Du er godt nok en hård nød, Viggo Madsen! Ikke uden grund de kalder dig Ulven. Det er slet ikke til at få et smil ud af dig. Og bare se på dig det får folk til at gyse. Er du frosset fast, eller hvad? Hvorfor virker livet så surt for dig?
Birgitte blev ved med at tale, men Viggo var holdt op med at lytte. Han tog stille sine varer fra den lille købmandsdisk, hvor hele landsbyen handlede, og gik mod døren.
Din Lykke kom forbi hos sin mor i forgårs. Havde drengen med. Hører du mig, Viggo Madsen? Hvis nu det faktisk er din knægt? Skal han så bare vokse op uden far? Han ligner dig!
Ordene ramte Viggo i døren, og han snublede næsten over det lave dørtrin. Han så sig ikke tilbage. Hvorfor skulle han? Man kan alligevel aldrig overbevise nogen. Og han var ikke typen, der udstillede sit liv for andres domme. Folk vidste jo alligevel alt, og hvad de ikke vidste, fandt de selv på. Forklare kan man ikke, og hvorfor skulle man? Det er hans og Lykkes sag. Andre skal holde nallerne væk.
Den stærke, sommerhede forårssol varmede Viggos ansigt, og han lukkede øjnene. Øjenlågene blev tunge, så ansigtet blev stenhårdt. Uden at åbne øjnene gik han et skridt, så et til, og fór sammen ved et barns råb:
Pas på!
Drengen, der havde råbt, løb op på trappen ved Brugsen og samlede to hvalpe op, der legede på trinnen.
Ikke træde på dem, værsgo!
En let rød næse, mørke øjne bag tunge øjenlåg, og ører, der strittede en smule akkurat som hans egne. Ligheden kunne nabokonerne have ret i. Men Viggo vidste, at drengen, som nu betragtede ham, ikke var hans søn. Familie, jo da, men ikke så tæt.
Du skal ikke have en hvalp? Se hvor stærke poter! Ligesom en ulv! Han bliver stor!
Viggo formåede kun at ryste på hovedet og fortsatte så ned ad vejen, drejede i den nærmeste gyde, i stedet for den, han egentlig skulle ned ad. Der slap kræfterne op, og han lænede sig op ad det høje plankeværk bag Jørgensens have. Han gispede efter vejret, som om han ikke længere anede, hvordan han skulle trække luft ned i lungerne.
Hvorfor? Hvorfor måtte hun nu komme igen? Med den dreng, som kunne have været hans, hvis tingene havde været anderledes. Er det virkelig fordi, Oskar svigtede hende?
Tankerne væltede rundt; hjertet hamrede helt uroligt, akkurat som for syv år siden. Alt stod klar i erindringen! Man kunne ikke beordrer det hjerte til ro, selvom det var det, der skulle til.
Lone Jørgensen smækkede haveporten, løftede brynet, og ilte hen til Viggo:
Viggo! Er du okay? Kom, jeg hjælper. Skal jeg hente Jens?
Lone lagde en varm hånd på hans skulder, og Viggo slog øjnene op.
Nej, Lone, det er okay. Jeg klarer den. Jeg skal nok gå
Du skulle ingen steder, missekat! Læn dig bare til mig. Sådan! Lidt ad gangen. Godt gået! Pyha, du er tung at løfte. Madsen! Ikke flå hjertet ud på dig selv. Hvem skal så passe på dig? Mig, selvfølgelig! De siger jo jeg er din huslæge, husker du ikke? Lad mig nu passe mit. Nu får du lige trykket målt og en sprøjte måske to! Så er du frisk som en agurk, nyplukket og klar. Kom nu.
Benene ville ikke lystre, men Lone kendte sin styrke og trak ham næsten på slæb ind i deres gård, sparkede havelågen i bag sig og råbte:
Jens! Kom og hjælp!
Resten stod tåget for ham. Han vågnede først på sofaen i stuen. Noget tungt hvilede mod brystet, det strammede om vejrtrækningen, men han blev rolig, da han fik øje på det.
En blød grå kat lå under hans arm og slikkede en af sine killinger; de andre rodede rundt på hans bryst.
Missemor har næse for, hvem der er gode ved folk. Når hun flytter sine killinger op til dig, Viggo, så må du have et godt hjerte. Det ville hun aldrig gøre for hvem som helst.
Lone ryddede sine pigers matematikbøger væk og klynkede om ham.
Sådan! Puls rolig igen. Du, Viggo, du må ikke gøre mig så bange! Vejen er umuligt smattet, og Falck når ingen vegne nu. Og hvad havde du tænkt dig? Skal du dø nu? Det er ikke tid endnu! Du mangler masser.
Mangler? Hvad da, Lone? Det er kun Guldtop og King. Det er da det hele nu.
Fin ko, den Guldtop. Fortjener god pasning. Men du må ikke blive syg. Hvad skal der så ske med hende?
Viggo opdagede nu, at stuegardinerne var trukket for, og lyset var tændt.
Hvor sent er det?
Lig du bare. Det er sent. Du bliver her i nat. Bare rolig. Jeg så Guldtop på marken. Hun har det fint.
Lone gik i køkkenet, kyssede Jens kærligt på kinden. Han satte sig ved Viggos side.
Trist?
Ja, det er det nok. Jeg ved ikke helt hvorfor.
Det gør jeg. Lykke.
Lad nu være, Jens. Viggo så væk og mødte katteblikket igen.
Selv Missemor kan mærke det på dig. Jens smilede og nussede katten. Dyr forstår, når folk bærer på for meget. Hun slæbte alle sine killinger op til dig, sagde Lone. Smid dig ikke bare væk. Giv lyd, Viggo. Du er en snusfornuftig fyr, men du går altid alene med alt. Det holder ikke i længden. Jeg ser jo at du har det hårdt.
Hvorfor bekymrer du dig, Jens? Har du ikke rigeligt selv?
Det har jeg. Jens strøg sig over overskægget og smilede svagt. Men da jeg for ti år siden lå på bunden, spurgte du ikke, du hjalp. Og gæld betales bedst med handling. Hvis jeg kan gøre noget for dig, så lad mig. Det er vigtigt for mig.
Hvad skulle du kunne gøre?
Min bedstemor sagde altid: Nogle sorger skal bare råbes væk. Hvis du ingen har, så råb ud i engen. Hold ikke alt inde. Sorgen æder dig op. Du har gået med dette for længe. Birkeulv, ja, men vi er ikke dyr, Viggo! Vi er mennesker og hører sammen. Vi har kendt hinanden siden du kom til Sønderup i syvende klasse.
Syvende, ja…
Så det er, hvad? Uendeligt længe! Vi er blevet gamle, Viggo, men vi gør stadig ingenting sammen. Vi skjuler os. Undskyld, jeg burde have spurgt før! Hvis du beder mig gå, gør jeg det, men ellers hør jeg på dig.
Jeg ved det Viggo aede forsigtigt killingerne og begyndte Hvad skal jeg fortælle, Jens? Jeg skammer mig jo! Jeg burde som mand ikke brokke mig. Sådan noget luftes ikke. Du ved jo, hvor glad jeg var for Lykke. Det så du i skolen. Hvordan jeg løb efter hende, ventede på hende da jeg kom fra militærtjenesten. Hun ventede Du stod forrest til vielsen. Du ved det hele.
Det gør jeg. Men jeg forstår ikke, hvad der stak jer. Pludseligt flyttede hun i byen, du tog ud til skovene. Jeg husker din mor solgte koen, græd, kunne ikke forklare det.
Hun vidste intet. Jeg sagde bare jeg ikke elskede Lykke mere. Mine forældre kunne ikke forstå det.
Der må være noget. Hvorfor gik I fra hinanden? Du elsker hende da stadig.
Viggo vendte sig væk, tavs. Øjnene var tørre men tunge. Han havde grædt hele nætter i skoven, skreget hendes navn, og til sidst faldet sammen på jorden som et barn. Han kunne ikke tilgive, men heller ikke unde sig selv et liv uden hende.
Jeg tror ikke på, hun var dig utro. Det ligner ikke Lykke.
Viggo åndede tungt og Jens mødte hans mørke blik.
Jeg så det, Jens. Ellers havde jeg aldrig troet på det…
Jens sukkede:
Fortæl, det hænger ikke sammen!
Ingenting gør. Hun løj for mig. Sagde hun kun elskede mig, men Jeg mistede ikke kun min kone, hele familien røg. Min far respekterede styrke i slægten. Hvad er jeg, hvis min kone valgte en anden? Hvor er manden så?
For helvede, lad os nu finde hoved og hale.
Kan du huske, jeg var to måneder i Odense? Vi ville starte en besætning op, producere ymer til kurbadet. Lykke skubbede mig afsted, hun vidste alt om heste, hun var jo barnebarn af gamle Niels. Det var hendes idé. Jeg tog afsted. Men så
Der blev aldrig snakket grimt om hende. Lone og de andre ville have fortalt noget.
Fordi det hele skete bag lukkede døre. Viggo lukkede øjnene. Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Det gør ondt. Hvis det før var en sten, så er det nu et bjerg.
Jens hostede.
Med hvem?
Med Oskar. Min fætter. Han boede hjemme et halvt år da vi byggede hus. Vi drømte om familie. Men Lykke ville også have børn. Vi prøvede, det gik ikke, og så ja, så blev det ikke mig.
Jeg har set knægten. Han er en god dreng. Jens slog sig for panden. Men jeg tror stadig ikke på, Lykke kunne gøre det mod dig!
Bare se det! Jeg så jo med egne øjne! Viggo forsøgte at sætte sig, men Missemor hvæsede og lagde en pote hårdt på hans bryst, slikkede killingen og trak den nær ham. Sorry mis, det var ikke min mening…
Viggo samlede killingerne under hænderne.
Naturen, Jens Alle beskytter deres børn. Lykke ville det samme. Jeg nægtede at gå til lægen, troede ikke fejlen var min. Hun fandt en anden vej…
Nu sætter du alting for groft op!
Jeg har brugt tid nok på at spekulere
Og har du nogensinde overvejet om det virkelig ikke kan være din søn?
Jeg kan skam tælle. Det passer ikke.
Men hvad så du, da du kom hjem?
De stod i køkkenet. Han kyssede hende, og hun sagde ikke nej!
Lone kom ind.
Du får lige en sprøjte mere, Viggo. Sov på det. Vi tager resten i morgen.
Viggo lod bare tårerne løbe nu, og lagde sig til at sove.
Jens gik med Lone ud i gangen.
Hørte du det?
Det hele.
Hvad gør du nu?
Først tager jeg ned til Viggos tante, så til Lykke. Vi kan ikke vente længere. Viggos hjerte er ikke godt. Han fortjener fred.
Lone tog jakken og gik ud, mens Jens satte sig på trappestenen udenfor, tændte en cigaret og tænkte.
Livet er sgu ikke lige ud ad landevejen. Man tror man har fat i lykken men så har man bare en fjer tilbage når man åbner hånden. Vi har været through a lot. Forældre døde, søn mistet, så kom pigerne en gave, men først efter fem års sorg. Lone led af skyld, fordi hun ikke så sygdomstegn hos drengen. Selvom sygehuset sagde hun gjorde alt, så kunne hun ikke tilgive sig selv. Og da tvillingerne kom, turde hun ikke tro på glæden. Måske derfor værker hjertet sådan, når hun ser Luckes søn. Hun forstår som mor, hvad det gør ved et barn at vokse op uden en virkelig far. Drengen får jo aldrig den støtte han skal.
Jens sad længe. Gik ind et par gange for at se til Viggo, der sov uroligt. Ud igen, pakkede sig ind i tæppet. Ventede på Lone til det lysnede.
Da lågen klappede, rejste han sig. Lone trådte ind under lampen, tårerne løb ned af kinderne, da hun hviskede:
Det er Viggos søn, Jens. Det ved jeg nu. Hans tante, Kirsten, indrømmede alt.
Hvordan fik du hende til det?
Jeg ved det ikke. Jeg gik først til Lykke, og hun fortalte, hvordan det skete den dag Viggo så dem. Hun var allerede gravid, men havde ikke turde sig det, fordi hun havde mistet tre gange før. Hverken mor eller mand fik det at vide. Både Viggo og Lykke har båret på det alene præcis som ulve! Derfor gik alt så galt.
Lone græd, og Jens holdt om hende.
Og tante Kirsten?
Det er hendes hævngerrighed det hele. Hun var jaloux på sin søster. Selv gamle damer kan bære på gammelt nag. Hun ville såre sin søster. Da de blev gamle, vendte hun hjem og besluttede at ødelægge for Viggo. Hun lærte sin søn, Oskar, at trøste Lykke.
Har Tanja tilgivet hende?
Ikke endnu, men måske. Hun sendte dem begge væk, og løb til Lykke for at få det hele ud. Jeg blev der længe. Enten var den ene dårlig, eller den anden græd. Nu ved alle sandheden. Lykke kaldte sønnen for Søren, opkaldt efter Viggos morfar.
Jens kyssede Lone i håret.
Du har klaret det!
Jo, men alt for sent. Vi mennesker er dumme. Hvorfor skal man lide i ensomhed? Jeg er så vred, at du kunne stege pandekager på mig!
Jeg kunne nu godt spise lidt morgenmad.
Så op med dig, find skægget frem. Jeg laver dine yndlingspandekager. Pigerne vågner snart, og Viggo skal også have noget. Det bliver en hård dag for ham.
Solen kravlede op over husene, morgendisen spredte sig.
Viggo kom ud på trappen, blinkede mod lyset og hørte straks en stemme:
Er du min far?
Drengen sad på trappestenen, hundehvalpen ved sin side.
Se på dens poter! Du tror ikke han bliver stor? Bliver det en god hund, far?
Viggo satte sig forsigtigt ved ham, klappede hvalpen.
Den bliver fin, Søren. Det er et godt valg.
De mørke øjne så meget hans egne slap ham ikke. Forsigtigt lagde han armen om drengens skulder og nikkede:
Ja. Jeg er din far, Søren
Det er godt! Kom med ind, mor laver morgenmad, og mormor kom i morges. Hun har lovet jeg må med ud og se hestene. Må jeg godt?
Noget i Viggos bryst brast; den gamle sorg slap sit tag, og han kunne pludselig trække vejret frit, stemmen kom styrket tilbage:
Selvfølgelig må du, Søren. Kom, vi har meget at tage os til sammen. Rigtig meget…
