Du er mit mirakel.
Astrid går afsted, uden egentlig at bemærke, hvor hun sætter fødderne. I hendes hoved runger kun ordene: “Desværre, det er for sent… vi kan intet… jeg kan ikke sige mere, men du bør få styr på dine ting… smertestillende… desværre… kun et mirakel…”
Lægens stemme kom som et lyn fra en klar himmel, diagnosen var barsk, pludselig, larmende, nådesløs. Og alligevel kalder de den for “stille”.
Denne “stille æder” havde sneget sig ind uden at hun havde lagt mærke til det. Måske begyndte det det år, hvor Astrid ikke kom ind på medicinstudiet, og hendes drøm bristede som en sæbeboble. Måske var det dengang hendes mor, der gled på de glatte fliser bag ejendommen, blev liggende i vinterkulden i næsten tre timer, og derefter stille lagde livet fra sig få dage senere, uden at nå at vågne op igen. Eller måske måske
Astrid tænker, at de der “måske” bliver til alt for mange gennem årene. Hvilket præcis har været udslagsgivende det får hun aldrig at vide.
“Få styr på dine sager,” runger det igen i hovedet på hende. Men hvilke sager? Der er ingen børn, ingen rigdom, ingen gæld. Hun skylder ingen noget. Kun ventetiden tilbage. Kun ventetid… kun et mirakel…
Astrid opdager ikke, at tårerne triller ned ad kinderne, hun tørrer dem væk med bagsiden af hånden, nærmest mekanisk. Hun har allerede passeret hospitalets port, fortsætter gennem den lange allé hvor gigantiske platantræer kaster en tæt skygge. Snart støder hun ud på vejen, hvor bilerne drøner forbi, folk haster afsted.
De skynder sig ud i livet, mens jeg sukker Astrid trist.
Pludselig rammer trætheden hende hårdt, hjertet hamrer, og Astrid må støtte sig til et stort træ.
Et minut, to, tre pulsen falder igen. Der kommer en taxa. Hjem, hjem. Til væggene, minderne, fotografierne.
Lige på den anden side af vejen fra Astrids bolig breder skoven sig. De nye byggerier har endnu ikke ædt sig ind her, og den gamle bydel ånder stadig i birke-, gran- og fyrretræer. Urter, buske, svampe. Astrid holder af at gå ture i skoven; den fylder hende med energi, bringer morgendisen, fuglesang og fine edderkoppespind.
Også i dag beslutter hun sig for at gå en tur. Hun tager regnjakken på, himlen truer, der falder fine dråber. Skoven tager imod hende med usædvanlig stilhed. Naturen holder vejret før uvejret bryder løs, selv myg, de insisterende små, er forsvundet.
Astrid går længere ind, drejer til højre, venstre, igen. Pludselig bemærker hun, at hun er kommet langt væk, og noget uroligt vågner i hendes sind. Hun står musestille, lytter til verden udenfor og i sig selv. Noget forstyrrer hende, uro i brystet. Hun spejder langsomt omkring sig, i gang med at lokalisere hvad der har vakt hendes opmærksomhed.
Der, bag noget krat, få meter fra stien, ser hun en bunke, og den bevæger sig svagt. For en enkelt sekund synes Astrid, hun kan høre en svag jamren. Næsten uhørlig.
Hurtigt når hun frem til bunken.
Hvad er det? Åh… det er en hund! udbryder Astrid.
Under et træ ligger en hund, beskidt, udmagret, bundet fast til stammen. Med ømme fingre kæmper Astrid med de våde knuder, til hunden endelig er fri.
Det syn, der møder hende, får hende til at vakle hunden har en stor, hævet knude i lysken, på størrelse med en stor næve. Astrid læner sig op ad træet, bundløse tårer presser sig frem, fingrene smører snavs og våde striber i ansigtet.
Da hun får ro på, sætter hun sig på hug og prøver forsigtigt at tale til hunden, men hunden jamrer blot. Ikke kræfter til at åbne øjnene.
Astrid tager regnjakken og trøjen af og laver et tæppe, hvori hun forsigtigt pakker hunden ind. Den er let, næsten vægtløs. Astrid løber mod byen.
Dyrlægerne ser forundret på hende, men stiller ingen spørgsmål.
“Tag blodprøver, scanning, røntgen, hvad som helst hun skal hjælpes,” gisper Astrid, inden hun svajer og mister bevidstheden på briksen.
Hunden bliver indlagt til undersøgelse, og Astrid sendes hjem.
Næste morgen står Astrid ved klinikkens port. Kirurgen kommer ud og fortæller hende, at intet kan siges endnu de skal have hunden lidt op, undersøgelserne tager et par dage.
Imens kan du tage det roligt, her er hun i gode hænder. Forresten, ved du hvad hunden hedder? Og at hun faktisk er stambogsført?
Nej, jeg fandt hende i skoven, beskidt, syg, bundet til et træ.
Din firbenede ven har et mærke, lidt svært at tyde, men vi fandt ud af hvem ejer er. Han rækker hende et ark med numre.
Mit nummer står også på. Du har dit hos receptionisten. Jeg ringer, hvis der sker nyt.
Astrid sidder hos hunden, mens hun får drop, stryger hende over pelsen, hvisker betryggende ord ind i øret. Hunden er indifferent, reagerer hverken på injectioner, kærtegn eller mad.
Hun har ikke mod på livet længere, hvisker sygeplejersken, det er svigt… vi ringede jo, men de sagde bare, de aldrig har haft en hund.
Alle prøver er færdige. Kirurgen ringer til Astrid og vil mødes efter arbejde.
Jeg trækker ikke pinen ud det ser virkelig alvorligt ud, næsten håbløst. Særligt fordi hun ikke vil leve. Havde hun bare lidt håb, lidt appetit, lidt kærlighed fra et menneske, kunne vi prøve. Men kun et mirakel vil kunne redde hende han holder inde, jeg har set så mange hunde i denne situation, men det føles aldrig nemmere…
Vi må prøve, Astrid griber lægens hånd. Hvad hvis miraklet sker?
Allerede tidligt næste morgen sidder Astrid ved hunden, som svækkes mere og mere. Hun græder, hvisker til hende, stryger hende, nusser bag øret, forsøger at kigge ind i de glasagtige øjne.
Hvis du dør, dør jeg også, siger Astrid lavmælt, og sygeplejersken vender sig væk, så Astrid ikke ser hendes tårer.
En svag, våd tunge glider pludselig over Astrids hånd. Hun skubber langsomt vandskålen hen til hunden.
Operationen varer allerede tre timer. Astrid venter. Endelig træder den trætte kirurg frem.
Operationen lykkedes, men der er ingen garantier. Hun er stadig under narkose, men bliv ved hende, når hun vågner. Måske, bare måske, er der sket et mirakel i dag. Vi krydser fingre.
Genoptræningen for Mirakel blev lang og sej. Astrid døbte hunden Mirakel for det var hun. Feber, medicin, søvnløse nætter, sprøjter, sprøjter, sprøjter.
***
Fire måneder er gået. Det er blevet efterår naturen skifter farve. Astrid og Mirakel går dagligt lange ture i skoven. Hunden har indset, at denne gang bliver hun ikke efterladt, og knytter sig tættere og tættere til sin nye ejer. Og Astrid
Hun gruer for, hvad der skal ske med Mirakel, når hendes egen sygdom får overtaget.
Astrid begynder at søge en ny familie til hunden. Snart er et møde aftalt.
Astrid har bedt dem om at mødes om aftenen, for om morgenen skal hun til hospitalet. Prøverne er klar, hendes egne undersøgelser er afsluttede.
I morgen får jeg sandheden at vide. Det er uhyggeligt, men det må ske. Bør sørge for, at Mirakel vænner sig til andre hænder. Åh, det er så skræmmende…
Efter en søvnløs nat sidder håbløsheden tungt over hende, kun hunden fylder hendes tanker. Sygeplejersken kalder hende ind til overlægen.
Dine prøver har overrasket mig, siger onkologen med fløjlsblød stemme. Det sker sjældent, men der synes at være sket en forandring i din krop. En positiv forandring du er i remission. Du skal fortsætte i vores opfølgning, og jeg håber, du hurtigt kommer dig, også psykisk. Tag imod vores lykønskning. Sådan et mirakel sker næsten aldrig.
Hjemme bliver Astrid mødt af glade Mirakel, der piber og logrer som for at sige: “Hvor har du dog været? Jeg har været så bekymret for dig!”
Astrid sætter sig på gulvet, kysser hundens bløde snude.
Mirakel! Du ER et mirakel! Du er MIT mirakel! og sådan sidder de længe sammen, i armene på hinanden.
Findes der større lykke i verden end at mærke, at universet giver os mere tid og muligheden for at give hinanden kærlighed?
