
Det gør jeg! råbte han og smed røret på.
Indvendigt voksede beslutningen. Han ville hente sin mor. Købe værelset, få ordnet papirerne. Jytte lagde armene over kors og sagde:
Jamen gør det, men regn ikke med min hjælp.
Han håbede hun ville sige noget andet, men hun kiggede på ham og rystede på hovedet:
Det er din opgave, ikke min. Nu må du stå på egne ben.
Tre måneder gik, mens Bjarne købte værelset, gjorde det i stand med kedeligt lån i Danske Bank og utallige ture til Silvan, indtil han virkelig havde sit eget. For første gang var noget virkelig hans.
Da vinteren nærmede sig, tog han ferie, købte togbillet og pakkede diplomat, skoletasken han stadig brugte fra lærlingetiden. Hele vejen føltes det som i drømmen, hvor man aldrig når frem: landskaberne bøjede sig, stationerne gled forbi, folk i toget talte i krøllet dansk og skyerne drejede forbi på uvirkelig vis.
Tidlig morgen i Odense. Han tog straks bussen til Torup, lod kufferten blive på stationen, tog kun diplomat og et glas matroskager med. Hans frakke stammede fra Polen, huen havde han arvet, alt duftede fjernt og fremmed.
Plejehjemmet var lyst, med duft af våde bøgetræer og dampet kødsovs. Personalet smilede; man ventede sjældent besøg. En gammel mand i kørestol spurgte ind, spurgte og spejdede, Bjarnes egen stemme føltes fjern og ekkoet rungede svagt.
Ventetiden føltes mærkelig. Han forestillede sig mor som altid: rank, præcis. Han tvættede skoene omhyggeligt, forberedte en sætning, en undskyldning, et løfte. Som i drømmen hvor han ikke kan bevæge sig, stod han og studsede ved dørkarmen.
En ung sygeplejerske åbnede og anbefalede, at han stillede varerne intet direkte til mor.
Hans mor sad på sengen, vendt mod vinduet. Alderdommens bleget smil i det skæve dagslys. Han gik tættere hun fangede hans blik, men rystede lidt på hovedet.
Mor
Hendes øjne fór frem og tilbage. Han satte sig ved siden af, tog hendes hånd.
Jeg har allerede spist, sagde hun tomt.
Men, jeg har jo kager med
Han stak en citronmåne i hånden på hende. Hun så på den ligegyldigt.
Mor, det mig. Bjarne, din søn.
Hun så på kagen.
Jeg har allerede spist, sagde hun igen.
Han fortalte hungrende om sit liv, om sine jobs, om Jytte, om fjernøstlige skove og sne. Moren nikkede, smilte forsigtigt, men så med blanke, glasagtige øjne gennem ham.
Mor, jeg vil hente dig herfra. Vil du hjem til mig?
Selvfølgelig, Bjarnedreng. De lufter ud klokken elleve, det er så rart. Vi går tur på gangen.
Mor, du skal da med mig! Du skal da hjem
Ja, ja, sagde hun fraværende, og tog en bid kage.
Hun satte i halsen, hostede voldsomt. Sygeplejersken sprang til, vred på Bjarne: Jeg bad dig jo Hun hældte lidt vand på en skefuld fra en speciel flaske, vendte moren om på siden. Hun skal have sondemad nu. Du må ikke tage hende, når hun er så syg I må tale sammen om det.
Sanitøren og sygeplejersken forsvandt, og Bjarne følte alting gå den forkerte vej. Hans mor var blevet væk, selv hvis hun var lige her.
Hun husker dig, kluklo nabokonen, bare ikke altid uden filter. Nogle gange husker hun alle fire søskende. Især dig, for du var væk.
Tårerne pressede sig på. Hvad laver jeg her? tænkte han, mens han kiggede ud på den sløve danske regn.
Ved farvel sagde han: Mor, jeg kommer igen i morgen, okay? Vent på mig.
Da løftede moren blikket:
Er det dig, Bjarne? Kom du hjem?
Han satte sig på hug ved sengen: Ja, mor. Her er jeg.
Hun strøg ham over håret med sin rystende hånd, og et fredslys bredte sig i ham. Han smilede igennem tårene.
Han ventede ude i haven, så de andre ældre vandre gennem den fugtige luft. Mennesker gik, glemte, ventede, gispede, længtes.
Dagen efter var moren allerede væk ind i tågerne. Han gav kager til naboerne, sagde farvel, og tænkte: det var fjollet, det her. Hans familie havde måske gjort, hvad der var bedst.
På banegården stirrede han på togene, den fugtige asfalt, mærkede hvor koldt alt var nu. Han tænkte på Jytte derhjemme på ansvar.
Da han vendte sig for at tage toget, kom Karen løbende med Søren hendes korte hår og røde kinder lyste:
Bjarne, ikke sådan at stikke af. Kom nu med hjem. Lene venter vi tager sammen ud til mor i weekenden.
Han nikkede, lod toget køre. Søren gav ham en bjørnekrammer.
Om aftenen sad de sammen i Karens store køkken, talte om gamle tider. Om besværgelser, om sårbarhed. De snakkede indtil natten blev blå.
Lørdag, hele søskendeflokken, kørte de til plejehjemmet. Mor sad i en varm tæppe, med klar plet i blikket, lod øjnene glide fra én til én. Hvilket klassetrin går du i nu, Dorte? spurgte hun, og forvekslede Lene med barnebarnet.
De smilede gråt og skubbede stolen ud i haven. Da de vinkede farvel, stod mor i vinduet og smilede alvorligt.
Tror du hun kendte os? spurgte Lene.
Ja, selvfølgelig, sagde Søren. En mor ser ikke kun med øjne hun ser med hjertet.
I toget hjem hørte Bjarne regnen slå mod ruden. Alt kendtes varmt nu. Og han var lettet for første gang i mange år.
Han vidste nu, at hans mor og hans familie stadig fandtes selv med alt det bøvlede, det kolde, det sære som drømme og gentagelser. For dybt i morens blik, under alt det der blev glemt, bar hun ham stadig.
Og han skulle hjem.
