Jeg hedder Mikkel Jensen, jeg er treoghalvfjerds år gammel. Selvom jeg havde alt, hvad jeg kunne drømme om et godt job i København, et hyggeligt lejemål på Vesterbro og en stabil økonomi i danske kroner så manglede jeg én ting: en familie. For seks år siden gik min far bort, og siden da har jeg boet i en toværelses lejlighed sammen med min mor, Ingrid.
Jeg ville altid leve op til mors forventninger, så jeg gik på universitetet og blev færdig som civilingeniør, fandt en stilling hos et energiselskab og forsikrede hende om, at jeg snart ville finde en livspartner, så hun kunne få lov til at forkæle sine børnebørn.
Det var på en festival i Roskilde, at jeg mødte Annelise Hansen, en pige fra en lille landsby ved Limfjorden, som dengang stadig var studerende. Hendes familie var ikke særlig velhavende, men det betød intet for mig. Mor var derimod skeptisk og sagde, at Annelise ikke var den rette for mig. Jeg valgte dog at følge mit hjerte og begyndte at date hende.
Efter et par måneder flyttede jeg Annelise ind hos mig, og jeg fortalte, at vi skulle bo sammen og at hun var gravid med mit barn. Mor mente, at Annelise bare havde fundet på at blive i byen for at udnytte mig. Trods hendes indvendinger flyttede Annelise ind, og Ingrid tog imod hende med modvillighed. Over tid lærte hun at sætte pris på Annelises evne som husmor, og det så ud til, at spændingerne lettede, selvom mor iblandt stadig ønskede at så splid.
Da vores datter blev født, kaldte vi hende Signe. Mor bad om en faderskabsprøve, og vi gik med på det, selvom jeg aldrig havde tvivlet på, at Signe var min. Prøven bekræftede, at jeg var far, men Ingrid nægtede stadig at acceptere Annelise som en del af familien. Hun foreslog endda, at jeg skulle skilles fra Annelise og give Signe til sig.
Jeg blev rasende og gik fra mors hus sammen med Annelise og Signe. Siden da har jeg kun sjældent haft kontakt med Ingrid, for jeg ser hende som egoistisk og ubehjælpelig over for mine følelser. Det er en sorg, at hun aldrig kunne tage Annelise ind som en del af familien, men jeg har intet ønske om at forsone mig med hendes holdning.
Når jeg ser tilbage på de år, tænker jeg på, hvordan jeg lærte, at man ikke kan bygge et hjem på andres godkendelse, men på de mennesker, man holder af, og på de værdier, man selv vælger. Jeg husker stadig de stille morgener, hvor Signe lå i min favn, og Annelise lavede risengrød på komfuret, mens jeg så ud af vinduet over Nørrebro og vidste, at vi endelig havde fundet vores egen lille verden.
