Hej du, så hørte du om den der vovehistorie fra vores lille hjemby Køge? Det er næsten som noget fra
Du, jeg bliver nødt til at fortælle dig om dengang, hvor min datter, Alberte, lå på Rigshospitalet i
Mikkel foreslog at fejre nytåret hos sine forældre, hvor jeg er velkommen som en fremmed. Mikkel, er
Mor, hvorfor var jeg ikke med til din fødselsdag? Hun knugede mobilen, så hendes fingre blev helt hvide.
«Er du blind, eller hvad? Giv mig din mand!» udbrød min søster på hendes bryllupsdag, hvor min kommende
Kære dagbog, I en alder af 90 år havde jeg aldrig troet, at jeg én dag ville åbne mit hjerte for fremmede.
Gitte Hansen, den tidligere svigermor, truede med at indgive sag, fordi hun ville have ret til at se
Svigerinden beder mig om min aftenkjole og returnerer den ødelagt Åh, Maren, vær sød! Er du så bange
— Natalia, er du hjemme? — Igor stormede ind i lejligheden og stivnede, da han så sin kone i entreen. Hun sad på hug og græd højt. — Jeg forstod slet ikke, hvad der var sket med dig. Du græd så meget, at jeg ikke kunne høre et ord, og så løb telefonen tør for strøm. Hvad er der sket, Natalia? Du ser helt bleg ud.
— Misser er væk… — fik Natalia fremstammet. — Han er ikke hjemme.
— Hvad mener du, væk?! — udbrød Igor. — Hvor skulle han være gået hen? Kan du ikke forklare det ordentligt? Måske har han gemt sig et sted i lejligheden?
— Nej. Din søster… Vibe… Hun sagde, at Misser ved et uheld løb ud i opgangen, da hun gik ud med Mikkel for at lege. Men du ved jo, Igor, vores Misser… Han ville aldrig selv løbe ud. Hvorfor skulle han ud, når han næsten frøs ihjel derude sidste gang? Jeg tror, hun gjorde det med vilje…
— Hvad?! — Igor knyttede næverne. — Hvor er hun nu? Hvor er Vibe?
— Hun gik vist ned for at handle… Jeg ved det ikke. Jeg har ledt efter Misser hele tiden, men han er ingen steder. Og ingen har set ham i nærheden. Hvordan kan det ske, Igor? Kan et menneske virkelig være så ondskabsfuld? At smide et forsvarsløst dyr ud på gaden. Om vinteren. Kan man virkelig det?
— Et menneske — nej. Men Vibe… Vibe kan. Hun har gjort noget lignende før. Bare rolig, hun sætter aldrig sine ben i vores lejlighed igen. Hvorfor lod vi hende overhovedet flytte ind?
***
For en måned siden…
Igor gik mod busstoppestedet, da han pludselig fik øje på noget gråt under sneen.
Først troede han, det var en sten, men stenen rystede, som et gammelt køleskab.
Det var det, der fangede hans opmærksomhed. For han havde aldrig set en sten ryste af kulde før.
Nysgerrig gik han tættere på.
Og så så han, at det ikke var en sten, men en lille grå killing.
— Nå da… — sagde Igor eftertænksomt og kløede sig i nakken. — Hvad laver du her, lille ven?
Det var et retorisk spørgsmål.
Alle ved jo, hvad hjemløse dyr laver på gaden. De prøver at overleve… Og denne lille killing forsøgte bare at klare sig.
Den mjavede ikke, kaldte ikke på hjælp… Nej. Den lå bare og rystede.
Det virkede, som om den havde opgivet håbet om, at nogen ville hjælpe. Så den prøvede bare at holde varmen.
Igor løftede forsigtigt killingen op, børstede sneen af dens pels og puttede den ind under jakken, mens han løb mod stoppestedet, hvor bussen netop ankom.
På vej hjem kom han i tanke om, at Natalia længe havde ønsket sig netop sådan en gråstribet killing, men de havde aldrig fået tid til at tage på internat sammen.
Nu havde skæbnen nærmest lagt den for hans fødder. Og når skæbnen giver noget, skal man tage imod.
— Natalia, jeg har en overraskelse til dig, — sagde Igor glad, da han kom hjem.
— Du forkæler mig virkelig for tiden, — smilede hun, da hun kom ud i entreen. — Først guldøreringe, så en ny telefon, og nu biografbilletter. Hvad er det denne gang? En skiferie?
— Endnu bedre! — strålede Igor og trak killingen frem fra jakken. — Se! Jeg fandt den på gaden. Du ville jo gerne have sådan en, ikke? Grå og stribet?
— Åh Gud, — udbrød Natalia. — Den er jo helt forfrossen, stakkels lille. Kom her, jeg skal nok varme dig. Og du, Igor, tag jakken af, vask hænder og kom ud i køkkenet. Aftensmaden er klar.
Natalia så igen på killingen og smilede: — Hvor Signe, er du her et sted? Anders kom stormende ind, skoene knap rørte parketgulvet, før han stoppede brat op.
Kære dagbog, I dag er den syvende december, og jeg sidder ved køkkenbordet med en kop sort kaffe, mens
