Regnen hamrede nådesløst mod Københavns gader, som om himlen ønskede at rense hver en afkrog af byen. Asfalten glimtede under gadelygternes skær, og små floder løb gennem rendestene, rev med sig våde blade, cigaretskodder og den støv, ugen havde samlet sammen. Inde i min bil sørgede varmen for en sagte komfort, og den rolige jazz fra radioen lagde et lydtæppe mellem mig og stormen udenfor, som befandt jeg mig i en særligt tryg boble.
Det var en ganske almindelig onsdag eftermiddag, og jeg var på vej hjem fra arbejdet, efter et møde der var gået bedre end forventet. På passagersædet lå en mappe fyldt med vigtige papirer, og i mit hoved snurrede en liste over sager, jeg stadig skulle nå. Men alle tanker blev afbrudt, da jeg i et lyskryds fik øje på en lille skikkelse, der sad sammenkrøbet under regnen.
Hun kunne næppe have været ældre end otte. Hendes mørke hår hang klasket til ansigtet, og jakken hun bar, var så tynd, at man næsten kunne se igennem den. I hænderne holdt hun et bundt visnede blomster, knuget ind i krøllet cellofan. Hendes små sko var drivvåde.
Jeg sænkede farten, trak ind til siden og blev siddende et øjeblik, mens regnen trommede mod ruden. Jeg kunne sagtens have kørt forbi, ligesom så mange andre. Men måden, hvorpå hun holdt blomsterne ind til sig, fik mig til at standse.
Jeg slukkede motoren, åbnede døren og lod den kolde vind ramme mig, sammen med regnens slag. Jeg gik over til hende.
Hr. råbte hun med spinkel stemme gennem regnen. Vil De ikke købe blomster til Deres kone? De er meget fine og De kan få dem billigt.
Hendes stemme rystede, men hun forsøgte stålsat at virke munter.
Jeg tog min frakke af og lagde den om hendes skuldre. Den var alt for stor til hendes lille krop, men dækkede dog noget.
Her sagde jeg og rakte hende mit paraply. Du bliver syg af at stå her sådan.
Hun kiggede på mig, som havde jeg givet hende en kæmpe gave.
Nej, hr Min mor siger, jeg ikke må tage imod noget fra fremmede.
Din mor har ret svarede jeg men det her er blot til låns, mens du arbejder.
Hun tøvede, men tog så tøvende imod paraplyen.
Hvor mange blomster har du? spurgte jeg blidt.
Tyve buketter, hr. De koster fyrre kroner stykket men De kan få dem for tredive, fordi regnen har ødelagt dem lidt.
Jeg tog min pung frem og rakte hende seks hundrede kroner.
Jeg tager dem alle sammen.
Hun stirrede forbløffet på mig, som om ordene slet ikke gav mening.
Alle? Men hvad vil De dog med så mange blomster?
De skal gives væk sagde jeg til folk, der kommer forbi. Så får alle en god dag.
Langsomt dukkede et forsigtigt smil op på hendes ansigt.
Min mor vil aldrig tro på det.
Hvor er din mor?
Hjemme hun passer min lillebror. Han er syg, og derfor er det mig, der sælger i dag, så hun ikke skal blive våd.
En knude samlede sig i min mave.
Behold både frakken og paraplyen. Skynd dig nu hjem din mor venter sikkert på dig.
Hun trykkede de våde sedler ind til sig, gik et par skridt, og inden hun forsvandt om hjørnet, råbte hun:
Tak, hr! Må Gud velsigne Dem!
Jeg så hende forsvinde med min røde paraply, og da jeg satte mig tilbage i bilen, var jeg gennemblødt men mærkede en mærkelig følelse indeni; en sum af sorg, omsorg og en svag optimisme.
Jeg tændte for varmen igen. Bilens kabine blev fyldt med duften af blomster, og mens jeg begyndte at dele dem ud til de forbipasserende, mærkede jeg, at noget havde forandret sig i mig. Endnu vidste jeg ikke hvad.
